14, 15. Hvordan ved vi at Jesus kan sætte sig ind i menneskers følelser og „vil udfri den fattige som råber om hjælp“?

¹⁴ Den syndige menneskehed er i en ynkværdig tilstand og har desperat brug for hjælp. Men der er håb forude. (Læs Salme 72:12-14). Jesus, den større Salomon, har medfølelse med os fordi han ved at vi er ufuldkomne. Endvidere led Jesus for retfærdighedens skyld, og Gud tillod at han blev udsat for prøvelser som han skulle klare i egen kraft. Ja, Jesus led så stærkt et følelsesmæssigt pres at „hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden“. (Luk. 22:44) Senere, da han hang på marterpælen, råbte han: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Matt. 27:45, 46) På trods af alt det Jesus led, og skønt Satan gjorde sit yderste for at få ham til at vende sig bort fra Jehova, forblev han trofast mod sin Fader.

16. Hvorfor var Salomon i stand til at føle med sine undersåtter?

¹⁶ Fordi Salomon havde visdom og indsigt, er der ingen tvivl om at han ’ynkedes over den ringe’. Dertil kommer at hans eget liv var præget af sørgelige og traumatiske begivenheder. Hans bror Amnon voldtog deres søster Tamar, og deres bror Absalom sørgede for at Amnon blev dræbt for denne forbrydelse. (2 Sam. 13:1, 14, 28, 29) Absalom forsøgte at tilrane sig Davids trone, men kuppet mislykkedes, og han blev dræbt af Joab. (2 Sam. 15:10, 14; 18:9, 14) Senere prøvede Salomons bror Adonija at gøre sig selv til konge. Hvis det var lykkedes for ham, ville det uden tvivl have betydet døden for Salomon. (1 Kong. 1:5) At Salomon kendte til menneskenes lidelser, fremgår tydeligt af noget han sagde i en bøn ved indvielsen af Jehovas tempel. Om sine undersåtter sagde han: „Enhver kender sin egen plage og sin egen smerte, . . . måtte du [Jehova] . . . tilgive og give hver enkelt efter alle hans veje.“ — 2 Krøn. 6:29, 30.

17, 18. Hvilken ’smerte’ har nogle af Jehovas tjenere måttet udholde, og hvad har hjulpet dem til at gøre det?

¹⁷ ’Vores egen smerte’ kan være en følge af noget der er sket tidligere i livet. Mary,a et Jehovas vidne i trediverne, skriver: „Jeg har al mulig grund til at være glad, men jeg føler ofte skam og væmmelse når jeg tænker på mit liv førhen. Så bliver jeg ked af det og kommer let til at græde; det er som om det hele skete i går. Dårlige minder som ofte dukker op, gør at jeg bliver overvældet af skyldfølelse og lavt selvværd.“

¹⁸ Mange af Guds tjenere har nogle af de samme følelser, men hvad kan give dem den nødvendige styrke til at holde ud? „Sande venner og min åndelige familie bringer mig stor glæde,“ fortæller Mary. „Jeg prøver også at fokusere på Jehovas løfter for fremtiden, og jeg har tillid til at mine råb om hjælp vil blive vendt til glædesråb.“ (Sl. 126:5) Vi må sætte vores håb til Guds foranstaltning ved sin søn, som han har udnævnt til hersker. Om ham blev det forudsagt: „Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ (Sl. 72:13, 14) Hvor er det opmuntrende at vide!