Hans fødsel på jorden. Før Jesus blev født som menneske på jorden, havde engle vist sig for mennesker i menneskelig skikkelse, idet de åbenbart materialiserede et passende legeme til lejligheden og derefter dematerialiserede sig efter at have udført deres opgave. (1Mo 19:1-3; Dom 6:20-22; 13:15-20) De blev således ved med at være åndeskabninger, idet de blot midlertidigt anvendte et fysisk legeme. Dette var imidlertid ikke tilfældet da Guds søn kom til jorden for at blive mennesket Jesus. I Johannes 1:14 siges der at „Ordet [blev] kød og boede iblandt os“. Derfor kunne han kalde sig selv for „Menneskesønnen“. (Joh 1:51; 3:14, 15) Nogle hæfter sig ved udtrykket „boede [ordr.: ’boede i telt’, ’teltede’] iblandt os“ og hævder at dette viser at Jesus ikke var et virkeligt menneske, men en inkarnation. Imidlertid anvender apostelen Peter et lignende udtryk om sig selv, og Peter var ikke en inkarnation. — 2Pe 1:13, 14.

Hans opgave: ’at vidne om sandheden’. På Pilatus’ spørgsmål: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ svarede Jesus: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Joh 18:37; se RETSSAG [Retssagen mod Jesus].) Som det fremgår af Bibelen, var den sandhed som han vidnede om, ikke sandheden i almindelighed. Det var den altoverskyggende sandhed om hvad Guds hensigter var og er, en sandhed der var baseret på et så stærkt fundament som Guds suveræne vilje og hans evne til at gennemføre denne vilje. Ved sin forkyndelse åbenbarede Jesus at denne sandhed, som „den hellige hemmelighed“ indeholdt, var Guds rige med Jesus Kristus, Davids søn, som kongepræst på tronen. Dette var også essensen af det budskab englene forkyndte forud for og ved hans fødsel i Betlehem i Judæa, Davids by. — Lu 1:32, 33; 2:10-14; 3:31.

At fuldføre denne tjeneste ved at vidne om sandheden krævede mere af Jesus end blot at tale, forkynde og undervise. Foruden at han måtte give afkald på sin himmelske herlighed for at blive født som menneske, måtte han opfylde alt det der var profeteret om ham, deriblandt de skygger, eller forbilleder, som Lovpagten indeholdt. (Kol 2:16, 17; He 10:1) For at bekræfte sandheden i sin Faders profetiske ord og løfter måtte Jesus leve på en sådan måde at denne sandhed blev virkelighed, idet han opfyldte den med det han sagde og gjorde, med den måde han levede på, og den måde han døde på. Han måtte således være sandheden, selve den legemliggjorte sandhed, sådan som han selv sagde han var. — Joh 14:6.

Derfor kunne apostelen Johannes skrive at Jesus var „fuld af ufortjent godhed og sandhed“, og at selv om „loven blev givet gennem Moses“, så var „den ufortjente godhed og sandheden . . . kommet gennem Jesus Kristus“. (Joh 1:14, 17) Da Jesus Kristus blev født som menneske, da han fremstillede sig for Gud ved sin dåb i vand og derefter i tre og et halvt år forkyndte offentligt og tjente Guds riges sag, da han døde trofast mod Gud og blev oprejst til himmelen — da alle disse historiske begivenheder indtraf — ’kom’ Guds sandhed, det vil sige blev den til virkelighed. (Jf. Joh 1:18; Kol 2:17.) Gennem hele sit liv vidnede Jesus således om sandheden, om det Gud havde lovet. Han var således ikke en forbilledlig Messias, eller Kristus. Han var den virkelige Messias der var givet løfte om. Han var ikke en forbilledlig kongepræst. Han var den sande og egentlige kongepræst, som forbillederne havde peget frem til. — Ro 15:8-12; jf. Sl 18:49; 117:1; 5Mo 32:43; Es 11:10.