1, 2. (a) Hvordan reagerer Maria da Jesus kalder hende ved navn, og hvilken udtalelse som Jesus tidligere har fremsat, illustrerer dette? (b) Hvad sætter os i stand til at holde os nær til Jesus?

DEN opstandne Jesus får øje på en kvinde der står i nærheden af hans tomme grav. Han kender hende godt. Det er Maria Magdalene. Knap to år tidligere helbredte han hende for dæmonbesættelse. Siden da har hun fulgt ham og hans apostle og sørget for deres daglige fornødenheder. (Lukas 8:1-3) Men i dag græder Maria. Hun er overvældet af sorg fordi hun har set Jesus dø, og nu er hans legeme endda borte! Jesus spørger hende: „Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?“ I den tro at han er havemanden, svarer hun: „Herre, hvis du har fjernet ham, så sig mig hvor du har lagt ham, og jeg vil tage ham væk.“ Nu siger Jesus: „Maria!“ Straks genkender hun den velkendte måde han taler til hende på. „Lærer!“ udbryder hun glad og omfavner ham. — Johannes 20:11-18.

² Denne beretning illustrerer på en rørende måde noget Jesus tidligere havde sagt. Han havde sammenlignet sig selv med en hyrde og sine disciple med får og sagt at hyrden kalder sine egne får ved navn, og at de kender hans stemme. (Johannes 10:3, 4, 14, 27, 28) Ligesom et får genkender sin hyrde, genkendte Maria sin Hyrde, Kristus. Det samme gælder Jesu disciple i dag. (Johannes 10:16) Et fårs fintfølende øre sætter det i stand til at holde sig nær til sin hyrde, og på samme måde sætter vores åndelige skelneevne os i stand til at gå i den rigtige hyrdes, Jesu Kristi, fodspor. — Johannes 13:15; 1 Johannes 2:6; 5:20.

16. (a) Hvordan viser bogstavelige fårs opførsel at Jesu ord i Johannes 10:4 er sande? (b) Hvad tilskynder Bibelen os til at gøre?

¹⁶ Hvordan kan vi med sikkerhed vide om vi står over for en ven eller en fjende? Jesus sagde at fårene følger hyrden fordi „de kender hans stemme“. (Johannes 10:4) Det er altså ikke hyrdens udseende der får fårene til at følge ham; det er hans stemme. I en bog om Bibelens lande fortælles det at en besøgende engang påstod at det var hyrdens tøj og ikke hans stemme fårene kunne genkende. For at bevise det modsatte byttede en hyrde tøj med den fremmede. Iført hyrdens tøj kaldte den fremmede nu på fårene, men de reagerede ikke. De kendte ikke hans stemme. Men da hyrden kaldte på dem, kom de straks løbende selvom han var forklædt. For fårene er det altså ikke tilstrækkeligt at man ligner en hyrde. De analyserer så at sige den stemme de hører, ved at sammenligne den med hyrdens. Guds ord siger at vi skal gøre det samme; vi skal ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. (1 Johannes 4:1; 2 Timoteus 1:13) Hvad kan hjælpe os til at gøre det?