Hvordan kan blod redde liv?
„Du skal vælge livet . . . ved at adlyde [Guds] røst . . . for han er dit liv og rækken af dine dage.“ — 5 MOSEBOG 30:19, 20.
1. Hvad er det der gør sande kristnes respekt for livet til noget særligt?
MANGE siger at de har respekt for liv og henviser til at de er imod jagt, dødsstraf eller abort. Der er imidlertid en særlig måde hvorpå sande kristne viser respekt for livet. I Salme 36:9 siges der: „Hos dig [Gud] er livets kilde.“ Livet er en gave fra Gud, og som konsekvens heraf antager kristne hans syn på blodet.
2, 3. Hvorfor bør vi tage Guds syn på blodet i betragtning? (Apostelgerninger 17:25, 28)
2 Vort liv afhænger af blodet, der fører ilt rundt i vort legeme, fjerner kuldioxid, letter vores tilpasning ved temperaturforandringer, og er med til at bekæmpe sygdomsangreb. Den der gav os livet gav os samtidig det enestående og livsopretholdende flydende væv der kaldes blod. Dette er et udtryk for hans vedvarende interesse i at bevare menneskers liv. — 1 Mosebog 45:5; 5 Mosebog 28:66; 30:15, 16.
3 Både kristne og folk i almindelighed bør spørge sig selv: ’Kan blodet kun redde mit liv ved dets naturlige funktioner, eller kan blod være livreddende i videre forstand?’ De fleste mennesker ved at blodets normale funktioner har betydning for livets opretholdelse, men i virkeligheden er der langt mere involveret i spørgsmålet. Både muslimer, jøder og kristne regner i deres grundlæggende etik med en Livgiver der har udtalt sig om livet og om blodet. Og Skaberen har meget at sige om blod.
Guds ufravigelige holdning til blodet
4. Hvad sagde Gud om blodet tidligt i menneskehedens historie?
4 Blod omtales over 400 gange i Guds ord, Bibelen. Et af de første steder læser vi Jehovas bud: „Alt hvad der rører sig og lever, skal være jeres føde. . . . Men kød med blod i må I ikke spise.“ Han tilføjede: „Jeres eget blod vil jeg kræve hævn for.“ (1 Mosebog 9:3-5, da. prøveovers. 1985) Dette sagde Jehova til Noa, menneskeslægtens stamfader. Derved blev hele menneskeheden gjort opmærksom på at blodet i Skaberens øjne står for livet. Alle der hævder at de betragter Gud som Livgiveren bør derfor erkende at Han har en meget afgjort holdning til det at bruge blod.
5. Hvad var den væsentligste grund til at israelitterne ikke ville modtage blod?
5 Da Gud gav Israel en lovsamling kom han igen ind på brugen af blodet. Ifølge Bent Melchiors jødiske oversættelse siges der i Tredje Mosebog 17:10, 11: „Hvis nogen mand af Israels hus eller af de fremmede, som bor iblandt dem, spiser noget blod, så vil jeg vende mig mod den person, som spiser blodet, og jeg vil afskære ham fra hans folks midte. For et væsens liv afhænger af blodet.“ Det var sundhedsgavnligt at overholde denne lov. Men ikke nok med det. Ved at behandle blodet som noget særligt anerkendte israelitterne at de skyldte Gud livet. (5 Mosebog 30:19, 20) Den væsentligste grund til at de ikke måtte indtage blod var altså ikke at blodet var usundt, men at det havde en særlig betydning i Guds øjne.
6. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus havde samme syn på blodet som Gud?
6 Hvordan så med de kristne? Hvordan ser de på spørgsmålet om at redde menneskeliv ved hjælp af blod? Jesus vidste hvad hans Fader havde sagt om det at bruge blod. Jesus „begik ingen synd, og der var ikke svig i hans mund“. Det vil sige at han holdt Loven til fuldkommenhed, deriblandt loven om blodet. (1 Peter 2:22, da. prøveovers. 1989) Derved satte han et eksempel for sine disciple, et eksempel der vidner om respekt for livet og blodet.
7, 8. Hvordan kom det til at stå klart at Guds lov om blodet også gælder kristne?
7 Historien viser os hvad der senere skete da de kristnes styrende råd traf beslutning om hvorvidt kristne skulle overholde alle de jødiske love. Under guddommelig ledelse udsendte de det dekret at kristne ikke er forpligtede til at holde Moseloven, men at det er ’nødvendigt’ at de ’afholder sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr [kød som blodet ikke er løbet af] og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:22-29) Derved gjorde de det klart at det moralsk set er lige så vigtigt at undgå blod som det er at undgå afgudsdyrkelse og grov umoralitet.a
8 De første kristne rettede sig efter dette guddommelige forbud. I en kommentar hertil har den engelske bibelforsker Joseph Benson sagt: ’Man bør lægge mærke til at dette forbud mod at spise blod — et forbud som blev givet Noa og alle hans efterkommere og som . . . blev gentaget over for israelitterne — aldrig er blevet hævet, men tværtimod er blevet bekræftet under Det Nye Testamente (Apostlenes Gerninger XV) og derved gjort til en varig forpligtelse.’ Men udelukker det Bibelen siger om blod også den moderne medicinske brug af det, for eksempel til transfusioner, der jo ikke var kendt på Noas eller apostlenes tid?
Blod i eller som medicin
9. Hvordan blev blod brugt som lægemiddel i fortiden, og hvordan stred dette mod de kristnes holdning?
9 Den medicinske brug af blod er i virkeligheden ikke af ny dato. Bogen Flesh and Blood af Reay Tannahill viser at i næsten 2000 år blev menneskeblod i Ægypten og andre steder betragtet som „det ypperste middel mod spedalskhed“. Romerne troede at epilepsi kunne helbredes ved at man drak menneskeblod. Om denne „medicinske“ brug af blod skrev Tertullian: „Det er på samme måde med dem, som under arenaforestillingerne slubrer i sig de dræbte forbryderes endnu friske blod . . . hvormed de tror at helbrede epilepsi.“ Dette stod i skærende kontrast til de kristnes indstilling: „Os kristne, som ikke engang regner dyreblod med blandt tilladte spiser . . . For at sætte de kristne på prøve stiller I derfor pølser frem, der ovenikøbet er fyldt med dyreblod, fordi I er visse på, at det ikke er tilladt hos dem.“ Tænk på hvilke konsekvenser de kristnes standpunkt havde for dem: De første kristne var villige til at ofre livet frem for at indtage blod, der repræsenterede livet. — Se også Anden Samuelsbog 23:15-17.
10, 11. Hvorfor kan man sige at Guds lov om blodet udelukker at man kan tage imod en blodtransfusion?
10 Dengang brugte man naturligvis ikke blod til transfusion eftersom man først begyndte at eksperimentere med dette i begyndelsen af 1500-tallet. I det 17. århundrede havde en professor i anatomi ved Københavns Universitet denne indvending: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’
11 Ja, førhen indså mennesker at Guds lov forbød indførelse af blod i venerne såvel som indtagelse gennem munden. Hvis flere i dag vidste dette, kunne det hjælpe dem til at forstå det standpunkt Jehovas vidner indtager, et standpunkt der harmonerer med Guds. Sande kristne sætter livet højt og søger lægehjælp, men de respekterer livet som en gave fra Skaberen og forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod. — 1 Samuel 25:29.
Er blod livreddende?
12. Hvilke spørgsmål rejser sig vedrørende blodtransfusion?
12 I årevis har eksperterne hævdet at blod redder liv. Læger kan fortælle om tilfælde hvor nogle der har lidt et akut blodtab, er kommet sig efter at have fået transfusioner. Derfor spørger nogle måske: ’Hvor klogt eller uklogt er det, lægeligt set, at afvise blod?’ Før man underkaster sig en omfattende lægebehandling er det naturligt at man sætter sig ind i de fordele og risici behandlingen indebærer. Hvad er der at sige om blodtransfusion? Denne behandlingsmetode er i virkeligheden forbundet med mange risici, hvoraf nogle ligefrem er dødelige.
13, 14. (a) Nævn nogle risici ved blodtransfusion. (b) Hvordan understreger pavens sygdomstilfælde sundhedsfaren ved blodtransfusion?
13 For nylig har lægerne L. T. Goodnough og J. M. Shuck sagt: „Lægeverdenen har længe vidst at selv om donorblodforsyningen er så sikker som det lader sig gøre, har blodtransfusion altid indebåret en risiko. Den hyppigste komplikation ved blodtransfusion er fortsat non-A, non-B hepatitis (NANBH); af andre potentielle komplikationer kan nævnes hepatitis B, alloimmunisering, transfusionsreaktion, immunosuppression samt overdosering af jern.“ Det forsigtige skøn angående et af disse alvorlige faremomenter lyder: „Det anslås at cirka 40.000 personer om året vil udvikle NANBH [alene i De Forenede Stater] og at op mod 10% af disse vil udvikle cirrhose og/eller hepatom [leverkræft].“ — The American Journal of Surgery, juni 1990.
14 Efterhånden som risikoen for at pådrage sig sygdomme gennem blodtransfusion er blevet mere kendt, har folk taget deres syn på transfusioner op til fornyet overvejelse. Efter at paven i 1981 havde været udsat for et skudattentat blev han behandlet på et hospital og udskrevet. Senere blev han indlagt igen i to måneder, og var så alvorligt syg at man talte om at han måtte trække sig tilbage som invalid. Hvorfor? På grund af en cytomegalovirus-infektion fra det blod han havde fået. Man spørger uvilkårligt: Hvis selv det blod man giver en pave er inficeret, hvad så med det blod man giver almindelige mennesker?
15, 16. Hvorfor er blodtransfusioner ikke sikre, selv når blodet er blevet screenet for sygdomme?
15 ’Men kan man ikke screene blodet for sygdomme?’ vil nogle spørge. Lad os til eksempel se på det at screene blod for hepatitis B. I tidsskriftet Patient Care for 28. februar 1990 stod der: „Forekomsten af hepatitis efter blodtransfusion er blevet mindre efter at man i vid udstrækning er begyndt at screene blodet for [den], men 5-10% af hepatitis-tilfældene efter blodtransfusion bliver stadig forårsaget af hepatitis B.“
16 Usikkerheden ved sådanne screeninger kan også ses i forbindelse med en anden sygdom der kan overføres ved blodtransfusion, nemlig AIDS. AIDS-pandemien har for alvor gjort folk opmærksomme på faren ved inficeret blod. Det er sandt at man nu kan screene blodet for spor af dette virus. Men blodet bliver ikke screenet alle steder, og det ser ud til at folk kan gå med AIDS-virus i blodet i årevis uden at det kan påvises ved hjælp af de nuværende prøvemetoder. Patienter kan altså få AIDS — og har fået AIDS — fra blod der var screenet og godkendt!
17. Hvordan kan blodtransfusioner medføre skader som ikke viser sig umiddelbart?
17 Lægerne Goodnough og Shuck talte endvidere om „immunosuppression“. Der er utallige vidnesbyrd om at selv blod der på behørig vis har gennemgået en forligelighedsprøve kan skade en patients immunforsvar, og derved øge risikoen for at patienten får kræft og dør. En canadisk undersøgelse har således vist at „patienter med kræft i hoved og hals som modtog blodtransfusion da svulsten blev fjernet, bagefter erfarede at deres immunforsvar var blevet betydeligt svækket“. (The Medical Post, 10. juli 1990) Læger ved University of Southern California i USA har skrevet: „Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusioner og 71% med transfusioner.“ (Annals of Otology, Rhinology & Laryngology, marts 1989) At de der modtager blod under en operation er i større fare for at få infektioner, skyldes tilsyneladende at deres immunforsvar er blevet svækket. — Se rammen side 10.
Er der alternativer til blod?
18. (a) Hvad har risikoen ved blodtransfusioner fået læger til at gøre? (b) Hvilke oplysninger om alternativer kan man videregive til sin læge?
18 Her vil nogle måske spørge: ’Transfusioner er nok risikable, men findes der seriøse alternativer?’ Vi ønsker afgjort at modtage seriøs lægebehandling. Findes der fornuftige og effektive måder at behandle alvorlige tilstande på uden at bruge blod? Ja, det gør der. I The New England Journal of Medicine for 7. juni 1990, siges der: „Eftersom lægerne bliver stadig mere opmærksomme på risikoen for at [AIDS] og andre infektionssygdomme overføres via blodtransfusioner, har de taget fordele og ulemper ved transfusioner op til fornyet overvejelse og går i højere grad over til at bruge alternativer, ja undlader måske helt blodtransfusioner.“b
19. Hvorfor kan man udmærket nægte at modtage blod og alligevel få en fuldt forsvarlig lægebehandling?
19 Jehovas vidner har længe nægtet at modtage blodtransfusion, ikke så meget på grund af sundhedsfaren som fordi de ønsker at adlyde Guds lov om blodet. (Apostelgerninger 15:28, 29) Ikke desto mindre har dygtige læger med held opereret Jehovas vidner uden at bruge blod og til trods for de risici dette indebar. Der har været omtalt mange eksempler på dette i lægelitteraturen. En artikel i Archives of Surgery (november 1990) omhandlede for eksempel hjertetransplantationer foretaget på nogle Jehovas vidner der med god samvittighed har kunnet gå med til en sådan operation hvis den blev udført uden brug af blod. Der stod: „Over 25 års erfaring med hjertekirurgi på Jehovas vidner er nu kulmineret i vellykkede hjertetransplantationer uden brug af blodprodukter . . . Der er ikke indtruffet nogen perioperative dødsfald, og nyligt foretagne undersøgelser har vist at der ikke har været procentvis flere tilfælde hvor det transplanterede organ er blevet afstødt hos disse patienter.“
Det dyrebareste blod
20, 21. Hvilket spørgsmål må vi stille os selv, og hvilken vildfarelse må vi være på vagt over for?
20 Der er imidlertid et ransagende spørgsmål som vi alle bør stille os selv: ’Hvis jeg har besluttet mig for ikke at modtage blodtransfusion, hvad er da min væsentligste og egentlige begrundelse herfor?’
21 Vi har nævnt at der findes effektive alternativer til blod som ikke udsætter patienten for de mange farer der er forbundet med blodtransfusioner. Sygdomme som hepatitis og AIDS har endog fået mange til at afvise blod af ikkereligiøse årsager. Nogle giver ret højlydt udtryk for deres afstandtagen, som om de marcherede under et banner med teksten: „Blod er dårlig medicin.“ Hvis vi ikke passer på, kunne vi blive ført med i den samme march, som vil ende i en blindgyde. Hvordan det?
22. Hvilken realistisk holdning bør vi have til livet og døden? (Prædikeren 7:2)
22 Sande kristne indser at selv med den bedste lægebehandling på de fineste hospitaler vil folk på et eller andet tidspunkt dø. Med eller uden blodtransfusioner indhentes mennesker af døden. Denne holdning er ikke fatalistisk. Den er realistisk. Døden er en af livets realiteter. Folk der tilsidesætter Guds lov om blodet kommer ofte ud for øjeblikkelige eller forsinkede virkninger af en blodtransfusion; nogle dør ligefrem af det. Og selv de der overlever, lever ikke evigt. Blodtransfusioner redder ikke deres liv for bestandig. Af dem der af religiøse og/eller lægelige grunde afviser blod men tager imod en alternativ lægebehandling, kommer de fleste sig og klarer sig udmærket. De får måske deres liv forlænget med mange år. Men ikke evigt.
23. Hvilken forbindelse er der mellem blod og det at vi er syndige og har brug for at blive genløst?
23 Det at alle mennesker er ufuldkomne og efterhånden dør, fører os til kernen i det Bibelen siger om blodet. Gud sagde til menneskeheden at blodet ikke måtte spises fordi det repræsenterede livet. (1 Mosebog 9:3-6) Moseloven indeholder bestemmelser der har at gøre med den synd som alle mennesker er underlagt. Gud sagde til israelitterne at de kunne vise at de anerkendte behovet for at få deres synder tilgivet, ved at bringe ham dyreofre. (3 Mosebog 4:4-7, 13-18, 22-30) Dette kræver han ikke at vi skal gøre i dag, men det der skete dengang har alligevel stor betydning for os nu. Gud havde til hensigt at sørge for et offer der fuldt ud kunne sone alle troende menneskers synder, nemlig genløsningsofferet. (Mattæus 20:28) Det er grunden til at vi må anlægge Guds syn på blodet.
24. (a) Hvorfor ville det være en fejl at fokusere på sundhedsfarerne ved blodtransfusion? (b) Hvad bør være den vigtigste begrundelse for vor holdning til blodet?
24 Det ville være forkert hovedsagelig at fokusere på sundhedsfaren ved blod, for det var ikke det Gud gjorde. Israelitterne kan have haft en vis sundhedsmæssig gavn af ikke at spise blod, ligesom det kan have været gavnligt for dem at de ikke spiste kød af svin eller af ådselædere. (5 Mosebog 12:15, 16; 14:7, 8, 11, 12) Det er værd at bemærke at da Jehova gav Noa lov til at spise kød, forbød han dem ikke at spise kødet af disse dyr. Men han sagde at mennesker ikke måtte spise blod. Gud fokuserede altså ikke hovedsagelig på eventuelle sundhedsfarer. Det var ikke hovedpunktet i hans lov om blodet. Hans tilbedere skulle ikke først og fremmest nægte at opretholde livet ved hjælp af blod fordi det var usundt, men fordi det var helligbrøde. De afholdt sig fra blod, ikke fordi det var forurenet, men fordi det var dyrebart. Kun gennem offerblod kunne de opnå tilgivelse for synder.
25. Hvordan kan blod redde liv for bestandig?
25 Det samme gælder for os. I Efeserbrevet 1:7 forklarer apostelen Paulus: „Ved hjælp af ham [Kristus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“ Hvis Gud tilgiver et menneske dets synder og betragter det som retfærdigt, har vedkommende udsigt til at opnå evigt liv. Så blod kan redde liv, nemlig det blod Jesus udgød som en genløsning. Ja, det kan give mennesker livet for evigt.
[Fodnoter]
a Dekretet sluttede med ordene: „Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ (Apostelgerninger 15:29) Udtrykket „lev vel“ var ikke et løfte om at man ville leve et sundere liv hvis man afholdt sig fra blod og utugt. Det var blot en almindelig slutning eller afskedshilsen i brevet.
b Mange af de effektive alternativer til blodtransfusion der findes, omtales yderligere i brochuren Hvordan kan blod redde dit liv?, udgivet af Vagttårnets Selskab.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad er den væsentligste årsag til at Jehovas vidner nægter at modtage blodtransfusion?
◻ Hvad viser at Bibelens syn på blod er medicinsk fornuftigt?
◻ Hvordan er genløsningen nøje forbundet med Bibelens lov om blodet?
◻ Hvad er den eneste måde hvorpå blod kan redde liv for bestandig?
[Ramme på side 10]
BLODTRANSFUSION OG INFEKTION
Efter en omfattende redegørelse for om blodtransfusioner kan gøre en patient mere modtagelig for infektioner, konkluderer dr. Neil Blumberg: „Ud af 12 kliniske undersøgelser [vedrørende dette emne] fremgik det af de 10 at blodtransfusioner var hovedårsagen til en øget risiko for bakterieinfektion . . . Dertil kommer at blodtransfusioner der er givet længe før operationen, kan have indflydelse på patientens modstandskraft over for infektioner, hvis de immunologiske eftervirkninger af en blodtransfusion er så langvarige som nogle undersøgelser antyder . . . Hvis denne datamængde kan øges og bekræftes, lader det til at akutte infektioner efter en operation kan være den hyppigste alvorlige komplikation i forbindelse med homologe blodtransfusioner.“ — Transfusion Medicine Reviews, oktober 1990.
[Illustration på side 8]
En forstørrelse af røde blodlegemer. „Hver mikroliter (0,000001 liter) blod indeholder mellem 4 og 6 millioner røde blodlegemer.“ „The World Book Encyclopedia“
[Kildeangivelse]
Kunkel — CNRI/PHOTOTAKE NYC