JAFET

(Jaʹfet) [måtte han skænke plads].

En søn af Noa og broder til Sem og Kam. Skønt han som regel nævnes sidst, lader det til at han var den ældste af de tre sønner, for den hebraiske tekst i 1 Mosebog 10:21 siger: „Jafet, den ældste“. (NV; Da; KJ; Le; Li; Yg; AS, fdn.) Nogle bibeloversættere forstår imidlertid den hebraiske tekst sådan at „den ældste“ viser tilbage til Sem som „Jafets ældre broder“. (DA92, AT, JB, NE, RS) Hvis Jafet var Noas ældste søn, blev han født omkring 2470 f.v.t. — 1Mo 5:32.

Jafet og hans hustru var blandt de otte der overlevede Vandfloden i arken. (1Mo 7:13; 1Pe 3:20) Først efter Vandfloden satte de børn i verden og fik da syv sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. (1Mo 10:1, 2; 1Kr 1:5) Fra disse sønner og nogle sønnesønner „har befolkningen på nationernes øer [„de fjerne strandes folk“, DA31] forgrenet sig i deres lande, hver efter sit tungemål, efter deres slægter, ifølge deres nationer“. (1Mo 10:3-5; 1Kr 1:6, 7) Historisk regnes Jafet for at være stamfader til den ariske, eller indoeuropæiske (indogermanske), gren af menneskeslægten. Navnene på hans sønner og sønnesønner findes i gamle historiske tekster anvendt om folk og stammer der hovedsagelig boede nord og vest for Den Frugtbare Halvmåne. De synes at have bredt sig fra Kaukasus mod øst ind i Centralasien og mod vest gennem Lilleasien til øerne og kystlandene i Europa og måske helt til Spanien. Ifølge en arabisk tradition var en af Jafets sønner også stamfader til de kinesiske folk. — Se OVERSIGT og KORT, bd. 1, s. 329.

Som følge af Jafets respektfulde handling sammen med broderen Sem dengang deres fader havde drukket vin og beruset sig, blev Jafet velsignet af sin fader. (1Mo 9:20-27) I denne velsignelse bad Noa Gud om han ville „skænke Jafet plads“. På hebraisk bruges her udsagnsordet jaft. Det er uden tvivl den samme hebraiske rod der findes i navnet Jafet (hebr.: jæʹfæth el. jaʹfæth), og det skulle da sigte til at betydningen af Jafets navn ville blive opfyldt bogstaveligt på den måde at hans efterkommere ville brede sig over et stort område. At han skulle „bo i Sems telte“, menes af nogle at skulle betyde at der ville være et fredeligt forhold mellem jafetitterne og semitterne, men da historien ikke netop vidner om et sådant fredeligt forhold, er det mere sandsynligt at sætte profetien i forbindelse med det løfte som Gud senere gav Sems efterkommere Abraham, Isak og Jakob, om at alle jordens slægter (deriblandt Jafets efterkommere) skulle velsigne sig ved deres „afkom“. (1Mo 22:15-18; 26:3, 4; 28:10, 13, 14; jf. Apg 10:34-36; Ga 3:28, 29.) Profetien om at Kana’an skulle blive Jafets træl, opfyldtes da Kana’ans land blev underlagt det medo-persiske rige (en jafetisk magt) og senere grækerne og romerne da disse erobrede området, deriblandt de kana’anæiske fæstninger Tyrus og Zidon.