KUSJ

1. Den først nævnte søn af Kam og selv fader til seks sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra’ema, Sabteka og Nimrod. (1Mo 10:6-8; 1Kr 1:8-10) Kusj og de af hans efterkommere der nævnes, er blandt de slægter hvorfra „nationerne [har] forgrenet sig på jorden efter vandfloden“. (1Mo 10:32) I beretningen i Første Mosebog gives der ingen detaljer om personen Kusj, men hans navn bruges overalt i De Hebraiske Skrifter om hans efterkommere og det land eller de områder hvor de slog sig ned, som beskrevet under nr. 2.

Det kan imidlertid nævnes at Kusj højst sandsynligt (måske sammen med Put) er en af stamfædrene til den mørkhudede gren af menneskeslægten (Jer 13:23), at dømme efter de områder hvor nogle af hans efterkommere slog sig ned. Dette afkræfter den teori som nogle med urette forfægter, at den forbandelse der blev udtalt over Kana’an, gjaldt den negride race, for Kana’an, Kusj’ broder, havde ingen negride efterkommere, men blev stamfader til de forskellige kana’anæiske stammer i Palæstina. (1Mo 9:24, 25; 10:6) Der findes ikke i Bibelen nogen antydning af forbindelse mellem visse af Kusj’ efterkommeres mørke hudfarve og den forbandelse der blev udtalt over Kana’an.

2. Bortset fra de steder hvor navnet optræder i slægtsregistrene (1Mo 10; 1Kr 1) og i overskriften til Salme 7 (som behandles under nr. 3), bruges navnet Kusj alle andre steder om hans efterkommere og det område hvori de bosatte sig.

Kusj’ navn er gennem sønnen Nimrod forbundet med Babel og det rige som Nimrod grundlagde efter Vandfloden. (1Mo 10:8-12) Nogle forbinder navnet med den gamle by Kish, som er udgravet i Nedre Mesopotamien i nærheden af Babylon, og som siges at være den by hvori babyloniske herskere i det 3. årtusind f.v.t. antog titlen „konge over verden“. „Den Sumeriske Kongeliste“, en gammel beretning som ganske vist er meget sagnagtig, indeholder denne udtalelse: „Efter at Vandfloden havde oversvømmet (jorden) (og) da kongeværdigheden (på ny) var udgået fra himmelen, var kongedømmet (først) i Kish.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 265) Professor Albright nævner denne gamle by idet han siger: „Medmindre Kish er det tidligere navn for Kusj i 1 Mos. 10:8, hvilket er meget muligt, nævnes den ikke i Bibelen. Men under alle omstændigheder blev Nimrod sandsynligvis regnet for at være den første hersker i Kish.“ (Youngs Analytical Concordance to the Bible, supplement til „Recent Discoveries in Bible Lands“ af W. Albright, 1955, s. 14) Skønt Babylonien senere kom helt under semitisk herredømme, synes der således at være visse historiske vidnesbyrd der stemmer med Bibelens beretning om et tidligt kusjitisk herredømme i dette område.

„Landet Kusj“. Ifølge 1 Mosebog 2:13 løb floden Gihon, en af de fire hovedstrømme der udgik fra den flod „som strømmede ud fra Eden“, rundt om „landet Kusj“. (1Mo 2:10) Landets beliggenhed er uvis. Oversætterne af Septuaginta gengav her det hebraiske ord for „Kusj“ med det græske navn Ætiopien. Men skønt navnet Kusj rigtigt nok på et tidligt tidspunkt blev mere eller mindre synonymt med Ætiopien, behøver det ikke nødvendigvis at være tilfældet i 1 Mosebog 2:13. Josefus fulgte Septuagintas gengivelse og forbandt Gihonfloden med Nilen. (Jewish Antiquities, I, 39 [i, 3]) Den omstændighed at Gihon havde fælles udspring med floderne Eufrat og Tigris, synes dog ikke at give rum for denne identifikation, medmindre det antages at den verdensomspændende vandflod har medført meget store forandringer i områdets topografi.

Nogle forskere forbinder derfor benævnelsen „Kusj“ i 1 Mosebog 2:13 med Kassu eller kassitterne i de assyriske inskriptioner, et folk af uvis oprindelse der boede på den centralasiatiske højslette. En artikel af P. English i Journal of Near Eastern Studies (1959, bd. XVIII, s. 49-53) fremlægger vidnesbyrd om en tidlig negrid befolkning i området ved det sydøstlige hjørne af Sortehavet og senere i Kaukasusområdet længere mod nord. Den antyder at navnet på området Abkhasija og folkenavnet khazarer har forbindelse med Bibelens Kusj. Det er naturligvis muligt at henvisningen til Kusj i 1 Mosebog 2:13 kunne gælde en del af den kusjitiske slægt som ikke vandrede sydpå sammen med hovedparten af kusjitterne, men slog sig ned i det ovenfor beskrevne område i Lilleasien.

Andre igen foreslår at „landet Kusj“, som Gihon løb rundt om, lå på Den Arabiske Halvø, eftersom navnet ’Kusjan’ bruges parallelt med „Midjans land“ i Habakkuk 3:7, idet Midjan stort set lå i området omkring Aqababugten. Det er muligvis med henvisning til dette arabiske „Kusj“ at Moses’ midjanitiske hustru Zippora kaldes „kusjitisk“. — 2Mo 18:1-5; 4Mo 12:1.

Efter Babelstårnet. Efter sprogforvirringen ved Babel og spredningen af folkene ser det ud til at hovedparten af Kusj’ efterkommere er vandret sydpå. Om de er nået til Afrika via Den Arabiske Halvø og derfra har krydset det smalle stræde Bab el-Mandeb, eller om de først har bosat sig i Afrika og derfra er draget over til Arabien, er uvist, men den omstændighed at „Kusj“ som regel sættes i forbindelse med Afrika, taler til gunst for den sidste teori. Navnet på Kusj’ søn Seba forbindes med Østafrika, mens Havila, Sabta, Ra’ema og Sabteka i almindelighed forbindes med områder på Den Arabiske Halvø. (Se de enkelte artikler under sønnernes navne.) Det er værd at bemærke at mens navnene på disse sønner ser ud til at være blevet bevaret gennem stammer som de grundlagde, synes dette ikke at være tilfældet med navnet Nimrod, idet hans navn i historien kun optræder som et personnavn. Dette kan betyde at han forblev barnløs.

Selv om der var kusjitter i Arabien, forbindes navnet Kusj i Bibelen i de fleste tilfælde tydeligt med et område i Afrika, og hvor forbindelsen er helt åbenbar, har bibeloversætterne simpelt hen gengivet „Kusj“ med „Ætiopien“. Navnet forbindes gentagne gange med Ægypten (Es 20:3-5; 43:3; Jer 46:7-9) og med Libyen. (2Kr 12:2, 3; Da 11:43; Na 3:9) I Esajas 11:11 nævnes de gamle geografiske betegnelser for områderne der strakte sig mod syd fra Nildeltaet: „Ægypten“ (eller „Mizrajim“, her Nedreægypten), „Patros“ (Øvreægypten) og „Kusj“ (Nubien-Ætiopien). I Ezekiel 29:10 tales der om at Ægypten vil blive lagt øde „fra Migdol til Syene og til Ætiopiens [Kusj’] grænse“. Det lader således til at Kusj eller det gamle Ætiopien har ligget på den anden side af Syene (det nuværende Aswan) og, ifølge arkæologiske vidnesbyrd, måske har strakt sig så langt som til vore dages Khartoum. Kusj har således omfattet vore dages Sudan og den sydligste del af vore dages Ægypten. „Ætiopiens [Kusj’] floder“ antages at have været Den Blå og Den Hvide Nil, der mødes i Khartoum, samt Atbara, der løber ud i Nilen syd for den femte katarakt. — Zef 3:10.

„De arabere som boede op til ætiopierne [Kusjīmʹ]“ (2Kr 21:16) var muligvis de arabiske stammer der boede langs Den Arabiske Halvøs sydvestlige kyst med Afrika lige overfor, på den anden side af Det Røde Hav.

En stor del af landet Kusj var øjensynlig ufrugtbart ørkenland. „Egnen ved Ætiopiens floder“ beskrives som et „land der har insekter med surrende vinger“ (Es 18:1), hvormed der måske menes de græshopper som det vrimler med i Ætiopien og Ægypten. Nogle foreslår dog myg, og andre peger på at det hebraiske ord for „surrende“ (tselatsalʹ) lydmæssigt ligner det navn som gallastammerne (et hamitisk folk der lever i det nutidige Ætiopien) bruger om tsetsefluen (tsaltsalya). Blandt landets produkter var elfenben, ibenholt, guld, ædelsten, jern og vellugtende stoffer, og Bibelen omtaler „Ætiopiens købmænd“ (Es 45:14) og „topas fra Kusj“. — Job 28:19.

Senere historie. Omkring ved den tid da israelitterne gik ud af Ægypten, var Kusj, eller Ætiopien, kommet under ægyptisk herredømme, og det fortsatte således i ca. 500 år. En vicekonge der administrerede området under den ægyptiske farao, bar titlen „kongesønnen af Kusj“. Øjensynlig hen imod slutningen af det 2. årtusind f.v.t. gjorde Ætiopien sig fri af det ægyptiske overherredømme. Ætiopiens hovedstad var derefter først Napata i nærheden af den fjerde katarakt og senere Mero, ca. 210 km nordnordøst for Khartoum.

Der var ætiopiske krigere blandt farao Sjisjaks styrker som angreb Juda i Rehabeams femte år (993 f.v.t.). (2Kr 12:2, 3) Efter kong Asas tiende år, eller omkring 967 f.v.t., marcherede ætiopieren Zera mod Juda med en million mand, men led et knusende nederlag ved Maresja. — 2Kr 14:1, 9-15; 16:8.

Den verdslige historie viser at Ætiopien besejrede Ægypten i sidste halvdel af det 8. århundrede f.v.t. og herskede over det i ca. 60 år. Dette var under det „25. (ætiopiske) dynasti“, hvor en af herskerne var kong Taharka, kaldet Tirhaka i Bibelen. Denne konge drog op mod Sankeribs styrker under den assyriske invasion af Juda (732 f.v.t.), men blev ifølge assyriske inskriptioner slået ved Elteke(h). — 2Kg 19:9; Es 37:8, 9.

De assyriske konger Asarhaddon og Assurbanipal indvaderede begge Ægypten, og ved Assurbanipals ødelæggelse af Theben i Øvreægypten (kaldet No-Amon i Na 3:8-10) (ca. 684 f.v.t.) blev Ægypten helt undertvunget og det ætiopiske herredømme i Nildalen bragt til ophør. Dermed opfyldtes en profeti som var udtalt af Esajas ca. 50 år tidligere. — Es 20:3-6.

I slaget ved Karkemisj i 625 f.v.t. var der ætiopiere i farao Nekos hær, som blev besejret af Nebukadnezar. (Jer 46:2, 9) Nebukadnezars senere invasion af Ægypten (muligvis 588 f.v.t.) ville medføre „strenge veer“ i Kusj og „få det selvsikre Ætiopien [Kusj] til at skælve“. — Ez 29:19; 30:4-9.

Den persiske konge Kambyses II (529-522 f.v.t.) indtog Ægypten på farao Psamtik III’s tid, og dette førte til at Ætiopien kom under persisk herredømme, så det kunne siges at Ahasverus (Xerxes I) herskede „fra Indien til Ætiopien [Kusj]“. (Est 1:1; 8:9) Som en bekræftelse af dette siger Xerxes i en inskription: „Dette er de lande — foruden Persien — som jeg er konge over . . . Indien . . . (og) Kusj.“ — Ancient Near Eastern Texts, s. 316.

Det var forudsagt at de landflygtige judæere skulle vende tilbage til deres hjemland fra fjerne lande, deriblandt Kusj. (Es 11:11, 12; jf. Zef 3:10.) I Daniels profeti om „endens tid“ siges der at den aggressive „Nordens konge“ har Ætiopien og Libyen ’i sit følge’, det vil sige at de følger hans ledelse. (Da 11:40-43) Ætiopien (Kusj) har også en plads i „Gog fra Magogs“ hærstyrker i hans stormløb mod Jehovas genindsamlede folk „i de sidste år“. (Ez 38:2-5, 8) Dog forudsiger salmisten at Kusj vil være blandt dem der bringer gaver til Gud. — Sl 68:29-32.

3. I overskriften til Salme 7 hedder det at det er en salme i anledning af „benjaminitten Kusj’ ord“. En person af dette navn nævnes ingen andre steder. Hvis salmen er fra en tidlig periode i Davids liv, kan navnet sigte til en af Davids modstandere ved Sauls hof; hvis den er fra en senere periode, kan navnet være brugt kryptisk om benjaminitten Sjim’i, der forbandede David. — 2Sa 16:5-8.