Religionens fremtid i lyset af dens fortid

2. del: 2369–1943 f.v.t. — En jæger, et tårn og dig!

„Der findes kun én religion, skønt der er hundrede versioner af den.“ — George Bernard Shaw, irsk skuespilforfatter (1856–1950)

VED menneskets skabelse, og efter vandfloden på Noas tid, fandtes der ganske rigtigt kun én religion. Hvordan kan det så være at der i dag findes hundrede — ja, endda mange hundrede — versioner af den?

For at finde svaret må vi tilbage til Nimrod, en af Noas oldesønner. Om ham siges der i Bibelen: „Han var den første der blev en vældig hersker på jorden. Han optrådte som en vældig jæger i opposition til Jehova. . . . Og begyndelsen til hans rige blev Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra det land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kala.“ — 1 Mosebog 10:8-11.

Hvem var denne Nimrod? Eftersom Bibelen omtaler „hans rige“ må han have været en konge, en hersker. En tysk bibelkommentar af dr. August Knobel kalder ham derfor „den første hersker efter Vandfloden“, og forklarer at der ikke tidligere havde eksisteret nogen som han.

Nimrod satte sig op imod Skaberen, der aldrig havde haft til hensigt at menneskene skulle regere på egen hånd. Og da Nimrod ’drog til Assyrien’ udvidede han sit politiske domæne, måske med våbenmagt. Hvis dette er tilfældet har han som „en vældig jæger“ ikke blot jaget dyr men også mennesker.

Har Nimrod og babelstårnet eksisteret?

„Forskerne har, uden større held, forsøgt at identificere Nimrod med flere af fortidens konger, helte eller guder, deriblandt Merodak (Marduk), en assyrisk-babylonisk gud; Gilgamesj, en babylonisk helt der var kendt som jæger; og Orion, en jæger i den klassiske mytologi,“ oplyser Collier’s Encyclopedia. Et tysk opslagsværk indrømmer at vi i virkeligheden „ikke ved mere om [Nimrod] end det der siges i Bibelens beretning“.

Men Nimrod har levet. Han er omtalt i den arabiske overlevering. Hans navn forekommer som Nimrud eller Nimroud i stednavne i Mellemøsten. Sumerisk-akkadiske læredigte beretter om hans heroiske bedrifter; og den jødiske historiker Josefus omtaler ham ved navn.

Nimrods politiske ordning antog religiøse overtoner fordi det var hans hensigt at træde i Guds sted som menneskehedens retmæssige hersker. Folk begyndte at bygge „et tårn med dets top i himmelen“, ikke til pris for Gud, men for ’at gøre deres navn berømt’. — 1 Mosebog 11:4.

Arkæologerne har ikke kunnet fastslå med sikkerhed hvor Nimrods babelstårn lå, men de har fundet ruiner af cirka 25 lignende bygninger i Mesopotamien. Tårn af denne type var et særtræk ved tempelarkitekturen dér. Bogen Paths of Faith siger at babyloniske templer „var bygget omkring en ziggurat, der var en pyramideformet bygning med et tempel på toppen“. Den tilføjer: „Zigguratens form genfindes i religiøse bygninger lige fra Ægyptens pyramider til Indiens stupaer og den buddhistiske verdens pagoder, og . . . var sandsynligvis en fjern forfader til kirketårnet.“

I begyndelsen af det 20. århundrede foretog den tyske arkæolog Walter Andrae omfattende udgravninger i dette område. Han skrev at templet på zigguratens top blev betragtet som „en port . . . gennem hvilken himmelens Gud stiger ned ad zigguratens trappe for at komme til sin jordiske bolig“. Det er derfor ikke så mærkeligt at Babels indbyggere hævdede at deres bys navn betød „Guds port“, afledt af Bab (port) og ilu (Gud).

Men som vi skal se er der flere grunde til at stole på Bibelens beretning om Nimrod og hans tårn.

Vi mærker konsekvenserne

Nimrod, den første der blandede religion med politik, dannede forbillede for alle senere alliancer af samme art. Havde hans handlinger Guds godkendelse? Nej. De kom snart til at illustrere princippet om at ’et godt træ ikke kan bære dårlige frugter, og et råddent træ ikke kan frembringe gode frugter’, et princip som senere blev nedskrevet i Bibelen. — Mattæus 7:18.

Oprindelig talte alle jordens beboere samme sprog.a Men da Nimrod og hans tilhængere begyndte at bygge babelstårnet, viste Gud at han ikke havde behag i det. Vi læser: „Da spredte Jehova dem derfra over hele jordens flade, og de holdt efterhånden op med at bygge byen. Af den grund gav man den navnet Babel [afledt af balalʹ, der betyder „at forvirre“], for dér havde Jehova forvirret hele jordens sprog.“ (1 Mosebog 11:1, 5, 7-9) Hvor må det have pint byggearbejderne at de pludselig end ikke kunne tale om hvad der var sket, og langt mindre nå til enighed om hvorfor det var sket! Der er uden tvivl blevet fremsat mange teorier, og problemerne er ikke blevet mindre af at sproggrupperne ikke kunne kommunikere.

Da disse grupper blev spredt til forskellige egne af jorden, medbragte de naturligvis deres religiøse teorier. Disse teorier havde samme oprindelse, men tog med tiden farve efter lokale skikke og begivenheder. Inden længe fandtes der „hundrede versioner“ af „kun én religion“. Det er tydeligt at dette første eksperiment med sammenblanding af religiøs og politisk virksomhed slog fejl.

Konsekvenserne har været vidtrækkende og er endda mærkbare i dag, mange hundrede år senere. Dette vil man lægge mærke til hvis man forsøger at diskutere religion med en af en anden tro. Selv almindelige religiøse ord som „Gud“, „synd“, „sjæl“ og „død“ betyder langtfra det samme for alle. „Hvis sagen blev undersøgt grundigt nok, ville man næppe nogen steder kunne finde tre [mennesker] der på alle punkter havde samme tro,“ sagde den engelske forsker John Selden for 300 år siden. Hans ord er stadig meget rammende. Denne splittelse er menneskehedens arv — blot fordi en vældig jæger for længe siden ikke havde Skaberens velsignelse og derfor måtte opgive at bygge sit tårn færdigt.

Levn fra Babel

„Ingen af de religioner vi kender kan fremvise så mange guder som den sumerisk-assyrisk-babyloniske,“ mener forfatteren Petra Eisele. Hun omtaler 500 guder, og nævner at nogle af de mere omfattende lister indeholder op til 2500 navne. Med tiden „organiserede Babylons officielle teologer guderne i et mere eller mindre fast hierarki, idet de inddelte dem i triader,“ siges der i New Larousse Encyclopedia of Mythology. Anu, Enlil og Ea udgjorde en fremtrædende triade af guder. En anden bestod af astralguderne Sin, Sjamasj og Isjtar, en modergudinde der også kaldes Astarte, Tammuz’ hustru.

Marduk, Babylons mest fremtrædende gud, der senere blev kaldt Enlil eller Bel, var en krigsgud. I bogen Paths of Faith hedder det at dette „tjente som en religiøs anerkendelse af den historiske kendsgerning at gudernes babyloniske tjenere i stadig højere grad gav sig af med krig“. En vældig jæger som Nimrod, der jagede såvel mennesker som dyr, må logisk nok have tilbedt en krigsgud, ikke den „kærlighedens og fredens Gud“ som Bibelen omtaler. — 2 Korinther 13:11.

De babyloniske og assyriske guder var forbløffende „menneskelige“, i den forstand at de havde de samme behov og ønsker som mennesker. Der opstod derfor religiøse ritualer og skikke, for eksempel tempelprostitution, der næppe kunne siges at stamme fra Gud.

Trolddom, eksorcisme og astrologi var også en del af Babylons religion. „Det er meget muligt at Vestens stærke interesse for hekse . . . stammer fra kaldæerne,“ mener Petra Eisele. Og babylonierne gjorde store fremskridt i studiet af astronomien som følge af deres bestræbelser for at læse fremtiden i stjernerne.

Indbyggerne i Mesopotamien troede også på menneskesjælens udødelighed. Det fremgår af at de gav deres døde visse genstande med i graven til brug i livet efter døden.

Lad os nu et øjeblik fokusere på nogle af nutidens store religioner. Lærer nogle af dem at menneskesjælen er udødelig eller at Gud er tre guder i én? Kender du nogle som lukker øjnene for at deres medlemmer begår utugt, nogle som blander sig i politik eller hvis medlemmer er mere villige til at ofre deres liv til en krigsgud end til fredens Gud? Hvis du kan svare ja til dette, har du set nogle af Babels nutidige ’datterorganisationer’ der stadig holder fast ved religiøse synspunkter fra Nimrods tid. Det er derfor meget passende at navnet „Babylon“ bruges i Bibelen om hele den falske religions verdensimperium. — Se Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18.

Den babyloniske, religiøse forvirring kunne naturligvis ikke indfange alle dem der levede efter Vandfloden. Abraham, der blev født ti generationer efter Noa, holdt for eksempel fast ved den sande tilbedelse. Gud indgik en pagt med denne efterkommer af Sem, og lovede ham i Første Mosebog 22:15-18 at alle jordens slægter skulle velsignes i forbindelse med den eneste sande religion. Denne pagt trådte i kraft i 1943 f.v.t., hvilket betød at grænsen nu ville blive trukket skarpere op mellem den eneste sande religion og de ’hundrede falske versioner’. Snart skulle det komme til et vigtigt opgør mellem dem. Det vil blive behandlet i 3. del af denne artikelserie i Vågn op!: „Ægypten — landet hvor guderne kæmpede.“

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

Legender der minder om Bibelens beretning

Indbyggerne i den nordlige del af Burma tror at alle mennesker oprindelig „har boet i én stor landsby og talt ét sprog“. De satte sig for at bygge et tårn der nåede til månen, men da de måtte arbejde på forskellige niveauer af tårnet, mistede de kontakten med hinanden. „Efterhånden fik de forskellige vaner, skikke og måder at tale på.“ Jenisej-ostjakerne i Nordsibirien mener at menneskene reddede sig under en oversvømmelse ved at flyde på træstammer og tømmerflåder. En kraftig nordenvind spredte dem imidlertid, så de „begyndte at tale forskellige tungemål og udgøre forskellige folkeslag efter oversvømmelsen“. — „The Mythology of All Races“.

„Efter vandfloden frembragte en kæmpe et kunstigt bjerg der ragede op i skyerne,“ lærte de gamle aztekere. „Dette gjorde guderne vrede, og de begyndte at kaste ild og sten ned fra himmelen.“ Ifølge mayaerne hjalp Votan, det første menneske, med at bygge et kæmpestort hus der nåede til himmelen, og det viste sig at være „det sted hvor Gud gav hver stamme sit særlige sprog“. Maidu-indianerne fra Californien hævdede at menneskene „under en begravelsesceremoni pludselig begyndte at tale forskellige sprog“. — „Der Turmbau von Babel“ (Bygningen af babelstårnet).

Legender som disse støtter forfatteren dr. Ernst Böklen i følgende påstand: „Der er meget stor sandsynlighed for at Første Mosebog, kapitel 11, og lignende beretninger fra andre folkeslag bygger på virkelige historiske hændelser.“

[Ramme på side 22]

Stammer korset fra Babylon?

„Babylonien“, „Kaldæa“ og „Mesopotamien“ sigter alle til nogenlunde samme område i det der i dag kaldes Irak. Julien Ries fra Université Catholique de Louvain-la-Neuve i Belgien skriver: ’Korset findes i de gamle kulturer i Asien, Europa, Nordafrika og Amerika, deriblandt Mesopotamien hvor et kors med fire lige lange arme betegner himmelen og guden Anu.’ „Expository Dictionary of New Testament Words“ er mere specifik, idet dette værk siger at korset „stammer fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol på guden Tammuz (idet det havde samme form som det mystiske Tau, forbogstavet i hans navn)“. Korset var tydeligvis kendt i den førkristne tid. Nogle har fremsat den teori at Tammuz, der også kaldtes Dumuzi, oprindelig var en konge der blev ophøjet til gud efter døden. O. R. Gurney skriver i „Journal of Semitic Studies“: „Dumuzi var oprindelig et menneske, en konge over Erek.“ Kan dette være en omtale af Nimrod, om hvem Bibelen siger: „Begyndelsen til hans rige blev Babel og Erek“? (1 Mosebog 10:10) I øjeblikket kan ingen sige det med sikkerhed.

[Illustration på side 23]

Ruiner af mesopotamiske ziggurater støtter Bibelens beretning om babelstårnet