1, 2. Hvad kan vi udlede af Første Mosebog angående den syvende dag, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?

IFØLGE kapitel 1 i Første Mosebog brugte Gud seks „dage“, eller tidsperioder, til at forberede jorden så der kunne bo mennesker på den. Beskrivelsen af hver af disse perioder slutter med ordene: „Det blev aften og det blev morgen.“ (1 Mos. 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Dette siges imidlertid ikke om den syvende „dag“. Derimod læser vi: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt.“ — 1 Mos. 2:3.

² Læg mærke til at udsagnsordet er i nutid, „hviler“. Dette rummer tanken om at den syvende dag — den „dag“ hvor Gud hviler — ikke var forbi da Moses skrev Første Mosebog i 1513 f.v.t.

5. Hvad var hensigten med den syvende dag, og hvornår vil denne hensigt være fuldført?

⁵ For at kunne besvare det spørgsmål må vi huske hvad der var hensigten med den syvende dag. Første Mosebog 2:3 forklarer: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ Jehova „helligede“ denne dag, eller satte den til side, for at fuldføre sin hensigt. Hans hensigt er at jorden skal bebos af mænd og kvinder der vil adlyde ham og tage sig af jorden og alt liv på den. (1 Mos. 1:28) Det er med henblik på at fuldføre denne hensigt at både Jehova Gud og „sabbattens Herre“, Jesus Kristus, „er blevet ved med at arbejde til nu“. (Matt. 12:8) Guds hviledag vil fortsætte indtil hans hensigt med den er blevet fuldstændig gennemført. Det vil den være når Kristi tusindårsrige er til ende.