NÆSE, NÆSEBOR

Næsen er luftvejenes øverste del og det organ hvortil lugtesansen er knyttet.

Da Gud skabte Adam, blæste han „livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl“. (1Mo 2:7) Denne „livsånde“ („ånde“, af hebr. nesjamahʹ) fyldte ikke alene lungerne med luft, men gav også legemet den livskraft der opretholdes ved åndedrættet. Den er således en betingelse for livets opretholdelse. Da Vandfloden kom, „udåndede alt kød der bevægede sig på jorden . . . Alt hvad der havde livets krafts ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ — 1Mo 7:21, 22.

Det hebraiske ord for næse eller næsebor (’af) bruges hyppigt om hele ansigtet. Adam blev dømt til at skaffe sig sit udkomme fra jorden ’i sit ansigts [ordr.: „sin næses“ el. „sine næsebors“] sved’. (1Mo 3:19) Da Lot fik øje på de besøgende engle, bøjede han sig med ansigtet (næsen) mod jorden. — 1Mo 19:1.

Lugte- og smagssans. Lugtesansen har sæde øverst i næsehulen, hvor lugtenerverne munder ud i fine sansehår. Også sansehår fra trigeminusnerven findes her. Mennesket har en fremragende lugtesans. I en artikel i Scientific American (februar 1964, s. 42) hed det: „Lugtesansen er tydeligvis en kemisk sans, og dens følsomhed er legendarisk; næsens evne til at skelne mellem og karakterisere forskellige stoffer overstiger næsten kemikernes fatteevne. Det drejer sig her om komplicerede forbindelser som en kemiker kan være måneder om at analysere i et laboratorium, mens næsen straks identificerer dem, endda i en så ringe mængde (helt ned til en timilliontedel af et gram) at selv de mest følsomme, moderne laboratorieinstrumenter ikke altid kan påvise stoffet, og da slet ikke analysere og rubricere det.“

Næsen spiller også en stor rolle i forbindelse med smagssansen. Der findes fire basale smagsoplevelser: sødt, salt, surt og bittert. Disse identificeres af smagsløgene i munden. Men evnen til at smage maden skyldes for en stor del lugtesansen. En person hvis næsebor er tilstoppede, har for eksempel svært ved at skelne mellem to slags fødevarer eftersom det meste da smager mere eller mindre fadt.

Skønhed. Da næsen udgør en fremtrædende del af ansigtet, bidrager en velformet næse meget til skønheden. At sjulamittens næse i Højsangen (7:4) sammenlignes med „Libanontårnet“, kan hentyde til at hendes næse var lige og velformet og føjede værdighed og skønhed til hendes ansigt. Eftersom Israels præster repræsenterede Gud over for folket, krævede han at de var uden legemsfejl. En præst måtte for eksempel ikke have en deform næse. — 3Mo 21:18.

Brugt billedligt. Ordet for næse eller næsebor (’af) bruges ofte billedligt om vrede (på grund af den opbragtes voldsomme vejrtrækning eller fnysen). (Se VREDE.) Det bruges også i forbindelse med de handlinger Jehova udfører enten på grund af sin vrede (Sl 18:8, 15) eller ved hjælp af sin mægtige virkekraft. — 2Mo 14:21; 15:8.

Den afskyelige afgudsdyrkelse som israelitterne henfaldt til, vakte Jehovas brændende vrede, som han lod profeten Esajas give udtryk for med ordene: „Disse er en røg i min næse, en ild som brænder dagen lang.“ — Es 65:5.

I Ordsprogene 30:32, 33 siges der: „Hvis du har været uforstandig idet du har fremhævet dig selv, eller hvis du har haft det i tanke, læg da hånden over munden. For tryk på mælk giver smør, og tryk på næsen giver blod, og tryk på vrede giver strid.“ Hermed understreges de vanskeligheder der kan opstå hvis man taler uoverlagt, gemmer på vrede eller giver sin vrede frit løb. Der er brugt et ordspil idet ordet for „vrede“ er dualisformen af ordet for „næse“.