Åndedræt; livets ånde; livskraft. I beretningen om menneskets skabelse siges der at Gud dannede mennesket af støv fra jorden og „blæste [form af nafachʹ] livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [næʹfæsj]“. (1Mo 2:7; se SJÆL.) Næʹfæsj kan bogstaveligt gengives med „en der ånder“, altså „en åndende skabning“, det være sig et menneske eller et dyr. Nesjamahʹ bruges ligeledes i betydningen „en der ånder“, eller „en der trækker vejret“, og er således praktisk talt synonymt med næʹfæsj, „sjæl“. (Jf. 5Mo 20:16; Jos 10:39, 40; 11:11; 1Kg 15:29.) I 1 Mosebog 2:7 bruges nesjamahʹ til at beskrive hvordan Gud gav Adams legeme liv sådan at mennesket blev „en levende sjæl“. Ifølge andre skriftsteder betød dette imidlertid ikke kun at mennesket begyndte at trække vejret, det vil sige at ånde luft ind i lungerne og ånde ud igen. I 1 Mosebog 7:22, der beskriver tilintetgørelsen af menneske- og dyrelivet uden for arken da Vandfloden kom, siges der: „Alt hvad der havde livets krafts [ruʹach] ånde [form af nesjamahʹ] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ I dette skriftsted forbindes nesjamahʹ, „ånde“, direkte med ruʹach, som her beskriver den ånd, eller livskraft, der virker i alle levende skabninger, mennesker såvel som dyr.

Theological Dictionary of the New Testament (bd. VI, s. 336) siger: „Ånde (åndedrættet) kan kun spores ved bevægelse [for eksempel ved at brystkassen bevæger sig eller næseborene udvides], og den er også et tegn på og en betingelse for liv som synes særligt forbundet med vejrtrækningen.“ Nesjamahʹ (ånde, åndedræt) er altså både et produkt af ruʹach, livskraften, og et af de vigtigste midler til opretholdelse af denne livskraft i levende skabninger. Videnskabelige undersøgelser har vist at livet er til stede i hver eneste af legemets hundrede billioner celler, og at selv om der hvert minut dør milliarder af celler, produceres der hele tiden nye levende celler. Livskraften i alle de levende celler er afhængig af den ilt som føres ind i legemet ved åndedrættet og transporteres rundt til cellerne via blodbanen. Hvis der ikke tilføres ilt, begynder visse celler at dø efter nogle minutters forløb, andre efter længere tid. Man kan overleve i nogle minutter uden at trække vejret, men hvis livskraften i cellerne forsvinder, er alle menneskelige forsøg på genoplivelse forgæves. De Hebraiske Skrifter, som er inspireret af menneskets Skaber, bruger åbenbart ruʹach til at betegne denne livskraft som er selve livsprincippet, og nesjamahʹ til at betegne åndedrættet som medvirker til at opretholde den.

Da Gud skabte Adam i Eden og „blæste livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i hans næsebor“, er det derfor tydeligt at han ikke blot fyldte Adams lunger med luft, men også lod livskraften, eller ånden (ruʹach), fylde alle hans celler med liv. — 1Mo 2:7; jf. Sl 104:30; Apg 17:25.