MENNESKE, MAND

Mennesket er den højeste form for jordisk liv og er frembragt af Skaberen, Jehova Gud. Jehova dannede mennesket af støv fra jorden, blæste livsånde ind i dets næsebor, „og mennesket blev en levende sjæl“. (1Mo 2:7; 1Kor 15:45) Efter at Adam var blevet skabt, og efter at han havde givet dyrene navne, lod Jehova en dyb søvn falde over ham, og mens han sov, tog Gud et af hans ribben og byggede en kvinde af det. Da hun blev ført hen til Adam, kunne han derfor sige: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ Han kaldte hende Kvinde, ’isjsjahʹ, fordi hun var taget af manden, ’īsj. (1Mo 2:21-23) Senere gav Adam hende navnet Eva, som betyder „levende“. — 1Mo 3:20.

Der er flere hebraiske og græske ord som gengives med mand eller menneske. Det hebraiske ’adhamʹ betyder „menneske; jordisk menneske; menneskeslægt (kollektivt)“; ’īsj, „mand; en; nogen; ægtemand“; ’ænōsjʹ, „et dødeligt menneske“; gæʹvær, „en fysisk stærk mand; en våbenfør mand“; zakharʹ, „mand; af hankøn“. Enkelte andre hebraiske ord gengives også undertiden med mand. Det græske anʹthrōpos betyder „menneske“, og anērʹ betyder „mand, af mandkøn, ægtemand“.

I sin tale til athenerne forklarede apostelen Paulus at mennesket er skabt af Jehova Gud, og sagde: „Han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apg 17:26) Alle nationer og racer har således en fælles oprindelse.

Adam og Eva blev skabt hen imod slutningen af den sjette skabelsesdag. (1Mo 1:24-31) Eftersom der ikke findes nogen optegnelser om gamle folkeslags skrivekunst, landbrug og kultur i øvrigt som kan føres tilbage til tiden før 4026 f.v.t., det år Adam blev skabt, og eftersom Bibelen skildrer menneskenes historie lige fra det tidspunkt da det første menneskepar blev skabt, kan der ikke have været noget „forhistorisk menneske“. Der findes ingen fossile rester af mellemled mellem dyr og mennesker. De tidligste beretninger menneskene har efterladt sig i form af skriftlige optegnelser, hulemalerier eller skulpturer, tyder heller ikke på at der engang har eksisteret en slags „undermennesker“. Bibelen peger på det modsatte — at mennesket oprindelig var søn af Gud og derefter degenererede. (1Kg 8:46; Præ 7:20; 1Jo 1:8-10) Arkæologen O. D. Miller siger: „Overleveringen om ’guldalderen’ var således ikke nogen myte. Læren om at menneskeslægten oprindelig befandt sig på et højt og lykkeligt stade, men senere gik i forfald, degenererede, udtrykker uden tvivl en stor, om end sørgelig sandhed. Vor tids historiefilosofi, der begynder med at skildre urmennesket som en vildmand, trænger åbenbart til en ny indledning. . . . Nej, urmennesket var ikke en vildmand.“ — Har-Moad, 1892, s. 417.

Bibelen viser at menneskets oprindelige hjem var „en have i Eden“. (1Mo 2:8; se EDEN, 1.) Ifølge Bibelen lå denne have ikke langt fra det sted hvor menneskene bosatte sig efter Vandfloden. Den almindelige opfattelse blandt forskere udtrykkes af P. J. Wiseman med følgende ord: „Alle de reelle vidnesbyrd vi har — Første Mosebog, arkæologien og menneskers overleveringer — peger på den mesopotamiske slette som menneskets ældste hjem. Ingen af Det Fjerne Østens civilisationer, hverken den kinesiske eller den indiske, kan konkurrere med dette land med hensyn til folkeslagenes alder, for det kan med lethed bevise sin påstand om at være civilisationens vugge.“ — New Discoveries in Babylonia About Genesis, 1949, s. 28.

I hvilken forstand er mennesket skabt „i Guds billede“?

Da Gud lod sin „værkmester“ vide at han havde til hensigt at skabe menneskene, sagde han: „Lad os frembringe mennesker [’adhamʹ] i vort billede, så de ligner os.“ (1Mo 1:26, 27; Ord 8:30, 31; jf. Joh 1:1-3; Kol 1:15-17.) Læg mærke til at Bibelen ikke siger at Gud skabte menneskene i et vildt dyrs, et husdyrs eller en fisks billede. Mennesket blev frembragt ’i Guds billede’, som „søn af Gud“. (Lu 3:38) Hvad Guds legeme eller skikkelse angår, har ’ingen nogen sinde set Gud’. (1Jo 4:12) Ingen på jorden ved hvordan Guds herlige, himmelske åndelegeme ser ud. Man kan derfor ikke sammenligne menneskets legeme med Guds. „Gud er en ånd.“ — Joh 4:24.

Mennesket er imidlertid skabt ’i Guds billede’ i den forstand at det er udrustet med moralske egenskaber som ligner Guds, nemlig kærlighed og retfærdighed. (Jf. Kol 3:10.) Det er i besiddelse af evner og egenskaber som hæver det op over dyrene, egenskaber som sætter det i stand til at værdsætte ting som Gud selv glæder sig over og sætter pris på, som for eksempel skønhed og kunst. Det kan tale, drage fornuftslutninger og udføre lignende processer med sind og hjerte, hvilket dyrene ikke evner. Desuden er mennesket udrustet med en åndelig side, med ønsket om og evnen til at lære Gud at kende og kommunikere med ham. (1Kor 2:11-16; He 12:9) Af disse grunde kunne mennesket handle på Guds vegne og råde over alle de livsformer der var skabt og levede i luften, på landjorden og i havet.

Eftersom mennesket var skabt af Gud, var det oprindelig fuldkomment. (5Mo 32:4) Adam kunne derfor have givet sine efterkommere menneskelig fuldkommenhed og muligheden for evigt liv på jorden i arv. (Es 45:18) Han og Eva fik denne befaling: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ Efterhånden som familien voksede, kunne de have opdyrket og forskønnet jorden i overensstemmelse med Skaberens hensigt. — 1Mo 1:28.

Da Paulus gjorde rede for mandens og kvindens indbyrdes stilling i Guds ordning, sagde han: „Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ Derefter nævnte han at en kvinde der beder eller profeterer i menigheden med hovedet utildækket, bringer skam over den der er hendes hoved. For at underbygge dette sagde han videre: „For en mand bør ikke have sit hoved tildækket, da han er Guds billede og herlighed; men kvinden er mandens herlighed.“ Manden blev skabt først og var i nogen tid alene og således ene om at ligne Gud, være hans billede. Kvinden blev skabt af en del af manden og skulle være underlagt ham og skulle i den henseende altså ikke ligne Gud, der ikke er underlagt nogen. Som kvindens hoved er manden imidlertid underlagt Gud og Kristus. — 1Kor 11:3-7.

Moralsk frit stillet. Eftersom mennesket blev skabt i Guds billede så det lignede ham, var det moralsk frit stillet. Det var i besiddelse af handlefrihed så det selv kunne vælge hvordan det ville handle, enten godt eller ondt. Det betød at mennesket på en langt mere ophøjet måde end dyrene kunne ære og herliggøre sin Gud og Skaber, for det kunne adlyde ham frivilligt og af kærlighed. Det kunne med sine forstandsevner lovprise Gud for hans vidunderlige egenskaber og støtte hans suveræne herredømme. Adams frihed var imidlertid en relativ frihed; den var ikke absolut eller ubegrænset. Han kunne kun fortsætte med at leve lykkeligt hvis han anerkendte Jehovas suveræne herredømme. Dette blev vist ved hjælp af træet til kundskab om godt og ondt, som Adam ikke måtte spise af. At spise af det ville være ulydighed, oprør mod Guds suverænitet. — 1Mo 2:9, 16, 17.

Eftersom Adam var „søn af Gud“ (Lu 3:38), var hans forhold til Gud som det forhold en søn har til sin fader, og han skulle derfor have adlydt Gud. Desuden havde Gud skabt mennesket med en iboende trang til at tilbede. Hvis denne trang blev rettet mod noget forkert, ville mennesket blive ført i en forkert retning og miste sin frihed fordi det ville komme til at trælle for det skabte i stedet for at tjene Skaberen. Dette ville føre til at mennesket blev fornedret.

En oprørsk åndesøn af Gud forledte Adams hustru, Eva, til at synde, og hun ledte sin mand i fristelse så han med overlæg gik med i oprøret mod Jehova. (1Mo 3:1-6; 1Ti 2:13, 14) Det gik dem ligesom dem Paulus senere beskrev i Romerne 1:20-23. Ved sin overtrædelse mistede Adam sin fuldkommenhed og sit forhold til Gud som hans søn og bragte synd, ufuldkommenhed og død over sine efterkommere, det vil sige hele menneskeslægten. Hans efterkommere blev født i deres jordiske faders billede, som ufuldkomne mennesker i hvem døden var virksom. — 1Mo 3:17-19; Ro 5:12; se ADAM, 1.

„Vort indre menneske“. Når Bibelen beskriver den kristnes kamp, herunder kampen med det faldne, syndige kød, bruger den flere gange udtryk som „det menneske jeg er i det indre“ og „vort indre menneske“. (Ro 7:22; 2Kor 4:16; Ef 3:16) Disse udtryk er meget velvalgte fordi de kristne er blevet ’gjort nye i deres sinds drivkraft’. (Ef 4:23) Deres sinds drivkraft eller tilbøjelighed går i en åndelig retning. De bestræber sig for at afføre sig „den gamle personlighed [ordr.: det gamle menneske]“ og at iføre sig „den nye [personlighed] [ordr.: det nye [menneske]]“. (Kol 3:9, 10; Ro 12:2) Ved at blive døbt til Kristus er de salvede kristne blevet „døbt til hans død“; deres gamle personlighed er blevet pælfæstet „for at [deres] syndige legeme kunne blive gjort uvirksomt“. Men indtil deres død i kødet og deres opstandelse befinder de sig stadig i det kødelige legeme, som kæmper mod „det åndelige menneske“. Det er en vanskelig kamp, om hvilken Paulus siger: „I denne bolig sukker vi jo.“ Jesu Kristi genløsningsoffer dækker imidlertid de synder der begås af den gamle personlighed med de kødelige ønsker der virker i dens lemmer, medmindre den kristne opgiver kampen og bevidst følger kødet. — Ro 6:3-7; 7:21-25; 8:23; 2Kor 5:1-3.

Det åndelige menneske. Apostelen stiller det åndelige menneske i modsætning til det sjælelige. Han siger: „Et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds ånd, for det er tåbelighed for det.“ (1Kor 2:14) „Et sjæleligt menneske“ vil sige et menneske for hvem den åndelige side af livet mangler. Vedkommende er ’sjælelig’ i den forstand at han lader sig lede af menneskesjælens ønsker og lader det åndelige ude af betragtning.

Paulus siger videre at ’det sjælelige menneske’ ikke kan fatte det der kommer fra Guds ånd, „fordi det skal bedømmes åndeligt“. Derefter siger han: „Det åndelige menneske, derimod, bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen.“ Det åndelige menneske er i stand til at forstå det Gud åbenbarer; det kan også se at det sjælelige menneskes indstilling og adfærd er forkert. Derimod forstår det sjælelige menneske ikke det åndelige menneskes indstilling, adfærd og livsform; heller ikke kan noget menneske bedømme det åndelige menneske, for Gud alene er dets Dommer. (Ro 14:4, 10, 11; 1Kor 4:3-5) Apostelen illustrerer sin argumentation med et eksempel: „For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, så han kan belære ham?’“ Ingen, naturligvis. „Men,“ siger Paulus om de kristne, „vi har Kristi sind.“ Har man det samme sind eller sindelag som Kristus, der åbenbarer Jehova og hans hensigter for de kristne, er man et åndeligt menneske. — 1Kor 2:14-16.