Abraham — Et eksempel for alle der søger venskab med Gud
„Uden at blive svag i troen . . . var [han] fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at holde.“ — ROMERNE 4:19-21.
1. Hvorfor har Satan forsøgt at drage beretningen om Abraham i tvivl?
GUDS ord, som vi har i form af Bibelen, er „levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) Beretningen om Jehovas forhold til Abraham er derfor til opmuntring for alle der søger venskab med Gud, selv om den blev skrevet for over 3500 år siden. (Romerne 15:4) Det ved den store fjende, Satan, og gennem religiøse ledere har han forsøgt at bilde folk ind at beretningen blot er en myte. — 2 Korinther 11:14, 15.
2. Hvordan betragtede Jesu disciple Abraham?
2 Som en del af „hele Skriften [der] er inspireret af Gud“ er beretningen om Abraham sandfærdig og „gavnlig til [kristen] undervisning“. (2 Timoteus 3:16; Johannes 17:17) At Jesu første disciple var klar over dette, fremgår af at Abraham omtales 74 gange i De Kristne Græske Skrifter. I det trosstyrkende 11. kapitel af Hebræerbrevet siges der mere om ham end om nogen anden førkristen tjener for Gud.
3. Hvilket stort privilegium fik Abraham?
3 Abraham var ingen almindelig „profet“, for Jehova lod ham opføre et storslået „symbolsk drama“ hvori patriarken selv fik det store privilegium at stå som et profetisk billede på Gud. (1 Mosebog 20:7; Galaterne 4:21-26) Jesus brugte således udtrykket „pladsen op mod Abrahams bryst“ om en begunstiget stilling hos Gud. — Lukas 16:22.
Hans første trosgerning
4. Hvordan begyndte Guds venskab med Abram ifølge Bibelen?
4 Abram, som han oprindelig hed, voksede op i „kaldæernes Ur“. Mens han boede der viste Jehova Gud sig for ham og sagde: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 12:1-3; 15:7; Apostelgerninger 7:2, 3.
5. (a) Hvordan må Guds løfte have berørt Abram? (b) Hvordan reagerede Abram på løftet?
5 Det må have været en stor udfordring for Abram at adlyde dette bud — han måtte forlade sine behagelige omgivelser og sine slægtninge for at leve langt borte i et fremmed land. Men Guds kærlige løfte talte stærkt til Abrams hjerte. Han var gammel og barnløs, hans kone var ufrugtbar, og det syntes uundgåeligt at hans navn snart ville blive glemt. Gud lovede det modsatte: „en stor nation“ skulle udgå fra ham. Guds løfte indeholdt desuden en god nyhed for hele menneskeheden, for det pegede frem til en tid da alle jordens slægter skulle velsignes. (Galaterne 3:8) Abram troede på Jehovas løfte og forlod Ur, en højtudviklet by. „Han drog ud skønt han ikke vidste hvor han kom hen,“ fortæller Bibelen. — Hebræerne 11:8.
6. (a) Hvorfor står der i Første Mosebog 11:31 at det var Tara der tog initiativet til rejsen? (Apostelgerninger 7:2-4) (b) På hvilke måder er Sara et godt eksempel for kristne kvinder i dag?
6 Abrams tro berørte andre. Hans husstand, foruden hans fader, Tara, og hans nevø, Lot, rejste med ham. Men da Tara var familiens patriarkalske overhoved, udtrykkes det som om det var ham der tog initiativet til rejsen. (1 Mosebog 11:31) Det er værd at lægge mærke til hvilken støtte Abram fik af sin kone, Saraj, der senere fik navnet Sara. Hun lod sig nøje med en lavere levestandard resten af sit liv. (1 Mosebog 13:18; 24:67) Der er ikke noget at sige til at „Abraham gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende“ da hun døde. (1 Mosebog 23:1, 2) På grund af sin sande, åndelige skønhed, der kom til udtryk ved hendes stærke tro og helhjertede underkastelse under Abraham, omtales Sara som et godt eksempel for kristne kvinder. — Hebræerne 11:11, 13-15; 1 Peter 3:1-6.
7. Hvordan har kristne i vor tid vist en tro som Abrahams og Saras?
7 Mange kristne har vist en lignende tro i vor tid ved frivilligt at flytte til steder hvor der er stort behov for forkyndere af Riget eller for nogle der kan opføre og drive nye faciliteter til trykning og forsendelse af bibelsk læsestof. (Mattæus 24:14) Disse kristne har fulgt opfordringen: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ Mange af dem har måttet vænne sig til en anden levestandard i det fremmede land de er flyttet til. Andre har bragt betydelige materielle ofre for at gøre disciple i deres eget land. — Mattæus 28:19, 20.
Andre trosgerninger
8. Under hvilke omstændigheder viste Jehova sig for Abram for anden gang?
8 Abram bosatte sig i Karan indtil hans fader, Tara, døde. (1 Mosebog 11:31, 32) Derefter gik han og hans husstand over Eufratfloden og drog mod syd. Til sidst kom de til „Sikems sted“ midt i Kana’ans land. Det må have været et smukt område. Sikem ligger i en frodig dal mellem de to bjergkæder som krones af Ebals og Garizims bjerge. Det er blevet kaldt „det hellige lands paradis“. Her viste Jehova sig igen for Abram og sagde: „Dit afkom giver jeg dette land.“ — 1 Mosebog 12:5-7.
9. (a) Hvordan fortsatte Abram med at give udtryk for sin tro? (b) Hvad kan vi lære af det?
9 Abram reagerede med endnu en trosgerning. Som beretningen siger: „Derpå byggede han et alter dér for Jehova.“ (1 Mosebog 12:7) Samtidig har han sikkert bragt et dyreoffer, for det hebraiske ord for „alter“ betyder „offersted“. Senere gentog Abram disse trosgerninger i andre egne af landet. Desuden ’påkaldte han Jehovas navn’. (1 Mosebog 12:8; 13:18; 21:33) Den hebraiske vending der oversættes med „påkaldte Jehovas navn“ kan også betyde „udråbte (forkyndte) Jehovas navn“. Både Abrams husstand og kana’anæerne må have hørt ham frimodigt forkynde sin Guds navn, Jehova. (1 Mosebog 14:22-24) Alle der søger venskab med Gud i dag, må ligeledes påkalde hans navn i tro. Dette omfatter at de tager del i den offentlige forkyndelse og „altid [bringer] Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. — Hebræerne 13:15; Romerne 10:10.
10. (a) På hvilke andre måder viste Abram tro? (b) Hvilket eksempel satte han for kristne familieoverhoveder? (1 Timoteus 3:12)
10 Abram viste også sin tro på Jehova på mange andre måder. Han bragte ofre for fredens skyld, men viste også mod i krisesituationer. (1 Mosebog 13:7-11; 14:1-16) Han var rig, men ikke materialistisk. (1 Mosebog 14:21-24) Han var gæstfri og støttede gavmildt tilbedelsen af Jehova. (1 Mosebog 14:18-20; 18:1-8) Som det vigtigste var han et eksemplarisk familieoverhoved der fulgte Jehovas vejledning ved at give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de ’holdt sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed’. (1 Mosebog 18:19) Herved skilte Abrams husstand sig stærkt ud fra de perverse kana’anæere i nabobyerne Sodoma og Gomorra. Abram ville afgjort ikke have tolereret sådanne alvorlige synder inden for sin husstand. At han præsiderede i sin husstand på en god måde fremgår af at dens medlemmer efterlignede ham ved at påkalde Jehovas navn i tro. — 1 Mosebog 16:5, 13; 24:26, 27; 25:21.
Han blev ikke „svag i troen“
11. Hvordan var Abram i stand til at holde ud „som udlænding . . . i et fremmed land“ i hundrede år?
11 Abrams stærke tro hjalp ham til at udholde trængsler mens han i hundrede år boede blandt mennesker der gjorde krav på landet som deres. (1 Mosebog 12:4; 23:4; 25:7) Bibelen siger: „Ved tro bosatte han sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, der sammen med ham var arvinger til det selv samme løfte. For han ventede på byen som havde faste grundvolde [Guds rige], byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud. Og hvis [han] var blevet ved med at huske på det [han] var draget ud fra, havde [han] haft lejlighed til at vende tilbage.“ — Hebræerne 11:9, 10, 15; jævnfør Hebræerbrevet 12:22, 28.
12. Hvad gav Abram lejlighed til at vende tilbage til Ur, og hvordan reagerede han i denne krisesituation?
12 Abram havde ikke boet længe i Kana’an før en svær hungersnød gav ham „lejlighed til at vende tilbage“. Ur lå ved den vandrige Eufratflod, så indbyggerne var ikke afhængige af at der faldt regn. Men i stedet for at vende tilbage dertil, viste Abram tro på Jehova og drog i den modsatte retning — til Ægypten. Det var risikabelt. Abram var i livsfare i det fremmede land fordi han havde en smuk hustru. Han tog derfor den forholdsregel at bede Saraj lægge skjul på at de var gift. Jehova velsignede Abram for hans tro, og snart kunne han vende tilbage til det forjættede land, rigere end nogen sinde. — 1 Mosebog 12:10–13:2; 20:12.
13. Hvad skildrer Sarajs ufrugtbarhed og det at Abram holdt deres ægteskab hemmeligt?
13 Også dette var en del af det profetiske drama som Abram uden at vide det opførte til belæring for os. Saraj, der stadig var ufrugtbar, skildrede Jehovas himmelske, hustrulignende organisation af loyale engle. Denne smukke, billedlige hustru måtte vente i over 4000 år før hun kunne frembringe den større Abrahams, Jehova Guds, sande afkom. Den direkte forfølgelse af trofaste tjenere for Gud i denne lange ventetid kunne somme tider give det indtryk at Jehova havde lagt skjul på sit ægteskab med hende. — 1 Mosebog 3:15; Esajas 54:1-8; Galaterne 3:16, 27, 29; 4:26.
14. (a) Hvad gjorde Saraj til sidst? (b) Hvad skete der da Abram var 99 år, og hvorfor?
14 Efter at have levet som udlænding i ti år havde Abram stadig ingen søn som arving. I fortvivlelse bad Saraj ham om at sætte et barn i verden med hendes tjenestepige, Hagar. Det gik Abram med til, og Ismael blev født. (1 Mosebog 12:4; 16:1-4, 16) Men det lovede, velsignede afkom skulle komme gennem en anden. Da Abram var 99 år blev hans navn ændret til Abraham, for, som Gud sagde: „Det vil jeg gøre dig til: fader til en mængde nationer.“ Saraj fik navnet Sara, og samtidig lovede Gud hende at hun ville få en søn. — 1 Mosebog 17:1, 5, 15-19.
15. (a) Hvorfor lo Abraham ved tanken om at Sara skulle føde ham en søn? (b) Hvordan beviste Abraham endnu en gang at han havde en stærk tro?
15 Abraham (og senere Sara) lo ad denne tanke fordi de ikke længere var i stand til at få børn. (1 Mosebog 17:17; 18:9-15) Deres latter var dog ikke et udtryk for vantro. Som Bibelen forklarer: „På grund af Guds løfte vaklede han ikke af mangel på tro, men fik kraft ved sin tro, idet han gav Gud ære og var fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at gøre.“ (Romerne 4:18-21) Samme dag beviste Abraham at han havde en stærk tro. Som et tegn på sin pagt med Abraham befalede Jehova at han og enhver af mandkøn i hans store husstand skulle lade sig omskære. (1 Mosebog 15:18-21; 17:7-12, 26) Hvordan reagerede Abraham på dette bud, der ville medføre store smerter? „Han omskar deres forhuds kød på denne samme dag, sådan som Gud havde sagt til ham.“ — 1 Mosebog 17:22-27.
16. (a) Hvad skete der den dag Isak blev vænnet fra? (b) Hvad skildrer bortvisningen af Hagar og Ismael?
16 Det følgende år fødte Sara Isak, hvis navn betyder „latter“. (1 Mosebog 21:5, 6) Da Isak skulle vænnes fra blev der holdt en fest, hvorunder Ismael, måske af jalousi, gjorde nar af ham. Sara bad derfor indtrængende Abraham om at bortvise tjenestepigen Hagar og hendes søn fra husstanden. Jehova Gud støttede Sara i denne sag. Skønt forslaget smertede Abraham, efterkom han det straks. (1 Mosebog 21:8-14) Ifølge Galaterbrevet 4:21-30 skildrer dette hvordan den større Abraham ville bringe sit forhold til det kødelige Israels folk til ophør. Ligesom den øvrige menneskehed var medlemmerne af dette folk født som trælle under synden. (Romerne 5:12) Men de forkastede desuden Jesus Kristus, Abrahams sande afkom, der kom for at frigøre dem. (Johannes 8:34-36; Galaterne 3:16) Og ligesom Ismael forfulgte Isak, forfulgte de den nydannede kristne menighed, det åndelige Israel, der udgjorde den sekundære del af Abrahams afkom. — Mattæus 21:43; Lukas 3:7-9; Romerne 2:28, 29; 8:14-17; 9:6-9; Galaterne 3:29.
Den største trosprøve
17. Hvilken hård prøve blev Abrahams tro nu sat på?
17 Sandsynligvis har ingen jordisk fader elsket sin søn højere end den gamle Abraham elskede Isak. Hvor må han derfor være blevet rystet da han fik denne befaling: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og begiv dig til Morijas land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.“ — 1 Mosebog 22:1, 2.
18. Hvordan reagerede Abraham da Jehova befalede ham at ofre Isak?
18 Abraham må have haft svært ved at forstå baggrunden for denne befaling, der voldte ham så stor sorg. Alligevel adlød han også i dette tilfælde uden tøven. (1 Mosebog 22:3) Det tog ham tre pinefulde dage at nå frem til det bjerg Gud udpegede. Dér byggede han et alter og lagde brænde på det. På dette tidspunkt må Isak være blevet underrettet om Guds befaling. Han kunne let være stukket af, men lod i stedet sin gamle fader binde ham på hænder og fødder og lægge ham på alteret. (1 Mosebog 22:4-9) Hvordan kunne Isak være så lydig?
19. (a) Hvad er grunden til at Isak var så modig og lydig? (b) Hvad kan vore dages kristne familier lære af forholdet mellem Abraham og Isak?
19 Abraham havde trofast opfyldt det ansvar over for Isak som beskrives i Første Mosebog 18:19. Der er ingen tvivl om at Abraham havde indprentet Isak at Gud havde til hensigt at oprejse de døde. (1 Mosebog 12:3; Hebræerne 11:17-19) Isak mærkede sin faders dybe kærlighed og ville gerne behage ham i alt, og især i det der var Guds vilje. Dette kan vore dages kristne familier lære meget af. — Efeserne 6:1, 4.
20. Hvordan viste Abraham lydighed, og hvilken belønning fik han?
20 Nu kom prøvens højdepunkt. Abraham greb kniven. Men ligesom han skulle til at dræbe sin søn, standsede Jehova ham og sagde: „Nu ved jeg at du er gudfrygtig idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“ (1 Mosebog 22:11, 12) Det var en rig belønning for Abraham således at blive erklæret retfærdig af Gud selv. Han kunne nu være sikker på at han havde opfyldt Guds krav til et ufuldkomment menneske. Endnu vigtigere er det at Jehovas tidligere bedømmelse af hans tro derved viste sig at holde stik. (1 Mosebog 15:5, 6) Abraham ofrede nu en vædder der mirakuløst blev bragt til veje for at træde i Isaks sted, og derpå hørte han Jehova bekræfte pagtsløfterne med en ed. Senere blev han kendt som Jehovas ven. — 1 Mosebog 22:13-18; Jakob 2:21-23.
21. Hvad var dette et profetisk billede på, og hvad bør det tilskynde os til at søge?
21 Det var et ’billedligt’ offer Abraham bragte. (Hebræerne 11:19) Det skildrede det dyrebare offer Jehova Gud bragte da han med stor smerte sendte sin elskede søn til jorden for at denne skulle dø som „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Isaks villighed til at dø skildrer hvordan den større Isak, Jesus Kristus, kærligt underkastede sig sin himmelske Faders vilje. (Lukas 22:41, 42; Johannes 8:28, 29) Ligesom Abraham fik sin søn tilbage i live fra alteret, fik Jehova sin elskede søn tilbage fra de døde som en herliggjort åndeskabning. (Johannes 3:16; 1 Peter 3:18) Dette er til stor opmuntring for dem der i dag søger venskab med Gud.
22. Hvordan har en udvalgt skare mennesker haft gavn af Guds kærlighed?
22 Ved tro på denne uovertrufne kærlighedsgerning fra den større Abrahams, Jehova Guds, side, er en udvalgt skare af mennesker blevet erklæret retfærdige som Guds sønner. (Romerne 5:1; 8:15-17) Denne skares medlemmer, der først blev udvalgt fra jøderne og derefter fra ikkejøderne, er afgjort blevet velsignet gennem Abrahams afkom, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 3:25, 26; Galaterne 3:8, 16) De udgør den sekundære del af Abrahams afkom. (Galaterne 3:29) Deres fulde antal er 144.000, og ligesom Jesus oprejses de til himmelsk liv når de har vist sig trofaste til døden. — Romerne 6:5; Åbenbaringen 2:10; 14:1-3.
23. (a) Hvordan velsignes millioner af mennesker allerede nu gennem resten af Abrahams afkom? (2 Korinther 5:20) (b) Hvilke yderligere velsignelser kan ’den store skare’ se frem til?
23 I mellemtiden vil millioner af mennesker fra alle nationer „velsigne sig“ gennem deres reaktion på den kærlige tjeneste der udføres af den lille rest af Abrahams afkom. (1 Mosebog 22:18) De har glædet sig over at lære at syndige mennesker kan blive erklæret retfærdige som venner af Gud. De udgør „en stor skare . . . af alle nationer“ og nyder nu Guds gunst, idet de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Mens ’resten’ fører an, yder også de Gud „hellig tjeneste dag og nat“. Denne store skare har det vidunderlige håb at komme til at leve evigt i et paradis som jordiske ’Guds børn’. (Åbenbaringen 7:9-17; 21:3-5; Romerne 8:21; Salme 37:29) Før disse løfter opfyldes skal der dog indtræffe nogle begivenheder af større betydning, som vi vil se i den følgende artikel.
Opsummering
◻ Hvordan blev Abrahams og hans families tro sat på prøve?
◻ Hvordan har kristne vist en lignende tro i dag?
◻ På hvilke andre måder viste Abraham tro?
◻ I hvilken retning er Abraham, Sara og Isak gode eksempler for kristne i dag?
◻ Hvad skildrer Abrahams største trosgerning?