STJERNE

Det hebraiske ord kōkhavʹ og de græske ord astērʹ og aʹstron anvendes generelt i Bibelen om ethvert lysende himmellegeme undtagen solen og månen, som der benyttes andre betegnelser for.

Universets umådelige størrelse. Den galakse som Jorden befinder sig i, og som i almindelighed kaldes Mælkevejen, menes i tværsnit at måle ca. 100.000 lysår og at rumme over 100.000.000.000 stjerner som vor Sol. Den stjerne der befinder sig nærmest Jorden, en stjerne i Alfa Centauri-gruppen, befinder sig over 40.000.000.000.000 km borte. Men selv dette synes relativt småt i betragtning af de 100.000.000.000 galakser man mener der findes i universet. Omkring 10.000.000.000 af disse ligger inden for de moderne teleskopers rækkevidde.

Det umådelige antal stjerner giver Skaberens ord i Esajas 40:26 en ganske særlig vægt og mening: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ (Jf. Sl 147:4.) Salmisten følte sig tilskyndet til at sige med ærefrygt: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Sl 8:3, 4.

Alder. Eftersom lyset fra fjerne stjerner og galakser som befinder sig millioner af lysår fra os, nu når frem til de store teleskoper på Jorden, må disse himmellegemer være blevet skabt for millioner af år siden, for ellers var lyset fra dem endnu ikke nået frem til vor planet. Skabelsen af dem er åbenbart indbefattet i de første ord i 1 Mosebog 1:1: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Dette modsiges ikke af vers 16, hvor der står at Gud på den fjerde skabelses„dag“, eller i den fjerde skabelsesperiode, „gik i gang med at frembringe . . . stjernerne“. Ordet „frembringe“ (hebr.: ‛asahʹ) betyder ikke det samme som ordet „skabe“ (hebr.: bara’ʹ). — Se SKABELSE.

Antallet af stjerner. Ved lejligheder hvor Gud talte med mennesker, henviste han til stjernerne for at angive en mængde som var uden tal, en mængde som kunne sammenlignes med antallet af sandskorn ved havets bred. (1Mo 22:17; 15:5; 2Mo 32:13; jf. Ne 9:23; Na 3:15, 16; He 11:12.) Eftersom man kun kan se nogle få tusind stjerner tydeligt med det blotte øje, mente mange før i tiden at denne sammenligning var forkert, men i dag har man vidnesbyrd om at antallet af stjerner ganske rigtigt kan sammenlignes med antallet af sandskorn på hele jorden.

Moses gav udtryk for at Israel havde erfaret en vis opfyldelse af løftet til Abraham om at hans afkom ville blive talrigt som himmelens stjerner, men det er interessant at de folketællinger der berettes om i Bibelen, aldrig omfattede hele det israelitiske folk. (5Mo 1:10; 10:22; 28:62) Om David hedder det senere at han bevidst undlod at tælle „dem der var tyve år og derunder, for Jehova havde lovet at gøre Israel så talrigt som himmelens stjerner“. (1Kr 27:23) Denne opfattelse af at stjernerne ikke kunne tælles, adskiller sig tydeligt fra de opfattelser der herskede blandt samtidens folkeslag.

Stjernernes lovbundethed. Bibelen gør desuden opmærksom på at disse himmellegemer følger bestemte love, idet der i flere skriftsteder tales om ’forskrifter’, „forordninger“ og „baner“. (Jer 31:35-37; Dom 5:20; jf. Jud 13.) At det er vældige kræfter der fastholder de enkelte stjerner i deres relative positioner i henhold til fysiske love, fremgår af de spørgsmål Gud stillede Job: „Kan du binde stjernebilledet Kimas bånd, eller kan du løse Kesils lænker? Kan du hente Mazzarot frem til tiden . . . Kender du himmelens forskrifter, eller kan du indføre dens myndighed på jorden?“ (Job 38:31-33; se ASJ; KESIL; KIMA; MAZZAROT.) I The New Bible Dictionary siges der: „Vi hævder derfor at Bibelen konsekvent forudsætter et univers der er fuldstændig rationelt og af umådelig størrelse, i modsætning til samtidens fremherskende verdensbillede, efter hvilket universet ikke var rationelt og ikke større end man kunne se med det blotte øje.“ — Redigeret af J. D. Douglas, 1985, s. 1144.

Apostelen Paulus’ ord om forskellen mellem de enkelte stjerner forstås endnu bedre i lyset af nutidens astronomi, der har vist at stjernerne adskiller sig fra hinanden med hensyn til farve, størrelse, temperatur, den lysmængde de afgiver, og endda deres relative tæthed. — 1Kor 15:40, 41.

Stjernedyrkelse. Stjernedyrkelse var meget udbredt blandt oldtidens folkeslag i Mellemøsten, men Guds trofaste tjenere havde den opfattelse at stjernerne blot var materielle legemer der var underlagt Guds love og herredømme, og at de ikke beherskede menneskene, men tjente som lysgivere og tidsmålere. (1Mo 1:14-18; Sl 136:3, 7-9; 148:3) Da Moses advarede israelitterne mod at lave sig billeder af den sande Gud, Jehova, sagde han at de ikke måtte lade sig forlede til at dyrke solen, månen og stjernerne, „da Jehova din Gud har tildelt alle de andre folk under hele himmelen dem“. (5Mo 4:15-20; jf. 2Kg 17:16; 21:5; 23:5; Zef 1:4, 5.) De hedenske folkeslag identificerede deres guder med bestemte stjerner og forbandt derfor disse himmellegemer med deres nation. Sakkut og Kevan, der omtales i Amos 5:26 som guder der blev dyrket af det frafaldne Israel, menes at være babyloniske navne for planeten Saturn, som Stefanus kaldte Refan da han citerede denne passage. (Apg 7:42, 43) Stjernedyrkelsen var særlig udbredt i Babylon, men den viste sig at være værdiløs da byen blev ødelagt. — Es 47:12-15.

„Stjernen“ der blev set efter Jesu fødsel. De „astrologer fra Østen“, det vil sige fra Babylon-området, hvis besøg hos kong Herodes efter Jesu fødsel resulterede i at alle drengebørn i Betlehem blev dræbt, tjente eller tilbad tydeligvis ikke den sande Gud. (Mt 2:1-18; se ASTROLOGER.) Med hensyn til den „stjerne“ (gr.: astērʹ) som de så, er der blevet fremsat mange formodninger om at det kunne være en komet, en meteor, en supernova, eller, ifølge en mere populær antagelse, en konjunktion af planeter. Ingen af disse himmellegemer kunne dog ’komme til at stå over det sted hvor det lille barn var’, og derved udpege det hus i landsbyen Betlehem hvor barnet befandt sig. Det er også bemærkelsesværdigt at disse hedenske astrologer var de eneste der „så“ stjernen. Deres udøvelse af den forbudte astrologi og de katastrofale resultater af deres besøg, der bragte den fremtidige Messias’ liv i fare, giver ikke alene rum for, men gør det endog tilrådeligt at antage, at de blev ledet af en der modarbejdede Guds hensigter med den lovede Messias. Der er grund til at spørge om den der „giver sig ud for at være en lysets engel“, hvis virke er „ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere“, som var i stand til at få det til at se ud som om en slange kunne tale, og om hvem Jesus sagde at han „var en manddraber da han begyndte“, ikke også kunne få astrologer til at ’se’ et stjernelignende objekt der først ledte dem, ikke til Betlehem, men til Jerusalem, hvor en dødsfjende af den lovede Messias boede. — 2Kor 11:3, 14; 2Ts 2:9; 1Mo 3:1-4; Joh 8:44.

Brugt billedligt. I Bibelen bruges stjerner også i overført betydning og i metaforer som et billede på mennesker, som for eksempel i Josefs drøm hvor hans forældre skildres ved solen og månen og hans 11 brødre ved 11 stjerner. (1Mo 37:9, 10) I Job 38:7 sidestilles „morgenstjernerne“ der råbte af glæde ved jordens grundlæggelse, med „gudssønnerne“, englene. Den opstandne og ophøjede Jesus omtalte sig selv som „den strålende morgenstjerne“ og lovede at give „morgenstjernen“ til sine sejrende disciple, hvilket øjensynlig sigter til at disse ville få del i hans himmelske stilling og herlighed. (Åb 22:16; 2:26, 28; jf. 2Ti 2:12; Åb 20:6.) Menighedernes syv „engle“, som de skriftlige budskaber sendes til, symboliseres ved syv stjerner i Kristi højre hånd. (Åb 1:16, 20; 2:1; 3:1) „Afgrundens engel“, der kaldes Abaddōn, skildres også ved en stjerne. — Åb 9:1, 11; se ABADDŌN.

I det fyndige udsagn i Esajas, kapitel 14, omtales Babylons pralende og ærgerrige konge (det vil sige det babyloniske kongedynasti repræsenteret ved Nebukadnezar) som „lysende“ (hebr.: hēlelʹ; „Lucifer,“ KJ), og der siges om ham at han forsøger at hæve sin trone op over „Guds stjerner“. (Es 14:4, 12, 13; se LYSENDE.) De davidiske konger i Juda kaldes i overført betydning ’stjerner’ (4Mo 24:17), og Bibelens historiske beretninger viser at det babyloniske kongedynasti i en periode hævede sig op over disse judæiske konger ved at erobre Jerusalem. I en lignende profeti i Daniels Bog, kapitel 8, siges der om en fremtidig magts ’lille horn’ at det trampede på nogle af stjernerne fra „himmelens hær“ og gik imod hærens Fyrste og hans helligdom (Da 8:9-13), mens det i Daniels Bog, kapitel 12, hedder om dem „der har indsigt“ og fører andre til retfærdighed, at de i „endens tid“ billedligt talt vil stråle „som stjerner“. (Da 12:3, 9, 10) I modsætning hertil sammenlignes umoralske mennesker der afviger fra sandheden, med „vildfarende stjerner“. — Jud 13.

I profetiske advarsler om ulykker der indtræffer som følge af Guds dom, tales der ofte billedligt om at stjernerne, sammen med solen og månen, formørkes. (Es 13:10; Ez 32:7; Åb 6:12, 13; 8:12; jf. Job 9:6, 7.) Formørkelsen af disse lyskilder omtales også i beskrivelsen af det aldrende menneskes svindende år i Prædikeren 12:1, 2. Andre steder siges der om stjerner at de falder ned eller kastes ned til jorden. (Mt 24:29; Åb 8:10; 9:1; 12:4) I endens tid skulle der som forudsagt indtræffe „tegn“ i sol, måne og stjerner. — Lu 21:25.

„Dagstjerne“. Udtrykket „dagstjerne“ (gr.: fōsfoʹros) forekommer kun én gang, i 2 Peter 1:19, og det har samme betydning som „morgenstjerne“. Sådanne stjerner er på visse tider af året de sidste der viser sig i horisonten mod øst før solen står op, og de bringer derfor bud om en ny dag. At Peter umiddelbart forinden omtalte synet af Jesu forvandling i herlighed, viser at det har forbindelse med Jesu overtagelse af kongemagten som „Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne“. — Åb 22:16; 2:26-28.

’Stjernerne kæmpede mod Sisera’. Følgende passage i Dommerne 5:20 har givet anledning til diskussion: „Fra himmelen kæmpede stjernerne; fra deres baner kæmpede de mod Sisera.“ Nogle mener at dette blot er et poetisk udtryk for Guds indgriben. (Jf. Dom 4:15; Sl 18:9.) Andre formoder at der faldt en regn af meteoritter, eller at Sisera satte sin lid til astrologiske forudsigelser der ikke gik i opfyldelse. Eftersom Bibelens beretning ikke nærmere forklarer på hvilken måde stjernerne „kæmpede“, må udtalelsen blot betragtes som et vidnesbyrd om en guddommelig indgriben af mirakuløs art til gavn for Israels hær.