ARAM

(Aʹram).

1. Den sidstnævnte af Sems fem sønner. Aram og hans fire sønner, Uz, Hul, Geter og Masj, blev stamfædre til 5 af de 70 slægter der opstod efter Vandfloden, og deres efterkommere var aramæerne. — 1Mo 10:22, 23; 1Kr 1:17.

2. Søn af Kemuel og sønnesøn af Nakor, Abrahams broder. Abraham var således Arams grandonkel, og Isak var hans halvfætter. Hans kusine var Rebekka, som var datter af hans farbroder Betuel. Nakors familie forlod ikke Mesopotamien sammen med Abraham, men mange år senere fik Abraham oplysninger om Nakors efterkommere, deriblandt Aram. — 1Mo 22:20-23; 11:27, 31; 24:4, 10.

3. En af Sjemers (Sjomers) fire sønner, af Asers stamme. Han er nævnt blandt ’overhovederne for fædrenehusene, udvalgte, dygtige krigere, overhovederne for høvdingerne’. (1Kr 7:31, 32, 34, 40) Både Aram og hans fader blev født i Ægypten, idet hans farfader og oldefader blev talt med blandt Jakobs afkom der „kom til Ægypten“. — 1Mo 46:8, 17.

4. I flere bibeloversættelser, deriblandt den danske oversættelse af 1871 og Kalkars oversættelse, forekommer navnet Aram i Mattæus 1:3, 4 og Lukas 3:33. — Se ARNI; RAM, 1.

5. Navnet Aram bruges også geografisk, enten alene eller i sammensætninger, som betegnelse for de områder hvor efterkommere af Aram (nr. 1) boede.

Aram brugt alene sigter generelt til området fra Libanon i vest til Mesopotamien i øst og fra Taurusbjergene i nord til Palæstina og Den Syriske Ørken i syd. (Dom 10:6; 2Sa 8:6, 12; 15:8; Ho 12:12) Dette var dog ikke faste grænser, for aramæernes magt og indflydelse i området var det meste af tiden temmelig flydende og ustabil.

Aram-Naharajim (Sl 60:0) gengives som regel med det græske ord „Mesopotamien“, der betyder „(landet) mellem floderne“. De to floder var Eufrat og Tigris. Ifølge Stefanus boede Abraham i Mesopotamien mens han endnu var i kaldæernes Ur (Apg 7:2), og da Abraham mange år senere sendte sin tjener ud for at finde en hustru til Isak, pålagde han ham at tage til Nakors by i (Øvre) Mesopotamien (Aram-Naharajim). (1Mo 24:2-4, 10) Også Bileam stammede fra Mesopotamien, nemlig fra Petor, der lå i en bjergegn i det nordlige Mesopotamien. — 5Mo 23:4; jf. 4Mo 23:7; se MESOPOTAMIEN.

Paddan-Aram betegner især området omkring byen Karan i Øvre Mesopotamien. — 1Mo 25:20; 28:2-7, 10; se PADDAN.

I alle disse områder boede Arams efterkommere. Desuden forbindes en af Arams fire sønner, Uz, med den del af Den Syriske Ørken der ligger øst for det forjættede land og grænser op til Edom. (Job 1:1; Kl 4:21) Aramæerne, der var semitter, var nært beslægtede med israelitterne og havde nær forbindelse med dem.

Rebekka, hendes fader Betuel og hendes broder Laban var aramæere. (1Mo 25:20; 28:5; 31:20, 24) Jakob blev betegnet som „en aramæer der var ved at gå til grunde“ fordi han havde boet i området ved Karan i 20 år og blev udsat for mange lidelser i Labans tjeneste. Han giftede sig dér med Labans to døtre og fik børn med dem. Desuden var hans moder aramæer. — 5Mo 26:5; 1Mo 31:40-42; Ho 12:12.

Det aramaiske sprog var nært beslægtet med hebraisk og blev med tiden det internationale sprog inden for både handel og diplomati i hele Den Frugtbare Halvmåne. I det 8. århundrede f.v.t. var der imidlertid opstået så store forskelle mellem de to sprog at den jævne jøde ikke forstod aramaisk. (2Kg 18:26-28; Es 36:11, 12; se ARAMAISK [Sproget].) Også på det religiøse område var der store forskelle mellem de polyteistiske aramæere og de monoteistiske jøder, og det var først da jøderne var faldet fra den sande tilbedelse, at dyrkelsen af de aramaiske guder blev tolereret i Israels land. — Dom 10:6; 2Kg 16:10-16; 2Kr 28:22, 23.

Aramæerriger. Omtalen af aramæerriger i den bibelske beretning begynder samtidig med udviklingen af Israels nation. Da israelitterne på et tidspunkt i dommertiden faldt fra tilbedelsen af Jehova, blev de undertvunget af kong Kusjan-Risj’atajim fra Aram-Naharajim (Mesopotamien), og hans herredømme over dem varede i otte år indtil de blev udfriet af dommeren Otniel. (Dom 3:7-10) På et senere tidspunkt blev aramæernes indflydelse så stærk at israelitterne begyndte at tilbede Arams guder sammen med andre hedenske guddomme. — Dom 10:6.

Aram-Zoba var et aramæerrige der omtales som en fjende af kong Saul (1117-1078 f.v.t.). (1Sa 14:47) Det synes at have ligget nord for Damaskus og at have behersket et område der strakte sig fra Hamat i nord til Eufrat i øst. Da David førte krig mod Israels fjender, kæmpede han også mod Hadad’ezer, den mægtige konge over Aram-Zoba, og besejrede ham. Han tog ved denne lejlighed et stort bytte i form af guld, sølv og kobber, som han helligede Jehova. Aramæerne fra Damaskus, der kom kong Hadad’ezer af Zoba til hjælp, blev slået, og David anbragte garnisoner i Damaskus og tvang aramæerne til at betale tribut. (2Sa 8:3-12; 1Kr 18:3-8; jf. Sl 60:0.) Senere lejede ammonitterne over 30.000 aramaiske soldater, deriblandt mange fra Zoba; men i stedet for at kæmpe flygtede de for israelitterne. Efter at Hadad’ezer havde skaffet sig aramaiske forstærkninger, kom det til kamp med Israel, og aramæerne led et stort nederlag og sluttede fred med israelitterne. — 2Sa 10:6-19; 1Kr 19:6-19.

Aram-Ma’aka nævnes sammen med Zoba, Rehob og Isjtob som et af de aramæerriger hvorfra ammonitterne, som nævnt ovenfor, lejede stridsvogne og ryttere til at kæmpe mod David. Kongen af Aram-Ma’aka sluttede sig til disse lejetropper, som Davids hær hurtigt slog på flugt. (1Kr 19:6-15; 2Sa 10:6-14) Kongeriget Ma’aka lå sandsynligvis øst for Jordan og grænsede mod nord op til Hermons Bjerg. — Jos 12:5; 13:11.

Gesjur var et lille aramæerrige øst for Jordan. Det lå åbenbart lige syd for Ma’aka, og dets sydgrænse gik ned til østsiden af Galilæas Sø. Ligesom Ma’aka lå det inden for det område der var blevet tildelt Manasses stamme. — 5Mo 3:14; Jos 13:11; se GESJUR, 1.

Ved at besejre aramæerrigerne lykkedes det David at flytte sit riges grænser så langt mod nord at det nåede til Eufrat, ikke langt fra Karan i Paddan-Aram. På denne måde opfyldtes Jehovas løfte om udstrækningen af det område Israel skulle arve i det forjættede land. — 5Mo 1:7; 11:24; Jos 1:4.

Forholdet til Israel efter Davids tid. Efter Davids sejre over Hadad’ezer gjorde en aramaisk oprører ved navn Rezon, der var flygtet fra Hadad’ezer, sig til konge i Damaskus. Han var en modstander af Israel så længe Salomon levede. (1Kg 11:23-25) Med tiden blev Damaskus den mest fremtrædende aramaiske by og blev længe regnet for at være „Arams hoved“. Den var fjendtligt indstillet over for Israel igennem hele det nordlige riges historie, og det var denne by Jehovas domsprofetier mod Aram var rettet til. — Es 7:8; 17:1-3; Am 1:5; se DAMASKUS.

De steder hvor Bibelen omtaler aramæerne efter Salomons død og hans riges deling, drejer sig hovedsagelig om de fremskridt og tilbageslag der var i deres forhold til israelitterne i såvel det nordlige som det sydlige rige. Særlige begivenheder nævnes under kongerne Asa (1Kg 15:18-20; 2Kr 16:2-4, 7), Akab (1Kg 20:1-34; 22:3, 4, 29-35; 2Kr 18:10, 28-34), Joram af Israel (2Kg 6:24–7:16; 8:28, 29; 9:14b, 15; 2Kr 22:5, 6), Joasj af Juda (2Kg 12:17, 18; 2Kr 24:23, 24), Jehoahaz (2Kg 13:3-7, 22), Joasj af Israel (2Kg 13:14-19, 24, 25), Jotam (2Kg 15:37, 38), Akaz (2Kg 16:5-9; 2Kr 28:5; Es 7:1-8; 9:12) og Jojakim (2Kg 24:2). Da der en overgang var „tre år uden krig mellem Aram og Israel“, var dette så usædvanligt at det fortjente særlig omtale. — 1Kg 22:1.

Jehovas profet Elisa havde en vis berøring med aramæerne. For eksempel helbredte han den aramaiske hærfører Na’aman for spedalskhed (2Kg 5:1-20), og han åbenbarede for Hazael at han ville blive konge af Aram i sin herres, Ben-Hadad II’s, sted. (2Kg 8:7-15) Da en afdeling aramæere ved en anden lejlighed omringede Dotan for at tage Elisa til fange, bad han først Gud om at slå dem med en form for blindhed, hvorefter han førte dem til Samaria, hvor de fik deres syn igen; og efter at de havde fået noget at spise og drikke, sendte han dem hjem. (2Kg 6:8-23) Disse hændelser er beskrevet nærmere i artiklen om ELISA.

På Jesu tid var det aramaiske område underlagt romernes herredømme. — Se SYRIEN.

[Kort på side 127]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ARAM

Det Store Hav

Taurusbjergene

Hamat

Libanonbjergene

ARAM-ZOBA

Damaskus

ARAM-MA’AKA

GESJUR

Karan

PADDAN-ARAM

Tigris

ARAM-NAHARAJIM (MESOPOTAMIEN)

Eufrat