Så gav mennesket alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr navne.“ — 1 Mosebog 2:19, 20.

3. Hvorfor var Adam og dyrene ikke bange for hinanden?

³ Mennesket kaldte hesten sus, oksen sjōr, fåret sæh, geden ’ez, en fugl ’ōf, duen jōnahʹ, påfuglen tukkīʹ, løven ’arjehʹ eller ’arīʹ, bjørnen dov, aben qōf, hunden kæʹlæv, slangen nachasjʹ, og så videre.a Da han gik hen til floden der strømmede ud fra Eden, fik han øje på fisk. Dem kaldte han daghahʹ. Skønt ubevæbnet var Adam ikke bange for dyrene, og de var heller ikke bange for ham — de vidste instinktivt at han stod over dem og tilhørte en højere livsform. De var Guds skabninger, han havde skænket dem livet, og mennesket havde ikke noget ønske om at skade dem eller berøve dem livet.

4. Hvad må man formode angående Adams navngivning af dyrene og fuglene, og hvorfor har denne opgave været interessant?

⁴ Beretningen oplyser ikke præcis hvor længe mennesket betragtede husdyrene, de vilde dyr og himmelens flyvende skabninger. Det foregik alt sammen under Guds ledelse og tilsyn. Adam har sikkert taget sig tid til at studere hver enkelt dyreart og iagttage dens særlige vaner og livsform, så han kunne vælge et navn der passede godt til den. Det kan have taget temmelig lang tid. Det har været interessant for Adam at lære jordens dyreliv at kende i dets mange afskygninger, og det har krævet gode mentale og sproglige evner at finde et passende navn til hver enkelt art af levende skabninger, så man kunne skelne mellem dem.

Men som Adam befandt sig der, alene i Edens have, kendte han endnu ikke hele Guds kærlige hensigt med mennesket i det jordiske paradis.

Den første kvinde skabes

8, 9. (a) Hvad iagttog den fuldkomne mand i forbindelse med dyrene, og hvad sluttede han om sig selv? (b) Hvorfor var det passende at den fuldkomne mand ikke bad Gud om en ægtefælle? (c) Hvordan beskrives skabelsen af den første kvinde i Bibelens beretning?

⁸ Med sin fuldkomne hjerne og iagttagelsesevne bemærkede det første menneske naturligvis at der i dyreverdenen var hanner og hunner, og at de formerede sig efter deres arter. Men sådan var det ikke med mennesket. Måske fik han derfor den tanke at det ville være dejligt at have selskab, men han fandt ingen passende mage blandt dyrene, end ikke blandt aberne. Adam måtte slutte at der ikke var nogen mage til ham, da Gud ellers ville have ført hende hen til ham. Mennesket var blevet skabt adskilt fra alle disse dyrearter, og skulle være anderledes. Det faldt ham ikke ind at tage sagen i egen hånd og skamløst bede Gud, Skaberen, om en mage. Det var godt og rigtigt at det fuldkomne menneske lod sagen hvile i Guds hånd, for kort tid senere erfarede han at Gud var opmærksom på situationen og havde en bestemt hensigt. Beretningen fortæller:

⁹ „Men til mennesket fandtes der ingen medhjælp som et modstykke til ham.

1 Mosebog 2:20