ALRUNE

[hebr.: dudha’īmʹ (flertal)].

En flerårig urt (Mandragora officinarum) af natskyggefamilien med store, ovale eller aflange, mørkegrønne blade. Det ser ud som om bladene sidder direkte på pæleroden, og de breder sig i en roset der næsten ligger på jorden. Fra midten af denne roset vokser blomsterstilkene frem, der hver bærer en enkelt hvid, blålig eller violet blomst. Den orangerøde frugt, som er på størrelse med en blomme, modnes omkring tiden for hvedehøsten i Palæstina. (1Mo 30:14) Ifølge nogle beskrivelser dufter den sødt og frisk som et æble. (Se Høj 7:13.) Den kraftige, ofte tvegrenede, pælerod har en vis lighed med den nederste del af det menneskelige legeme. Det har ført til mange overtroiske forestillinger og har bevirket at planten er blevet tillagt magiske kræfter. — BILLEDE, bd. 1, s. 544.

I oldtiden blev alrunens frugt anvendt i medicinen som bedøvelsesmiddel og krampestillende middel. Den blev også — og det gælder stadig nogle steder i Mellemøsten — anvendt som elskovsmiddel og blev anset for at kunne modvirke ufrugtbarhed. Ifølge beretningen i Første Mosebog gik Rakel ind på at lade sin søster, Lea, ligge en nat hos Jakob i stedet for hende mod at få nogle alruner som Leas søn havde fundet på marken. (1Mo 30:14, 15) Bibelen siger ikke noget om Rakels motiv, men det er muligt at hun troede at disse alruner ville hjælpe hende til at undfange og således gøre ende på den skændsel der var forbundet med hendes barnløshed. Der gik imidlertid flere år efter denne begivenhed før hun blev gravid. — 1Mo 30:22-24.