LABAN

(Laʹban) [hvid].

1. En sønnesøn af Abrahams broder Nakor. Han var søn af Betuel og broder til Rebekka (1Mo 24:15, 29; 28:5) og var fader til Lea og Rakel. (1Mo 29:16) Laban boede i byen Karan i Paddan-Aram, et område i Mesopotamien. — 1Mo 24:10; 27:43; 28:6; 29:4, 5.

Laban kaldes „aramæeren Betuels søn“. Han kaldes også „aramæeren Laban“. (1Mo 28:5; 25:20; 31:20, 24) Det er en passende betegnelse i betragtning af at han boede i Paddan-Aram, der betyder „Arams slette“. Laban var semit og boede i en egn hvor befolkningen talte aramaisk, et semitisk sprog.

Til dette område sendte den aldrende Abraham sin tjener for at han skulle finde en hustru til Isak. (1Mo 24:1-4, 10) Da Laban hørte hvordan Rebekka havde mødt Abrahams tjener, og han så de gaver hun havde fået, løb han ud til tjeneren, tiltalte ham som en der var velsignet af Jehova, og bød ham gæstfrit med hjem. (1Mo 24:28-32) Derefter var det Laban der ledede forhandlingerne vedrørende Rebekkas ægteskab, og både Betuel og Laban gav deres samtykke til det. — 1Mo 24:50-61.

År senere rejste Jakob, både for at undgå Esaus hævn og for at få sig en hustru, til sin morbroder Labans hus i Karan. (1Mo 27:41–28:5) Laban havde i mellemtiden fået to døtre, Lea og Rakel (1Mo 29:16), og måske også nogle sønner. (1Mo 31:1) Laban gik ind på at give Jakob sin yngste datter, Rakel, til hustru for syv års tjeneste. Imidlertid narrede Laban Jakob på bryllupsaftenen ved at lade sin ældste datter, Lea, træde i Rakels sted, og han fejede Jakobs indvending til side ved at henvise til lokal skik og brug, hvorefter han tilbød Jakob Rakel som andenhustru hvis Jakob ville tjene ham i yderligere syv år. — 1Mo 29:13-28.

Da Jakob omsider ville rejse derfra, overtalte Laban ham til at blive og fortsat tjene ham mod betaling. (1Mo 30:25-28) Aftalen blev at Jakob måtte beholde alle de spættede og brogede får, de mørkebrune får blandt vædderlammene og alle de brogede og spættede geder. (1Mo 30:31-34) Af Jakobs senere ord til Lea og Rakel og også til Laban (1Mo 31:4-9, 41) fremgår det imidlertid at Laban i de følgende år hyppigt ændrede den oprindelige aftale da det viste sig at Jakobs hjorde voksede. Labans holdning til Jakob ændredes, og efter Jehovas anvisning besluttede Jakob at vende tilbage til sit hjemland med sin familie og sine hjorde. — 1Mo 31:1-5, 13, 17, 18.

På tredjedagen efter Jakobs hemmelige afrejse fik Laban meddelelse om hans flugt og satte efter ham og indhentede ham i Gileads bjergland. En advarsel fra Gud hindrede ham imidlertid i at gøre Jakob noget ondt. (1Mo 31:19-24) Da de mødtes, kom Laban og Jakob op at skændes. Jakob henviste til at han havde tjent Laban trofast og arbejdet hårdt for ham gennem 20 år, og påpegede at Laban havde behandlet ham uretfærdigt og forandret hans løn ti gange. — 1Mo 31:36-42.

Det lå Laban stærkt på sinde at finde de terafimstatuetter, eller husguder, som var bortkommet, og som Rakel havde stjålet uden Jakobs vidende. Det lykkedes ham ikke at finde dem, for Rakel havde skjult dem. Det er muligt at Laban i religiøs henseende var blevet påvirket af de månetilbedere som han boede iblandt, og at det var derfor han benyttede sig af varsler og havde husguder. Imidlertid var der sandsynligvis også andre end religiøse grunde til at Laban var så ivrig efter at finde terafimstatuetterne. Lertavler som er fundet ved Nuzi i nærheden af Kirkuk i Irak, viser at ifølge de patriarkalske love i dette område kunne en mand der var i besiddelse af husguderne fra sin kones hjem, over for en domstol gøre krav på sin afdøde svigerfaders ejendom. Laban kan derfor have ment at det var Jakob selv der havde stjålet terafimstatuetterne for senere at gøre Labans sønner arveløse. Dette kan forklare hvorfor Laban, da han ikke fandt husguderne, var ivrig efter at slutte en pagt med Jakob som sikrede at Jakob ikke rejste tilbage med husguderne efter Labans død for at berøve hans sønner deres arv. — 1Mo 31:30-35, 41-52.

Laban sluttede en pagt med Jakob om at der skulle herske fred imellem dem, og til minde om denne pagt rejste de en stenstøtte og en stendysse. Jakob kaldte dyssen for Galed, der er hebraisk og betyder „vidnedysse“. Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, et aramaisk udtryk der havde samme betydning. Dyssen blev også kaldt „Vagttårnet“. (1Mo 31:43-53) Efter at have taget afsked med sine børnebørn og sine døtre vendte Laban hjem, og Bibelen fortæller herefter ikke mere om ham. — 1Mo 31:54, 55.

2. Et sted der omtales i 5 Mosebog 1:1 i forbindelse med „ørkensletterne over for Suf“. Den nøjagtige beliggenhed kendes ikke.