Ægteskab

Definition: En forbindelse mellem en mand og en kvinde hvori de lever sammen som mand og hustru. Ægteskabet er en guddommelig foranstaltning der giver adgang til et intimt forhold mellem mand og hustru i tryghed, fordi det hviler på gensidig kærlighed og bevidstheden om at begge ægtefæller har aflagt et højtideligt løfte. Da Jehova indstiftede ægteskabet var det ikke blot for at manden kunne få en nær medhjælp som sit modstykke, men også for at de to kunne formere sig inden for rammerne af en familieordning. Det forlanges at ægteskabelige forhold der kan godtages af den kristne menighed bliver lovformeligt registreret, hvor dette er muligt.

Er det så vigtigt at have papirer på et ægteskab?

Tit. 3:1: „Bliv ved med at minde dem om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere.“ (Når man retter sig efter disse anvisninger er begge ægtefællers gode navn beskyttet, og eventuelle børn bliver sparet for den forsmædelse der falder på dem hvis forældrene ikke er gift. Desuden sikrer en lovformelig registrering af ægteskabet familiemedlemmernes rettigheder i forbindelse med boet, hvis en af ægtefællerne skulle dø.)

Hebr. 13:4: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Et lovformeligt ægteskab bidrager i høj grad til at „ægteskabet holdes i ære“. Når vi definerer ord som „utugt“ og „ægteskabsbrud“ bør vi have de ovenfor citerede ord fra Titus 3:1 i tanke.)

1 Pet. 2:12-15: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere. For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode. For således er Guds vilje, at I ved at gøre det gode kan få de ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme.“

Var der overhovedet tale om „lovmæssige formaliteter“ da Adam og Eva begyndte at leve sammen?

1 Mos. 2:22-24: „Jehova Gud byggede så en kvinde af ribbenet som han havde taget fra Adam, og førte hende hen til Adam. Da sagde Adam: ’Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.’ Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ (Læg mærke til at det var Jehova Gud selv, universets Suveræn, der bragte Adam og Eva sammen. Her drejede det sig ikke om en mand og en kvinde der ville begynde at leve sammen uden at tage hensyn til lovmæssige formaliteter. Læg også mærke til at Gud lagde vægt på at forbindelsen skulle være permanent.)

1 Mos. 1:28: „Gud velsignede dem [Adam og Eva], og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ (Her blev den højeste lovmæssige Myndigheds velsignelse udtalt over denne forening. De blev bemyndiget til at have seksuelt samvær og fik tildelt en opgave der ville gøre deres liv meningsfyldt.)

Kan polygami accepteres af menigheden hvis det er lovligt i det land man bor i?

1 Tim. 3:2, 12: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand . . . Lad en menighedstjener være én kvindes mand.“ (Disse mænd havde ikke blot et ansvar at røgte, men de var også eksempler til efterfølgelse for andre i den kristne menighed.)

1 Kor. 7:2: „Lad dog, på grund af den udbredte utugt, hver mand have sin egen hustru.“ (Her tillades ikke at nogen af parterne har flere ægtefæller.)

Hvorfor tillod Gud Abraham, Jakob og Salomon at have mere end én kone?

Det var ikke Jehova der indførte polygami. Han gav kun Adam én kone. Senere tog Lemek, der var af Kains slægt, sig to koner. (1 Mos. 4:19) Derefter fulgte andre hans eksempel, og nogle tog trælkvinder som medhustruer. Gud tolererede dette, og i Moseloven traf han endog foranstaltninger der sikrede at kvinder som var underlagt disse vilkår blev behandlet korrekt. Sådan forholdt det sig indtil den kristne menighed blev oprettet, men derefter krævede Gud at hans tjenere vendte tilbage til den norm han selv havde fastsat i Eden.

Hvad Abraham angår, tog han Saraj (Sara) til hustru. Da hun var omkring 75 år gammel og troede at hun aldrig ville få et barn, bad hun sin mand om at gå ind til hendes tjenestepige, så hun kunne få et ægtefødt barn ved hende. Abraham gjorde det, men det førte til alvorlige uoverensstemmelser i hans familie. (1 Mos. 16:1-4) Jehova opfyldte sit løfte til Abraham om et „afkom“ ved senere mirakuløst at sørge for at også Sara blev gravid. (1 Mos. 18:9-14) Det var først efter Saras død at Abraham tog sig en anden hustru. — 1 Mos. 23:2; 25:1.

Jakob havde flere hustruer fordi hans svigerfader bedrog ham. Da han drog til Paddan-Aram for at finde en hustru, havde han ikke i sinde at blive polygamist. Bibelen fortæller ret detaljeret om den uheldige kappestrid der fandt sted mellem hans hustruer. — 1 Mos. 29:18 til 30:24.

Det er velkendt at Salomon havde mange hustruer og medhustruer. Men ikke alle er klar over at han derved overtrådte Jehovas tydelige befaling om at kongen ’ikke måtte tage sig mange hustruer, for at hans hjerte ikke skulle vende sig bort’. (5 Mos. 17:17) Man bør også lægge mærke til at Salomon gav sig til at tilbede falske guder på grund af sine fremmede hustruers påvirkning, og „Salomon gjorde således hvad der var ondt i Jehovas øjne“ og „Jehova blev da vred på Salomon“. — 1 Kong. 11:1-9.

Hvis ægtefolk ikke kan leve sammen i fred, er det så tilladt at de bliver separeret?

1 Kor. 7:10-16: „De gifte befaler jeg, dog ikke jeg men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand; men hvis hun virkelig skiller sig fra ham, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru. Men til de andre siger jeg, ja, jeg, ikke Herren [men som det fremgår af vers 40, var Paulus under den hellige ånds ledelse]: Hvis en broder har en ikke-troende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende; og hvis en kvinde har en ikke-troende mand, og han er indforstået med at bo sammen med hende, så lad hende ikke forlade sin mand. For den ikke-troende mand er helliget ved hustruen, og den ikke-troende hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige. Men hvis den ikke-troende vil skilles, så lad ham skilles; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred. For, hustru, hvordan ved du om du kan frelse din mand? Eller, mand, hvordan ved du om du kan frelse din hustru?“ (Hvorfor skulle den troende affinde sig med modgang og bestræbe sig alvorligt for at bevare ægteskabet? Af respekt for ægteskabets guddommelige oprindelse, og i håb om at den ikke-troende kunne hjælpes til at blive en tjener for den sande Gud.)

Hvordan ser Bibelen på det at nogen lader sig skille for at kunne gifte sig med en anden?

Mal. 2:15, 16: „’I skal give agt på den ånd der er i jer, så ingen handler troløst mod sin ungdoms hustru. For han hader skilsmisse,’ siger Jehova, Israels Gud.“

Matt. 19:8, 9: „[Jesus] sagde til dem: ’Af hensyn til jeres hårdhjertethed har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen. Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt [kønslig forbindelse uden for ægteskabet] og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.’“ (Den uskyldige ægtefælle har således lov til, men er ikke forpligtet til, at lade sig skille fra en ægtefælle der begår „utugt“.)

Rom. 7:2, 3: „En gift kvinde er for eksempel ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov. Så ville hun altså blive kaldt en ægteskabsbryderske hvis hun, mens manden lever, blev en anden mands. Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.“

1 Kor. 6:9-11: „Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ (Dette understreger sagens alvor. Uforbederlige ægteskabsbrydere kommer ikke med i Guds rige. Men de som tidligere har begået ægteskabsbrud og måske uretmæssigt har giftet sig igen, kan opnå Guds tilgivelse og komme til at stå rene ind for ham hvis de oprigtigt angrer og viser tro på værdien af Jesu sonoffer.)

Hvorfor tillod Gud tidligere at broder og søster kunne gifte sig?

Det fremgår af Bibelen at Kain giftede sig med en af sine søstre (1 Mos. 4:17; 5:4) og at Abram giftede sig med sin halvsøster (1 Mos. 20:12). Senere, under Moseloven, blev sådanne ægteskaber imidlertid direkte forbudt. (3 Mos. 18:9, 11) Den slags ægteskaber er heller ikke tilladt blandt kristne i dag. Ægteskab med en nær slægtning indebærer øget risiko for at skadelige arveanlæg gives videre til børnene.

Hvorfor var det ikke forkert at en broder og en søster giftede sig da menneskeheden endnu var ganske ung? Gud skabte Adam og Eva fuldkomne, og det var hans vilje at hele menneskeheden skulle nedstamme fra dem. (1 Mos. 1:28; 3:20) Det er derfor klart at der i nogen grad måtte indgås ægteskab mellem nært beslægtede, især i de første få generationer. Selv efter at synden var kommet ind i verden var der kun en forholdsvis lille risiko for udprægede misdannelser hos børn af de første generationer, eftersom menneskene var så tæt på den fuldkommenhed Adam og Eva havde haft. Dette ses også af at folk dengang levede så længe. (Se Første Mosebog 5:3-8; 25:7.) Men henved 2500 år efter at Adam syndede, forbød Gud ægteskab mellem nære slægtninge. På den måde blev børnene beskyttet og kønsmoralen blandt Jehovas tjenere højnet i forhold til kønsmoralen blandt de omboende folk som var moralsk fordærvede i enhver henseende. — Se Tredje Mosebog 18:2-18.

Hvordan kan man gøre et ægteskab bedre?

(1) Ved at studere Guds ord sammen og bede Gud om hjælp til at løse problemerne. — 2 Tim. 3:16, 17; Ordsp. 3:5, 6; Fil. 4:6, 7.

(2) Ved at respektere ledelsens princip. Dette giver manden et stort ansvar. (1 Kor. 11:3; Ef. 5:25-33; Kol. 3:19) Men det kræver også en alvorlig indsats fra hustruens side. — Ef. 5:22-24, 33; Kol. 3:18; 1 Pet. 3:1-6.

(3) Ved udelukkende at rette sin seksuelle interesse mod ægtefællen. (Ordsp. 5:15-21; Hebr. 13:4) Når man kærligt imødekommer ægtefællens behov, beskytter man vedkommende mod fristelser til umoralitet. — 1 Kor. 7:2-5.

(4) Ved at tale kærligt og hensynsfuldt til hinanden, så man undgår vredesudbrud, småskænderier og grove, kritiske bemærkninger. — Ef. 4:31, 32; Ordsp. 15:1; 20:3; 21:9; 31:26, 28.

(5) Ved flittigt og pålideligt at sørge for familien med hensyn til bolig, klæder og sund kost. — Tit. 2:4, 5; Ordsp. 31:10-31.

(6) Ved ydmygt at rette sig efter den bibelske vejledning, uanset om man synes at den anden gør alt hvad han eller hun burde. — Rom. 14:12; 1 Pet. 3:1, 2.

(7) Ved selv at opdyrke gode åndelige egenskaber. — 1 Pet. 3:3-6; Kol. 3:12-14; Gal. 5:22, 23.

(8) Ved at give eventuelle børn den kærlighed, oplæring og opdragelse de bør have. — Tit. 2:4; Ef. 6:4; Ordsp. 13:24; 29:15.