Udsigt til et paradis trods menneskers ulydighed

 1. Hvor og i hvilke omgivelser befinder det første menneskepar sig efter nogen tid?

TIDEN er gået. Manden og kvinden går ikke længere rundt i uskyldig nøgenhed. Nu bærer de lange klæder af dyreskind. Lige uden for indgangen til Edens fuldkomne have står de — med ryggen til haven. De betragter det der ligger foran dem: Uopdyrket jord så langt øjet rækker. Det er tydeligt at Guds velsignelse ikke hviler over denne jord, der er fyldt med torne og tidsler. Er det ikke den jord de fik til opgave at underlægge sig? Jo, men det er ikke for at udvide haven til disse uopdyrkede områder at det første menneskepar nu befinder sig uden for den.

 2. Hvorfor prøver de ikke at gå ind i Paradisets have igen?

² Hvorfor får dette nedslående syn dem ikke til at vende om og gå ind i Paradisets have igen? Fordi det er lettere sagt end gjort. Læg mærke til hvad der står bag dem ved indgangen til haven. Keruber — skabninger som de aldrig har set før, heller ikke inde i haven — og et flammende sværdblad der uophørligt vender sig. Manden og kvinden kan umuligt komme forbi og ind i haven med livet i behold! — 1 Mosebog 3:24.

 3. Hvorfor har det første menneskepars omstændigheder ændret sig så drastisk?

³ Hvad er der sket? Det er ikke et mysterium som videnskaben må tumle med i tusinder af år, for forklaringen er ganske ligetil. De vidunderlige løfter der var knyttet til den opgave Gud gav det første menneskepar på deres bryllupsdag ville blive indfriet, hvis blot de i ét og alt adlød ham, deres himmelske Fader. Deres ubetingede lydighed blev stillet på prøve gennem et enkelt forbud: De måtte ikke spise frugten af „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:16, 17) Hvis de trodsede Guds forbud og alligevel gjorde det, ville de dø. Det fortalte Adam, Guds profet, sin kone, den yngste menneskeskabning. Men overraskende nok påstod en nachasjʹ, en slange, at det Gud sagde til Adam da han advarede ham mod at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“, ikke var sandt. Slangen narrede kvinden til at tro at hvis hun brød Guds lov og spiste af den forbudte frugt, ville hun blive som Gud og kunne afgøre uafhængigt af Gud hvad der var godt og hvad der var ondt. — 1 Mosebog 3:1-5.

Ingen mytologisk beretning

 4, 5. Hvad viser at apostelen Paulus ikke anså beretningen om at slangen forførte den første kvinde, for en myte?

⁴ Lyder det utroligt? Lyder det i for høj grad som en myte, en legende der ikke bygger på fakta og som derfor ikke kan accepteres af moderne, oplyste, voksne mennesker? Det gjorde det ikke for en pålidelig skribent der stadig læses af mange, en særligt udvalgt apostel der kunne stå inde for det han skrev, nemlig apostelen Paulus. Til menigheden af voksne kristne i den verdsligvise by Korinth skrev han: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ — 2 Korinther 11:3.

⁵ Paulus ville næppe henvise til en myte, en fabel, og understrege sin pointe med en frit opfundet historie over for disse korinthere, der var godt kendt med den hedenske græske religions myter. Med et citat fra de inspirerede Hebraiske Skrifter, som han erklærede var „Guds ord“, bekræftede apostelen Paulus at „slangen forførte Eva med sin underfundighed“. I et brev til en kristen tilsynsmand der havde det ansvar at undervise i ’mønsteret af sunde ord’, skrev han desuden: „Adam blev formet først, derpå Eva. Og det var ikke Adam der blev bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“ — 1 Thessaloniker 2:13; 2 Timoteus 1:13; 1 Timoteus 2:13, 14.

 6. (a) Hvori adskiller Adams overtrædelse mod Gud sig fra Evas? (b) Hvorfor kan vi være sikre på at Eva ikke havde opdigtet historien om slangen?

⁶ At kvinden blev forført af slangen er ikke en myte, men en kendsgerning, lige så åbenbar som konsekvenserne af at hun i ulydighed spiste af den forbudte frugt. Da hun havde overtrådt Guds lov lokkede hun sin mand til også at spise af frugten. Når han gjorde det var det imidlertid ikke fordi han også var blevet grundigt bedraget. (1 Mosebog 3:6) I beretningen siges der om den forklaring de senere gav Gud: „Adam sagde da: ’Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.’ Derpå sagde Jehova Gud til kvinden: ’Hvad er det du har gjort?’ Hertil svarede kvinden: ’Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.’“ (1 Mosebog 3:12, 13) Kvinden stod ikke og opdigtede historien om en nachasjʹ, en slange, og Jehova Gud reagerede heller ikke som om hun havde fortalt ham en løgn. Hans behandling af slangen viste at den havde tjent som redskab da kvinden blev bedraget til at synde mod Ham, hendes Gud og Skaber. Det ville have været under Guds værdighed at beskæftige sig med en mytologisk slange.

 7. (a) Hvordan lyder Guds dom over slangen? (b) Hvordan kan slangen der bedrog den første kvinde, også bedrage os? (Kommentér også fodnoten.)

⁷ Om Guds dom over slangen i Edens have siges der i beretningen: „Da sagde Jehova Gud til slangen: ’Fordi du har gjort dette, er du forbandet blandt alle husdyrene og blandt alle markens vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage. Og jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.’“ (1 Mosebog 3:14, 15) Enhver seriøs domstol beskæftiger sig kun med kendsgerninger og konkrete vidnesbyrd, ikke med legender. Jehova Gud udtalte ikke denne dom over en mytisk slange, hvorved han ville have stillet sig selv i et tåbeligt lys, men fældede dom over en virkelig, eksisterende skabning der kunne drages til ansvar for sine handlinger. Det er tragisk hvis denne slange forleder os til at tro at den aldrig har eksisteret, at beretningen blot er en myte og at slangen ikke kan drages til ansvar for noget af det der sker her på jorden.a

 8. Hvilken dom afsagde Gud over kvinden, og med hvilke konsekvenser for hendes døtre i kommende generationer?

⁸ Det kvinden sagde om slangen var sandt, og der siges derfor om hende i beretningen: „Til kvinden sagde han: ’Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn, og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.’“ (1 Mosebog 3:16) I den velsignelse Gud udtalte ved hendes bryllup med Adam var der ikke blevet sagt noget i den retning. Gud havde sagt: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Denne velsignede opgave til det fuldkomne menneskepar ville indebære mange graviditeter for kvinden, men ingen unødige smerter eller voldsomme veer, og ingen undertrykkelse fra hendes mands side. Denne dom over den syndige kvinde ville komme til at berøre hendes døtre og deres døtre igen, generation efter generation.

Dommen over Adam skaber respekt for Guds lov

 9, 10. (a) Hvilken direkte advarsel havde Gud givet Adam, og hvad ville konsekvenserne blive hvis Gud holdt fast ved sit ord? (b) Hvilken dom afsagde Gud over Adam?

⁹ Hvilke ændrede omstændigheder ville kvinden komme til at dele med den mand som hun havde forledt til at følge sig i synden? Til denne mand havde Gud direkte sagt: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Ville Dommeren, Gud, holde fast ved denne strenge straf når det eneste Adam havde gjort forkert, var at smage på en frugt? Tænk over hvad straffen indebar! Den ville ødelægge det herlige perspektiv Adam og Eva havde set for sig på deres bryllupsdag, udsigten til at fylde hele jorden med deres afkom, med fuldkomne, evigt unge mennesker der for altid skulle bo i et paradis på jorden, i fred med deres himmelske Gud og Fader! Gud ville da vel ikke forpurre sin egen vidunderlige hensigt med menneskeheden og menneskets jordiske hjem ved strengt at håndhæve dødsdommen over menneskehedens første jordiske forældre? Lyt imidlertid til Guds kendelse som den er nedskrevet i Bibelens beretning:

¹⁰ „Og til Adam sagde han: ’Fordi du hørte efter din hustrus røst og gav dig til at spise af det træ som jeg havde givet dig dette påbud om: „Du må ikke spise af det,“ er jorden forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig, og du skal spise markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.’“ — 1 Mosebog 3:17-19.

11. Hvilke spørgsmål i forbindelse med lydighed viser at Adam havde fortjent den dom Gud udtalte over ham?

¹¹ Denne dom betød at dødsstraffen skulle eksekveres over manden uanset hvilke konsekvenser det måtte få for Guds hensigt: at jorden skal være et paradis fyldt med fuldkomne mænd og kvinder der bor sammen i kærlighed og fred og for evigt dyrker og passer den jordomspændende have. Manden havde hørt efter sin hustrus røst i stedet for at lytte til sin Gud, der forbød ham at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“. Og hvis han ikke selv adlød sin Guds og Skabers røst, er det så sandsynligt at han ville lære sine børn at gøre det? Ville hans eksempel tilskynde dem til at adlyde Jehova Gud? — Jævnfør Første Samuelsbog 15:22.

12, 13. (a) Hvordan ville Adams synd berøre hans børn? (b) Hvorfor fortjente Adam ikke at leve evigt i Paradiset, eller på jorden i det hele taget?

¹² Ville Adams børn være i stand til at holde Guds lov til fuldkommenhed, som han selv i sin menneskelige fuldkommenhed engang havde kunnet? Ville han ikke give sin svaghed og sin tilbøjelighed til at være ulydig mod Guds røst og i stedet lytte til andre, i arv til sine børn, i kraft af Guds arvelighedslove? Historien har besvaret disse spørgsmål. — Romerne 5:12.

¹³ Fortjente en mand der — blot for et menneskes skyld — opgav sin ubetingede lydighed der var et udtryk for fuldkommen kærlighed til Gud, at leve for evigt i et paradis, eller nogen andre steder på jorden? Kunne det ikke være risikabelt at lade ham leve på jorden for evigt? Ville det fremme respekten for Guds love og vidne om hans absolutte retfærdighed hvis Adam fik lov til at leve evigt på jorden, eller ville det nedbryde andres respekt for Guds lov og antyde at Guds ord er upålideligt?

Bortvist fra Edens have

14. Hvordan beskriver Bibelens beretning Guds indgriben mod Adam og hans kone?

¹⁴ Bibelens beretning fortæller os hvilken afgørelse Gud traf i disse spørgsmål: „Og Jehova Gud lavede lange klæder af skind til Adam og til hans hustru og klædte dem med dem. Og Jehova Gud sagde videre: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt, og nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve uendeligt — ’Derpå satte Jehova Gud ham ud af Edens have for at han skulle dyrke jorden som han var taget af. Og således drev han mennesket ud og anbragte keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Edens have til at vogte vejen til livets træ.“ — 1 Mosebog 3:21-24.

15. (a) Hvordan tog Gud hensyn til den skam Adam og Eva følte ved at være nøgne? (b) Hvordan blev det første menneskepar drevet ud af Edens have? (c) Hvilke ændrede omstændigheder ventede der Adam og Eva uden for Eden?

¹⁵ Den guddommelige Dommer tog hensyn til at synderne Adam og Eva nu følte sig skamfulde over at være nøgne. På en måde der ikke beskrives gav han dem lange klæder af skind til erstatning for de lændeklæder af sammensyede figenblade som de havde lavet sig. (1 Mosebog 3:7) Skindklæderne ville holde længere og yde dem mere beskyttelse mod tornene, tidslerne og andet uden for Edens have som kunne skade dem. De havde dårlig samvittighed fordi de havde syndet, og prøvede at gemme sig for Gud mellem træerne i Edens have. (1 Mosebog 3:8) Efter at dommen var blevet udtalt over dem følte de nu en form for pres fra Guds side, idet han drev dem ud af haven. De blev drevet østpå, og kort tid efter stod de uden for haven og var for evigt afskåret fra den. De skulle ikke længere arbejde med at udvide haven og udbrede dens paradisiske forhold til jordens ender. Fra nu af måtte de spise brød lavet af frø fra markens planter, men det ville ikke opretholde deres menneskeliv for evigt. De var afskåret fra „livets træ“. Efter et uvist tidsrum måtte de dø!

Jehovas oprindelige hensigt kan ikke forpurres

16. Hvad besluttede Gud ikke at gøre, og hvorfor ikke?

¹⁶ Besluttede Gud nu at udslette jorden, sammen med solen og månen og stjernerne, i en universel verdensbrand fordi disse to skabninger af støv havde syndet imod ham? Hvis han havde gjort dét, ville det så ikke betyde at hans storslåede hensigt var blevet forpurret, alt sammen på grund af det en nachasjʹ havde sat i gang? Skulle en slange kunne forpurre Guds hensigt? Han havde bekendtgjort sin hensigt på Adams og Evas bryllupsdag, da han velsignede dem og fortalte dem hvad hans vilje var med dem, nemlig at de skulle fylde jorden med en fuldkommen menneskeslægt, underlægge sig hele jorden så den blev som Edens have, og have et fredeligt, overordnet forhold til alle de laverestående skabninger på jorden og i havet. Et strålende syn af Guds gennemførte hensigt, som han havde truffet forberedelser til på seks aktive skabelsesdage der havde strakt sig over tusinder af år. Måtte denne hensigt nu opgives — blot på grund af en slange og det første menneskepars fordærv? Næppe! — Jævnfør Esajas 46:9-11.

17. Hvad havde Gud besluttet angående den syvende dag, og hvordan vil den derfor slutte?

¹⁷ Det var stadig den syvende dag, Jehova Guds hviledag. Han havde besluttet at velsigne denne dag og gøre den hellig. Han ville ikke tillade at noget gjorde den til en forbandet dag, og hvis nogen kastede en forbandelse over hans hviledag ville han modvirke den og vende den til en velsignelse, så dagen ville være velsignet ved dens slutning. Efter denne hviledag ville hele jorden være hellig, og Guds vilje ville blive udført på jorden som i himmelen — her på jorden af en fuldkommen menneskeslægt. — Jævnfør Mattæus 6:10.

18, 19. (a) Hvorfor kan de lidende efterkommere af det første syndige menneskepar glæde sig? (b) Hvad vil blive behandlet i kommende numre af Vagttårnet?

¹⁸ Gud var ikke i tvivl om hvad der skulle gøres. Han opgav ikke sin hensigt. Han besluttede at hævde sig som den pålidelige Gud der har en hensigt, gennemfører den fuldt ud og lader al ære gå til sig selv. (Esajas 45:18) De ufuldkomne, lidende efterkommere af det syndige, første menneskepar kan se frem til at Gud trofast gennemfører sin oprindelige hensigt til evig gavn for dem. Der er allerede gået flere tusind år af hans hviledag, og den sidste del af dagen, der vil have hans særlige velsignelse, må være nær. Hans hviledags „aften“ skrider frem, og ligesom tilfældet var med de forudgående seks skabelsesdage, må „morgenen“ komme. Når denne „morgen“ er brudt helt frem så alle kan se hvilke storslåede ting der er blevet gennemført som følge af Guds uforanderlige hensigt, vil man kunne skrive: ’Og det blev aften og det blev morgen, syvende dag.’ Hvilke vidunderlige udsigter!

¹⁹ Hvor er det spændende at tænke på alt dette! Vagttårnet vil i kommende numre beskæftige sig mere med den betagende fremtid der venter de lydige mennesker, dem der elsker Guds lov.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor blev de første mennesker bortvist fra deres hjem, Paradiset?

◻ Hvordan kan vi vide at det ikke er en myte at Eva blev bedraget af en slange?

◻ Hvilken dom udtalte Gud over kvinden?

◻ Hvilken dom udtalte Gud over Adam, og hvorfor fremmede dette respekten for Guds lov?

◻ Hvorfor opgav Gud ikke sin hensigt, at lade jorden blive et paradis, fyldt med fuldkomne mennesker?