BENJAMIN

(Benʹjamin) [højre hånds søn].

1. Jakobs 12. søn og Josefs helbroder. Det lader til at Benjamin er den eneste søn Jakob fik i Kana’ans land. De ældre sønner blev født i Paddan-Aram. (1Mo 29:31–30:25; 31:18) Rakel fødte Benjamin, sin anden søn, undervejs fra Betel til Efrat (Betlehem). Den svære fødsel kostede hende livet. Døende kaldte hun sin søn Ben-Oni, der betyder „min sorgs søn“, men hendes sørgende mand kaldte ham derefter Benjamin, der betyder „højre hånds søn“. — 1Mo 35:16-19; 48:7.

Efter sin fødsel omtales Benjamin ikke igen før hans broder Josef var blevet solgt som træl til Ægypten. Som Jakobs yngste søn med sin elskede hustru Rakel (1Mo 44:20) var Benjamin tydeligvis højt elsket af sin fader, især nu da Jakob antog Josef for at være død. Jakob tøvede derfor længe med at lade Benjamin rejse med sine brødre til Ægypten, og han gjorde det kun efter megen overtalelse. (1Mo 42:36-38; 43:8-14) Skønt Juda på dette tidspunkt kaldte Benjamin en ’dreng’, var han nu en ung mand. Første Mosebog 46:8, 21 viser at Benjamin var fader til flere børn på den tid da Jakob bosatte sig i Ægypten. Han var ikke desto mindre Jakobs elskede „alderdoms søn“, som den gamle fader støttede sig til på mere end én måde. (1Mo 44:20-22, 29-34) Josef elskede også sin yngre broder inderligt. — 1Mo 43:29-31, 34.

Slægtsregistre over Benjamins efterkommere findes flere steder, nogle åbenbart mere udførlige end andre. I 1 Mosebog 46:21 er ti personer opført som „Benjamins sønner“. At flere af disse navne savnes i senere registre, har fået nogle til at mene at nogle af sønnerne døde i en tidlig alder, eller at de ikke satte sønner i verden der førte slægten videre. Der er åbenbart variationer i navnenes stavemåde i disse registre (jf. Ehi, Ahiram, Ahera), og nogle af dem der står anført i 1 Mosebog 46:21, er muligvis blot senere efterkommere. (4Mo 26:38-40; 1Kr 7:6; 8:1) Nogle har indvendt at det ikke var muligt for Benjamin at have så mange sønner, for slet ikke at tale om sønnesønner, på dette tidspunkt, men det bør erindres at selv om de nævnes blandt „de sjæle som tilhørte Jakob og som kom til Ægypten“, betyder det ikke nødvendigvis at de var født før Jakob rejste ind i landet. De kan være ’kommet til Ægypten’ ved at de blev født dér i løbet af de 17 år Jakob opholdt sig i Ægypten før sin død, ligesom Josefs to sønner som fødtes dér, blev regnet med til „Jakobs hus som kom til Ægypten“. (1Mo 46:26, 27) Da Jakob døde, var Benjamin åbenbart i fyrrerne og derfor gammel nok til at have børnebørn.

Den velsignelse Jakob udtalte over Benjamin som et af overhovederne for Israels 12 stammer, behandles nedenfor. — 1Mo 49:27, 28.

2. Navnet Benjamin betegner også den stamme der udgik fra Jakobs søn. Ved udgangen af Ægypten var denne stamme den næstmindste (efter Manasse) af alle stammerne efter antallet af voksne mænd. (4Mo 1:36, 37) Ved den senere folketælling på Moabs sletter var Benjamins stamme rykket op på syvendepladsen. (4Mo 26:41) I lejren i ørkenen havde stammen sin plads vest for teltboligen sammen med Josefs sønner Manasses og Efraims stammer, og denne afdeling på tre stammer indtog tredjepladsen i marchordenen. — 4Mo 2:18-24.

I Kana’an lå det område Benjamins stamme fik tildelt, mellem Efraims og Judas stamme og grænsede op til Dans område mod vest. Dets grænse mod nord gik fra Jordanfloden i nærheden af Jeriko tværs over bjergene ved Betel og fortsatte mod vest til et sted nær ved Nedre Bet-Horon, hvorfra vestgrænsen gik ned til Kirjat-Jearim. På sydsiden drejede grænsen herfra mod øst forbi Jerusalem gennem Hinnoms Dal, for derefter at sno sig ned ad de ujævne bjergskråninger tilbage til Jordanfloden ved Dødehavets nordlige ende. Jordanfloden udgjorde således dets grænse mod øst. (Jos 18:11-20; jf. Judas nordlige grænse, omtalt i Jos 15:5-9, og ’Josefs sønners’ sydgrænse, omtalt i Jos 16:1-3.) Fra nord til syd målte området ca. 19 km, og fra øst til vest ca. 45 km. Bortset fra egnen omkring oasen Jeriko i Jordandalen var området kuperet og bjergrigt, dog med nogle frugtbare områder på de vestvendte skråninger. Regnflodsdalene der løb vestpå mod Filistersletten og østpå mod Jordan, gjorde denne del af landet til hovedindfaldsvej til højlandet, både for handelsfolk og hærførere. Filistrenes hærstyrker oversvømmede denne del af landet i den første tid under Sauls regering. Fra deres lejr i Mikmas lidt nord for Sauls by Gibea udplyndrede de israelitterne som de fandt for godt, indtil Jonatan udførte sin bedrift ved Mikmas, der blev begyndelsen til filistrenes nederlag og fik dem til at flygte ned mod kystsletterne. — 1Sa 13:16-18; 14:11-16, 23, 31, 46.

Blandt de betydeligste byer der oprindelig blev tildelt Benjamin, var Jeriko, Betel, Gibeon, Gibea og Jerusalem. Betel blev imidlertid indtaget af Josefs hus. Senere blev Betel en fremtrædende by i det tilgrænsende Efraim og center for den afguderiske kalvedyrkelse. (Dom 1:22; 1Kg 12:28, 29; se BETEL, 1.) Jerusalem lå også i Benjamins område, men på grænsen til Juda, og det var denne stamme som til at begynde med erobrede og nedbrændte byen. (Dom 1:8) Det lykkedes imidlertid hverken Juda eller Benjamin at drive jebusitterne ud af Jerusalems borg (Jos 15:63; Dom 1:21), og det var først i kong Davids regeringstid at man fik fuldt herredømme over byen og gjorde den til Israels hovedstad. — 2Sa 5:6-9.

I dommertiden lagde Benjamins stamme en genstridig ånd for dagen da den nægtede at udlevere dem der havde begået en afskyelig handling i byen Gibea. Det førte til borgerkrig med de andre stammer, som var besluttede på ikke at lade forbrydelsen forblive ustraffet, med det resultat at Benjamins stamme næsten blev udryddet. (Dom 19-21) De andre stammer fandt imidlertid en måde hvorpå stammen kunne bevares, og Benjamin kom sig og voksede fra ca. 600 mænd til næsten 60.000 krigere på den tid David var konge. — 1Kr 7:6-12.

Benjamins efterkommeres færdigheder som krigere blev billedligt skildret i den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje da han sagde til denne elskede søn: „Benjamin sønderriver som en ulv. Om morgenen fortærer han det røvede dyr, og om aftenen deler han bytte.“ (1Mo 49:27) Krigerne fra Benjamins stamme var kendt for deres dygtighed til at bruge stenslynge med både højre og venstre hånd og ramme målet „på et hår“. (Dom 20:16; 1Kr 12:2) Den kejthåndede dommer Ehud, den onde kong Eglons banemand, var af Benjamins stamme. (Dom 3:15-21) Det er også værd at bemærke at det var ved Israels kongedømmes ’morgen’ at dets første konge, Saul, Kisj’ søn — en dygtig kriger der kæmpede ihærdigt mod filistrene — blev udtaget af Benjamins stamme selv om den var „en af de mindste af Israels stammer“. (1Sa 9:15-17, 21) Ved Israels folks ’aften’ var det også medlemmer af Benjamins stamme, nemlig dronning Ester og førsteministeren Mordokaj, der blev brugt til at frelse israelitterne, denne gang fra at blive udryddet under Perserrigets herredømme. — Est 2:5-7.

Selv om der var mænd blandt benjaminitterne som støttede den fredløse David mens han blev forfulgt af kong Saul (1Kr 12:1-7, 16-18), sluttede størstedelen af stammen sig umiddelbart efter Sauls død til hans søn Isjbosjet. (2Sa 2:8-10, 12-16) Men senere anerkendte de David som konge og forblev derefter med få undtagelser trofaste mod Juda rige. Nogle blev dog ved med at være fanatiske tilhængere af Sauls hus, som for eksempel Sjim’i og Sjeba, hvilket førte til et midlertidigt brud med David og Judas stamme (2Sa 16:5; 20:1-22); men da riget blev delt, hvorved nabostammen Efraim (efterkommere af Benjamins nevø) blev den førende stamme i det nordlige rige, holdt Benjamins stamme sig trofast til Juda af respekt for Jehovas afgørelse. — 1Kg 11:31, 32; 12:21; 2Kr 11:1; 1Mo 49:8-10.

Efter landflygtigheden i Babylon var Benjamins og Judas stamme de betydeligste blandt de hjemvendte israelitter i Palæstina. (Ezr 4:1; 10:9) At Benjamins stamme holdt sig så trofast til Juda og Jerusalem, er uden tvivl årsag til den plads den indtager i Ezekiels syn af landets inddeling under det lovede rige. I dette syn ses Benjamins stamme anbragt direkte ved ’det hellige bidrags’ sydgrænse, mens Judas stamme er anbragt ved nordgrænsen. — Ez 48:8, 21-23.

Blandt de loyale disciple af Jesus, „løven af Judas stamme“, var apostelen Paulus, en benjaminit som viste sig at være en nidkær kriger i den åndelige kamp mod falske lærepunkter og urette handlinger. (Åb 5:5; Ro 11:1; Flp 3:5) Benjamins stamme er med rette repræsenteret blandt det åndelige Israels stammer. — Åb 7:8.

Nogle gamle breve der er fundet i Mari ved Eufratfloden, og som anses for at stamme fra det 18. århundrede f.v.t., nævner en krigerisk nomadestamme ved navn binu-jamina. Om dette navn siger The Illustrated Bible Dictionary at nogle forskere „her har villet se forløberen for den bibelske stamme; men forskellen i tid og oprindelse gør en sådan identifikation meget usikker“. — Redigeret af J. D. Douglas, 1980, bd. 1, s. 185.

3. En benjaminit, efterkommer af Jediael gennem Bilhan. — 1Kr 7:6, 10.

4. En af „Harims sønner“. Han var en af dem der på Ezras tid sendte deres fremmede hustruer bort. (Ezr 10:31, 32, 44) Han er måske den samme som den Benjamin der nævnes i Nehemias 3:23 og 12:34, men det kan ikke fastslås med sikkerhed.