SCEPTER

En stav der bæres af en konge som tegn på hans magt. Ordet bruges i nogle tilfælde billedligt om konger (Ez 19:10, 11, 14) eller om myndighed (Zak 10:11), især kongelig myndighed.

Hvis kongen i det gamle Persien ikke rakte sit gyldne scepter ud mod den der viste sig uindbudt for ham, skulle den pågældende lide døden. — Est 4:11; 5:2; 8:4.

Jakobs profetiske ord om at ’scepteret ikke ville vige fra Juda før Silo kom’, betød at kongeværdigheden ville blive overdraget til Judas stamme og forblive dér indtil Silo fremtrådte. (1Mo 49:10; se KOMMANDOSTAV.) Mange hundrede år senere optrådte babylonierne som Jehovas ’domssværd’ og ødelagde Juda rige og tog dets konge til fange. Om dette sagde Jehova ved profeten Ezekiel: „Et sværd, et sværd! Det er blevet hvæsset, og det er også poleret. . . . Forkaster det min søns scepter, som det forkaster hvert træ? . . . For en udslettelse har fundet sted, og hvad om det også forkaster scepteret?“ (Ez 21:9, 10, 13) ’Sværdet’ behandlede altså det judæiske „scepter“, det davidiske dynasti, ligesom ethvert andet træ (der blev fældet), eller ligesom andre konger eller kongeriger som det udslettede.

Profetien i Salme 2 som Peter møntede på Jesus Kristus (Apg 4:25-27), viste at Jehovas salvede ville sønderslå nationerne med et jernscepter. (Sl 2:2, 6, 9; jf. Åb 12:5; 19:15.) Da Jesus Kristus altid udøver sin kongelige myndighed på rette måde, er hans scepter retskaffenhedens scepter. — Sl 45:6, 7; He 1:8, 9.

Salme 125:3 siger at ’ugudeligheds scepter ikke fortsat skal hvile over de retfærdiges lod’. Disse ord er en forsikring om at de retfærdige ikke for altid skal være undertrykt af dem der udøver myndighed på en ugudelig måde.