På den anden „dag“ frembragte Gud et udstrakt rum ved at sætte et skel „mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted [ordr.: mellem vandene og vandene]“. Nogle vandmasser forblev på jorden, men en stor vandmængde blev hævet højt over jordens overflade, og mellem de to blev der et åbent, udstrakt rum. Gud kaldte det udstrakte rum Himmel, men det var i forhold til jorden, for der siges ikke at de udspændte vandmasser over det udstrakte rum omsluttede stjernerne eller de øvrige himmellegemer. — 1Mo 1:6-8; se UDSTRAKT RUM.

Efter beskrivelsen af hver af de seks skabelsesdage siges der: „Og det blev aften og det blev morgen,“ første dag, anden dag, tredje dag og så videre. (1Mo 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Eftersom hver skabelsesdag varede længere end 24 timer (hvilket vil blive behandlet i det følgende), sigter denne vending ikke til en bogstavelig aften og morgen, men skal opfattes billedligt. Om aftenen ville tingene være utydelige, men om morgenen ville de klart kunne skelnes. Ved begyndelsen af hver skabelsesdag eller -periode — svarende til ’aftenen’ — ville de engle der iagttog skabervirksomheden, kun have en uklar forestilling om hvad Gud ville gøre den dag, skønt han selv vidste det fuldt ud. Men når ’morgenen’ kom, stod det helt klart hvad Gud havde besluttet, for nu var det gennemført. — Jf. Ord 4:18.