Da Abel var fårehyrde, var det naturligt at han valgte „nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker“,

Jehova tog imod Abels offer, men ’så ikke velvilligt til Kain og hans offergave’. (1 Mosebog 4:3-5) Hvorfor ikke?

Nogle peger på at Abel havde taget sit offer fra „sin hjords førstefødte“, mens Kains offer blot var „nogle af agerjordens frugter“. Men det var ikke kvaliteten af Kains offergave der var noget i vejen med, for beretningen siger at mens Jehova så velvilligt „til Abel og hans offergave“, så han ikke velvilligt „til Kain og hans offergave“. Jehova så først og fremmest på hjerteindstillingen hos den der bragte ham et offer. Hvad så han efter? Hebræerbrevet 11:4 siger at det var „ved tro“ Abel frembar sit offer. Kain ofrede åbenbart ikke ved tro, sådan som Abel gjorde, og det var dét der gjorde Abels offer antageligt for Gud.

Det er i den forbindelse værd at bemærke at Abels offer indebar at der blev udgydt blod. Måske har han med rette konkluderet at Guds løfte om et afkom som ville få hælen knust, måtte medføre at der blev ofret liv. I så fald har hans offergave været en bøn om soning, et udtryk for tro på at Gud til sin tid ville tilvejebringe et passende sonoffer for synder.

Bibelen fortæller ikke hvordan Jehova viste at han godkendte Abels offer. Nogle bibelkommentatorer antyder at det blev fortæret af ild fra himmelen.