EVA

[levende; øjensynlig beslægtet med det hebraiske udsagnsord chajahʹ, „at leve“].

Den første kvinde og det sidste af Guds jordiske skaberværker.

Skaberen, Jehova, vidste at det ikke var godt for mennesket at være alene. Men før han skabte kvinden, førte han jordens forskellige dyr og flyvende skabninger hen til manden. Adam gav disse navn, men fandt ingen medhjælp til sig selv iblandt dem. Da var det at Jehova Gud lod en dyb søvn falde over Adam, fjernede et ribben fra hans side, lukkede stedet og byggede en kvinde af ribbenet som han havde taget fra manden. Adam, som uden tvivl ved en direkte åbenbaring fra Gud, hans Skaber og Fader, havde fået at vide hvordan kvinden var blevet til, tog hende med glæde til hustru idet han sagde: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød“ — hvad hans egne sanser også bekræftede. Som det kvindelige modstykke til sig selv kaldte Adam sin hustru ’isjsjahʹ (kvinde; ordr.: mandinde), „for af manden er hun taget“. (1Mo 2:18-23) Derefter udtalte Gud sin faderlige velsignelse over dem begge: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ De skulle også underlægge sig dyreskabningen. (1Mo 1:28) Kvinden var i alle henseender udrustet til at være sin mand Adams modstykke og til at udfylde rollen som moder.

Bliver bedraget og er ulydig. En dag da hendes mand ikke var sammen med hende, befandt kvinden sig i nærheden af træet til kundskab om godt og ondt. Her stillede en slange, et forsigtigt og tilbageholdende dyr, der blev brugt som talerør af en usynlig ånd, det tilsyneladende troskyldige spørgsmål: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Kvinden besvarede det i overensstemmelse med sandheden, uden tvivl underrettet derom af sin mand og sit overhoved, der var ét kød med hende. Men da slangen derpå modsagde Gud og fremførte at en overtrædelse af Guds bud ville resultere i at man blev som Gud og ville kende godt og ondt, begyndte kvinden at se på træet med andre øjne. Ja, „træet var godt at spise af og . . . noget øjnene længtes efter, ja, træet var indbydende at se på“. Slangen havde desuden sagt at hun ville blive som Gud hvis hun spiste af frugten. (Jf. 1Jo 2:16) Bedraget af slangen og opfyldt af et stærkt ønske om at opnå det som hun havde fået stillet i udsigt ved at spise den forbudte frugt, overtrådte hun Guds lov. (1Ti 2:14) Derefter henvendte hun sig til sin mand og fik ham til også at overtræde Guds bud. Adam hørte efter sin hustrus røst. — 1Mo 3:1-6.

Den øjeblikkelige virkning af overtrædelsen var at de følte skam. Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder, og da de hørte Jehovas stemme, gemte de sig mellem havens træer. På Guds direkte spørgsmål om hvad hun havde gjort, svarede kvinden at hun havde spist fordi slangen bedrog hende. I dommen over hende udtalte Jehova at svangerskab og barnefødsel ville være forbundet med øget smerte for hende; hun ville føle attrå til sin mand, og han ville herske over hende. — 1Mo 3:7-13, 16.

Efter at de havde overtrådt Guds lov, gav Adam sin hustru navnet „Eva“, „for hun skulle blive moder til alle levende“. (1Mo 3:20) Før Adam og Eva blev drevet ud af Edens have for at møde trængslerne på en jord der var forbandet, viste Jehova dem en ufortjent godhed ved at forsyne dem begge med lange klæder af skind. — 1Mo 3:21.

Kunne Eva med rette sige at hun havde bragt sin søn Kain til verden „ved Jehovas hjælp“?

Da Eva fødte sin første søn, Kain, uden for Paradiset, udbrød hun: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1Mo 4:1) Med denne udtalelse er Eva den første der i den bibelske beretning gør brug af Guds navn, et vidnesbyrd om at de første mennesker kendte navnet Jehova. Senere fødte hun Abel samt andre sønner og døtre. Da Adam var 130 år gammel, fødte Eva en søn som hun gav navnet Set, idet hun sagde: „Gud har sat mig et andet afkom i stedet for Abel, fordi Kain dræbte ham.“ Hun kunne med rette udtrykke sig som hun gjorde både ved Kains og Sets fødsel, for det var Gud som havde skænket hende og Adam forplantningsevnen, og det var kun ved Guds ufortjente godhed at hun var i live og kunne føde børn og ikke havde måttet lide døden umiddelbart efter at hun havde overtrådt Guds bud. Efter Sets fødsel fortælles der ikke mere om Eva i Første Mosebog. — 1Mo 4:25; 5:3, 4.

Har virkelig levet. At Eva virkelig har levet og ikke blot er en sagnfigur, vidner Kristus Jesus selv om. Da farisæerne spurgte ham om skilsmisse var tilladt, henledte han opmærksomheden på beretningen i Første Mosebog om skabelsen af manden og kvinden. (Mt 19:3-6) Desuden er der apostelen Paulus’ ord til korintherne om at han frygtede for at deres sind på en eller anden måde skulle blive fordærvet, „som slangen forførte Eva med sin underfundighed“. (2Kor 11:3) I sin omtale af kvindens plads i den kristne menighed anfører Paulus endvidere som begrundelse for at han ikke vil tillade „en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand“, den omstændighed at Adam blev skabt først, og at det ikke var ham der blev bedraget, „men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse“. — 1Ti 2:12-14.