Religionens fremtid i lyset af dens fortid

1. del: 4026-2370 f.v.t. — Den religiøse splittelse — Hvordan det begyndte

„Mennesket er af natur et religiøst dyr.“ — Edmund Burke, en irsk statsmand fra det 18. århundrede

MENNESKET har en instinktiv trang til at tilbede. I The New Encyclopædia Britannica hedder det at der, „efter hvad forskerne har kunnet konstatere, aldrig noget sted eller på noget tidspunkt har eksisteret et folk som ikke i en eller anden forstand var religiøst“. Lige fra begyndelsen faldt det naturligt for det første menneskepar at tilbede Skaberen. De betragtede ham som en myndighed hos hvem de kunne finde råd og vejledning. Religionens opståen på jorden faldt derfor sammen med Adams skabelse. Denne fandt ifølge Bibelens kronologi sted i år 4026 f.v.t.

Udtrykket „Adams skabelse“ vil måske falde nogle for brystet, men den ubeviste udviklingsteori har i de senere år mødt alvorlige indvendinger, selv fra nogle der tidligere støttede den. Yderligere oplysninger findes i bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?, der er udgivet af Vagttårnets Selskab.

Man kan ikke i dag på et sagligt grundlag hævde at Bibelens beretning om at menneskene har en fælles oprindelse er uvidenskabelig. En artikel i Newsweek oplyste i 1988 at arvelighedsforskere nu hælder til den anskuelse at nutidsmenneskene har en fælles stammoder. Bladet citerer palæontologen S. J. Gould fra Harvard University for at have sagt at „alle mennesker, trods de ydre forskelle, tilhører en helhed der er opstået på ét sted for ganske nylig“. Han tilføjer: „Der findes en slags biologisk broderskab som stikker langt dybere end vi nogen sinde har indset.“

Dette taler for at Bibelens beretning er korrekt. Det viser at vi ikke har grund til at tvivle på dens forklaring om hvordan den religiøse splittelse opstod.

Hvordan én religion splittedes i to

The Encyclopedia of Religion siger at næsten alle kendte religioner har visse læresætninger der er overraskende ens, skønt de varierer i detaljerne. Dette gælder for eksempel troen på at menneskene oprindelig havde Guds gunst men mistede den, at døden er unaturlig og at det kræver ofre at genvinde Guds gunst. Dette er et stærkt omstændighedsbevis for at alle nutidens religioner har en fælles oprindelse.

Bibelen beretter om denne oprindelse. Den oplyser at de to første mennesker forkastede Guds ledelse og søgte råd og vejledning i religiøs henseende et andet sted. De vidste tydeligvis intet om Satan og hans oprør mod Gud, men valgte at være uafhængige og at følge den vejledning de fik af en skabning i en slanges skikkelse, i stedet for at lytte til Skaberen. Senere blev det åbenbaret gennem Bibelen at det var Satan der stod bag slangen. — 1 Mosebog 2:16–3:24; Åbenbaringen 12:9.

Sådan gik det til at menneskene rev sig løs fra Guds styre og opstillede deres egne normer for hvad der var godt og hvad der var ondt. Adam og Eva førte ved deres uafhængige handlinger menneskeheden ind på en kurs der skulle resultere i mange forskellige religioner som alle var afgudsdyrkelse, i modsætning til den sande tilbedelse Jehovas trofaste vidner har ydet ham op gennem historien. Direkte eller indirekte har denne afgudsdyrkelse været til støtte for den store modstander, Satan. Apostelen Paulus skrev derfor: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud; og jeg ønsker ikke at I skal have fællesskab med dæmonerne.“ Derefter påpegede han at der kun findes to former for tilbedelse: „I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ — 1 Korinther 10:20, 21.

Med Adams oprør opstod der således en ny tilbedelsesform, en religion der satte skabningen over Skaberen. Og den der i virkeligheden stod bag denne religion var den nye, selvbestaltede „gud“, Satan Djævelen. — 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 5:19.

Adam og Evas to første sønner, Kain og Abel, bragte ofre til Skaberen og viste derved at de begge følte trang til at tilbede. Af de følgende begivenheder fremgår det imidlertid at de ikke var religiøst forenede. Mindre end 130 år inde i menneskehedens historie skete det at et offer som Abel bragte blev antaget af Skaberen, hvorimod Kains blev forkastet. Gud var tydeligvis ikke villig til at acceptere enhver form for „privat“ religion. Kains vrede over dette fik ham til at myrde sin broder. — 1 Mosebog 4:1-12; 1 Johannes 3:12.

For første gang i menneskenes historie førte religiøst had til at jorden blev vædet af uskyldigt blod. Det blev ikke sidste gang. „Formodentlig halvdelen eller flere af de krige der bliver udkæmpet rundt om i verden, [er] enten . . . åbenlyst religiøse konflikter eller forbundet med religiøse stridigheder,“ har en spalteredaktør ved en avis skrevet.

På Enosj’ tid (Enosj var en nevø til Kain og Abel) „begyndte man at påkalde Jehovas navn“. (1 Mosebog 4:26) Eftersom Abel allerede tidligere havde påkaldt Guds navn i tro, mener man at menneskene på Enosj’ tid begyndte at bruge navnet på en vanærende, gudsbespottelig måde. Der var tydeligvis tale om religiøst hykleri.

Den jødiske Jerusalem Targum eller parafrase bemærker: „Det var i den generation i hvis dage de begyndte at fare vild, idet de lavede sig afguder som de kaldte med Herrens ords navn.“ Afgudsdyrkelse der foregiver at være tilbedelse af Gud har lige siden kendetegnet falsk religion.

I Judas’ brev, vers 14 og 15, læser vi den trofaste Enoks profeti om de afgudsdyrkende mennesker der levede i menneskehedens første årtusind. Han sagde: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ Denne profeti blev opfyldt i det andet årtusind af menneskehedens historie, da falsk religion havde fået stor udbredelse. De ugudelige handlinger har måske endda omfattet tilbedelse af de engle der i ulydighed mod Gud havde materialiseret sig på jorden og giftet sig med „menneskedøtrene“. Resultatet blev et bastardafkom der omtales som „vældige krigere“ og „navnkundige mænd“. — 1 Mosebog 6:4.

Noa fandt imidlertid „yndest i Jehovas øjne“ fordi han „vandrede med den sande Gud“. (1 Mosebog 6:8, 9) Den sande religion blev kun praktiseret af ham og hans familie, i alt otte mennesker, så de ugudelige var i stort overtal. Fordi flertallet praktiserede falsk religion, var „menneskets ondskab . . . meget udbredt på jorden“ og „jorden blev fyldt med vold“. (1 Mosebog 6:5, 11) Gud besluttede derfor at lade en vandflod udslette dem der praktiserede falsk religion. Kun Noa og hans familie overlevede under Guds beskyttelse, hvorefter de ’byggede et alter for Jehova’ som et udtryk for deres tro. (1 Mosebog 8:20) Vandfloden havde klart afsløret hvilket der var sandt og hvilket der var falsk af de to religiøse systemer som fandtes på Noas tid.

Det foregående er baseret på den antagelse at Bibelens beretning er sand. Foruden det der er nævnt i indledningen til artiklen, kan du læse oplysningerne i rammen „Har der været en global vandflod?“

Religionens fremtid — din fremtid

Det er vigtigt at undersøge religionens fortid fordi der dybest set kun findes to former for religion — en menneskenes Skaber godkender, og en han forkaster. Det siger sig selv at man må dele Skaberens syn på religiøse spørgsmål hvis man skal gøre sig håb om at vinde hans godkendelse. Vi må heller ikke glemme at dette berører os alle fordi ’mennesket af natur er et religiøst dyr’.

Lad os betragte religionens fortid med et åbent sind, og, hvad der er endnu vigtigere, med et modtageligt hjerte. Når en bestemt religion kommer i søgelyset, lad os da standse op og spørge os selv om dens lærepunkter er forståelige, klare og logiske. Lad os også betragte dens frugter. Har den draget sine medlemmer nærmere til Skaberen ved at indprente dem hvor vigtigt det er at adlyde hans bud, eller har den tilladt dem at følge deres egne adfærdsnormer? Har den lært mennesker at stole på at Gud vil løse problemerne i verden? Eller har den vildledt dem, så de sætter deres lid til at politikerne kan klare det? Har den fremmet enheden og freden blandt jordens beboere, eller har den tværtimod skabt strid og været årsag til krige?

Disse og lignende spørgsmål vil hjælpe os til at kunne skelne mellem den ene oprindelige religion som menneskenes Skaber står bag, og de mange falske religioner som hans modstander er ophav til.

Spiller religionen en rolle i nutidens moralske og etiske sammenbrud? Den følgende artikel vil kort behandle disse spørgsmål.

[Ramme på side 7]

Har der været en global vandflod?

„Det er langtfra usandsynligt at den vandflod der omtales i Første Mosebog har fundet sted i nyere geologisk tid, eftersom den passer naturligt ind i denne periode . . . Det er faktisk i den periode det er mest sandsynligt at en sådan pludselig og voldsom omvæltning er indtruffet.“ — The Flood Reconsidered.

„Arkæologerne har også fundet andre versioner af vandflodsberetningen [fra Første Mosebog] . . . Lighederne er mere slående end forskellene.“ — Digging Up the Bible Lands.

„En verdensomspændende kataklysme hvorunder jorden blev oversvømmet af vand [er] en tanke der forekommer i næsten enhver mytologi i verden. . . . Ifølge inkaernes mytologi blev [kataklysmen] fremkaldt af den højeste gud, Viracocha, der var utilfreds med de første mennesker og besluttede at udslette dem.“ — Funk and Wagnalls Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend.

„Endnu større lighed med beretningen i Første Mosebog har et andet babylonisk epos hvis helt bærer navnet Gilgamesj. . . . Det blev sandsynligvis til omkring begyndelsen af det andet årtusind. . . . [Lertavle XI] er så godt som intakt, og indeholder den mest komplette version af vandflodsberetningen i kileskrift.“ — Encyclopædia Judaica.

„Ligesom hebræerne, babylonierne, grækerne, nordboerne og andre folkeslag fra den gamle verden, har mange indianerstammer fra Nord- og Sydamerika sagn om en vandflod. . . . ’Da de første missionærer kom’ . . ., berettede pastor Myron Eells i 1878, ’opdagede de at disse indianere havde nogle sagn om en vandflod hvorunder en mand og hans kone blev reddet på en tømmerflåde.’“ — Indian Legends of the Pacific Northwest.