Hvor mange der drog ud. I 2 Mosebog 12:37 oplyses et rundt tal, nemlig 600.000 „voksne mænd til fods“, foruden „småbørn“. Ved den egentlige folketælling, der blev foretaget omkring et år efter udgangen, som nævnt i 4 Mosebog 1:2, 3, 45, 46, var der 603.550 mænd fra 20-årsalderen og opefter, foruden levitterne (4Mo 2:32, 33), hvoraf der var 22.000 af mandkøn fra en måned og opefter. (4Mo 3:39) Det hebraiske ord gevarīmʹ (våbenføre mænd) omfatter ikke kvinder. (Jf. Jer 30:6.) „Småbørn“ er en oversættelse af det hebraiske ord taf, som betegner en der går med trippende skridt. (Jf. Es 3:16.) De fleste af disse „småbørn“ har måttet bæres; i hvert fald har de ikke selv kunnet gå hele vejen.

„I fjerde generation“. Som allerede nævnt sagde Jehova til Abraham at hans efterkommere ville vende tilbage til Kana’an i fjerde generation. (1Mo 15:16) I den samlede periode på 430 år fra Abrahamspagten trådte i kraft til israelitterne drog ud af Ægypten, var der mere end fire generationer, også selv om man tager den lange levetid i betragtning som Bibelen viser at folk dengang havde. Men israelitterne var kun i Ægypten i 215 år. De ’fire generationer’ efter deres indvandring i Ægypten kan tælles på følgende måde, med et eksempel fra Levis stamme: (1) Levi, (2) Kehat, (3) Amram og (4) Moses. — 2Mo 6:16, 18, 20.

Hvis der var 600.000 våbenføre mænd foruden kvinder og børn som drog ud af Ægypten, kan der tilsammen have været over tre millioner mennesker. Skønt dette tal bestrides af nogle, er det på ingen måde urimeligt. Der var ganske vist kun fire generationer fra Levi til Moses, men når man tænker på hvor længe disse mænd levede, kan de hver især i deres levetid have set adskillige generationer eller adskillige hold børn blive født. Selv i vor tid har en mand på 60-70 år ofte børnebørn eller endda oldebørn (hvorved fire generationer lever samtidig).

Usædvanlig vækst. Beretningen lyder: „Men Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem.“ (2Mo 1:7) De blev endda så mange at Ægyptens konge sagde: „Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi.“ „Men jo mere de undertrykte dem, jo talrigere blev de, og jo mere bredte de sig, så man til sidst nærede dyb rædsel for Israels sønner.“ (2Mo 1:9, 12) Når man tager i betragtning at de israelitiske mænd havde flere hustruer og medhustruer, og at nogle giftede sig med ægyptiske kvinder, er det forståeligt at de kunne vokse i tal til der var 600.000 voksne mænd.

Det var 70 af Jakobs nærmeste slægtninge der drog ned til Ægypten eller blev født dér kort tid efter. (1Mo 46) Hvis man ikke medregner Jakob selv, hans 12 sønner, hans datter Dina, hans sønnedatter Sera, Levis tre sønner og nogle få andre i det antal af familieoverhoveder der begyndte at sætte børn i verden i Ægypten, vil der være omkring 50 ud af de 70 tilbage. (Levis sønner medregnes ikke fordi levitterne ikke er medregnet i de 603.550 ved den senere folketælling.) Når man således går ud fra et meget lavt sat tal på 50 familieoverhoveder og tager i betragtning at Bibelen siger: „Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem“ (2Mo 1:7), er det let at påvise hvordan det kunne gå til at der ved udgangen af Ægypten kunne være 600.000 kampdygtige mænd i alderen fra 20 til 50 år. Bemærk følgende:

I betragtning af at familierne dengang var store, og at israelitterne ønskede at sætte børn i verden for at opfylde Guds løfte, er det ikke urimeligt at antage at hvert mandligt familieoverhoved mellem sit 20. og 40. år gennemsnitlig fik ti børn (hvoraf ca. halvdelen var drenge). For ikke at sætte tallet for højt kunne man antage at de oprindelige 50 mænd der blev familieoverhoveder, først begyndte at sætte børn i verden 25 år efter at de var gået ind i Ægypten. Og da nogle drengebørn på grund af en for tidlig død eller andre omstændigheder aldrig ville få børn eller ikke ville fortsætte med at få børn indtil deres 40. år, kunne man nedsætte antallet af fødte drengebørn der senere selv blev fædre, med 20 procent. Det ville betyde at kun 200 i stedet for 250 sønner af de oprindelige 50 familieoverhoveder ville sætte børn i verden i løbet af en periode på 20 år.

Faraos befaling. En anden faktor der også skal tages i betragtning, er Faraos befaling om at alle hebraiske drengebørn skulle slås ihjel ved fødselen. Denne befaling blev imidlertid ikke adlydt fuldt ud, og den gjaldt åbenbart kun i en kort periode. Aron blev født ca. tre år før Moses (eller i 1597 f.v.t.), og da var der øjensynlig ingen bestemmelse af denne art i kraft. Det fremgår desuden klart af Bibelen at Faraos påbud ikke var særlig effektivt. De hebraiske kvinder Sjifra og Pua, der sikkert havde opsyn med alle jordemødrene, fulgte ikke kongens ordre og gav den åbenbart heller ikke videre til de jordemødre der stod under dem. Som følge deraf blev folket „stadig mere talrigt og . . . efterhånden overmåde mægtigt“. Farao befalede da hele sit folk at kaste enhver nyfødt søn af israelitterne i Nilen. (2Mo 1:15-22) Det ser dog ikke ud til at ægypterne hadede hebræerne så meget at de fulgte denne befaling. Selv Faraos egen datter efterkom ikke befalingen, men reddede Moses. Farao kan også hurtigt have indset at han ville miste værdifuld arbejdskraft hvis han lod ordren stå ved magt gennem længere tid. I hvert fald nægtede den farao der senere kom på tronen, at lade hebræerne rejse, netop fordi de var yderst nyttige for ham.

For at være på den sikre side må vi dog tage højde for de mulige virkninger af Faraos forordning, og vi reducerer derfor antallet af de drenge der overlevede inden for en femårsperiode, med næsten en tredjedel.

En beregning. Selv når man tager disse forbehold, ville befolkningstallet stadig vokse med stigende hastighed, og dét med Guds velsignelse. Antallet af drengebørn født i hver femårsperiode fra 1563 f.v.t. (dvs. 50 år før udgangen af Ægypten) og frem til 1533 (20 år før udgangen) bliver da som følger:

DEN MANDLIGE BEFOLKNINGS VÆKST

F.v.t.

Sønner født

fra 1563 til 1558

47.350

fra 1558 til 1553

62.300

fra 1553 til 1548

81.800

fra 1548 til 1543

103.750

fra 1543 til 1538

133.200

fra 1538 til 1533

172.250

—

I alt 600.650*

* Det teoretiske antal mænd mellem 20 og 50 år ved tiden for udgangen af Ægypten (1513 f.v.t.)

Det er værd at bemærke at hvis udregningen ændres blot en lille smule, for eksempel hvis hver mand fik blot én søn mere, ville slutresultatet blive over én million.

Hvor mange forlod Ægypten under Moses’ ledelse?

Foruden de 600.000 våbenføre mænd der omtales i Bibelen, drog et stort antal ældre mænd og endnu flere kvinder og børn samt „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter ud af Ægypten. (2Mo 12:38) Det samlede antal har derfor sikkert været over tre millioner. At Farao kun nødtvungent ville lade så mange trælle rejse, er ikke overraskende. Det betød et stort økonomisk tab for ham.

Bibelens beretning vidner om at antallet af kampdygtige mænd var frygtindgydende: „Moab blev grebet af stor gru for folket da det var talrigt; og Moab følte dyb rædsel for Israels sønner.“ (4Mo 22:3) Moabitternes frygt skyldtes naturligvis til dels at Jehova havde udvirket så store undere for Israel, men også at israelitterne var så talrige — hvad man ikke kunne sige om dem hvis det kun havde drejet sig om nogle få tusind. Under ørkenvandringen ændredes israelitternes antal næsten ikke fordi så mange mistede livet af mangel på tro. — 4Mo 26:2-4, 51.

Ved mønstringen kort efter udgangen af Ægypten blev levitterne talt separat, og det viste sig at alle af mandkøn i alderen fra en måned og opefter udgjorde 22.000. (4Mo 3:39) Man kunne spørge hvorfor der blandt de øvrige 12 stammer tilsammen kun var 22.273 førstefødte af mandkøn i alderen fra en måned og opefter. (4Mo 3:43) Dette er imidlertid forståeligt når man tager i betragtning at familieoverhovederne ikke er medregnet, at en mand der havde flere hustruer, kunne have mange sønner, men kun én førstefødt, og at det var mandens og ikke kvindens førstefødte der blev talt.

Ruten man fulgte ved udgangen. Israelitterne må være brudt op fra forskellige steder da de begyndte at drage ud af Ægypten, og de marcherede derfor ikke alle i sluttet trop fra begyndelsen. Nogle kan have sluttet sig til hovedgruppen undervejs. Udgangspunktet var Rameses (enten byen eller et område af dette navn), og den første station på vandringen var Sukkot. (2Mo 12:37) Nogle mener at Moses kan være draget ud fra Rameses, mens israelitterne kom fra hele Gosens land, og at de mødtes i Sukkot. — KORT, bd. 1, s. 536.

Israelitterne forlod Ægypten i stor hast, stærkt presset af ægypterne, men det foregik på ordnet vis: „Det var i kampformation at Israels sønner drog op fra Ægyptens land,“ muligvis som en hær i fem afdelinger: fortrop, bagtrop, hovedstyrke og to fløje. De blev ikke blot anført af Moses. Jehova viste sig også som deres fører, i hvert fald fra det tidspunkt da de slog lejr i Etam, og han gjorde det ved hjælp af en skysøjle, som om natten blev til en ildsøjle der gav dem lys. — 2Mo 13:18-22.

Den korteste rute over land fra området nord for Memfis til for eksempel Lakisj i det forjættede land ville være omkring 400 km lang. Men hvis israelitterne fulgte denne rute, måttet de rejse langs Middelhavet og gennem Filisterlandet. Deres forfædre Abraham og Isak havde haft vanskeligheder med filistrene. Gud, der vidste at et angreb fra filistrenes side kunne tage modet fra israelitterne, især fordi de ikke havde erfaring i at føre krig, og fordi de havde deres familier og hjorde med, befalede dem at vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot mellem Migdol og havet, over for Ba’al-Zefon. Her slog de lejr ved havet. — 2Mo 14:1, 2.

Hvilken rute israelitterne fulgte fra Rameses til Det Røde Hav, kan ikke fastslås med sikkerhed i dag eftersom de steder der nævnes i beretningen, ikke kan identificeres nøjagtigt. De fleste opslagsværker er af den opfattelse at de fulgte den nuværende Wadi Tumilat i Nilens deltaområde, men denne antagelse er hovedsagelig baseret på at Rameses identificeres med et sted i det nordøstlige hjørne af deltaområdet. John A. Wilson, der er professor i ægyptologi, siger imidlertid: „Forskerne er desværre ikke enige om Rameses’ nøjagtige beliggenhed. De faraoner der hed Ramses, især Ramses II, opkaldte flere byer efter sig selv. Dertil kommer at man ved udgravninger har fundet navnet på denne by i deltabyer som ikke for alvor kan gøre krav på at være stedet.“ — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 4, s. 9.

Snart det ene sted, snart det andet sted har været foreslået, men er siden blevet kasseret til fordel for en helt tredje beliggenhed. Mange går ind for at Rameses kan identificeres med Tanis (nutidens San el-Hagar) 56 km sydvest for havnebyen Port Said ved Middelhavet, mens andre hælder mere til Qantir, ca. 20 km længere mod syd. Hvad Tanis angår, er det værd at bemærke at denne og (Per-)Rameses i en ægyptisk tekst omtales som to forskellige steder og ikke som identiske, og at i hvert fald en del af de fund man har gjort ved udgravninger i Tanis, synes at stamme andre steder fra. John A. Wilson siger derfor videre: „Der er ingen garanti for at indskrifter med navnet Rameses oprindelig stammer fra denne by.“ De indskrifter med Ramses II’s navn som man har fundet i Tanis og Qantir, vidner kun om en forbindelse med denne farao, men beviser ikke at et af disse steder er det bibelske Ra’amses som israelitterne byggede som en forrådsby før Moses’ fødsel. (2Mo 1:11) Som det fremgår af artiklen RA’AMSES, RAMESES, er der ikke meget der taler for at Ramses II var den farao som herskede da israelitterne gik ud af Ægypten.

En anden grund til at nogle går ind for ruten gennem Wadi Tumilat, er den teori at israelitterne i virkeligheden ikke gik over Det Røde Hav, men et sted nord for dette. Nogle forskere har endda forfægtet den opfattelse at de efter at være kommet ud af Wadi Tumilat drog mod nord, i retning af kysten, og gik over ved Serbonissøen, der ligger ved Middelhavets kyst. Denne opfattelse er i direkte modstrid med Bibelens ord om at Gud selv førte israelitterne bort fra den rute der ville føre dem til filistrenes land. (2Mo 13:17, 18) Andre som også mener at israelitterne drog gennem Wadi Tumilat, hævder at overgangen fandt sted i området ved Bittersøerne nord for Suez.

Det Røde Hav, ikke ’rørhavet’. Sidstnævnte synspunkt er baseret på det argument at det hebraiske jam-sufʹ (der oversættes med „Røde Hav“) ordret betyder „sivhav“ eller „rørhav“, og at israelitterne derfor ikke gik over den vestlige arm af Det Røde Hav, Suezbugten, men blot krydsede et sumpet sted, som for eksempel Bittersø-området. Heri er de imidlertid ikke enige med oversætterne af den græske Septuaginta, der oversatte jam-sufʹ med det græske navn erythraʹ thaʹlassa, som ordret betyder „Røde Hav“. Langt vigtigere er det imidlertid at både Lukas, der skrev Apostelgerninger (og citerede Stefanus), og apostelen Paulus brugte det samme græske navn da de berettede om udgangen af Ægypten. — Apg 7:36; He 11:29; se RØDE HAV, DET.

Hvis israelitterne blot gik over et sumpområde, ville der desuden ikke være tale om noget stort mirakel, og ægypterne kunne ikke være blevet „opslugt“ af Det Røde Hav ved at „de brusende vande dækkede dem“, så „de gik ned i det dybe som sten“. (He 11:29; 2Mo 15:5) Både Moses og Josua omtalte senere dette store mirakel, og apostelen Paulus sagde at israelitterne blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet. Dette viser at de var helt omgivet af vand, idet havet stod på begge sider af dem, mens skyen var over dem og bag dem. (1Kor 10:1, 2) Det tyder også på at vandet var så dybt at de umuligt havde kunnet vade over.

Ruten afhænger hovedsagelig af to faktorer: hvor den ægyptiske hovedstad lå på det tidspunkt, og hvilket vand det var israelitterne gik over. Eftersom de inspirerede Kristne Græske Skrifter bruger udtrykket „Det Røde Hav“, er der al mulig grund til at tro at det var dette hav israelitterne gik over. Den ægyptiske hovedstad var højst sandsynligt Memfis, som var det fremtrædende regeringssæde i det meste af Ægyptens historie. (Se MEMFIS.) Hvis det forholder sig sådan, må udvandringen være begyndt tilstrækkelig nær ved Memfis til at Moses kan være trådt frem for Farao efter midnat den 14. nisan og derefter være nået til Rameses for at begynde udmarchen mod Sukkot før den 14. nisan var forbi. (2Mo 12:29-31, 37, 41, 42) Den ældste jødiske overlevering, der er nedfældet af Josefus, siger at udvandringen begyndte lidt nord for Memfis. — Jewish Antiquities, II, 315 (xv, 1).

En rute gennem Wadi Tumilat ville ligge så langt nord for Memfis at den umuliggjorde ovenstående omstændigheder. Mange kommentatorer har derfor foreslået en af de kendte „pilgrimsruter“ gennem Ægypten, som for eksempel el-Hajj-ruten fra Kairo til Suez (oldtidens Klysma, senere Kolsum) ved den nordlige ende af Suezbugten.