MIRJAM

(Mirʹjam) [muligvis: opsætsig].

1. Datter af Amram og hans hustru, Jokebed, begge af Levis stamme; søster til Moses og Aron. (4Mo 26:59; 1Kr 6:1-3) Hun var uden tvivl den pige der stod på lur for at se hvad der skete med spædbarnet Moses i arken af papyrus mellem sivene ved Nilens bred, selv om hun ikke nævnes ved navn i beretningen, men blot kaldes „hans søster“. (2Mo 2:3, 4) Da Faraos datter opdagede drengen, „fik hun medlidenhed med ham“ og blev klar over at han var „et af hebræernes børn“. Pigen spurgte da om hun skulle hente en hebraisk kvinde til at amme barnet. Så snart Faraos datter havde givet sit samtykke, „gik den unge pige hen og kaldte på barnets moder“ (Jokebed), som derefter blev ansat til at tage sig af Moses mens han voksede op. — 2Mo 2:5-10.

Leder Israels kvinder i sang. Årtier senere ledede „profetinden Mirjam“ de israelitiske kvinder i munter dans med tamburinspil efter at have været vidne til Jehovas sejr over Faraos hærstyrker ved Det Røde Hav. Som svar på mændenes sang, ledet af Moses, sang Mirjam: „Syng for Jehova, for han er højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han styrtet i havet.“ — 2Mo 15:1, 20, 21.

Taler imod Moses. Under opholdet i ørkenen begyndte Mirjam og Aron at tale imod Moses på grund af hans kusjitiske hustru. Den anseelse og indflydelse Moses havde blandt israelitterne, kan have fremkaldt et misundeligt ønske hos Mirjam og Aron om at få større myndighed, så de sagde: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ Men Jehova lyttede, og pludselig befalede han Moses, Mirjam og Aron at gå ud til mødeteltet. Dér mindede han de utilfredse om at deres broder Moses var hans tjener, den som han talte med, ikke indirekte, men „mund til mund“. Derefter spurgte Jehova Mirjam og Aron: „Hvorfor frygtede I da ikke for at tale imod min tjener, imod Moses?“ Guds vrede blussede op imod dem, og da skyen fjernede sig fra stedet over teltet, var Mirjam „ramt af spedalskhed og var hvid som sne“. Aron bad inderligt om barmhjertighed, og Moses gik i forbøn for sin søster, hvorpå Jehova lod Mirjam vende tilbage til lejren efter en ydmygende karantæne på syv dage. — 4Mo 12:1-15.

At kun Mirjam blev ramt af spedalskhed, kunne tyde på at det var hende der ved denne lejlighed havde tilskyndet til den urette adfærd. (Se ARON.) Hendes synd kan have været større end Arons. Det kan have været et spørgsmål om én kvindes jalousi over for en anden (siden det var på grund af Moses’ kusjitiske hustru de begyndte at tale imod ham), og Aron kan så have taget sin søsters parti imod svigerinden. Eftersom Mirjam blev betragtet som profetinde, er hun måske blevet opfattet som den mest fremtrædende kvinde i Israel, og måske har hun frygtet at Moses’ hustru skulle true hendes stilling. Det retfærdiggør dog ikke hendes handlemåde; og skønt det var en grov forseelse fra både Mirjams og Arons side at tale imod Moses, var det især forkert af Mirjam at gøre det fordi kvinden ifølge Guds bestemmelse skal underordne sig manden. (1Kor 11:3; 1Ti 2:11-14) Mirjams syndige adfærd blev senere brugt som et advarende eksempel, for ved ørkenvandringens slutning befalede Moses israelitterne at rette sig efter de præstelige forordninger angående spedalskhed og formanede dem til at huske hvad Jehova havde gjort ved Mirjam dengang de gik ud af Ægypten. — 5Mo 24:8, 9.

Mirjam døde og blev begravet i Kadesj i Zins Ørken kort før Arons død. (4Mo 20:1, 28) Århundreder senere mindede Jehova gennem profeten Mika sit folk om den forret Mirjam havde haft sammen med sine brødre da Israel gik ud af Ægypten, idet han sagde: „Jeg førte dig jo op fra Ægyptens land, og fra trællehuset løskøbte jeg dig, hvorpå jeg sendte Moses, Aron og Mirjam foran dig.“ — Mik 6:4.

2. En efterkommer af Juda. — 1Kr 4:1, 17, 18.