-
„Guds Israel“ og ’den store skare’Vagttårnet – 1995 | 1. juli
-
-
Et forbilledligt „kongerige af præster“
7, 8. I hvilken udstrækning var fortidens Israel et kongerige af præster og en hellig nation under Lovpagten?
7 Da Jehova valgte israelitterne som sit særlige ejendomsfolk, indgik han en pagt med dem og sagde: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Israel var Jehovas ejendomsfolk på grundlag af Lovpagten. Men hvordan ville løftet om at de ville komme til at udgøre et kongerige af præster og en hellig nation gå i opfyldelse?
8 Mens israelitterne var trofaste anerkendte de Jehovas suverænitet og betragtede ham som deres Konge. (Esajas 33:22) Nationen var derfor et kongerige. Men som det senere blev åbenbaret, lå der mere i løftet om „et kongerige“. Når de adlød Jehovas lov var de rene og adskilt fra de omboende folk. De var en hellig nation. (5 Mosebog 7:5, 6) Var de et kongerige af præster? I Israel var Levis stamme sat til side til tempeltjeneste, og præsterne tilhørte denne stamme. Da Moseloven trådte i kraft, blev de levitiske mænd taget i bytte for den førstefødte i alle ikkelevitiske familier.a (2 Mosebog 22:29; 4 Mosebog 3:11-16, 40-51) På den måde var hver familie i Israel så at sige repræsenteret i tempeltjenesten. Denne ordning var det nærmeste nationen kom på at blive et præsteskab. De repræsenterede imidlertid Jehova over for de jordiske nationer. Alle fremmede der ønskede at tilbede den sande Gud måtte gøre det sammen med Israel. — 2 Krønikebog 6:32, 33; Esajas 60:10.
9. Hvad fik Jehova til at forkaste Nordriget ’så det ikke skulle tjene som præst for ham’?
9 Efter Salomons død blev Guds folk delt i nordriget Israel under kong Jeroboam og sydriget Juda under kong Rehabeam. Templet, der var center for den sande tilbedelse, lå i Juda rige, så Jeroboam indførte en illegitim og konkurrerende form for gudsdyrkelse ved at opstille afgudskalve i sit eget landområde. Desuden lavede han „offerhøjenes hus og gjorde nogle fra det almene folk til præster, nogle som ikke var af Levis sønner“. (1 Kongebog 12:31) Nordriget sank endnu dybere ned i afgudsdyrkelsen da kong Akab lod sin hustru, Jesabel, der kom fra et fremmed folkeslag, indføre ba’alsdyrkelsen i landet. Til sidst fordømte Jehova det oprørske rige. Gennem Hoseas sagde han: „Mit folk skal bringes til tavshed, fordi det er uden kundskab. Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig.“ (Hoseas 4:6) Kort efter indtog assyrerne nordriget Israel.
10. Hvordan repræsenterede Sydriget Jehova over for nationerne når det var trofast?
10 Hvordan forholdt det sig med sydriget Juda? På Ezekias’ tid henvendte Jehova følgende ord til judæerne gennem Esajas: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, . . . folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.“ (Esajas 43:10, 21; 44:21) Når Sydriget var trofast, tjente det til at forkynde Jehovas herlighed og drage retsindige til hans tempel for at dyrke ham. Her kunne de blive betjent af det retmæssige levitiske præsteskab.
-
-
„Guds Israel“ og ’den store skare’Vagttårnet – 1995 | 1. juli
-
-
Den åndelige nation
15. Hvad blev følgen da det bogstavelige Israel forkastede Messias?
15 Loven blev blandt andet givet med det formål at bevare Israel som en ren nation der var adskilt fra de omboende nationer. Men den tjente endnu et formål. Apostelen Paulus skrev: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Desværre undlod de fleste israelitter at lade sig lede til Kristus ved hjælp af Loven. (Mattæus 23:15; Johannes 1:11) Jehova Gud forkastede derfor nationen og frembragte i stedet „Guds Israel“, som han indbød ikkejøder til at blive fuldgyldige statsborgere i. (Galaterne 3:28; 6:16) Det er på denne nye nation Jehovas løfte i Anden Mosebog 19:5, 6 om et kongeligt præsteskab får sin forunderlige og endelige opfyldelse. Hvordan?
16, 17. I hvilken forstand er de salvede kristne på jorden ’kongelige’, og hvorfor kan de kaldes et „præsteskab“?
16 Peter citerede Anden Mosebog 19:6 da han til sin tids salvede kristne skrev: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ (1 Peter 2:9) Hvordan skal det forstås? Er de salvede kristne blevet konger mens de befinder sig på jorden? Nej, deres kongeværdighed hører stadig fremtiden til. (1 Korinther 4:8) Men de er ’kongelige’ i den forstand at de er udvalgt til at modtage kongelige privilegier i fremtiden. Allerede nu udgør de en nation under en konge, Jesus, som er udnævnt af den store Suveræn, Jehova Gud. Paulus skrev: „[Jehova] har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ — Kolossenserne 1:13.
17 Udgør de salvede kristne på jorden et præsteskab? Ja, i en vis forstand. Som menighed tjener de ubestrideligt en præstelig funktion, sådan som Peter skrev: „I [bliver] opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab.“ (1 Peter 2:5; 1 Korinther 3:16) I dag består „den trofaste og kloge træl“ som skare betragtet af resten af de salvede kristne, gennem hvem der uddeles åndelig føde. (Mattæus 24:45-47) Ganske som i Israel må enhver der ønsker at tilbede Jehova, slutte sig til de salvede kristne i deres tilbedelse.
18. Hvilken vigtig opgave er pålagt menigheden af salvede kristne på jorden i dag?
18 Desuden fik de salvede kristne overdraget den forret Israel havde haft med at vidne om Jehovas storhed blandt nationerne. Da Peter omtalte de salvede kristne som et kongeligt præsteskab, kan man ud fra sammenhængen se at han tænkte på forkyndelsen. Faktisk forbandt han i et citat Jehovas løfte i Anden Mosebog 19:6 med hans ord til Israel i Esajas 43:21 da han sagde: „I er . . . ’et kongeligt præsteskab, . . . for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) I overensstemmelse med dette omtalte Paulus forkyndelsen af Jehovas dyder som et tempeloffer. Han skrev: „Lad os gennem [Jesus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ — Hebræerne 13:15.
En opfyldelse i himmelen
19. Hvordan vil løftet om at Israel skulle være et kongerige af præster blive endeligt opfyldt?
19 Anden Mosebog 19:5, 6 får imidlertid i sidste instans en langt mere storslået opfyldelse. I Åbenbaringens Bog hører apostelen Johannes nogle skabninger i himmelen mønte dette skriftsted på den opstandne Jesus idet de priser ham: „Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) I sin endelige betydning er det kongelige præsteskab altså Guds himmelske rige, den regering hvis komme Jesus lærte os at bede om. (Lukas 11:2) Alle de 144.000 salvede kristne som forbliver trofaste til afslutningen, får del i dette riges herredømme. (Åbenbaringen 20:4, 6) Det bliver en storslået opfyldelse af det løfte der for længe siden blev fremsat gennem Moses.
-