Hvilken betydning har De Ti Bud for os?

MINDRE end tre måneder efter israelitternes udfrielse fra Ægypten i 1513 f.v.t. slog de lejr ved foden af Sinaj Bjerg i ørkenen. På Jehovas befaling steg profeten Moses op på bjerget og hørte Gud give løfte om at gøre Israels nation til sin „særlige ejendom blandt folkene“. Moses overbragte folket dette budskab gennem de ældste. „Derpå svarede hele folket enstemmigt og sagde: ’Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.’“ — 2 Mosebog 19:1-8.

Gud gav derefter Moses De Ti Bud, idet han indledte med at sige: „Jeg er Jehova din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, af trællehuset.“ (2 Mosebog 20:2) Dekalogen var rettet til israelitterne, som i det første bud fik at vide: „Du må ikke have andre guder i trods mod mig.“ — 2 Mosebog 20:3.

Jehova gav også Moses en række andre guddommelige lovbud. (2 Mosebog 20:4–23:19) I alt var der cirka 600. Og det var betagende at vide at Guds engel gik foran folket og banede vejen til det forjættede land! (2 Mosebog 23:20-22) Jehova erklærede: „I hele dit folks påsyn vil jeg gøre undere som aldrig er blevet skabt nogetsteds på jorden eller blandt nationerne; og hele det folk i hvis midte du er, skal se Jehovas værk, for det jeg gør med dig er frygtindgydende.“ Hvad krævede Gud at hans folk skulle gøre til gengæld? „Du for din del, hold det som jeg giver dig påbud om i dag.“ Ja, der blev forlangt lydighed mod alle Jehovas love og forskrifter. — 2 Mosebog 34:10, 11.

De Ti Buds betydning for Israel

Ved deres guddommelige udfrielse fra ægyptisk trældom lærte israelitterne Guds navn at kende i en ny forstand. Jehova var blevet deres Udfrier. (2 Mosebog 6:2, 3) Det tredje bud fik derfor en særlig betydning for dem, eftersom det forbød dem at bruge Guds navn på en uværdig måde. — 2 Mosebog 20:7.

Men hvad med det fjerde bud, sabbatsbudet? Det viste betydningen af respekt for det der er helligt, sådan som Jehova tidligere havde tilkendegivet ved indførelsen af en sabbat i forbindelse med indsamlingen af manna. (2 Mosebog 16:22-26) Fordi nogle israelitter ikke adlød prompte, måtte Jehova tilrettevise dem. „’Mærk jer at Jehova har givet jer sabbaten.’ . . . Så holdt folket sabbat på den syvende dag.“ (2 Mosebog 16:29, 30) Senere gjorde Jehova det klart hvem dette bud omfattede: „Mellem mig og Israels sønner er den et tegn til fjerne tider.“ — 2 Mosebog 31:17.

Tænk også på det enestående tiende bud, som forbød begær. Et sådant lovbud ville ingen mennesker formå at håndhæve. Alle israelitter var personligt ansvarlige over for deres Gud, Jehova, som ransagede hjerte og motiv hos den enkelte. — 2 Mosebog 20:17; 1 Samuel 16:7; Jeremias 17:10.

Den kristne ordning

Jesus Kristus, der var født i Israels nation, sagde til sine disciple: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ (Mattæus 5:17) Til de kristne hebræere skrev apostelen Paulus: „Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse.“ (Hebræerne 10:1) Hvordan ville du have forstået disse ord hvis du som jøde var blevet omvendt til kristendommen? Nogle i den første kristne menighed mente at man stadig skulle overholde de hundredvis af lovbud — deriblandt De Ti Bud — Gud havde givet gennem Moses. Men havde de ret?

Læg mærke til hvad Paulus skrev til nogle jødekristne i provinsen Galatien: „Vi som af natur er jøder og ikke syndere fra nationerne, og som véd at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt på grundlag af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus, også vi har sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro på Kristus og ikke som følge af lovgerninger, for som følge af lovgerninger vil intet kød blive erklæret retfærdigt.“ (Galaterne 2:15, 16) Nej, om man var retfærdig i Guds øjne afhang ikke af om man i et og alt adlød Moseloven, for dette var umuligt for ufuldkomne mennesker. Paulus tilføjede: „Alle de som stoler på lovgerninger er nemlig under forbandelse, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som ikke forbliver i alle de ting der står skrevet i skriftrullen med loven for at gøre dem.’ . . . Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os.“ — Galaterne 3:10-13.

Hvis Jesu jødiske disciple ikke længere var under Lovens forbandelse, var andre kristne da forpligtede til at overholde alle budene til Israel? Til kolossenserne skrev Paulus: „[Gud] tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, med dets bestemmelser, det som gik imod os; og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ (Kolossenserne 2:13, 14) Mange af de første kristne har uden tvivl måttet korrigere deres opfattelse og anerkende at de var blevet „løst fra loven“. (Romerne 7:6) Ved at tro på Jesu offerdød, som bragte Loven til ophør og beredte vejen for indstiftelsen af den lovede ’nye pagt’, havde de mulighed for at opnå en retfærdig stilling hos Jehova. — Jeremias 31:31-34; Romerne 10:4.

De Ti Buds betydning for os

Vil det sige at De Ti Bud, en af Lovens grundpiller, er helt uden betydning for kristne? Langtfra! De er ganske vist ikke juridisk bindende for kristne, men de indeholder gode retningslinjer, ligesom Moselovens øvrige bud. Jesus sagde for eksempel at de to største bud var budene om at elske Gud og næsten. (3 Mosebog 19:18; 5 Mosebog 6:5; Mattæus 22:37-40) I sin vejledning til de kristne i Rom citerede Paulus det sjette, syvende, ottende og tiende bud, idet han tilføjede: „Og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — Romerne 13:8, 9.

Hvilket formål tjener De Ti Bud i dag, i betragtning af at de udgør en del af Guds inspirerede ord? De åbenbarer Guds syn på tingene. (2 Timoteus 3:16, 17) Lad os engang se hvordan.

De fire første bud omhandler vort ansvar over for Jehova. (Første) Gud kræver stadig udelt hengivenhed. (Mattæus 4:10) (Andet) Ingen af hans tjenere bør bruge billeder i tilbedelsen. (1 Johannes 5:21) (Tredje) Vi bør bruge Guds navn på en værdig måde, aldrig respektløst. (Johannes 17:26; Romerne 10:13) (Fjerde) Det der er helligt bør have førsteprioritet i vort liv. Dette sætter os i stand til at hvile fra, eller ’holde sabbat’ med hensyn til, det at falde i selvretfærdighedens snare. — Hebræerne 4:9, 10.

(Femte) Det er stadig vigtigt for familieenheden at børn adlyder deres forældre, for det medfører Jehovas velsignelse. Og ’dette første bud med et løfte’ stiller et storslået håb i udsigt! Ikke alene at ’det kan gå os godt’ men også at ’vi må leve lang tid på jorden’. (Efeserne 6:1-3) Vi lever nu i ’de sidste dage’ for denne onde ordning, og de børn der viser gudfrygtig lydighed har mulighed for aldrig at skulle dø. — 2 Timoteus 3:1; Johannes 11:26.

Næstekærlighed vil afholde os fra at skade andre ved at (Sjette) myrde, (Syvende) begå ægteskabsbrud, (Ottende) stjæle og (Niende) aflægge falsk vidnesbyrd. (1 Johannes 3:10-12; Hebræerne 13:4; Efeserne 4:28; Mattæus 5:37; Ordsprogene 6:16-19) Men hvad med vore motiver? Budet mod begær (Tiende) minder os om at Jehova kræver at vore tanker altid beskæftiger sig med noget der er ret i hans øjne. — Ordsprogene 21:2.

Ja, De Ti Bud har stor betydning for os! Eftersom de afspejler guddommelige principper der aldrig bliver forældede, bør vi skatte dem som vigtige påmindelser om vor forpligtelse til at elske Gud og næsten. — Mattæus 22:37-39.

[Illustration på side 6]

Jesu død bragte Loven til ophør — også De Ti Bud som israelitterne fik ved Sinaj Bjerg