STUDIEARTIKEL 9
Kærlighed og retfærdighed i fortidens Israel (Nr. 1 af 4 artikler)
“Han elsker retfærdighed og ret. Alt på jorden vidner om Jehovas loyale kærlighed.” – SL. 33:5.
SANG NR. 3 Jehova, du giver styrke, håb og tillid
FORMÅLa
1-2. (a) Hvad ønsker vi alle sammen? (b) Hvad kan vi være sikre på?
VI ØNSKER alle sammen at blive elsket af andre. Vi ønsker også at blive behandlet retfærdigt af andre. Hvis vi gang på gang oplever mangel på kærlighed og retfærdighed, kan vi ende med at føle os fortabte og værdiløse.
2 Jehova ved at vi har behov for kærlighed, og at vi længes efter retfærdighed. (Sl. 33:5) Vi kan være helt sikre på at Gud elsker os højt, og at han ønsker at vi bliver behandlet retfærdigt. Det bliver tydeligt for os når vi ser nærmere på den Lov som Jehova gav Israels nation gennem Moses. Hvis du er ked af det fordi andre ikke har behandlet dig kærligt og retfærdigt, vil vi opfordre dig til at lægge mærke til hvad Moselovenb fortæller om den omsorg Jehova har for sit folk.
3. (a) Hvad vil vi, som det fremgår af Romerne 13:8-10, forstå når vi undersøger Moseloven? (b) Hvilke spørgsmål vil denne artikel give os svar på?
3 Når vi undersøger Moseloven, forstår vi hvor kærlig vores Gud, Jehova, er. (Læs Romerne 13:8-10). I denne artikel vil vi se nærmere på nogle få af de love han gav til Israel, og få svar på spørgsmålene: Hvordan kan vi sige at Loven var bygget på kærlighed? Hvordan tilskyndede den israelitterne til at være retfærdige? Hvordan skulle de der havde myndighed blandt folket, anvende Loven? Og hvem blev i særlig grad beskyttet af Loven? Svarene på de spørgsmål vil give os trøst og håb, og de vil få os til at føle os endnu nærmere knyttet til vores kærlige Far. – Ap.G. 17:27; Rom. 15:4.
EN LOV DER VAR BYGGET PÅ KÆRLIGHED
4. (a) Hvordan kan vi sige at Moseloven var bygget på kærlighed? (b) Hvilke bud nævnte Jesus i Matthæus 22:36-40?
4 Vi kan sige at Moseloven var bygget på kærlighed, fordi der ligger kærlighed bag alt hvad Jehova gør. (1. Joh. 4:8) Hele denne lovsamling var baseret på to grundlæggende bud – du skal elske din Gud, og du skal elske dit medmenneske. (3. Mos. 19:18; 5. Mos. 6:5; læs Matthæus 22:36-40). Derfor kan vi være sikre på at hvert eneste af de godt og vel 600 bud i Loven viser en facet af Jehovas kærlighed. Lad os se på nogle eksempler.
5-6. Hvad ønsker Jehova at ægtefæller skal gøre, og hvad er han opmærksom på? Giv et eksempel.
5 Vær trofast mod din ægtefælle, og hav omsorg for dine børn. Jehova ønsker at den kærlighed ægtefæller har til hinanden, skal blive så stærk at den varer hele livet. (1. Mos. 2:24; Matt. 19:3-6) Utroskab er noget af det værste man kan udsætte sin ægtefælle for. Der er god grund til at det syvende af De Ti Bud sagde: “Du må ikke begå ægteskabsbrud.” (5. Mos. 5:18) Det er en synd “mod Gud” og et hårdt, ubarmhjertigt slag mod ægtefællen. (1. Mos. 39:7-9) Utroskab er et bedrag der kan påføre den uskyldige part en smerte som kan vare i årtier.
6 Jehova er opmærksom på hvordan ægtefæller behandler hinanden. I det gamle Israel ønskede han især at hustruer skulle behandles godt. En ægtemand som respekterede Loven, ville elske sin hustru, og han ville ikke lade sig skille fra hende på grund af en bagatel. (5. Mos. 24:1-4; Matt. 19:3, 8) Men hvis der opstod et alvorligt problem og han alligevel skilte sig fra hende, skulle han give hende en skilsmisseattest. Denne attest beskyttede hende mod at blive beskyldt for utroskab. Det ser desuden ud til at manden skulle rådføre sig med byens ældste før han kunne give sin hustru en skilsmisseattest. På den måde fik de ældste mulighed for at prøve at hjælpe ægtefællerne til at redde deres ægteskab. Når en israelitisk mand skilte sig fra sin hustru af selviske grunde, greb Jehova ikke altid ind. Men han så altid hustruens tårer, og han følte hendes smerte. – Mal. 2:13-16.
7-8. (a) Hvad gav Jehova forældre påbud om at gøre? (Se forsidebilledet). (b) Hvad kan vi lære af det?
7 Det fremgår også af Loven at Jehova har stor omsorg for børn. Han gav forældre påbud om ikke bare at sørge for deres materielle behov men også for deres åndelige behov. Forældre skulle benytte enhver lejlighed til at hjælpe deres børn til at forstå og værdsætte Loven og til at elske Jehova. (5. Mos. 6:6-9; 7:13) En af grundene til at israelitterne blev straffet af Jehova, var at de behandlede deres børn på en måde der var dybt rystende. (Jer. 7:31, 33) Forældre måtte ikke bare behandle deres børn som ejendom, som noget de kunne forsømme eller udnytte. De skulle betragte dem som en værdifuld arv, en gave fra Jehova de skulle værne om. – Sl. 127:3.
8 Hvad vi kan lære af det: Jehova lægger nøje mærke til hvordan ægtefæller behandler hinanden. Han ønsker at forældre skal elske deres børn, og han kræver forældrene til regnskab for hvordan de behandler børnene.
9-11. Hvorfor gav Jehova den lov der forbød israelitterne at begære?
9 Du må ikke begære. Det sidste af De Ti Bud var et forbud mod at begære, eller udvikle et forkert ønske om noget der tilhørte en anden. (5. Mos. 5:21; Rom. 7:7) Jehova gav denne lov for at lære israelitterne noget vigtigt: De måtte passe på deres hjerte, det vil sige deres tanker og følelser. Han ved at forkerte handlinger begynder som forkerte tanker og følelser. (Ordsp. 4:23) Hvis en israelit gav forkerte ønsker lov til at vokse i sit hjerte, ville han sikkert begynde at behandle andre ukærligt. Den fejl begik kong David. Selvom han var et godt menneske, begærede han på et tidspunkt en anden mands hustru. Hans begær førte til synd. (Jak. 1:14, 15) David begik ægteskabsbrud, prøvede at føre kvindens mand bag lyset og fik ham derefter slået ihjel. – 2. Sam. 11:2-4; 12:7-11.
10 Når en israelit overtrådte forbuddet mod at begære, vidste Jehova det, for han kan læse menneskers hjerter. (1. Krøn. 28:9) Forbuddet mod at begære fortalte hans folk at de skulle undgå tanker der fører til en forkert adfærd. Hvor er Jehova en klog og kærlig Far!
11 Hvad vi kan lære af det: Jehova ser bag om et menneskes ydre. Han kan se vores hjerte – han ved hvordan vi virkelig er. (1. Sam. 16:7) Ingen tanke, følelse eller handling kan holdes hemmelig for ham. Han ser det gode i os og hjælper os til at få det frem. Men han ønsker også at vi skal opdage forkerte tanker i os selv og bekæmpe dem før de bliver til forkerte handlinger. – 2. Krøn. 16:9; Matt. 5:27-30.
EN LOV DER FREMMEDE RETFÆRDIGHED
12. Hvad lærer Moseloven os også?
12 Moseloven lærer os også at Jehova elsker retfærdighed. (Sl. 37:28; Esa. 61:8) Loven viste til fuldkommenhed hvordan mennesker bør behandle hinanden retfærdigt. Når israelitterne overholdt de love Jehova gav dem, velsignede han dem. Når de ignorerede hans retfærdige normer, gik det dem dårligt. Lad os se på yderligere to af De Ti Bud.
13-14. Hvad påbød de to første af De Ti Bud israelitterne, og hvordan ville det gavne dem at adlyde disse love?
13 Du må ikke tilbede andre end Jehova. Ifølge de to første af De Ti Bud måtte israelitterne kun tilbede Jehova, og de måtte ikke tilbede udskårne figurer. (2. Mos. 20:3-6) Jehova gav dem ikke disse lovbud fordi det var nødvendigt for ham. Det var fordi de var til gavn for hans folk. Når israelitterne var loyale over for ham, gik det godt for dem. Men når de tilbad andre nationers guder, gik det dem dårligt.
14 Tag for eksempel kanaanæerne. De tilbad ikke den sande og levende Gud, men livløse afguder. Resultatet blev en dybt fornedret tilværelse. (Sl. 115:4-8) Som en del af deres tilbedelse deltog de i nedværdigende seksuelle handlinger og frygtelige børneofringer. Når israelitterne ignorerede Jehova og gav sig til at tilbede afguder, kom de ligesom kanaanæerne til at leve et nedværdigende liv, til skade for deres familier. (2. Krøn. 28:1-4) De der havde myndighed blandt folket, vendte ryggen til Jehovas normer for retfærdighed. De misbrugte deres magt og undertrykte dem der var svage og sårbare. (Ezek. 34:1-4) Jehova advarede israelitterne om at han ville eksekvere dom over dem der udnyttede forsvarsløse kvinder og børn. (5. Mos. 10:17, 18; 27:19) Derimod velsignede Jehova israelitterne når de var loyale over for ham og behandlede hinanden retfærdigt. – 1. Kong. 10:4-9.
15. Hvad lærer vi om Jehova?
15 Hvad vi kan lære af det: Det er ikke Jehovas fejl når nogle der påstår at de tjener ham, ignorerer hans normer og skader hans folk. Men Jehova elsker os, og han ved det når vi bliver udsat for uretfærdighed. Hvis vi føler smerte, føler han det stærkere end en mor føler det når noget gør ondt på hendes barn. (Esa. 49:15) Det er muligt at han ikke griber ind med det samme, men når hans tid er inde, vil han kræve overtrædere som ikke angrer, til regnskab for den måde de har behandlet andre på.
HVORDAN SKULLE LOVEN ANVENDES?
16-18. Hvor meget omfattede Moseloven, og hvad kan vi lære?
16 Moseloven omfattede mange sider af israelitternes liv, så det var vigtigt at de udnævnte ældste dømte Jehovas folk retfærdigt. De skulle ikke bare tage sig af åndelige anliggender men også dømme i retssager der handlede om forskellige forbrydelser og konflikter mellem enkeltpersoner. Her følger nogle eksempler.
17 Hvis en israelit slog en anden ihjel, blev han ikke uden videre henrettet. De ældste i hans by skulle først undersøge omstændighederne inden de afgjorde om en dødsstraf var på sin plads. (5. Mos. 19:2-7, 11-13) De ældste skulle også dømme i en række sager der angik dagliglivet – lige fra stridigheder om ejendom og ejendele til ægteskabelige konflikter. (2. Mos. 21:35; 5. Mos. 22:13-19) Når de ældste var retfærdige, og israelitterne adlød Loven, var det til gavn for alle, og nationen var til ære for Jehova. – 3. Mos. 20:7, 8; Esa. 48:17, 18.
18 Hvad vi kan lære af det: Jehova er interesseret i alle sider af vores liv. Han ønsker at vi skal behandle andre retfærdigt og kærligt. Og han lægger mærke til det vi siger og gør, også inden for hjemmets fire vægge. – Hebr. 4:13.
19-21. (a) Hvordan skulle ældste og dommere behandle Guds folk? (b) Hvilke love gav Jehova for at beskytte sit folk, og hvad kan vi lære af det?
19 Jehova ønskede at beskytte sit folk mod nedbrydende påvirkning fra de nationer der boede omkring dem. Derfor krævede han at ældste og dommere skulle være helt upartiske når de anvendte Loven. Men de der dømte, måtte ikke være hårde, uforstående eller usmidige i deres måde at behandle hans folk på. De skulle elske sand retfærdighed. – 5. Mos. 1:13-17; 16:18-20.
20 Fordi Jehova havde omsorg for sit folk, gav han også nogle love der skulle forhindre at enkeltpersoner blev behandlet uretfærdigt. For eksempel begrænsede Loven risikoen for at en uskyldig kunne blive dømt på falske anklager. En anklaget havde ret til at vide hvem der anklagede ham. (5. Mos. 19:16-19; 25:1) Og han kunne kun blive kendt skyldig ved mindst to vidners forklaring. (5. Mos. 17:6; 19:15) Hvad så hvis en israelit begik en forbrydelse der kun blev set af ét vidne? Han kunne ikke gå ud fra at han ville slippe uden at blive straffet, for Jehova havde set hvad han gjorde. Hvis der var tale om familieanliggender, havde faren myndighed som overhoved, men der var grænser for hans myndighed. I nogle familiekonflikter havde de ældste ansvar for at træde til og afsige den endelige dom. – 5. Mos. 21:18-21.
21 Hvad vi kan lære af det: Jehova er det fuldkomne eksempel. Intet af det han gør, er uretfærdigt. (Sl. 9:7) Han belønner dem der loyalt holder fast ved hans normer, men han straffer dem der misbruger deres magt. (2. Sam. 22:21-23; Ezek. 9:9, 10) Hvis nogle handler ondt og tilsyneladende ikke bliver straffet, vil Jehova sørge for retfærdighed, og de vil blive dømt når hans tid er inde. (Ordsp. 28:13) Hvis de ikke angrer, vil de snart opdage at ‘det at falde i den levende Guds hænder, er noget man virkelig må frygte’. – Hebr. 10:30, 31.
HVEM BLEV I SÆRLIG GRAD BESKYTTET AF LOVEN?
22-24. (a) Hvem blev i særlig grad beskyttet af Loven, og hvad lærer det os om Jehova? (b) Hvilken advarsel finder vi i 2. Mosebog 22:22-24?
22 Loven beskyttede i særlig grad dem der ikke kunne beskytte sig selv, for eksempel enker, forældreløse børn og udlændinge som boede i landet. Dommerne i Israel fik denne besked: “I må ikke dømme udlændingen eller det faderløse barn uretfærdigt, og I må ikke tage en enkes klædning som sikkerhed for et lån.” (5. Mos. 24:17) Jehova var personligt interesseret i de mest sårbare i samfundet. Og hvis nogen udnyttede dem, ville han kræve dem til regnskab for det. – Læs 2. Mosebog 22:22-24.
23 Loven beskyttede også medlemmer af en familie mod seksuelle overgreb; den forbød alle former for incest. (3. Mos. 18:6-30) Folk i de nationer der boede rundt om Israel, tolererede den slags handlinger eller godkendte dem ligefrem, men Jehovas folk skulle betragte disse forbrydelser ligesom Jehova gør, nemlig som noget der er afskyeligt og frastødende.
24 Hvad vi kan lære af det: Jehova ønsker at alle dem han betror et ansvar, skal have oprigtig omsorg for dem de fører tilsyn med. Han hader seksuelle forbrydelser, og det er hans vilje at alle, især de mest sårbare, bliver beskyttet og behandlet retfærdigt.
“EN SKYGGE AF DE GODE TING DER VIL KOMME”
25-26. (a) Hvor nært forbundet er kærlighed og retfærdighed? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel i denne serie?
25 Retfærdighed er lige så nært forbundet med kærlighed som vores liv er forbundet med åndedrættet. Når vi forstår at Jehova er retfærdig i alt hvad han gør, vokser vores kærlighed til ham. Og når vi elsker Gud og hans retfærdige normer, føler vi os motiveret til at elske andre og behandle dem retfærdigt.
26 Man kan sige at Lovpagten gav liv og ånde til forholdet mellem Jehova og israelitterne. Men Loven blev afskaffet efter at Jesus havde bragt sit liv som offer, og den blev erstattet af noget der var endnu bedre. (Rom. 10:4) Apostlen Paulus sagde at Loven var “en skygge af de gode ting der vil komme”. (Hebr. 10:1) I den næste artikel i denne serie vil vi behandle nogle af disse gode ting, og vi vil se på den betydning kærlighed og retfærdighed har i den kristne menighed.
SANG NR. 109 Elsk hinanden inderligt og af hjertet
a Dette er den første artikel i en serie på fire som vil vise os hvorfor vi kan være sikre på at Jehova har omsorg for os. De tre øvrige artikler vil blive bragt i Vagttårnet for maj 2019. Artiklerne hedder “Kærlighed og retfærdighed i den kristne menighed”, “Kærlighed og retfærdighed i en tid med ondskab” og “Trøst til ofre for seksuelt misbrug”.
b FORKLARING: Det vi kalder Moseloven, er de godt og vel 600 love som Jehova gav israelitterne gennem Moses. I Bibelen omtales den som “Loven”, “Moses’ Lov” og “buddene”. Desuden bliver de fem første bøger i Bibelen, Mosebøgerne, ofte omtalt som Loven, og sommetider bruges denne betegnelse om alle de inspirerede Hebraiske Skrifter.
c BILLEDBESKRIVELSE: En mor i det gamle Israel snakker med sin datter mens de er ved at tilberede et måltid. I baggrunden er faren ved at lære sin søn hvordan man tager sig af får.
d BILLEDBESKRIVELSE: Ældste i en byport hjælper kærligt en enke og hendes søn som er blevet uretfærdigt behandlet af en lokal købmand.