Hvad siger Bibelen?

Hvorfor kristne ikke bander

EN RADIOPRODUCER fra BBC Wales fik for nylig en reprimande fordi han havde nægtet at klippe nogle „forargende ord“ ud af et interview med en homoseksuel. Han havde, ifølge en talsmand for BBC der var citeret i avisen The Guardian, brugt et „ekstremt groft sprog til at beskrive de handlinger hvorved man kan pådrage sig AIDS“. En tougers undersøgelse af de programmer som sendes på Storbritanniens fire tv-kanaler viste desuden at 22 procent af dem indeholder „et dårligt sprog, banden og/eller blasfemiske udtryk“.

Dette antyder at holdningerne varierer en hel del. På mange virker en samtale fuld af bandeord chokerende og stødende. Mange andre finder det imidlertid farverigt og dejlig uformelt, og er ikke bekymrede over det. Men hvordan vil det påvirke kristnes forhold til Gud og næsten hvis de bruger bandeord?

Hvorfor så almindeligt?

Eder, forbandelser, banden og sværgen falder ind under definitionen „smudsigt sprog“. Bandeord kan udtrykke vrede, eller ligefrem grove fordømmelser. Mary Marshall, der er forfatter til bogen Origins & Meanings of Oaths & Swear Words, siger at „eder og besværgelser langt mere hører tale- end skriftsproget til“. Ikke desto mindre er mange romaner fyldt med bandeord.

Hvorfor er det så almindeligt at bande? Folk med et begrænset ordforråd forsøger at kompensere herfor ved at bruge mange kraftudtryk. Andre tyr til mindre pæne gloser for at give det de siger eftertryk. Banden er ofte pr. definition forbundet med irritation, frustration og vrede. Når folk kommer ud for problemer lader de måske et kraftudtryk slippe over deres læber for at få „udløsning for . . . indestængte følelser“. Mary Marshall bemærker at hendes alfabetiske kortarkiv over engelske bandeord er fyldigst under ord som begynder med eksplosive og hvislende konsonanter.

Selv om mange føler at det kan give udløsning for vrede at bande, opdager de at de kommer ind i en ond cirkel. Det ene bandeord tager det andet. Hvorfor er det sådan? Fordi kraftudtrykkene bringer følelserne i kog. I en vestafrikansk hovedstads trafikkaos sprang en harmdirrende bilist ud af sin vogn og gik hen til en anden bilist hvis køretøj spærrede for ham. Efterhånden som sindene kom i kog, føg ukvemsordene gennem luften, idet de begge forsøgte at overgå hinanden i uforskammetheder. De andre strandede bilister steg ud af deres biler og kom med tilråb til kamphanerne for at få dem til at slynge endnu værre nederdrægtigheder i ansigtet på hinanden.

Uforskammetheder som nedgør andre kan udløse en flom af grimme ord. Det kan for eksempel være ord der sammenligner offeret med et dyr eller selv et insekt, nedvurderende kommentarer om en persons forældre eller tvivlsomme ophav, eller som påpeger visse fysiske karakteristika, og det som måske er endnu mere krænkende — obskøne, blasfemiske og seksuelle sjofelheder.

Guds syn på banden

At misbruge Guds navn er en alvorlig sag. I Anden Mosebog 20:7 siges der: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde.“ Men ville en overtrædelse af denne befaling ødelægge ens forhold til Gud? Ja, for i Moseloven hed det videre: „Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn på en uværdig måde.“

For at understrege hvor vigtigt det var at adlyde denne befaling, beretter Bibelen om et slagsmål mellem en israelit og en anden mand. Den sidstnævnte „gav sig til at spotte Navnet og at nedkalde ondt over det“. Hvordan lød Guds dom? Gud befalede: „Den der spotter Jehovas navn skal ubetinget lide døden.“ (3 Mosebog 24:10-16) Selv om Bibelen ikke i detaljer beretter om det der skete, viser dette bibelske eksempel noget om Guds syn på en respektløs tale og adfærd.

I De Kristne Græske Skrifter er det forudsagt at i vore dage vil „kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være . . . gudsbespottere [på græsk blaʹsfēmoi], . . . og fra disse skal du vende dig bort.“ (2 Timoteus 3:1, 2, 5) Det græske ord blasfēmiʹa indeholder ikke blot tanken om respektløs tale om det der er helligt. Det sigter til enhver form for sårende og ærekrænkende tale som skader andre.

Folk der bander viser tydeligvis „den gamle personlighed“ som kristne opfordres til at „aflægge“ på samme måde som man afklæder sig en ildelugtende, udslidt frakke man ikke længere kan gå med.a Apostelen Paulus råder: „Nu skal også I aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund.“ „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ (Kolossenserne 3:8, 9; Efeserne 4:31) Læg desuden mærke til at de der taler hånende og nedsættende om andre, de der af Paulus omtales som „spottere“, er blandt dem der ikke „skal arve Guds rige“. — 1 Korinther 6:9, 10.

Undgå bandeord!

Ægte kærlighed til Gud vil tilskynde kristne til at behage ham. (1 Johannes 5:3) Ligesom Gud viser omsorg for alle mennesker, vil kristne forsøge at gøre det samme i deres omgang med andre, hvorved de vil adlyde de to største bud, nemlig budene om at elske Gud og om at elske næsten. (Mattæus 22:37-39) „Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse,“ siges der i Romerbrevet 15:2. Spørg derfor dig selv om de ord du bruger virker stødende eller opbyggende.

Ganske vist kan det være svært at luge ud i sit ordforråd hvis det er en indgroet vane at bande. Men det er muligt — hvis man får hjælp. Guds ånd kan hjælpe en person til at ændre sin sprogbrug. Man må først og fremmest være villig til at opbygge et ordforråd af gode ord — og regelmæssigt bruge det. — Romerne 12:2.

„Den fordærvede tunge skæres af,“ advarede den vise kong Salomon. Dette symbolske udtryk betyder ganske vist ikke at nogle skal skære tungen af andre. Men lad alligevel ikke bandeordenes snavs besmitte din tale. Forsøg at have rene ord på læben og lad din tale være yndefuld! — Ordsprogene 10:31, 32; Kolossenserne 4:6.

[Fodnote]