At dække de ældres behov — en udfordring til kristne
DER er nu gået tre måneder. Endnu har ingen af den gamle dames børn ulejliget sig hen for at besøge hende. Hun bor ensomt på et alderdomshjem i den sydafrikanske by Cape Town. Hendes børn bor lige i nærheden.
En gammel dame på et plejehjem i Johannesburg tilbringer det meste af sin tid ude på altanen til sit værelse. Man ser hende ofte sidde og græde.
Sådanne triste tilfælde bliver mere og mere almindelige, selv i lande hvor man traditionelt har haft stor omsorg for de ældre. I Soweto, en meget stor forstad til Johannesburg hvor der kun bor sorte, „var der førhen tradition for at familien viste de ældre omsorg og havde respekt for deres myndighed, men sådan er det ikke mere,“ oplyser en avis. Den samme tendens har vist sig blandt den store indiske befolkning i Sydafrika. Inderne er traditionelt omsorgsfulde over for deres ældre, men en embedsmand oplyste for nylig at de yngre indiske ægtepar ’ikke længere ønsker at være bebyrdet med deres forældre’.
Sande kristne efterlever imidlertid Bibelens befaling: „Ær din fader og din moder.“ (2 Mosebog 20:12; Efeserne 6:2) Denne forpligtelse hører ikke op når forældrene bliver gamle. I Første Timoteusbrev 5:8 siges der: „Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ Dette betyder blandt andet at kristne skal sørge for deres gamle forældre, uanset hvilke følelsesmæssige og økonomiske ofre dette vil indebære.
I det store og hele har medlemmerne af den kristne menighed i vore dage gjort en beundringsværdig indsats for at tage sig af deres forældres fysiske og følelsesmæssige behov. Men hvad med de ældre kristne som ikke har gudfrygtige børn eller børnebørn til at sørge for sig? Hvem skal tage sig af dem?
Et menighedsanliggende
Disciplen Jakob skrev: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel.“ Jakob skrev endvidere: „Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 1:27; 2:15-17.
Hvis en ældre kristen har behov for hjælp, er det altså hele menighedens ansvar at hjælpe. De ældste kan gå foran. Som Paulus viser i Første Timoteusbrev 5:4, bør de først finde ud af om vedkommende har børn eller børnebørn som er villige til „fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne“. Hvis ikke, kan de ældste undersøge om det er muligt at få støtte fra det offentlige eller fra pensionskasser og lignende. Det kan endda være at nogle i menigheden er i stand til at hjælpe økonomisk på personlig basis.
Men hvis problemet ikke kan afhjælpes på nogen af de ovennævnte måder, kan de ældste overveje om vedkommende opfylder betingelserne for at modtage økonomisk støtte fra menigheden. Paulus sagde: „Lad en enke blive sat på listen når hun ikke er under tres år, har været én mands hustru, har et godt omdømme for gode gerninger.“ — 1 Timoteus 5:9, 10.
Meget ofte er det imidlertid ikke penge der er problemet. De ældste må finde ud af nøjagtig hvilken slags hjælp der er behov for. Har den ældre broder eller søster behov for hjælp til at købe ind? Er vedkommende ensom eller trænger til opmuntring? Har han eller hun brug for at blive kørt til møderne? Er der behov for at nogle kommer og læser højt af Bibelen og de kristne publikationer? Hvis den ældre broder eller søster af helbredsmæssige årsager er ude af stand til at komme til møderne, kunne man da optage møderne på bånd så han eller hun kunne høre dem derhjemme? Der skal måske adskillige besøg og samtaler til før man bliver helt klar over hvori behovet består. Men som hyrder bør de ældste ’vide hvordan småkvæget ser ud’. — Ordsprogene 27:23.
Hvordan nogle menigheder har hjulpet
Når man først kender den ældre broders eller søsters behov, kan der gøres noget for at imødekomme dem. Hvis der er en varm, omsorgsfuld og uselvisk ånd i menigheden, er det ikke svært at finde en del brødre og søstre som er villige til at hjælpe. Derved undgår man at nogle få kommer til at bære en alt for stor byrde. I en menighed har man for eksempel udarbejdet en plan for hvornår de forskellige forkyndere skal besøge de ældre. Brødrene og søstrene er glade for at være med til dette, og ingen af de ældre bliver overset.
I en anden menighed (i Sydafrika) blev et ældre Jehovas vidne forsømt af sine ikketroende børn. Men nogle unge forkyndere der boede i nærheden vaskede, strøg og gjorde rent for hende og passede tillige hendes have. Brødrene hjalp med at betale hendes husleje og mad. De hentede og bragte hende til møder og stævner. Og da hun døde sørgede de for alle arrangementer i forbindelse med begravelsen og dækkede udgifterne.
I en lille sydafrikansk menighed blev en ældre farvet broder (det vil sige af blandet race) totalt lam efter et slagtilfælde. Da han ikke havde nogen familie til at sørge for sig, tog en søster i menigheden — der selv var enke — og hendes søn ham hjem til sig. Brødrene fra menigheden skiftedes til at komme og bade ham. Desuden kørte en hvid pionerbroder ture med ham i hans rullestol. Dette syn som er usædvanligt i Sydafrika vakte megen opsigt. Menigheden sørgede kærligt for denne ældre broder indtil han døde.
Det betyder imidlertid ikke at det altid er let at hjælpe de ældre brødre og søstre. Det kan virkelig kræve initiativ og beslutsomhed at overvinde de problemer som kan opstå.
Transport af de ældre til møderne
En ældre søster, der var enke og som led af dårligt hjerte, blev en dag besøgt af en ældste. Mens han var der kom en nabo på besøg og sagde beklagende: „Jeg kommer her ofte og finder hende grædende fordi ingen har tilbudt at køre hende til rigssalen.“ Problemet var dog ikke så alvorligt som naboen gav det udseende af, for der var en familie i menigheden som sørgede for hendes transport. Men en sjælden gang skete det at faderen arbejdede over og derfor ikke kom og hentede søsteren. Men det havde sikkert været muligt at få andre til at hente hende.
Det er derfor godt at huske at det er meget vigtigt for de ældre at overvære møderne. (Hebræerne 10:24, 25) En ældste lægger altid mærke til om en bestemt ældre søster er til stede. Hvis kørselsaftalen har svigtet, skynder denne ældste sig ud til sin bil og henter hende. Hendes glade smil er rigelig belønning for hans ekstra anstrengelse.
Taktfuld men vedholdende
Nogle gange kan de ældre imidlertid være meget selvstændige. De har måske brug for hjælp men vil ikke tage imod den. Og medmindre de ældste, eller de som de har udpeget til at hjælpe, er vågne, vil sådanne ældre måske forsøge at ’klare sig selv’.
En ældre enke led af kræft men sagde det ikke til nogen. Hun havde brug for hjælp til at flytte sine ejendele til et sted der lå over halvanden kilometer væk. Men i stedet for at bede andre om hjælp, allierede hun sig med en 84-årig veninde. Sammen læssede de nogle ting på en vogn som de forsøgte selv at skubbe. Men det gik snart op for dem at de ikke kunne klare opgaven alene, så enkens veninde blev nødt til at hente hjælp hos et af Jehovas vidner, en ældste, der boede i nærheden.
Nogle gange kræves det altså at vi taktfuldt men vedholdende søger at finde ud af hvordan vi kan hjælpe sådanne ældre mennesker. Men hvis vi kun nøjes med at tilbyde vor hjælp i vage vendinger, ved for eksempel at sige: ’Du skal bare sige til hvis der er noget jeg skal gøre,’ risikerer vi at blive affærdiget med et: ’Nej tak, jeg klarer mig.’ Husk at da Lydia tilbød apostelen Paulus og andre sin gæstfrihed gav hun ikke op fordi de tilsyneladende var afvisende. Nej, „hun ligefrem pressede“ dem. (Apostelgerninger 16:15) Så vær vedholdende. Find ud af hvilke ønsker og behov de ældre har før de selv må spørge om hjælp.
Selvfølgelig bør de ældre være taknemmelige for det andre gør for dem og ikke være nærtagende, krævende eller kritiske. Hvis man bliver hentet af nogen ville det for eksempel være meget passende om man tilbød at dække transportudgifterne. En ældre søster bager brød og hækler små ting som gaver til dem der kører hende til møderne. I mange tilfælde er det imidlertid nok bare at sige tak.
Kristne i vore dage bestræber sig for at efterleve befalingen i Tredje Mosebog 19:32, hvor der står: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand.“ Jehovas tjenere følger ikke den tendens der er i verden til at kassere de ældre og unddrage sig det ansvar man har over for sine forældre. Tålmodigt, offervilligt og med Jehovas hjælp tager vi derimod den udfordring op det er at sørge for vore ældre.
[Illustration på side 23]
Unge i menigheden kan ofte gøre meget for at hjælpe de ældre