TELTBOLIG

Et transportabelt telt som Israel benyttede som tilbedelsessted; det kaldes undertiden også „mødeteltet“. (2Mo 39:32, 40; se MØDETELT.) På hebraisk kaldes det misjkanʹ (bolig, teltbolig), ’oʹhæl (telt) og miqdasjʹ (helligdom). På græsk bruges ordet skēnēʹ, der betyder „telt, hytte, bolig“. — Se HELLIGT STED.

Teltboligen var en vigtig del af den ordning hvorved Israels folk kunne nærme sig Jehova. Boligen bestod af to rum. (BILLEDE, bd. 1, s. 538) I det forreste, Det Hellige, fandtes en guldlampestander, et guldalter til røgelse, et skuebrødsbord og nogle redskaber af guld; og i det inderste rum, Det Allerhelligste, stod pagtens ark, hvorpå der var to keruber af guld. — Se ALLERHELLIGSTE, DET; ARK, 4.

Indvielse. Teltboligen, eller „mødeteltet“ (kaldet „Jehovas tempel“ i 1Sa 1:9 og „Jehovas hus“ i 1Sa 1:24), blev fremstillet i ørkenen ved Sinaj Bjerg i 1512 f.v.t. Teltet med dets udstyr og redskaber blev rejst på den første dag i den første måned, abib, eller nisan. (2Mo 40) Samme dag blev præsteskabet indsat af mellemmanden Moses ifølge Guds anvisninger, og hele indsættelsesceremonien varede syv dage. På den ottende dag begyndte præsterne at udføre deres officielle pligter. — 3Mo kap. 8, 9; se INDSÆTTELSE.

Konstruktion. Da Jehova havde talt til Moses på bjerget og givet ham det fuldstændige forbillede til teltboligen, befalede han: „Se til . . . at du laver alle ting efter det forbillede som blev vist dig på bjerget.“ Teltboligen tjente som „en skygge af det himmelske“ og skulle derfor være nøjagtig til mindste detalje. (He 8:5) Jehova inspirerede Bezalel og Oholiab så arbejdet (som andre, både mænd og kvinder, havde del i) kunne blive udført i fuldstændig overensstemmelse med Moses’ anvisninger. Resultatet blev: „Nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses, sådan udførte Israels sønner hele tjenesten.“ (2Mo 39:42; 35:25, 26; 36:1, 4) Materialerne blev tilvejebragt ved frivillige bidrag fra folket. (2Mo 36:3, 6, 7) Guldet, sølvet, kobberet, garnet, stofferne og skindene der blev skænket, stammede sikkert fortrinsvis fra det israelitterne havde ført med sig ud af Ægypten. (2Mo 12:34-36; se SÆLSKIND.) Akacietræ fandtes i ørkenen. — Se AKACIE.

Beregningerne i denne artikel er baseret på en alen på 44,5 cm. Det kan dog have været den lange alen på ca. 51,8 cm der blev brugt. — Jf. 2Kr 3:3; Ez 40:5.

Teltduge og forhæng. Hele teltboligens træskelet blev først dækket af en stor linnedteltdug med farverige broderier af keruber. Den bestod af to store stykker, hvert bestående af fem mindre teltduge, som blev samlet ved hjælp af løkker af blåt garn og kroge af guld. Hver af disse teltduge var kun 28 alen (12,5 m) lang, hvilket betød at de var mindst en alen (44,5 cm) for korte til at kunne nå jorden på siderne af teltboligen. — 2Mo 26:1-6.

Over linnedteltdugen lå en teltdug af gedehår, som også var i to store stykker, ét bestående af seks mindre teltduge og ét bestående af fem mindre teltduge. Hver af de 11 teltduge var 30 alen (13,4 m) lang. Herover blev der lagt et dække af rødfarvede vædderskind, og øverst et dække af sælskind der åbenbart nåede ned til jorden og sikkert var forsynet med reb så det kunne fastgøres til jorden med teltpløkke. — 2Mo 26:7-14.

Mellem Det Hellige og Det Allerhelligste var der et forhæng som var dekoreret med broderede keruber (2Mo 36:35), og foran teltets indgang mod øst var der et tæppe eller en afskærmning fremstillet af farvet uld og linnedgarn. — 2Mo 36:37.

Mål. Bibelen beskriver teltboligen som 30 alen (13,4 m) lang og 10 alen (4,5 m) høj, hvilket efter alt at dømme er de indvendige mål. (Jf. 2Mo 26:16-18.) Den var øjensynlig også 10 alen bred. (Jf. 2Mo 26:22-24.) Bredden kan beregnes på følgende måde: Bagsiden, mod vest, bestod af seks panelrammer på hver halvanden alen (i alt 9 alen) og to panelrammer kaldet hjørnestolper, der øjensynlig stod sådan at de hver føjede en halv alen til de indvendige mål. Den jødiske skriftlærde Rashi (1040–1105 e.v.t.) skrev i en kommentar til 2 Mosebog 26:23: „Alle de otte brædder var placeret på række, blot kunne hele bredden af disse to [hjørnestolperne] ikke ses inde i Tabernaklet, kun en halv alen på den ene side og en halv alen på den anden side kunne ses indefra, så bredden i alt blev ti alen. Den resterende alen fra det ene bræt og den resterende alen fra det andet bræt modsvaredes af tykkelsen af Tabernaklets brædder på nord- og sydsiden, så ydersiden blev regelmæssig.“ — Pentateuch With Targum Onkelos, Haphtaroth and Rashi’s Commentary, Exodus, oversat af M. Rosenbaum og A. M. Silbermann, s. 144; kursiveret af oversætterne.

Det Allerhelligste havde åbenbart form som en kubus der målte 10 alen på hver led — ligesom Det Allerhelligste i det tempel Salomon senere byggede, var en kubus, blot 20 alen (8,9 m) på hver led. (1Kg 6:20) Det Hellige var dobbelt så langt som det var bredt. Hvad angår dets længde, er disse punkter af interesse: Hvert af linnedteltdugens to stykker var 20 alen bredt. (2Mo 26:1-5) Det vil sige at det ene stykke (på 20 alen) strakte sig fra indgangen til det sted hvor det med kroge var føjet til det andet stykke. Denne sammenføjning befandt sig åbenbart over søjlerne som forhænget til Det Allerhelligste hang på. Den anden halvdel af teltdugen (20 alen) dækkede således Det Allerhelligste (10 alen) og teltboligens bagside mod vest (10 alen).

Panelrammer. Væggene var af akacietræ overtrukket med guld, øjensynlig i form af panelrammer (svarende til vinduesrammer) i stedet for massive brædder. (2Mo 26:15-18) Dette synes logisk af to grunde: (1) Massive brædder af akacietræ i de angivne mål ville være unødvendigt tunge, og (2) keruberne der var broderet på teltdugen som blev lagt over brædderne, ville være skjult, undtagen i loftet. (2Mo 26:1) Hver panelramme må derfor være konstrueret på en sådan måde at præsterne i teltboligen kunne se keruberne som var broderet på linnedteltdugen. Der er også nutidige forskere som er af den opfattelse at teltboligen var opbygget af panelrammer i stedet for af massive brædder. Skønt det hebraiske ord qæʹræsj er gengivet med „bræt“ i ældre oversættelser, gengives det derfor med „ramme“ eller „panelramme“ i flere nyere oversættelser. — 2Mo 26:15-29, AT, JB, Mo, NV, RS.

Der var 20 panelrammer på nordsiden og 20 på sydsiden. (2Mo 26:18, 20) Hver ramme var 10 alen (4,5 m) høj og halvanden alen (67 cm) bred. Dybden oplyses ikke. På bagsiden, mod vest, var der seks panelrammer, og i de bagerste hjørner var der to panelrammer som kaldes „hjørnestolper“. — 2Mo 26:22-24.

I forbindelse med panelrammerne nævnes der nogle „ringe“ i Bibelen. Disse ringe var uden tvivl fastgjort til rammerne som holdere for fem tværstænger i hver side der skulle holde teltboligen sammen. Øverst og nederst var der åbenbart to tværstænger som sad i forlængelse af hinanden, for der siges kun om tværstangen i midten at den skulle „nå fra den ene ende til den anden“. Tværstængerne var af træ overtrukket med guld. — 2Mo 26:26-29.

Søjler og fodstykker. Fem søjler overtrukket med guld stod ved forsiden, eller indgangen, og fire søjler bar forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. (2Mo 26:32, 37) Hele bygningen hvilede på 100 fodstykker som havde fordybninger til tapperne under de 48 panelrammer (to fodstykker pr. panelramme og fire fodstykker under de fire søjler mellem Det Hellige og Det Allerhelligste). Fodstykkerne var af massivt sølv (2Mo 26:19-25, 32), og hvert af dem vejede en talent (ca. 34 kg). (2Mo 38:27) Desuden var der fem fodstykker af kobber til søjlerne ved indgangen. (2Mo 26:37) I betragtning af hvad sølv vejer, kan disse fodstykker ikke have været særlig høje, men har nærmest været tykke plader.

Forgården. Forgården omkring teltboligen var 100×50 alen (44,5×22,2 m). Omhænget der omgav forgården som et hegn, var 5 alen (2,2 m) højt. Ved hver langside stod tyve kobbersøjler der virkede som støtter, og ved de korte sider stod ti kobbersøjler. Afskærmningen for indgangen mod øst var fremstillet af linned og farvede materialer og var 20 alen (8,9 m) lang. — 2Mo 38:9-20.

Anslåede omkostninger. Værdien af det guld og sølv der blev anvendt ved opførelsen af teltboligen, har svaret til godt 70 millioner kroner, og omkostningerne ved hele teltboligen har måske svaret til knap 80 millioner kroner efter nutidig målestok. — 2Mo 38:24-29.

Mulige tilbygninger. Det ser ud til at man med tiden byggede nogle rum til brug for præsterne i forgården, sandsynligvis ved siden af og op til teltboligen. (1Sa 3:3) Muligvis blev der også rejst hytter i forgården, sådan at nogle af dem der bragte fællesskabsofre, kunne spise ofrene dér sammen med deres familier.

Beliggenhed i Israels lejr. (DIAGRAM, bd. 1, s. 538) Teltboligen lå midt i Israels lejr. Nærmest ved teltboligen, men i respektfuld afstand, måske 2000 alen (890 m), derfra, lå slægterne der hørte til Levis stamme, som passede boligen. (Jf. Jos 3:4.) Mod øst lå Arons præsteslægt, mod syd kehatitterne (hvorfra Arons slægt var blevet valgt til præstetjenesten [2Mo 6:18-20]), mod vest gersjonitterne og mod nord meraritterne. (4Mo 3:23, 29, 35, 38) Længere borte lå de øvrige 12 stammer lejret: Juda, Issakar og Zebulon mod øst; Ruben, Simeon og Gad mod syd; Efraim, Manasse og Benjamin mod vest; og Dan, Aser og Naftali mod nord. (4Mo 2:1-31) På grund af skyen og ilden, der henholdsvis om dagen og om natten hvilede over Det Allerhelligste hvor pagtens ark stod, var teltboligen let at lokalisere fra hele lejren. — 2Mo 40:36-38.

Transport. Når teltboligen med udstyr og redskaber skulle flyttes, tildækkede præsterne helligdommens udstyr, hvorefter kehatitterne bar pagtens ark, skuebrødsbordet, lampestanderen og altrene på skuldrene mens de gik. (4Mo 4:4-15; 7:9) Gersjonitterne havde to vogne hvorpå de transporterede teltdugene (undtagen forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste, som blev lagt over arken [4Mo 4:5]), teltboligens overdækninger, forgårdens omhæng, afskærmningerne, de dertilhørende teltreb samt visse redskaber til udførelsen af arbejdet. (4Mo 4:24-26; 7:7) Meraritterne havde fire vogne hvorpå de transporterede de tungeste dele, deriblandt panelrammerne, søjlerne, fodstykkerne, teltpløkkene og de dertilhørende teltreb. — 4Mo 4:29-32; 7:8.

Historie. Efter at Israel var gået over Jordanfloden ind i det forjættede land, blev teltboligen rejst i Gilgal. (Jos 4:19) Da landet blev delt mellem stammerne, blev teltboligen flyttet til Silo (Jos 18:1), hvor den forblev i mange år (1Sa 1:3, 24) før den blev flyttet til Nob. (1Sa 21:1-6) Senere befandt den sig i Gibeon. (1Kr 21:29) Da David flyttede pagtens ark til Zion, havde den ikke stået i teltboligen i mange år, men indtil Salomon byggede templet, blev der stadig bragt ofre ved teltboligen i Gibeon, der blev kaldt „den store offerhøj“. (1Kg 3:4) Efter at templet var blevet bygget, sørgede Salomon for at teltboligen blev ført op til Jerusalem og øjensynlig opmagasineret dér. — 1Kg 8:4; 2Kr 5:5.

Brugt billedligt. Apostelen Paulus kaster lys over teltboligens billedlige betydning. Idet han forklarer at teltboligen og den tjeneste der blev udført deri, var et forbillede, omtaler han Jesus Kristus som „en offentlig tjener ved det hellige sted og det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. (He 8:2) Senere siger han: „Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning.“ (He 9:11) Teltet i ørkenen blev rejst på Guds befaling som en foranstaltning der tjente til at israelitterne kunne nærme sig ham i sand tilbedelse, en foranstaltning til billedlig fjernelse af synder. Som et billede (He 9:9) symboliserede det den ordning hvorved den store ypperstepræst Jesus Kristus tjente ved at træde frem for sin Fader i himmelen med værdien af sit offer, der virkelig kan borttage synder. (He 9:24-26; se TEMPEL.) I kraft af denne ordning kan troende mennesker træde frem for Gud. (He 4:16) Apostelen Johannes så i et syn „Vidnesbyrdets telts helligdom“ i himmelen. — Åb 15:5.

Apostelen Peter, en åndsavlet søn af Gud med håb om himmelsk liv i samhørighed med Kristus Jesus, omtalte sit kødelige legeme som et „telt“. Det var ’en bolig’, men kun midlertidigt, eftersom Peter vidste at hans død var nært forestående, og at hans opstandelse ikke ville finde sted i kødet, men i ånden. — 2Pe 1:13-15; 1Jo 3:2; 1Kor 15:35-38, 42-44.

Yderligere oplysninger om teltboligens udstyr og redskaber findes under deres respektive betegnelser.