Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Anden Mosebog
DENNE bog er en sandfærdig beretning om udfrielsen af dem der blev ’tvunget til at udføre trællearbejde’. (2 Mosebog 1:13) Det er også en spændende beskrivelse af en nations fødsel. Blandt de fascinerende emner i bogen kan nævnes opførelsen af tabernaklet, en enestående lovgivning og forbløffende mirakler. I store træk er det disse ting Anden Mosebog handler om.
Den er skrevet af den hebraiske profet Moses og beretter om hvad der hændte israelitterne i tidsrummet fra Josefs død i 1657 f.v.t. til fuldførelsen af tabernaklet i 1512 f.v.t., en periode på 145 år. Dette hændelsesforløb har dog ikke kun historisk interesse. Det er en del af Guds ord, eller budskab, til os mennesker, og derfor både „levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) Af den grund har Anden Mosebog stor betydning for os.
„GUD HØRTE DERES STØNNEN“
I Ægypten bliver Jakobs efterkommere hurtigt så talrige at de på kongens befaling bliver gjort til trælle. Farao giver endda påbud om at alle israelitiske drengebørn skal dø. Men et tre måneder gammelt spædbarn, Moses, undgår denne skæbne og bliver adopteret af Faraos datter. Selv om han vokser op hos kongefamilien, tager han som 40-årig parti for sit eget folk og slår en ægypter ihjel. (Apostelgerninger 7:23, 24) Han tvinges til at flygte og tager til Midjan, hvor han gifter sig og lever som fårehyrde. Ved den brændende tornebusk giver Jehova ham bemyndigelse til at vende tilbage til Ægypten for at føre israelitterne ud af trældommen. Jehova udpeger hans broder, Aron, til at være hans talsmand.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
3:1 — I hvilken forstand var Jetro præst? På patriarkernes tid var familiens overhoved også dens præst. Jetro var øjensynlig familieoverhoved for en stamme af midjanitter. Eftersom midjanitterne var Abrahams efterkommere gennem Ketura, er det muligt at de havde et vist kendskab til tilbedelsen af Jehova. — 1 Mosebog 25:1, 2.
4:11 — På hvilken måde gør Jehova ’stum eller døv eller blind’? Selv om Jehova ved visse lejligheder har forårsaget blindhed og stumhed, er han ikke ansvarlig for de enkelte tilfælde af sådanne handicap. (1 Mosebog 19:11; Lukas 1:20-22, 62-64) De skyldes nedarvet synd. (Job 14:4; Romerne 5:12) Men eftersom Gud har tilladt at forholdene har udviklet sig sådan, kunne han omtale sig selv som den der „gør“ stum, døv og blind.
4:16 — På hvilken måde skulle Moses „tjene som Gud“ for Aron? Det var i sin egenskab af Guds repræsentant at Moses blev „Gud“ for Aron, der skulle tale på hans vegne.
Hvad vi kan lære:
1:7, 14. Jehova holdt sit folk oppe i den periode hvor det blev undertrykt i Ægypten. Han støtter og hjælper på lignende måde sine nutidige vidner, også hvis de bliver udsat for voldsom forfølgelse.
1:17-21. Jehova husker os ’til gunst for os’. — Nehemias 13:31.
3:7-10. Jehova er lydhør over for sit folks klageskrig.
3:14. Jehova gennemfører sin hensigt med usvigelig sikkerhed. Vi kan derfor have fuld tillid til at han vil gøre vores bibelsk begrundede håb til virkelighed.
4:10, 13. Moses viste så stor en mangel på tillid til sine egne talegaver at han, selv efter at have fået tilsagn om at Gud ville støtte ham, bad Jehova om at sende en anden til Farao. Alligevel brugte Jehova Moses, og han gav ham den visdom og styrke der skulle til for at udføre opgaven. I stedet for at fokusere på vores utilstrækkelighed bør vi stole på Jehova og trofast fuldføre vores opgave med at forkynde og undervise. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.
FORBLØFFENDE MIRAKLER FØRER TIL UDFRIELSE
Moses og Aron får foretræde hos Farao og beder om at israelitterne må få tilladelse til at fejre en højtid for Jehova i ørkenen. Den ægyptiske hersker afslår trodsigt. Jehova bruger Moses til at rette det ene slag efter det andet mod Farao. Men først efter den tiende plage lader han israelitterne rejse. Kort efter bliver de imidlertid skarpt forfulgt af ham og hans hærstyrker. Jehova udfrier israelitterne ved at åbne en flugtvej gennem Det Røde Hav. Deres ægyptiske forfølgere drukner da Jehova lader havet lukke sig sammen over dem.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
6:3 — I hvilken forstand var Guds navn ikke blevet gjort kendt for Abraham, Isak og Jakob? Disse patriarker brugte det guddommelige navn og modtog løfter fra Jehova, men de kendte ikke eller havde endnu ikke oplevet Jehova som den der fik disse løfter til at gå i opfyldelse. — 1 Mosebog 12:1, 2; 15:7, 13-16; 26:24; 28:10-15.
7:1 — Hvordan blev Moses gjort til „Gud for Farao“? Moses fik af Gud magt og myndighed over Farao. Han havde derfor ingen grund til at frygte Ægyptens konge.
7:22 — Hvorfra fik de ægyptiske magere vand som ikke var blevet forvandlet til blod? De kan have brugt vand der var blevet trukket op af Nilen før plagen kom. Tilsyneladende kunne man dog også hente drikkevand ved at grave brønde i den fugtige jord ved Nilen. — 2 Mosebog 7:24.
8:26, 27 — Hvorfor sagde Moses at de ofre Israel ville bringe ville være noget „vederstyggeligt for ægypterne“? I Ægypten ærede man mange forskellige dyr. Af den grund må omtalen af dyreofre have virket som et stærkt og overbevisende argument for at imødekomme Moses’ krav om at lade israelitterne rejse ud af Ægypten for at bringe ofre til Jehova.
12:29 — Hvem blev regnet blandt de førstefødte? De førstefødte indbefattede kun dem af hankøn. (4 Mosebog 3:40-51) Farao var selv førstefødt, men blev ikke dræbt fordi han havde sin egen familie. Det var ikke familieoverhovedet, men den førstefødte søn i familien der døde som følge af den tiende plage.
12:40 — Hvor længe boede israelitterne i Ægypten? De 430 år der er omtalt her, angiver længden af den periode hvor Israels sønner var bosat „i Ægyptens land og i Kana’ans land“. (Se fodnoten i Studiebibelen) Abraham var 75 år gammel da han i 1943 f.v.t. gik over Eufratfloden på vej til Kana’an. (1 Mosebog 12:4) Jakob kom først til Ægypten 215 år senere da han var 130 år gammel. (1 Mosebog 21:5; 25:26; 47:9) Deraf kan vi slutte at israelitterne må have opholdt sig i Ægypten i en periode af tilsvarende længde, det vil sige 215 år.
15:8 — Betyder dét at Det Røde Havs vande „stivnede“, at vandet frøs til is? Det hebraiske ord der her er oversat med „stivnede“, betyder at trække sig sammen eller blive tykkere. I Job 10:10 anvendes udtrykket i forbindelse med mælk der løber sammen og bliver til ost. Når der står at vandene stivnede, betyder det altså ikke nødvendigvis at vandene blev til is. Hvis den ’stærke østenvind’ som omtales i 2 Mosebog 14:21, havde været så kold at vandene frøs til is, ville den stærke kulde uden tvivl have været omtalt. Da der ikke var noget synligt der holdt vandene tilbage, så det ud som om de var stivnede så de kunne holde sig oprejst.
Hvad vi kan lære:
7:14–12:30. De ti plager skyldtes ikke blot tilfældige sammentræf af omstændigheder. De var forudsagt og indtraf nøjagtig som angivet. De beviste på en magtfuld måde at Skaberen har herredømme over vandet, sollyset, insekterne, dyrene og menneskene. Plagerne viste også at Gud kan bringe ulykke over sine fjender samtidig med at han beskytter dem der tilbeder ham.
11:2; 12:36. Jehova velsigner sit folk. Åbenbart sørgede han for at de nu fik løn for det arbejde de havde udført i Ægypten. De var draget ind i landet som frie mennesker, ikke som krigsfanger der blev gjort til trælle.
14:30. I forbindelse med den kommende „store trængsel“ kan vi have fuld tillid til at Jehova vil udfri sine tilbedere. — Mattæus 24:20-22; Åbenbaringen 7:9, 14.
JEHOVA ORGANISERER ISRAEL SOM EN TEOKRATISK NATION
I den tredje måned efter udfrielsen fra Ægypten slår israelitterne lejr ved foden af Sinaj Bjerg, hvor de modtager De Ti Bud og andre love. De slutter pagt med Jehova og bliver gjort til en teokratisk nation. Moses tilbringer 40 dage på bjerget, og i løbet af dem modtager han anvisninger angående den sande tilbedelse og bygningen af Jehovas tabernakel, et transportabelt tempel. I mellemtiden laver israelitterne en guldkalv som de tilbeder. Da Moses kommer ned fra bjerget og ser dette, bliver han så vred at han knuser de to stentavler han har fået af Gud. Efter at overtræderne har fået deres retfærdige straf, bestiger Moses bjerget igen og modtager to nye tavler. Da han for anden gang er vendt tilbage fra bjerget, begynder man at bygge tabernaklet. Ved udløbet af Israels første år i frihed står dette storslåede telt inklusive al dets inventar færdigt. Derpå fylder Jehova teltet med sin herlighed.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
20:5 — På hvilken måde bringer Jehova „for fædres misgerning“ straf over de følgende generationer? Efter at være nået til skelsår og alder vil den enkelte blive bedømt på grundlag af sin egen adfærd og indstilling. Men da Israels nation gav sig til at dyrke afguder, kom folket til at lide under konsekvenserne af dette i flere slægtled derefter. Det gik også ud over de trofaste israelitter. Nationens religiøse forfald gjorde det vanskeligt for dem at forblive på den rette vej og bevare deres uangribelighed.
23:19; 34:26 — Hvad betød buddet om ikke at koge et kid i dets moders mælk? Det at koge et gedekid (eller et andet dyrs afkom) i dets moders mælk skal efter sigende have indgået i hedenske regnritualer. Eftersom modermælken er den næring afkommet skal leve af, ville det være grusomt at koge et dyrs afkom i denne mælk. Denne lov var med til at vise israelitterne at de skulle være medfølende.
23:20-23 — Hvem var den engel der er omtalt her, og på hvilken måde var Jehovas navn „i ham“? Sandsynligvis var denne engel Jesus i hans førmenneskelige skikkelse. Han blev brugt til at lede israelitterne til det forjættede land. (1 Korinther 10:1-4) Jehovas navn „er i ham“ i den forstand at Jesus er den der først og fremmest ophøjer og helliger sin Faders navn.
32:1-8, 25-35 — Hvorfor blev Aron ikke straffet for at have lavet guldkalven? Aron gik ikke helhjertet ind for denne afgudsdyrkelse. Åbenbart tog han senere, sammen med andre levitter, standpunkt for Jehova mod dem der modarbejdede Moses. Efter at de skyldige var blevet slået ihjel, mindede Moses folket om at det havde syndet groft, hvilket viser at der var andre foruden Aron som blev genstand for Jehovas barmhjertighed.
33:11, 20 — Hvordan talte Gud til Moses „ansigt til ansigt“? Dette udtryk tyder på at der var tale om en fortrolig tovejskommunikation. Moses talte med en engel som repræsenterede Gud, og modtog på denne måde Jehovas vejledning mundtligt. Moses så imidlertid ikke Jehova, ’for intet menneske kan se Gud og leve’. Jehova talte ikke personligt med Moses. Loven blev ifølge Galaterne 3:19 „formidlet gennem engle ved en mellemmands hånd“.
Hvad vi kan lære:
15:25; 16:12. Jehova tager sig kærligt af sit folk.
18:21. De mænd der udvælges til at beklæde ansvarsposter i den kristne menighed, må tilsvarende være dygtige, gudfrygtige, pålidelige og uselviske.
20:1–23:33. Jehova er den højeste lovgiver. Når israelitterne adlød hans love, kunne de tilbede ham med glæde og på en velordnet måde. I dag har Jehova en teokratisk organisation her på jorden. Hvis vi samarbejder med den, vil det give os glæde og tryghed.
Bogens betydning for os
Hvad fortæller Anden Mosebog os om Jehova? Den beskriver ham som den der har kærlig omsorg for sit folk, den uforlignelige udfrier som altid gennemfører sin hensigt. Han er den der har organiseret sit folk i et teokrati hvor han selv er den øverste hersker.
Når du læser ugens bibelpensum som forberedelse til Den Teokratiske Skole, vil det du kan lære af Anden Mosebog, uden tvivl gøre et stort indtryk på dig. Hvis du tænker over det der står i afsnittet med underoverskriften „Svar på spørgsmål til bibelteksten“, vil det give dig større indsigt i visse af bogens passager. Bemærkningerne i afsnittet med underoverskriften „Hvad vi kan lære“, vil vise dig hvordan du kan få udbytte af ugens bibelpensum.
[Illustration på side 24, 25]
Jehova gav den ydmyge Moses bemyndigelse til at føre israelitterne ud af trældommen
[Illustration på side 25]
De ti plager viste på en magtfuld måde at Skaberen har herredømme over vandet, sollyset, insekterne, dyrene og menneskene
[Illustration på side 26, 27]
Ved hjælp af Moses organiserer Jehova israelitterne som en teokratisk nation