Værdsæt livets gave
„Messias’ blod . . . [vil] rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud.“ — HEBRÆERNE 9:14.
1. Hvad vidner om at vi sætter pris på livet?
HVIS du blev spurgt om hvor meget dit liv var værd, hvad ville du så svare? Vi sætter stor pris på livet — både vores eget og andres. Det er derfor vi gerne vil behandles af en læge når vi er syge, eller regelmæssigt får foretaget en helbredsundersøgelse. Vi vil gerne holde os i live og være sunde og raske. Selv de fleste af dem der er ældre eller handicappede, ønsker at bevare livet og har ikke lyst til at dø.
2, 3. (a) Hvilken forpligtelse understreges i Ordsprogene 23:22? (b) Hvad har Ordsprogene 23:22 at gøre med vores forpligtelse over for Gud?
2 Dit syn på livet påvirker dit forhold til andre. Guds ord siger for eksempel: „Hør på din fader som avlede dig, og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ (Ordsprogene 23:22) At ’høre på’ indebærer mere end at man blot hører hvad der bliver sagt; tanken i ordsproget er at man lytter for at adlyde. (2 Mosebog 15:26; 5 Mosebog 7:12; 13:18; 15:5; Josua 22:2; Salme 81:13) Hvorfor siger Guds ord at man skal høre på sine forældre? Det er ikke kun fordi de er ældre end en selv eller har mere erfaring. Nej, den grund der nævnes, er at din far (og naturligvis også din mor) har givet dig livet. Nogle oversættelser gengiver verset på følgende måde: „Lyt til din fader som gav dig livet.“ Hvis man sætter pris på livet, er det naturligt at man føler sig forpligtet over for dem der har sat en i verden.
3 Hvis man er en sand kristen, anerkender man selvfølgelig Jehova som den egentlige kilde til livet. Ved ham „lever vi“; vi er sansende skabninger der kan ’bevæge os’; vi ’er til’ og kan tænke over og planlægge med henblik på fremtiden, ikke mindst det evige liv. (Apostelgerninger 17:28; Salme 36:9; Prædikeren 3:11) I tråd med Ordsprogene 23:22 vil det være rigtigt at ’høre på’ Gud og adlyde ham, idet vi ønsker at forstå hans syn på livet og lade os lede af dét og ikke af hvordan andre ser på det.
Vis respekt for livet
4. Hvordan blev spørgsmålet om respekt for livet taget op tidligt i menneskehedens historie?
4 Tidligt i historien gjorde Jehova det klart at han ikke ville lade menneskene bruge (eller misbruge) livet som det passede dem. Optændt af jalousi og vrede dræbte Kain sin bror Abel og berøvede derved et uskyldigt menneske livet. Mener du at Kain havde ret til at træffe en sådan afgørelse i forbindelse med liv? Det mente Gud ikke. Han krævede Kain til regnskab med ordene: „Hvad har du gjort? Hør! Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ (1 Mosebog 4:10) Læg mærke til at Abels blod som var blevet udgydt på jorden, repræsenterede hans liv, der så brutalt var blevet sat en stopper for, og blodet råbte til Gud om hævn. — Hebræerne 12:24.
5. (a) Hvilket forbud gav Gud i Noas dage, og hvem gjaldt det? (b) Hvad var dette forbud et vigtigt skridt hen imod?
5 Efter Vandfloden fik menneskeheden en ny begyndelse med kun otte sjæle. I en erklæring der gjaldt alle mennesker, åbenbarede Gud mere om hvordan han så på livet og blodet. Han sagde at menneskene måtte spise kød af dyr, men pålagde dem denne begrænsning: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom jeg gav jer de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:3, 4) Nogle jøder fortolker det som om man ikke måtte spise kød eller blod af et dyr der stadig var i live. Men tiden ville klart vise at det Gud her forbød, var indtagelsen af blod for at opretholde liv. Desuden var Guds erklæring gennem Noa et væsentligt skridt hen imod gennemførelsen af hans ophøjede hensigt i forbindelse med blodet — en hensigt som ville gøre det muligt for mennesker at opnå evigt liv.
6. Hvordan understregede Gud gennem påbuddet til Noa sit syn på livets værdi?
6 Gud fortsatte: „Blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:5, 6) Det fremgår altså af denne erklæring til hele menneskeheden at Gud betragter et menneskes blod som noget der repræsenterer livet. Skaberen har givet mennesket livet, og ingen må tage dette liv, der repræsenteres ved blodet. Hvis nogen, ligesom Kain, myrder en anden, har Skaberen ret til at kræve at morderen bøder med sit liv.
7. Hvorfor bør vi interessere os for Guds erklæring til Noa angående blod?
7 Ved sin erklæring gav Gud menneskene påbud om ikke at misbruge blodet. Har du nogen sinde spekuleret over hvorfor, og hvad der lå bag Guds syn på blodet? Faktisk har svaret at gøre med et af de allervigtigste lærepunkter i Bibelen. Det har at gøre med selve kernen i det kristne budskab, selv om det er noget mange kirkesamfund vælger at ignorere. Hvad er det for et lærepunkt, og hvordan berører det dit liv, dine beslutninger og dine handlinger?
Hvordan måtte blodet bruges?
8. Hvilken begrænsning angående brugen af blod gav Jehova i Loven?
8 I den lovsamling israelitterne fik, gav Jehova dem flere detaljer om livet og blodet. Derved tog han endnu et skridt hen imod at gennemføre sin hensigt. Loven krævede jo at man frembar ofre for Gud, som for eksempel korn, olie og vin. (3 Mosebog 2:1-4; 23:13; 4 Mosebog 15:1-5) Men der blev også bragt dyreofre, og om disse sagde Gud: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det. Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ Jehova sagde videre at hvis nogen, såsom en jæger eller en landmand, nedlagde eller slagtede et dyr for at spise det, så skulle han lade blodet løbe ud og dække det til med støv. Jorden er Guds fodskammel, og ved at lade blodet løbe ud på jorden anerkendte man at livet blev givet tilbage til Livgiveren. — 3 Mosebog 17:11-13; Esajas 66:1.
9. Hvad var den eneste brug af blodet som Loven foreskrev, og hvad var formålet?
9 Denne ordning var ikke blot et religiøst ritual der ikke har nogen betydning for os i dag. Lagde du mærke til hvorfor israelitterne ikke måtte indtage blod? Gud sagde: „Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ Hvad var grunden? „Jeg har selv givet jer [blodet] på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Det forklarer samtidig hvorfor Gud sagde til Noa at menneskene ikke måtte spise blod. Skaberen besluttede at blodet skulle betragtes som noget der var af ophøjet betydning, sat til side til et særligt formål som kunne redde mange liv. Det skulle spille en vigtig rolle i forbindelse med at dække, eller sone, synder. Under Loven godkendte Jehova således kun én brug af blodet, nemlig at det blev udgydt på alteret for at skaffe de israelitter soning som søgte hans tilgivelse.
10. Hvorfor kunne dyreblod ikke føre til fuldstændig tilgivelse, og hvad mindede ofrene under Loven israelitterne om?
10 At blodet kan skaffe soning, er også i overensstemmelse med kristendommens lære. Den kristne apostel Paulus henviste til denne side af Loven da han skrev: „Næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ (Hebræerne 9:22) Paulus gjorde det klart at de lovbefalede ofre ikke gjorde israelitterne til fuldkomne, syndfri mennesker. Han skrev: „Med disse ofre gives der . . . , år efter år, en påmindelse om synder, for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“ (Hebræerne 10:1-4) Ikke desto mindre tjente sådanne ofre et formål. De mindede israelitterne om at de var syndige, og om at der skulle mere til for at de kunne opnå fuldstændig tilgivelse. Men hvis det blod der repræsenterede dyrs liv, ikke fuldstændig kunne dække menneskers synder, fandtes der så nogen form for livsblod der kunne det?
Livgiverens fuldkomne ordning
11. Hvordan ved vi at ofre af dyreblod pegede frem til noget større?
11 Loven pegede i virkeligheden frem til noget der var af langt større betydning for gennemførelsen af Guds vilje. Paulus spurgte: „Hvorfor da loven?“ Og han svarede: „Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom; og den blev formidlet gennem engle ved en mellemmands [Moses’] hånd.“ (Galaterne 3:19) Og et andet sted skrev Paulus: „Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse.“ — Hebræerne 10:1.
12. Hvilken udvikling i Guds hensigt kan vi se i forbindelse med blodet?
12 Indtil nu har vi lært at Gud i Noas dage erklærede at mennesker havde lov at spise dyrekød for at opretholde livet, men ikke måtte indtage blod. Senere udtalte Gud at „kødets sjæl er i blodet“. Han besluttede altså at betragte blodet som et symbol på liv og sagde: „Jeg har selv givet jer [blodet] på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Der ville imidlertid på en storslået måde blive kastet yderligere lys over Guds hensigt. Loven var nemlig en skygge af kommende goder. Hvilke?
13. Hvorfor var Jesu død betydningsfuld?
13 Det virkelige, eller „tingenes egentlige skikkelse“, havde at gøre med Jesu Kristi død. Vi ved at Jesus blev torteret og pælfæstet, og at han døde som en forbryder. Paulus skrev: „Mens vi endnu var svage, døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. . . . Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Romerne 5:6, 8) Ved at dø for os tilvejebragte Kristus en løsesum som skulle dække over vore synder. Denne løsesum er selve grundlaget for det kristne budskab. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16; 1 Korinther 15:3; 1 Timoteus 2:6) Hvilken forbindelse er der da mellem løsesummen og blod og liv, og hvordan berører det vores liv?
14, 15. (a) Hvad lægger nogle oversættelser af Efeserbrevet 1:7 vægten på? (b) Hvad kunne man komme til at overse i forbindelse med Efeserbrevet 1:7?
14 Nogle kirkesamfund lægger vægten på Jesu død. Deres tilhængere siger for eksempel: „Jesus døde for mig.“ Læg mærke til hvordan nogle bibeloversættelser gengiver Efeserbrevet 1:7: „Det er i ham og gennem hans død at vi har udfrielsen, det vil sige fjernelsen af vore overtrædelser.“ (The American Bible af Frank Scheil Ballentine, 1902) „Ved Kristi død har vi opnået frihed, det vil sige, er vore synder blevet tilgivet.“ (Today’s English Version, 1966) „Det er i Kristus og gennem ham og hans livs offer at vi er blevet udfriet, en udfrielse som betyder tilgivelsen af synder.“ (The New Testament af William Barclay, 1969) „Det er gennem Kristi død at vore synder bliver tilgivet og vi bliver udfriet.“ (The Translator’s New Testament, 1973) Det er tydeligt at disse oversættelser lægger vægten på Jesu død. ’Men,’ vil nogle sige, ’Jesu død er også meget vigtig. Så hvad mangler der i disse oversættelser?’
15 Jo, hvis vi kun havde disse oversættelser til rådighed, ville vi nemt komme til at overse et vigtigt punkt, og det kunne begrænse vores forståelse af Bibelens budskab. Disse oversættelser tilslører nemlig den kendsgerning at den oprindelige tekst til Efeserbrevet 1:7 indeholder et græsk ord som betyder „blod“. Mange bibeloversættelser, som for eksempel Ny Verden-Oversættelsen, er derfor mere nøjagtige i deres gengivelse af grundteksten: „Ved hjælp af ham har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“
16. Hvad skulle udtrykket „hans blod“ få os til at tænke på?
16 Der ligger meget i udtrykket „hans blod“, og det skulle få os til at tænke på alt det blodet står for. Det var ikke nok at nogen døde, selv ikke det fuldkomne menneske Jesus. Han opfyldte også det der var blevet forudskildret i Loven, især på forsoningsdagen. På denne særlige dag ofrede man de dyr som Loven foreskrev. Derefter tog ypperstepræsten noget af dyrenes blod med ind i Det Allerhelligste, som var det inderste rum i teltboligen eller templet. Og dér frembar han blodet for Gud, som befandt han sig i hans nærværelse. — 2 Mosebog 25:22; 3 Mosebog 16:2-19.
17. Hvordan opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen?
17 Som Paulus forklarede, opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen. Først nævnte han at ypperstepræsten i Israel én gang om året gik ind i Det Allerhelligste og frembar blod „for sig selv og for folkets uvidenhedssynder“. (Hebræerne 9:6, 7) I overensstemmelse med dette forbillede gik Jesus, efter at være blevet oprejst som en åndeskabning, ind i selve himmelen. Som en åndeskabning, der ikke har et legeme af kød og blod, kunne han træde frem for „Guds person til bedste for os“. Hvad frembar han for Gud? Ikke noget fysisk, men noget af meget stor betydning. Paulus sagde: „Da Kristus kom som ypperstepræst . . . , gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For hvis blodet af bukke og tyre . . . helliger med hensyn til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ Ja, Jesus frembar værdien af sit livsblod for Gud. — Hebræerne 9:11-14, 24, 28; 10:11-14; 1 Peter 3:18.
18. Hvorfor er det Bibelen siger om blod, vigtigt for kristne i dag?
18 Denne sandhed hjælper os til at forstå storheden i det Bibelen siger om blodet — hvorfor Gud betragter det som han gør, hvordan vi bør se på det, og hvorfor vi må respektere de begrænsninger Gud har sat i forbindelse med brugen af blod. Når man læser bøgerne i De Kristne Græske Skrifter, vil man lægge mærke til de mange henvisninger til „Messias’ blod“. (Se rammen). Disse skriftsteder viser klart at hver eneste kristen må tro „på [Jesu] blod“. (Romerne 3:25) Vi kan kun opnå tilgivelse og få fred med Gud „ved blodet [Jesus] udgød“. (Kolossenserne 1:20) Dette gælder ikke mindst dem som Jesus har indgået en særlig pagt med om at de skal regere med ham i himmelen. (Lukas 22:20, 28-30; 1 Korinther 11:25; Hebræerne 13:20) Men det gælder også ’den store skare’ i dag, som vil overleve den kommende „store trængsel“ og opnå evigt liv i et jordisk paradis. Billedligt talt ’vasker de deres lange klæder i Lammets blod’. — Åbenbaringen 7:9, 14.
19, 20. (a) Hvorfor har Gud valgt at begrænse brugen af blod, og hvilken holdning bør vi have til det? (b) Hvad må vi være interesserede i at finde ud af?
19 Det er således tydeligt at blod har en særlig betydning i Guds øjne. Og det skulle det også have for os. Skaberen, som tillægger livet stor værdi, har ret til at sætte grænser for hvad menneskene gør med blodet. I sin store omsorg for os besluttede han at blodet kun måtte bruges på én meget betydningsfuld måde, den eneste der gør evigt liv muligt. Denne måde havde at gøre med Jesu dyrebare blod. Vi kan være dybt taknemmelige for at Jehova Gud har taget sig så kærligt af os ved at bruge blodet — Jesu blod — på denne livreddende måde! Og vi må værdsætte at Jesus har udgydt sit blod som et offer til gavn for os! Ja, vi kan tilslutte os apostelen Johannes’ ord: „Ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod — og han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt. Amen.“ — Åbenbaringen 1:5, 6.
20 Gennem lange tider har det været vor alvise Gud og Livgivers hensigt at blodet skulle have denne livreddende rolle. Det vil derfor være naturligt at spørge: ’Hvordan bør det berøre vore beslutninger og handlinger?’ Det spørgsmål vil den følgende artikel belyse.
Hvad vil du svare?
● Hvad kan beretningerne om Abel og Noa lære os om Guds syn på blodet?
● Hvilken begrænsning gav Gud i Loven med hensyn til brugen af blod, og hvorfor?
● Hvordan opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen?
● Hvordan kan Jesu blod redde vores liv?
[Ramme på side 18]
DET BLOD DER REDDER LIV
„Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Apostelgerninger 20:28.
„Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden.“ — Romerne 5:9.
„I havde intet håb og var uden Gud i verden. Men nu, i samhørighed med Kristus Jesus, er I som engang var langt borte, kommet nær ved hjælp af Messias’ blod.“ — Efeserne 2:12, 13.
„Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham og gennem ham at forlige alt andet med sig . . . ved at stifte fred ved blodet han udgød på marterpælen.“ — Kolossenserne 1:19, 20.
„Derfor, brødre, [har] vi ved Jesu blod . . . frimodighed til at gå ind på det hellige sted.“ — Hebræerne 10:19.
„Det [var ikke] med forgængelige ting . . . I blev udfriet fra den frugtesløse form for adfærd som er overleveret jer fra forfædrene. Men det var med dyrebart blod, som med blodet af et dadelfrit og fejlfrit lam, nemlig Kristi blod.“ — 1 Peter 1:18, 19.
„Hvis vi vandrer i lyset ligesom han selv er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ — 1 Johannes 1:7.
„Du er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation.“ — Åbenbaringen 5:9.
„Vore brødres anklager . . . er kastet ned! Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord.“ — Åbenbaringen 12:10, 11.
[Illustration på side 16]
Gennem Loven lod Gud klart forstå at blodet havde en rolle i forbindelse med tilgivelsen af synder
[Illustration på side 17]
Jesu blod kunne redde mange liv