AGAG
(Aʹgag).
Et navn eller en titel som blev båret af flere amalekitiske konger.
1. Bileam forudsagde i sit tredje profetiske udsagn om Israel: „Højere end Agag rager hans konge op, og højt hæver sig hans kongedømme.“ (4Mo 24:7) Disse ord blev udtalt omkring 1473 f.v.t., og Agag omtales ikke igen før i kong Sauls regeringstid (1117-1078 f.v.t.). Nogle forskere mener derfor at „Agag“ var en titel der blev brugt af de amalekitiske konger ligesom titlen farao blev brugt af de ægyptiske konger. Det kan dog også blot være et navn der blev almindeligt brugt. Uanset hvordan det forholder sig, viser Bileams omtale af Agag at hans rige på det tidspunkt havde stor magt. — 4Mo 24:20; se AMALEK, AMALEKITTER.
2. Den amalekitiske konge som Saul besejrede på Jehovas befaling og ifølge Jehovas bestemmelse. (2Mo 17:14; 5Mo 25:17-19; 1Sa 15:1-7) Saul undlod imidlertid at henrette Agag og lod også folket tage noget af byttet, hvilket fik Samuel til at erklære at Gud nu havde forkastet Saul som konge. (1Sa 15:8-29) Derefter henrettede Samuel selv Agag idet han sagde til ham: „Ligesom dit sværd har gjort kvinder barnløse, således vil din moder blive den mest barnløse blandt kvinder.“ — 1Sa 15:32, 33; jf. Dom 1:5-7.