SALMERNES BOG

En bog i Bibelen der ser ud til at bestå af fem samlinger af hellige sange — (1) Sl 1-41; (2) 42-72; (3) 73-89; (4) 90-106; (5) 107-150 — der hver ender med en velsignelse af Jehova. De enkelte salmer har sikkert fra gammel tid været nummereret efter deres placering i bogen. For eksempel blev det vi i dag kalder „den anden salme“, benævnt på samme måde i det 1. århundrede. — Apg 13:33.

Stil. Den poetiske form i Salmernes Bog består af parallelle tanker eller udtryk. (Se HEBRAISK [Hebraisk poesi].) En særlig opbygning har de akrostiske, eller alfabetiske, salmer. (Sl 9, 10, 25, 34, 37, 111, 112, 119, 145) I disse salmer begynder det eller de første vers i den første strofe med det hebraiske bogstav ’aʹlæf, i næste strofe med bēth, og så videre gennem hele, eller næsten hele, det hebraiske alfabet. Denne opbygning kan have tjent som en hjælp for hukommelsen. Oplysninger om terminologien i Salmernes Bog findes i artiklerne ALAMOT; GITTĪTH; HIGGAJŌN; MACHALATH; MASKIL; MIKTAM; MUTH-LABBEN; NECHĪLŌTH; SELA II; SJEMINIT; VALFARTSSANGE.

Overskrifter. Mange af salmerne er forsynet med overskrifter som nævner skribenten, giver oplysninger om salmens baggrund, indeholder instruktioner angående musikken eller angiver salmens anvendelse eller formål. (Se overskrifterne til Salme 3, 4, 5, 6, 7, 30, 38, 60, 92, 102.) I nogle overskrifter gives et fingerpeg om andre passager i Bibelen som belyser de pågældende salmer nærmere. (Sml. Sl 51 med 2Sa 11:2-15; 12:1-14.) Da andre poetiske afsnit i Bibelen ofte indledes på samme måde (2Mo 15:1; 5Mo 31:30; 33:1; Dom 5:1; sml. 2Sa 22:1 med overskriften til Sl 18), ser det ud til at overskrifterne enten stammer fra skribenterne selv eller fra dem der ordnede salmerne i samlinger. Denne antagelse bekræftes af at overskrifterne var en del af hovedteksten allerede i Salmerullen fra Det Døde Hav, der stammer fra tiden mellem år 30 og år 50 e.v.t.

Skribenter. Ifølge overskrifterne tilskrives 73 af de 150 salmer David, 11 Koras sønner (én overskrift [Sl 88] nævner også Heman), 12 Asaf (det vil øjensynlig sige Asafs hus; se ASAF, 1), én Moses, én Salomon og én ezraitten Etan. Salme 72 handler „om Salomon“ og er øjensynlig skrevet af David. (Se Sl 72:20.) Af Apostelgerninger 4:25 og Hebræerne 4:7 fremgår det at Salme 2 og 95 er skrevet af David. Salme 10, 43, 71 og 91 lader til at være fortsættelser af henholdsvis Salme 9, 42, 70 og 90. Salme 10 og 71 kan derfor tillægges David, Salme 43 Koras sønner, og Salme 91 Moses. Noget tyder på at Salme 119 kan være skrevet af Ezekias mens han endnu var prins. (Se Sl 119:9, 10, 23, 46, 99, 100.) Tilbage bliver godt 40 salmer hvis ophavsmænd ikke er nævnt eller kan stadfæstes.

Salmerne blev skrevet over en periode på ca. 1000 år, fra Moses’ tid til efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. — Sl 90:0; 126:1, 2; 137:1, 8.

Samling. Eftersom David skrev mange af salmerne og inddelte de levitiske musikere i 24 tjenestegrupper, er det rimeligt at antage at han også begyndte at samle disse sange så de kunne bruges i helligdommen. (2Sa 23:1; 1Kr 25:1-31; 2Kr 29:25-30) Derefter må andre samlinger være blevet til, hvilket man kan slutte ud fra de gentagelser der forekommer i bogen. (Sml. Sl 14 med 53; 40:13-17 med 70; 57:7-11 med 108:1-5.) Mange forskere mener at det var Ezra der ordnede Salmernes Bog og gav den dens nuværende form.

Meget tyder på at indholdet af Salmernes Bog var fastlagt på et tidligt tidspunkt. Bogens inddeling og indhold i den græske Septuaginta stemmer i det væsentlige med den hebraiske tekst. Det vil sige at bogen må have været afsluttet i det 3. århundrede f.v.t., da denne græske oversættelse blev påbegyndt. Et fragment af et hebraisk håndskrift der var i brug i tredje fjerdedel af det 1. århundrede e.v.t., indeholder Salme 150:1-6 efterfulgt af en tom spalte. Det ser altså ud til at Salmernes Bog sluttede dér i dette hebraiske håndskrift ligesom i den masoretiske tekst.

Tekstens nøjagtige overlevering. Salmerullen fra området ved Det Døde Hav bevidner at den hebraiske tekst er blevet nøjagtigt overleveret. Skønt den er ca. 900 år ældre end den almindeligt anerkendte masoretiske tekst, svarer de 41 kanoniske salmer den indeholder (nogle i deres helhed, andre kun brudstykkevis), i alt væsentligt til den tekst de fleste nutidige oversættelser bygger på. Professor J. A. Sanders siger herom: „De fleste [afvigelser] er ortografiske og har kun betydning for de forskere der er interesserede i at finde ud af hvordan hebraisk for eksempel blev udtalt i fortiden. . . . Nogle afvigelser viser sig umiddelbart at være forbedringer af teksten, især sådanne som giver en klarere hebraisk tekst, men disse har kun ringe eller slet ingen betydning for oversættelsen eller fortolkningen.“ — The Dead Sea Psalms Scroll, 1967, s. 15.

Inspireret af Gud. Der kan ikke være nogen tvivl om at Salmernes Bog er en del af Guds inspirerede ord. Den stemmer helt med resten af Bibelen. Lignende tanker kan ofte findes andre steder i Bibelen. (Sml. Sl 1 med Jer 17:5-8; Sl 49:12 med Præ 3:19 og 2Pe 2:12; Sl 49:17 med Lu 12:20, 21.) Desuden findes der mange citater fra Salmerne i De Kristne Græske Skrifter. — Sl 5:9 (Ro 3:13); 8:6 (1Kor 15:27; Ef 1:22); 10:7 (Ro 3:14); 14:1-3; 53:1-3 (Ro 3:10-12); 19:4 (Ro 10:18); 24:1 (1Kor 10:26); 32:1, 2 (Ro 4:7, 8); 36:1 (Ro 3:18); 44:22 (Ro 8:36); 50:14 (Mt 5:33); 51:4 (Ro 3:4); 56:4, 11; 118:6 (He 13:6); 62:12 (Ro 2:6); 69:22, 23 (Ro 11:9, 10); 78:24 (Joh 6:31); 94:11 (1Kor 3:20); 95:7-11 (He 3:7-11, 15; 4:3-7); 102:25-27 (He 1:10-12); 104:4 (He 1:7); 112:9 (2Kor 9:9); 116:10 (2Kor 4:13); 144:3 (He 2:6) og andre.

David skrev om sig selv: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ (2Sa 23:2) At David var inspireret, bekræftes af apostelen Peter (Apg 1:15, 16), af den der skrev Hebræerbrevet (He 3:7, 8; 4:7), og af andre kristne som levede i det 1. århundrede (Apg 4:23-25). Det stærkeste vidnesbyrd er dog det der aflægges af Guds søn. (Lu 20:41-44) Efter sin opstandelse sagde han til sine disciple: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne [den første bog i Hagiograferne, De Hellige Skrifter, og derfor en betegnelse for hele denne del af Bibelen] nødvendigvis må opfyldes.“ — Lu 24:44.

Messias’ liv og gerning forudsagt. Når man undersøger De Kristne Græske Skrifter, viser det sig at der i Salmerne er forudsagt meget om Messias’ liv og gerning, som følgende eksempler vil vise:

Da Jesus fremstillede sig til dåben, gav han udtryk for at han var kommet for at gøre sin Faders „vilje“ i forbindelse med at ofre det legeme der var ’beredt’ ham (som forudsagt i Salme 40:6-8), og derved afskaffe de dyreofre der blev bragt under Moseloven. (He 10:5-10) Jehova tog imod Jesus da han fremstillede sig på denne måde, og som forudsagt i Salme 2:7, udgød han sin ånd over ham og anerkendte ham som sin søn. (Mr 1:9-11; He 1:5; 5:5) Og som det var forudsagt i Salme 8:4-6, var Jesus som menneske „lidt ringere end engle“. — He 2:6-8.

I løbet af sin tjeneste samlede og oplærte Jesus flere disciple. Som der stod skrevet i Salme 22:22, skammede han sig ikke over at kalde dem sine „brødre“. (He 2:11, 12; jf. Mt 12:46-50; Joh 20:17.) Som forudsagt i Salmerne talte han i billeder (Sl 78:2; Mt 13:35), viste nidkærhed for Jehovas hus ved at rense det for handlende og var ikke sig selv til behag. (Sl 69:9; Joh 2:13-17; Ro 15:3) Alligevel blev han hadet uden grund. (Sl 35:19; 69:4; Joh 15:25) Hans gerning blandt de omskårne jøder tjente til at bekræfte de løfter der var givet til deres forfædre, og bevægede senere folk fra nationerne til at prise og herliggøre Jehova. Også dette var forudsagt. — Sl 18:49; 117:1; Ro 15:9, 11.

Da Jesus red ind i Jerusalem på et æselføl, hyldede skarerne ham med ordene i Salme 118:26. (Mt 21:9) Da de øverste præster og de skriftlærde gjorde indsigelse imod at drengene råbte i templet og anerkendte Jesus som „Davids søn“, bragte Jesus de religiøse modstandere til tavshed ved at citere Salme 8:2. — Mt 21:15, 16.

Salmernes Bog pegede frem til at Jesus skulle forrådes af en af sine nærmeste (Sl 41:9; Joh 13:18), for hvem der, ifølge profetien, skulle findes en erstatning. (Sl 69:25; 109:8; Apg 1:20) Det var også blevet forudsagt at lederne (Herodes og Pontius Pilatus), folk fra nationerne (som for eksempel de romerske soldater) og Israels folkegrupper ville samle sig imod ham (Sl 2:1, 2; Apg 4:24-28), og at de jødiske religiøse bygmestre ville forkaste ham. (Sl 118:22, 23; Mt 21:42; Mr 12:10, 11; Apg 4:11) Endvidere blev der ført falske vidner imod ham, som forudsagt i Salme 27:12. — Mt 26:59-61.

Da Jesus nåede ud til henrettelsesstedet, fik han tilbudt vin blandet med galde. (Sl 69:21; Mt 27:34) Salmisten hentydede profetisk til selve pælfæstelsen da han skrev: „Hunde har omringet mig; de ondes forsamling har indesluttet mig. Som en løve står de ved mine hænder og mine fødder.“ (Sl 22:16) Romerske soldater delte Jesu klæder imellem sig ved lodkastning. (Sl 22:18; Mt 27:35; Lu 23:34; Joh 19:24) Hans religiøse fjender spottede ham med ord som var nedskrevet af salmisten. (Sl 22:8; Mt 27:41-43) Jesus var meget tørstig og bad om noget at drikke. (Sl 22:15; Joh 19:28) Igen fik han tilbudt sur vin. (Sl 69:21; Mt 27:48; Joh 19:29, 30) Lige før han døde, råbte han, med et citat fra Salme 22:1: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Mt 27:46; Mr 15:34) Idet han udåndede, sagde han, med ordene fra Salme 31:5: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Lu 23:46) Som salmisten også havde forudsagt, blev ingen af hans knogler brækket. — Sl 34:20; Joh 19:33, 36.

Skønt Jesus blev lagt i en grav, blev han ikke efterladt i Hades, og hans kød så heller ikke forrådnelse, men han blev oprejst fra de døde. (Sl 16:8-10; Apg 2:25-31; 13:35-37) Da han var steget op til himmelen, fik han sæde ved Guds højre hånd, hvor han skulle vente indtil hans fjender blev lagt som en skammel for hans fødder. (Sl 110:1; Apg 2:34, 35) Han blev også præst på Melkizedeks måde (Sl 110:4; He 5:6, 10; 6:20; 7:17, 21) og gav gaver i form af mennesker. (Sl 68:18; Ef 4:8-11) Alle disse enkeltheder var forudsagt i Salmerne. Jesu komme som Guds domsfuldbyrder der knuser nationerne, hører endnu fremtiden til. (Sl 2:9; Åb 2:27; 19:14, 15) Derefter vil han som konge bringe sine loyale undersåtter varige velsignelser. Beskrivelsen i Salme 72 var oprindelig møntet på Salomons herredømme, men den gælder i endnu højere grad Messiasriget. Dette bevidnes af profetien i Zakarias 9:9, 10, som er et ekko af Salme 72:8 og senere møntes på Kristus Jesus. — Mt 21:5.

Man vil finde flere eksempler på opfyldte profetier i Salmernes Bog når man sammenligner Salme 45 med Hebræerne 1:8, 9, Åbenbaringen 19:7-9, 11-15 og 21:2, 9-11.

Mere end blot smuk poesi. Ud over at henvise til fremtidige begivenheder indeholder Salmerne meget der kan tjene til opmuntring og vejledning for den enkelte. Salmerne er mere end blot smuk poesi. De fremstiller livet som det er — med dets glæder, sorger, frygt og skuffelser. Hele vejen igennem er der vidnesbyrd om salmisternes nære forhold til Jehova Gud. Desuden rettes opmærksomheden mod Guds gerninger og egenskaber, og det giver anledning til lovprisning og taksigelse.

Det vises at man opnår sand lykke ved at undgå de ugudeliges selskab og ved at have lyst til Jehovas lov (Sl 1:1, 2), søge tilflugt hos hans salvede (2:11, 12), gøre Jehova til sin fortrøstning (40:4), handle hensynsfuldt mod den ringe (41:1, 2), lade sig tugte af Jehova (94:12, 13), holde hans bud (112:1; 119:1, 2) og have ham som sin Gud og Hjælper (146:5, 6).

Man tilskyndes til at støtte sig til Jehova. „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Sl 55:22; 37:5) En sådan tillid gør det af med menneskefrygt. — 56:4, 11.

Det påpeges at man for at blive godkendt af Gud må vente på ham (Sl 42:5, 11; 43:5), bruge tungen rigtigt og handle på rette måde. (1:1-6; 15:1-5; 24:3-5; 34:13, 14; 37:3, 4, 8, 27; 39:1; 100:2) Værdien af en god omgangskreds fremhæves. (18:25, 26; 26:4, 5) Og man rådes til ikke at misunde de onde deres velstand eller fremgang, for de vil gå til grunde. — 37:1, 2, 7-11.

Salmerne viser at Guds tjenere med rette kan bede om sådanne ting som frelse eller udfrielse (Sl 3:7, 8; 6:4; 35:1-8; 71:1-6), gunst (4:1; 9:13), vejledning og ledelse (5:8; 19:12-14; 25:4, 5; 27:11; 43:3), beskyttelse (17:8), tilgivelse for synder (25:7, 11, 18; 32:5, 6; 41:4; 51:1-9), et rent hjerte, en ny og fast ånd (51:10) og herliggørelsen af Guds navn (115:1). De kan også bede om at blive ransaget, renset (26:2) og dømt (35:24; 43:1) og om at måtte lære godhed, fornuft, kundskab og Guds forordninger (119:66, 68, 73, 124, 125, 135).

Fremhæver Guds gerninger og egenskaber. Salmerne giver øget værdsættelse af Jehova Gud, hvis eksistens kun den uforstandige vil benægte. (Sl 14:1; 19:7-11; 53:1) Jehova skildres som en der „elsker retfærdighed og ret“ (33:5), „en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde“. (46:1) Han er en retfærdig dommer (7:11; 9:4, 8), Skaberen (8:3; 19:1; 33:6), konge (10:16; 24:8-10), hyrde (23:1-6) og lærer (25:9, 12), forsørger for både mennesker og dyr (34:10; 147:9), frelser eller udfrier (35:10; 37:39, 40; 40:17; 54:7), livets kilde (36:9) og den der bringer trøst (86:17), velsignelse og styrke (29:11).

Jehova „glemmer ikke de nødstedtes skrig“ (Sl 9:12; 10:14), men hører sine tjeneres bønner (3:4; 30:1, 2; 34:4, 6, 17, 18) og belønner og beskytter dem. (3:3, 5, 6; 4:3, 8; 9:9, 10; 10:17, 18; 18:2, 20-24; 33:18-20; 34:22; se 34:7, hvor der henvises til at engle yder beskyttelse.) Han hader det onde og vil skride ind over for dem der handler uret. — 5:4-6, 9, 10; 9:5, 6, 17, 18; 21:8-12; 99:8.

Det fremhæves at Jehova er frygtindgydende (Sl 76:7) og stor (77:13) og dog ydmyg (18:35); han er hellig (99:5), rig på godhed (31:19) og vældig i kraft (147:5). Han er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (86:15) Hans forstand rækker uden for det der kan tælles (147:5), og hans skaberværk vidner om hans visdom. (104:24) Han har tal på stjernernes mængde og kalder dem alle ved navn. (147:4) Han kan endda se det menneskelige foster. (139:16) Han kan helbrede alle sygdomme. (103:3) Han kan standse krige ved at ødelægge fjendens krigsvåben. (46:9) Han har ofte grebet ind i historiens gang for at fremme sin retfærdige hensigt. (44:1-3; 78:1-72; 81:5-7; 105:8-45; 106:7-46; 114:1-8; 135:8-12; 136:4-26) En sådan Gud fortjener at blive takket og lovprist. (92:1; 96:1-4; 146–150) Det ville være tåbeligt at stole på mennesker (60:11; 62:9), rigdom (49:6-12, 17) eller afguder (115:4-8; 135:15-18).

Understreger værdien af Guds ord. Salmerne giver også udtryk for værdsættelse af Guds ord. De understreger at Jehovas ord er rene (Sl 12:6) og lutrede. (18:30) Hans lov er dyrebar (119:72) og sand. (119:142) Ved at rette sig efter hans fuldkomne lov, pålidelige formaning, retskafne bestemmelser, pure bud og retfærdige domme opnår man varige goder. (19:7-11) Guds ord oplyser hans tjeneres sti (119:105), og hans bud gør dem vise og giver dem indsigt og forstand. — 119:98-100, 104.

Forklarer og supplerer andre skriftsteder. I nogle tilfælde forklarer eller supplerer Salmernes Bog andre passager i Bibelen. Den viser at dét at ’spæge sin sjæl’, sådan som israelitterne gjorde på forsoningsdagen (3Mo 16:29; 23:27; 4Mo 29:7), sigter til faste. (Sl 35:13) Salmisten er ene om at fortælle om den hårde behandling Josef blev udsat for i det ægyptiske fængsel, i hvert fald i begyndelsen af sit ophold dér: „Med fodjern mishandlede de hans fødder; hans sjæl blev lagt i jern.“ (105:18) Fra Salmerne erfarer vi at „en sending ulykkesengle“ var med til at bringe plagerne over Ægypten (78:44-51), og at det vand der mirakuløst blev bragt til veje i ørkenen, „strømmede frem i ørkenegnene som en flod“ (105:41), så der var rigeligt til hele den israelitiske nation og de mange husdyr. Salmerne viser også at Farao selv omkom i Det Røde Hav. — 136:15.

Salmerne viser at israelitterne kom ud for modgang og nederlag før de besejrede edomitterne i Saltdalen. (Sl 60:0, 1, 3, 9) Beskrivelsen tyder på at edomitterne trængte ind i Juda mens israelitterne i de nordlige egne lå i krig med Aram-Naharajim og Aram-Zoba.

Salme 101 fortæller om hvordan David forvaltede statens anliggender. Som tjenere udvalgte han kun pålidelige personer. Han brød sig ikke om hovmodige og indbildske mennesker, og han tolererede ikke bagtalelse. Han var daglig optaget af at bekæmpe ondskab og ugudelighed.

[Ramme på side 681]

HOVEDPUNKTER I SALMERNES BOG

En samling af 150 hellige sange, hvoraf mange er baseret på de personlige oplevelser som David og andre af Jehovas tjenere har haft

Blevet til over en periode på ca. 1000 år, fra Moses’ tid til tiden efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon

Udtryk for tak og pris til Jehova

Fordi hans navn er stort (99:3; 113; 148:13, 14)

På grund af alt det han har skabt (33:1-9; 148:1-12)

Eftersom han er den store Hyrde (23)

Fordi han besvarer bønner (21:1-7; 28; 116; 118:21)

Fordi han er den han er (50; 95:1-7; 96:4-13; 97; 150)

Fordi han har udfriet sine tjenere fra fjender og nødsituationer (18; 30; 107; 140; 149)

På grund af hans retfærdige domme (67:3, 4; 98)

På grund af hans personlige egenskaber (57:9-11; 92; 100; 108:1-4; 117; 138:1, 2)

Fordi han gavmildt sørger for sine tjenere (37:25; 67:5-7; 145:15, 16)

På grund af den måde hvorpå han i fortiden tog sig af sit folk (66; 81; 105; 106; 126; 136:10-24; 147)

Anmodninger om Guds barmhjertighed og hjælp

Om udfrielse fra fjender (3-5; 7; 12; 13; 17; 31; 59)

Om tilgivelse for synder (19:12, 13; 25:7, 11; 32; 51:1, 2, 7-15; 130)

Om vejledning angående adfærd (119:124, 125; 143:8, 10)

Om at blive holdt oppe under sygdom og problemer (41:1-4)

Om gunst i tilfælde af nød (6:2, 9; 9:13, 14; 123)

Profetier der blev opfyldt på Messias

Han kom fra Davids kongelige slægtslinje (89:3, 4, 29, 36, 37; 132:11)

Nidkærhed for Jehovas hus fortærede ham (69:9)

Han brugte billedsprog (78:2)

Han blev forrådt af en der stod ham nær (41:9; 55:12-14)

Måden hvorpå han blev henrettet, antydes (22:16, fdn.)

Han blev smædet og ringeagtet (22:6-8; 69:9)

Der blev kastet lod om hans klædning (22:18)

Han fik eddike at drikke (69:21)

Ingen af hans knogler blev brækket (34:20)

Han blev oprejst fra Sheol (16:10)

Den sten bygmestrene forkastede, blev hovedhjørnesten (118:22)

Han steg op til det høje og gav gaver i form af mennesker (68:18)

Han blev herliggjort og fik herredømme over alt (8:5-8)

Han blev indsat som konge (2:6; 110)

Han vil knuse de nationer der modstår ham (2:8, 9; 45:3-5)

Der beredes ham et kongeligt bryllup; han vil udnævne fyrster på jorden (45:2, 6-17)

Han vil herske over jorden med retfærdighed og medfølelse (72)

Bibelske grundlærdomme i Salmernes Bog

Den sande Guds identitet og egenskaber (78:38, 39; 83:18; 86:15; 90:1-4; 102:24-27; 103; 139)

Jehovas suverænitet (11:4-7; 24:1; 29; 44; 47; 48; 76; 93)

Helligelsen af Guds navn (79; 83)

Alle mennesker er syndere (14:1-3; 51:5; 53:1-3)

Det tåbelige i at dyrke afguder (115:4-8; 135:15-18)

De dødes tilstand (6:5; 88:10-12; 115:17; 146:4)

Jorden vil blive et evigt hjem for de retfærdige (37:9-11, 29; 104:5; 115:16)

Inspireret vejledning der hjælper os til at opnå Jehovas godkendelse

Man må frygte Jehova og adlyde hans bud (112:1-4; 128)

Opdyrke værdsættelse af Guds udtalelser og hans lov (1:2; 19:7-11; 119)

Stole på Jehova (9:10; 115:9-11; 125; 146:5-7)

Vente tålmodigt til han griber ind (42; 43)

Søge fred og retfærdighed (34:14, 15)

Vise stor værdsættelse af fællesskabet med Guds folk og af at være i hans hus (84; 122; 133)

Undgå dårligt selskab (1:1; 26:4, 5; 101:3-8)

Lære børnene om Jehovas gerninger (78:3-8)

Tale sandhed; undgå bagvaskelse og at sværge falsk (15:2, 3; 24:3-5; 34:13)

Holde ord, selv hvis det viser sig at være til skade for en selv (15:4)

Ikke bruge penge til uretfærdige formål (15:5)

Gavmildhed er til velsignelse for giveren (112:5-10)

Man må prise Jehova offentligt (26:7, 12; 40:9)