„Vær blot modig og meget stærk“

„I skal ikke være bange for dem, for det er Jehova jeres Gud der vil kæmpe for jer.“ — 5 Mosebog 3:22.

 1. (a) Hvordan var situationen i Israel ved slutningen af ørkenvandringen? (b) Hvilken formaning gav Moses da folket?

TIDEN var inde til at nogle storslåede begivenheder i forbindelse med Israels historie skulle finde sted. Guds hellige nation måtte nu gøre sig rede til at drage ind i det forjættede land! I 40 år havde Moses ført israelitterne gennem den store og frygtindgydende ørken. Men nu, da de befandt sig i Moabs land i egnen omkring Jordanfloden, henvendte han sig for sidste gang til Guds folk. Han var da 120 år, men „hans øje var ikke svækket, og hans livskraft ikke svundet“, lige så lidt som hans stemmestyrke havde svigtet. Josua, der skulle efterfølge ham, og hele Israel må have frydet sig over at høre Moses’ magtfulde udlægning af Jehovas lov og hans indtrængende formaning til dem om at være modige når de drog ind i landet for at tage det i besiddelse. — 5 Mosebog 1:1-5, 19, 21, 29, 30; 3:22; 31:6, 7, 23; 34:7.

 2. Hvordan ved vi at beretningen om disse ting er nedskrevet til vor belæring i dag?

² Er disse begivenheder, der indtraf for så længe siden, kun af historisk værdi? Langtfra! Apostelen Paulus siger: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Den omtalte beretning finder sit modstykke i vor tid. Den kan styrke os til åndelig krigsførelse i dag. Den tjener også som en „advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“, idet den hjælper os til at undgå Satans snarer. — 1 Korinther 10:11; 1 Peter 4:7.

Hvor fik Josua sin styrke fra?

 3, 4. (a) Hvorfor må vi lære at vise frygtløshed? (b) Hvordan kan vi gøre det?

³ Meget snart vil Guds folk ’drage ind’ i Jehovas nye tingenes ordning. I betragtning af de begivenheder der er under udvikling i verden, må vi lære at være frygtløse. Hvordan kan vi det? Da Josua traf forberedelser til at Israel kunne drage ind i det forjættede land, gav Gud ham følgende vejledning: „Vær blot modig og meget stærk så du kan tage vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre, for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ — Josua 1:7, 8.

⁴ Det er altså hemmeligheden: Læs i Bibelen hver dag. Den indeholder Guds lov til os. Meditér over den. Følg dens bud. Afvig ikke derfra så du bliver opslugt af den materialistiske, umoralske verden der omgiver dig. Uanset hvilken situation du befinder dig i må du handle med visdom. Anvend den nøjagtige kundskab og åndelige forståelse du har fået gennem dit studium af Guds ord. Tal med andre om den. Når du gør det og stoler på Jehova kan du i sandhed være ’modig og meget stærk, og have lykken med dig på din vej’. — Jævnfør Salme 1:1-3; 93:5; 119:165-168.

 5. (a) Hvordan kan unge ordets tjenere, ligesom Josua, opnå styrke i dag? (b) Hvilket godt mål kan unge forkyndere sætte sig?

⁵ Josua havde været „Moses’ tjener fra han var en ung mand“. (4 Mosebog 11:28) Dette nære samarbejde havde uden tvivl hjulpet ham til at opnå åndelig styrke. I dag kan unge ordets tjenere også opnå styrke ved at arbejde sammen med indviede forældre, pionerer, erfarne forkyndere og andre loyale tjenere for Jehova. At deltage i forkyndelsen fra hus til hus sammen med sådanne nidkære brødre og søstre kan være en glæde for de unge, og det kan hjælpe dem til at opnå modenhed og indgive dem et ønske om at gøre fremskridt i tjenesten. (Apostelgerninger 20:20, 21; Esajas 40:28-31) Hvilket skønnere mål kunne unge forkyndere have end at bruge hele deres tid i tjenesten for Jehovas rige! — Salme 35:18; 145:10-12.

 6. Hvordan var Josua et godt eksempel i forbindelse med krigen mod Amalek?

⁶ Da Moses sendte Josua ud for at kæmpe mod amalekitterne „gjorde Josua sådan som Moses havde sagt til ham“. Han var lydig og derfor vandt han sejren. Vi er også med til at ophøje Jehova hvis vi nøje følger de kampinstruktioner vi får gennem hans organisation. Jehova sagde til Moses at sejren over Amalek skulle huskes ved at en beretning derom blev skrevet i en bog og fremsat i Josuas påhør. Uden tvivl ophøjede Josua yderligere Jehovas sejr ved at tale om den til andre. På samme måde kan vi i dag gøre den suveræne Herre Jehovas vældige gerninger kendt, og vi kan forkynde hans kommende „hævnens dag“ over de onde. — 2 Mosebog 17:10, 13, 14; Esajas 61:1, 2; Salme 145:1-4.

 7, 8. (a) Hvilken tillid gav Josua og Kaleb udtryk for da de vendte tilbage fra Kana’an? (b) Hvilken advarsel og tilskyndelse finder vi i den måde hvorpå Jehova dengang greb ind?

⁷ Da Moses sendte tolv høvdinge ud for at udspejde det forjættede land, var Josua en af dem. Da de vendte tilbage udtrykte ti af spionerne stor frygt for landets kana’anæiske indbyggere, hvorved folket blev stemt for at vende tilbage til Ægypten. Men Josua og Kaleb sagde modigt: „Hvis Jehova har fundet behag i os, så vil han føre os til dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør blot ikke oprør mod Jehova; og frygt ikke for landets befolkning, for de er som brød for os. Deres værn er veget fra dem, og Jehova er med os. Frygt ikke for dem.“ — 4 Mosebog 13:1 til 14:38.

⁸ Da Israels forsamling imidlertid blev ved med at knurre, greb Jehova ind og dømte disse frygtsomme israelitter til 40 års vandring i ørkenen. Bortset fra Kaleb og Josua døde alle de våbenføre mænd uden at se det forjættede land. Hvilken advarsel er det ikke for os i dag! Lad os aldrig knurre over Jehovas foranstaltninger. Selv om vi skulle komme ud for distrikter hvor det er vanskeligt at forkynde, så lad os være modige og stærke når vi besøger folk i deres hjem med det livreddende budskab om Riget. Måtte vi aldrig blive som vore dages frafaldne, der, i stedet for at forkynde offentligt, bagvasker deres brødre og ved deres handlemåde viser at de har foretrukket at vende tilbage til denne verden — det modbilledlige Ægypten. — 4 Mosebog 14:1-4, 26-30; Lukas 12:45, 46; jævnfør Apostelgerninger 5:27-29, 41, 42.

Jehovas navn fremhæves

 9. Hvordan levede Josua op til sit nye navn?

⁹ I Bibelens fortegnelse over de tolv spioner omtales Josua som Hosjea, der betyder „frelse“. Men i samme forbindelse siger beretningen: „Moses kaldte fortsat Hosjea, Nuns søn, for Josua [der betyder ’Jehova er frelse’].“ Hvorfor fremhævede Moses på denne måde Jehovas navn? Fordi Josuas tjeneste først og fremmest tog sigte på at ophøje dette navn. Josua blev et levende eksempel for os alle ved at han viste lydighed mod det bud som Moses senere understregede over for israelitterne: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Ved at gøre dette fik Josua den forret at vise at ’Jehova er frelse’. — 4 Mosebog 13:8, 16; 5 Mosebog 6:5.

10. (a) Hvad betyder Jehovas navn for dig? (b) Hvilken styrke kan vi hente fra det Jehova videre sagde til Josua?

¹⁰ Er vi ikke også kommet til at betragte Jehovas navn som noget dyrebart og som et navn der fortjener al pris? Hans herlige navn betyder „Han lader blive“, hvilket indebærer at han opfylder sine løfter. Hvor opmuntrende er ikke hans løfter om Riget! Med en nidkærhed som Josuas bør vi ønske at hævde Jehovas navn og hensigter over for alle som endnu måtte tage imod håbet om hans rene og retfærdige nye tingenes ordning. I disse prøvende tider kan vi hente styrke fra de ord Jehova videre henvender til Josua: „Har jeg ikke overdraget dig hvervet? Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“ — Josua 1:9.a

11. (a) Hvordan blev betydningen af Jesu navn understreget da han red ind i Jerusalem? (b) Hvordan betragtede Jesus Jehovas navn, og hvad viser dette?

¹¹ Den græske form af navnet Josua eller Jehosjua er Jesus, der også betyder „Jehova er frelse“. Det er gennem Jesus Kristus at Jehova tilvejebringer frelsen for menneskeheden. I år 33, da Jesus red ind i Jerusalem på et føl, blev folkeskarerne ved med at råbe: „Frels dog! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!“ (Markus 11:9; Zakarias 9:9) Josua var et sandt forbillede på Jesus, der ’efterlod os et forbillede så vi kan følge lige i hans fodspor’. (1 Peter 2:21) Ligesom Josua tillagde Jesus Jehovas navn stor betydning, og han ophøjede dette navn. I sin sidste bøn sammen med sine disciple fremhævede han to gange Guds navn, idet han sagde: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ (Johannes 17:6, 26) Hvilken forret er det ikke at vi kan gøre dette navn kendt for andre!

12. Hvilke vældige gerninger venter vi i dag, og hvorfor?

¹² Når vi læser den bibelske beretning om Josuas loyale ledelse kan vi tænke på at den større Josua, Jesus Kristus, leder Guds folk i dag. „Jehovas dag“, hvor han vil hævde sit navn, er nu nær. Hvor ivrigt venter vi ikke på opfyldelsen af hans løfte om en retfærdig ny ordning som vil følge efter denne dag! (2 Peter 3:10-13, 17, 18) Med tillid ser vi derfor frem til de vældige gerninger som Jehova yderligere vil gøre, gerninger som er endnu vældigere end dem han udførte gennem Josua.

Jehovas mirakel ved Jordan

13. (a) Hvilken tilsyneladende umulig situation befandt Israel sig i på den østlige side af Jordanfloden? (b) Hvordan blev Israels lydighed belønnet?

¹³ Det var i høsttiden i år 1473 f.v.t., og Jordanfloden var løbet over sine bredder. Hvordan kunne adskillige millioner, gamle og unge, mænd, kvinder og børn, blive ført over denne rivende strøm? Det kunne man nok undre sig over, men Jehova havde givet Josua denne befaling: „Bryd nu op; gå over Jordan dér, du og hele dette folk.“ Og folket havde sagt til Josua: „Alt hvad du har givet os påbud om, vil vi gøre.“ Israel brød da op. Præsterne gik først, idet de bar pagtens ark der var omhyggeligt tildækket og som repræsenterede Jehovas nærværelse. Da begyndte Jehova at ’gøre undere midt iblandt dem’, for „i det øjeblik da de som bar arken, kom til Jordan, og præsterne som bar arken dyppede fødderne i vandkanten . . . stod vandet som kom ovenfra stille“, og vandet nedenfor blev „afskåret“, idet det tømtes ud i Det døde Hav, „og folket gik over“. (Josua 1:2, 16; 3:5-16) Hvilket storslået mirakel!

14. Hvilket modstykke finder vi hertil i dag, og hvad har det vidnesbyrd der er blevet aflagt resulteret i?

¹⁴ Jordanflodens oprørte vande kan sammenlignes med menneskeheden der som en rivende flod bevæger sig mod tilintetgørelsen i Harmagedon. (Jævnfør Esajas 57:20; Åbenbaringen 17:15.) I dag, hvor menneskeheden står over for denne endelige tilintetgørelse, styrker Jehova sit folk. Det tæller nu over 3.000.000 mennesker — et antal der kan sammenlignes med tallet på dem der drog over Jordan sammen med Josua. — Jævnfør Habakkuk 2:3.

15. (a) Hvad svarer i vor tid til præsternes modige handling dengang? (b) Hvordan skildres ’den store skare’ i dette billede?

¹⁵ Mens millioner af israelitter passerede over flodlejet „[blev] præsterne som bar Jehovas pagts ark . . . stående ubevægelige på tør grund midt i Jordan“, som et udtryk for at det var Jehova Gud der ledede begivenhederne. (Josua 3:17) I 1919 trådte den lille skare af salvede Guds tjenere modigt frem midt i menneskehedens „vande“. I 1922 adlød de modigt opfordringen: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige,“ idet de sagde: „Her er jeg! Send mig.“ Jehova forsikrede dem: „Når du går gennem vande, vil jeg være med dig, og gennem floder, vil de ikke overskylle dig.“ I 1931 gav han dem det ærefulde navn Jehovas Vidner. (Esajas 6:8; 43:2, 12) Blandt dem der gik over Jordan var også de ikke-levitiske israelitter og efterkommerne af ’den talrige blandede flok’ af ikke-israelitter der havde forladt Ægypten sammen med Moses. I dag befinder ’den store skare’ sig også på overgangen til Guds nye ordning, mens resten af den åndelige præsteskare står „faste, urokkelige“, idet deres tro er et eksempel for andre. — 2 Mosebog 12:38; Åbenbaringen 7:9; 1 Korinther 15:58.

Miraklet skulle mindes

16. (a) Hvordan skulle dette mirakel ved Jordan mindes? (b) Hvad giver det os grund til at formode med hensyn til Jehovas vældige gerninger i vor tid?

¹⁶ Jehova tog skridt til at dette mirakel ved Jordan skulle mindes, idet han befalede at tolv mænd, der repræsenterede Israels stammer, skulle tage tolv sten op fra flodlejet og anbringe disse på den vestlige bred ved Gilgal. Stenene skulle stå dér som et varigt mindesmærke om Jehovas navn og hans vældige gerninger. Israelitterne skulle forklare kommende generationer hvorfor dette mindesmærke var blevet rejst: „For at alle jordens folk kan kende Jehovas hånd og vide at den er stærk; for at I altid kan frygte Jehova jeres Gud.“ (Josua 4:1-8, 20-24) De storslåede gerninger som Jehova har gjort for at bevare sit folk i dag, trods ondsindede angreb fra politiske og religiøse ledere, står som et varigt minde om at han er med sit folk. De vældige gerninger han i vor tid har udført til hævdelse af sit navn vil uden tvivl blive mindet til evig tid i hans nye tingenes ordning. — Åbenbaringen 12:15, 16; Salme 135:6, 13.

17. (a) Hvilket andet mindesmærke opstillede Josua? (b) Hvilket vidnesbyrd har menneskeheden ikke kunnet unddrage sig i dag?

¹⁷ Det var på sin plads at rejse endnu et mindesmærke: „Desuden rejste Josua tolv sten midt i Jordan på det sted hvor præsterne der bar pagtens ark havde stået med deres fødder, og de er der endnu den dag i dag.“ Da præsterne var kommet op fra flodlejet og Jehova lod flodens opdæmmede vand vende tilbage, kom det hvirvlende omkring disse tolv mindesten. (Josua 4:9) Jordanfloden kunne altså ikke unddrage sig disse stens tilstedeværelse. I dag styrter menneskeheden sig med stadig større hast mod Harmagedons „døde hav“. Men den kan ikke unddrage sig det verdensomspændende vidnesbyrd Jehovas vidner har aflagt mens de ’står fast i én ånd, idet de med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed’. (Filipperne 1:27, 28) Optegnelser fra de sidste 67 år og frem til 1986 viser at Jehovas vidner i hele verden på mere end 200 sprog har uddelt over 570.000.000 bøger og mere end 6.400.000.000 eksemplarer af tidsskrifterne Vagttårnet og Vågn op! Desuden har de tegnet flere millioner abonnementer — i sandhed et vældigt vidnesbyrd!

18. (a) Hvilke egenskaber har præsteskaren vist i dag? (b) Hvordan er hele Guds folk blevet styrket?

¹⁸ Vi kan være glade for at vidnesbyrdet er blevet aflagt lige indtil dette år 1986. Det har krævet hårdt arbejde at gøre Guds vilje, sådan som det også var tilfældet da de tolv mænd hver især løftede sin mindesten op på skulderen og bar den hele vejen til Gilgal. Men en storslået pionerånd har forenet Guds folk i dag, og den styrker dem til stadig at være ’modige og meget stærke’. — Salme 27:14; 31:24; Zefanias 3:9.

19. Hvilken tillid kan vi have når vi betragter andre begivenheder som fandt sted på Josuas tid?

¹⁹ Der er også andre begivenheder på Josuas tid der kan opmuntre os til at gå fremad, i tillid til at Jehova vil gøre endnu flere mirakler til gavn for sit folk. Den næste artikel vil omhandle nogle af disse.

[Fodnote]

Angående begivenhederne på Josuas tid:

■ Hvorfor skal disse ikke blot betragtes som historiske?

■ Hvordan kan vi opdyrke mod og åndelig styrke?

■ Hvilket glimrende eksempel har Josua sat for os?

■ På hvilke måder var Josua et forbillede på Jesus?

■ Hvilke begivenheder i dag er skildret ved det der skete ved Jordan?