-
AlterIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
-
-
De måtte heller ikke have mange altre, men kun ét alter for tilbedelsen af den sande Gud, og det skulle stå på det sted Jehova udvalgte. (5Mo 12:2-6, 13, 14, 27; sml. dette med Babylon, hvor der alene for gudinden Ishtar var 180 altre.) Når de var gået over Jordan, skulle de som det første bygge et alter af utilhuggede sten (5Mo 27:4-8), og det blev bygget af Josua på Ebals Bjerg. (Jos 8:30-32) Efter at landet var indtaget og delt mellem stammerne, byggede Rubens og Gads stamme og Manasses halve stamme et iøjnefaldende alter ved Jordan. Dette gav anledning til midlertidige vanskeligheder med de øvrige stammer indtil det blev fastslået at alteret ikke var et tegn på frafald, men blot skulle tjene som en påmindelse om at vise trofasthed mod Jehova, den sande Gud. — Jos 22:10-34.
Andre altre som blev bygget, synes ikke at have været bestemt til fortsat brug, men blev rejst i særlige anledninger. Alteret i Bokim og de altre som Gideon og Manoa byggede, blev for eksempel rejst i forbindelse med at en engel havde vist sig eller givet instruktioner. (Dom 2:1-5; 6:24-32; 13:15-23) I Betel byggede israelitterne et alter da de var forsamlede for at overveje hvordan de kunne forhindre at Benjamins stamme uddøde. Det fremgår ikke af beretningen om dette alter havde Guds billigelse, eller om israelitterne her blot gjorde ’hvad der var rigtigt i deres egne øjne’. (Dom 21:4, 25) Som Guds befuldmægtigede bragte Samuel et offer i Mizpa og byggede ligeledes et alter i Rama. (1Sa 7:5, 9, 10, 17) Han gjorde muligvis dette fordi der ikke længere var noget vidnesbyrd om Jehovas nærværelse i teltboligen i Silo efter at arken var blevet fjernet derfra. — 1Sa 4:4, 11; 6:19-21; 7:1, 2; jf. Sl 78:59-64.
Altre til midlertidig brug. Også i kongetiden blev der ved flere lejligheder bygget altre til midlertidig brug. Saul bragte for eksempel et offer i Gilgal og byggede et alter i Ajjalon. (1Sa 13:7-12; 14:33-35) I det første tilfælde blev han fordømt fordi han ikke ventede på at Samuel kom og bragte offeret, men der blev ikke gjort indsigelse mod at ofrene blev bragt de pågældende steder.
David bad Jonatan om at forklare hans fravær ved Sauls bord på nymånedagen med at han overværede en årlig offerfest for familien i Betlehem; men eftersom dette blot var et påskud, kan vi ikke vide med sikkerhed om denne offerfest virkelig blev holdt. (1Sa 20:6, 28, 29) Senere byggede David som konge et alter på Araunas (Ornans) tærskeplads, og dette skete på Guds befaling. (2Sa 24:18-25; 1Kr 21:18-26; 22:1) Udtalelsen i 1 Kongebog 9:25 om at Salomon ’bragte ofre på det alter han havde bygget for Jehova’, sigter tydeligvis til at han foranledigede at disse ofre blev bragt af det bemyndigede præsteskab. — Jf. 2Kr 8:12-15.
Da templet stod færdigt i Jerusalem, lader det til at alteret nu definitivt stod på det sted Jehova havde udvalgt, og at israelitterne skulle ’gå derhen’. (5Mo 12:5) Bortset fra det alter Elias benyttede på Karmels Bjerg ved ildprøven med ba’alspræsterne (1Kg 18:26-35), var det nu kun i tilfælde af frafald at der blev bygget andre altre. Salomon var selv den første til at gøre sig skyldig i et sådant frafald, idet han lod sig påvirke af sine fremmede hustruer. (1Kg 11:3-8) Jeroboam, den første konge i det nordlige rige, forsøgte at afholde sine undersåtter fra at drage op til templet i Jerusalem ved at opstille altre i Betel og Dan. (1Kg 12:28-33) En profet forudsagde da at i kong Josias af Judas regeringstid ville de præster der gjorde tjeneste ved alteret i Betel, blive hugget ned, og at der ville blive brændt menneskeknogler på alteret. Som et varsel om dette revnede alteret, og profetien gik senere i opfyldelse. — 1Kg 13:1-5; 2Kg 23:15-20; jf. Am 3:14.
Under kong Akabs regering var der mange hedenske altre i Israel. (1Kg 16:31-33) Da kong Akaz regerede i Juda, var der altre „på hvert hjørne i Jerusalem“ og ligeledes på de mange offerhøje. (2Kr 28:24, 25) Manasse gik så vidt som til at bygge altre i selve Jehovas hus og altre for dyrkelsen af „hele himmelens hær“ i templets forgårde. — 2Kg 21:3-5.
Selv om der fra tid til anden var trofaste konger som ødelagde disse afgudsaltre (2Kg 11:18; 23:12, 20; 2Kr 14:3; 30:14; 31:1; 34:4-7), kunne Jeremias alligevel sige før Jerusalems fald: „Dine guder er blevet lige så talrige som dine byer, Juda; og lige så talrige som Jerusalems gader er de altre I har rejst for Skændselen, altre til at bringe røgofre på til Ba’al.“ — Jer 11:13.
-
-
AlterIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
-
-
At der kun fandtes ét offeralter, stemmer både med Jesu ord: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig,“ og med de mange skriftsteder der viser at enhed skulle være et af den kristne tros synlige kendetegn. — Joh 14:6; Mt 7:13, 14; 1Kor 1:10-13; Ef 4:3-6; bemærk også profetien i Es 56:7 og 60:7 om at folk af alle nationer ville komme til Guds alter.
-