HAD
Dette ord har i Bibelen flere betydningsnuancer. Det kan betegne en stærk og varig følelse af uvilje eller fjendskab, ofte forbundet med ondsindethed. Et had af den art kan blive en fortærende lidenskab der får en til at søge at skade den man hader. „Had“ kan også være en stærk følelse af modvilje som dog ikke bevirker at man søger at skade genstanden for hadet, men prøver at undgå den fordi man væmmes ved den. Bibelen anvender også ordet „hade“ i betydningen „elske mindre“. (1Mo 29:31, 33; 5Mo 21:15, 16) Jesus sagde for eksempel: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“ (Lu 14:26) Jesus mente naturligvis ikke at hans disciple skulle nære fjendskab mod eller væmmes ved medlemmerne af deres familie eller sig selv, for det ville ikke stemme med hvad der ellers siges i Bibelen. — Jf. Mr 12:29-31; Ef 5:28, 29, 33.
I Guds lov til Israel stod der: „Du må ikke hade din broder i dit hjerte.“ (3Mo 19:17) Hvis man havde forvoldt et andet menneskes død, var en af betingelserne for at man kunne blive anerkendt som uforsætlig manddraber og finde sikkerhed i en tilflugtsby, at man ikke i forvejen havde næret had til den dræbte. — 5Mo 19:4, 11-13.
Skal man hade sine fjender? Jesu ord om at man skal elske sine fjender (Mt 5:44), er i fuld overensstemmelse med ånden i De Hebraiske Skrifter. Den trofaste Job erkendte at det ville have været forkert af ham at fryde sig over at den der hadede ham, gik til grunde. (Job 31:29) Moseloven pålagde israelitterne at hjælpe deres landsmænd, også selv om det måtte dreje sig om nogle som de regnede for deres fjender. (2Mo 23:4, 5) I stedet for at fryde sig over en fjendes ulykke skulle Guds tjenere følge denne formaning: „Hvis den der hader dig sulter, så giv ham brød at spise, og hvis han tørster, så giv ham vand at drikke.“ — Ord 24:17, 18; 25:21.
Den opfattelse at man skulle hade sine fjender, stammede fra den overlevering som de jødiske lærere havde føjet til Guds lov. Eftersom Moseloven påbød israelitterne at elske deres næste (3Mo 19:18), drog disse lærere den slutning at de så skulle hade deres fjender. Ordene „ven“ og „næste“ blev begrænset til udelukkende at omfatte jøder, mens alle andre blev betragtet som naturlige fjender. På baggrund af deres traditionelle opfattelse af begrebet „næste“ og den overlevering der fremkaldte en fjendtlig indstilling til ikkejøder, er det ikke svært at se hvordan de kunne tilføje de uægte ord „og hade din fjende“ til bestemmelsen i Guds lov. — Mt 5:43.
Den kristne er derimod forpligtet til at elske sine fjender, det vil sige dem der gør sig til den kristnes personlige fjender. Den kærlighed man skal vise (gr.: agaʹpē), er ikke en følelsesbetonet kærlighed som skyldes personlig tilknytning, sådan som man i almindelighed opfatter kærlighed, men den er en kærlighed som er bestemt af viljen og har at gøre med principper, pligt og sømmelighed, idet den oprigtigt søger at gavne den anden part i overensstemmelse med hvad der er rigtigt. Den sætter sig ud over personligt fjendskab og lader ikke et sådant forhold bevirke at man svigter rette principper og giver igen med samme mønt. Den kristne vil endog bede for dem der modstår og forfølger ham og handler i uvidenhed, med det mål at de må få øjnene op for sandheden om Gud og hans hensigter. — Mt 5:44.
Berettiget had. Under visse omstændigheder og til visse tider er det dog på sin plads at hade. „Der er . . . en tid til at elske og en tid til at hade.“ (Præ 3:1, 8) Endog om Jehova siges der at han hadede Esau. (Mal 1:2, 3) Men det var ikke et vilkårligt had han nærede. Esau viste sig uværdig til Jehovas kærlighed ved at ringeagte og sælge sin førstefødselsret, og dermed ringeagtede han også de guddommelige løfter og velsignelser der var forbundet med den. Desuden pønsede han på at dræbe sin broder Jakob. (1Mo 25:32-34; 27:41-43; He 12:14-16) Gud hader også stolte øjne, løgnetunge, hænder der udgyder uskyldigt blod, et hjerte der finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne og den der sår splid mellem brødre, ja, alt og alle som er i opposition til ham og hans retfærdige love. — Ord 6:16-19; 5Mo 16:22; Es 61:8; Zak 8:17; Mal 2:16.
Hvilken form for had skal Guds tjenere opdyrke?
Sand loyalitet mod Jehova bevirker at hans tjenere hader dét og dén han hader. (2Kr 19:2) „Hader jeg ikke dem der hader dig, Jehova, og ledes jeg ikke ved dem der rejser sig mod dig? Med fuldkomment had hader jeg dem. Mine fjender er de blevet.“ (Sl 139:21, 22) Dette had søger imidlertid ikke at skade nogen og er ikke ensbetydende med ondsindethed. Det giver sig derimod udslag i en stærk afsky for det onde, så man undgår det der er ondt, og dem der hader Jehova. (Ro 12:9, 17, 19) De kristne hader med rette alle Guds svorne fjender — Djævelen og hans dæmoner såvel som de mennesker der med vidende og vilje har taget standpunkt imod Jehova.
Selv om kristne ikke kan elske dem der bruger Guds ufortjente godhed som en undskyldning for skamløshed, hader de dog ikke dem der kommer på afveje, men som er værdige til at der vises dem barmhjertighed. I stedet for at hade den angrende overtræder hader de den onde handling, ja „endog underklædningen som er blevet plettet af kødet“. — Jud 4, 23.
Hvordan man undgår at hade uberettiget. Hvis nogle før har hadet hinanden, ophører de med det når de bliver kristne. (Tit 3:3) Den der hader sin broder, vandrer stadig i mørket, og hvis han påstår at han elsker Gud, er han i realiteten en løgner. At hade sin broder er ensbetydende med at være en morder. — 1Jo 2:9, 11; 4:20; 3:15.
Sentimentalitet kan forvride forholdet mellem kærlighed og had, sådan som det åbenbart skete for David i forbindelse med sønnen Absalom. (2Sa 18:33; 19:1-6) Det samme fremgår af ordsproget: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ — Ord 13:24.
Ved at tage hensyn til andre og respektere deres privatliv kan man undgå unødigt at lægge sig for had. Derfor rådet: „Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — Ord 25:17.