Falsk religion i rollen som skøge
1. Hvordan har mange betragtet prostitution?
NOGLE siger at verdens ældste erhverv er det der udøves af skøger, prostituerede kvinder. Disse ord betegner begge en umoralsk kvinde der sælger sin krop til mænd. Engang blev dette betragtet som et ærefuldt kald!
2, 3. Beskriv modsætningen mellem præstindernes rolle i det gamle Babylon og Jehovas lov til Israel om prostitution.
2 Professor S. H. Hooke, der er ekspert i bibelarkæologi, har om det gamle Babylons præster sagt: „Præsteembedet var ikke forbeholdt mænd; kvinder udgjorde en del af staben ved de store templer. Det blev betragtet som en ære at tilhøre præstindernes orden, og vi hører om flere konger der viede deres døtre til præstekaldet. . . . Deres vigtigste opgave var at tjene som hellige prostituerede ved årets store højtider. . . . Ved Isjtartemplet [Isjtar var frugtbarheds- og krigsgudinde] var der naturligvis en stor stab af sådanne kvinder.“
3 Dette står i skarp kontrast til den tilbedelse Israels folk skulle yde Jehova Gud. I Moseloven stod der klart og tydeligt: „Der må ingen tempelprostitueret være blandt Israels døtre, og der må ingen mandlig tempelprostitueret [som praktiserede homoseksualitet] være blandt Israels sønner. Det en skøge har modtaget i løn, og det ’en hund’ har fået i betaling, må du ikke bringe ind i Jehova din Guds hus for noget som helst løfte, for de er begge en vederstyggelighed for Jehova din Gud.“ (5 Mosebog 23:17, 18) En skøges betaling var altså ikke antagelig som bidrag til Jehovas helligdom. Også prostitution uden tilknytning til religion blev betragtet som noget skammeligt. Israelitterne fik denne befaling: „Gør ikke din datter vanhellig ved at lade hende drive prostitution, så landet ikke skal forfalde til prostitution og derved blive fyldt med skamløshed.“ Lovene mod prostitution og homoseksualitet, der betegnes som „noget vederstyggeligt“, var en beskyttelse for folket, både åndeligt og fysisk. — 3 Mosebog 19:29; 20:13.
Åndelig prostitution er langt værre
4. Hvad er den værste form for prostitution?
4 Der findes dog en form for prostitution der i Guds øjne er langt værre — åndelig prostitution, det at man hævder at tilbede den sande Gud mens man i virkeligheden dyrker andre guder. Fortidens Jerusalem drev prostitutionen endnu videre. Denne symbolske kvinde skænkede gaver til de nationer der i åndelig forstand bedrev utugt med hende, og besmittede derved den sande tilbedelse. — Ezekiel 16:34.
5, 6. Hvem driver åndelig prostitution i vor tid, og hvilke spørgsmål rejser dette?
5 Også nu i det 20. århundrede er åndelig prostitution udbredt inden for verdens religiøse ordning. Kristenheden er den mest fremtrædende del af denne ordning, som Bibelen kalder „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åbenbaringen 17:5.
6 Hvordan vil det gå Babylon den Store? Og hvordan vil udfaldet berøre dig og din familie? Hvis Gud fordømte skøger i det gamle Israel, vil han da ikke også fordømme nutidens åndelige prostitution? De følgende artikler vil behandle disse og beslægtede spørgsmål.