HELBREDELSE

At helbrede vil sige at gøre rask, befri for sygdom, kurere, læge. I Bibelen bruges fortrinsvis det hebraiske udsagnsord rafa’ʹ og det græske udsagnsord iaʹomai for at helbrede i både bogstavelig og billedlig betydning. Det græske udsagnsord therapeuʹō gengives med ’kurere’. (Mt 4:23, 24) I nogle tilfælde var helbredelsen en gradvis proces, i andre tilfælde indtraf den øjeblikkelig.

En af de gaver Jehova har skænket alle mennesker, er organismens evne til at genopbygge eller helbrede sig selv i tilfælde af kvæstelse eller sygdom. En læge kan anbefale visse forholdsregler som vil fremskynde helbredelsen, men det er i virkeligheden legemets gudgivne genopbygningsevne som bevirker at helbredelsen finder sted. Salmisten David erkendte dette da han henviste til at han var født ufuldkommen, men at Skaberen var i stand til at styrke ham på sygelejet og at helbrede alle hans sygdomme. (Sl 51:5; 41:1-3; 103:2-4) Jehova gjorde den sygdomsplagede Job rask igen (Job 42:10) og sørgede også for fysisk helbredelse af sit folk, Israel. — 2Mo 15:26.

Der siges om Jehova at han både tilføjer sår og læger, og det gør han såvel bogstaveligt som billedligt. For ham er der således en tid til at såre og en tid til at helbrede. (5Mo 32:39; jf. Præ 3:1, 3.) Den troløse kong Joram af Juda blev straffet af Jehova med en uhelbredelig sygdom i sine indvolde. (2Kr 21:16, 18, 19) Moses anerkendte at det var Jehova der havde slået Mirjam med spedalskhed, og han bønfaldt derfor den eneste der kunne helbrede hende, da han sagde: „Gud, jeg beder dig, helbred hende dog!“ (4Mo 12:10, 13) Efter at en kritisk situation i forbindelse med Sara og det lovede afkom var blevet afværget, helbredte Jehova kong Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder så de igen kunne få børn. — 1Mo 20:17, 18.

Åndeligt sammenbrud og åndelig helbredelse tillægges i Bibelen større betydning end fysisk sammenbrud og fysisk helbredelse. Der peges på de israelitiske lederes ansvar i denne forbindelse. På Jeremias’ tid ’øvede enhver af dem, fra profet til præst, løgn’, samtidig med at de gav det udseende af at de kunne helbrede Guds folks sammenbrud, og hævdede at alt var godt. (Jer 6:13, 14; 8:11) Ligesom Jobs trøstere var de „uduelige læger“. — Job 13:4.

I nogle få tilfælde blev døde ting helbredt i den forstand at de blev gjort hele igen, som det nedrevne alter Elias istandsatte. (1Kg 18:30) Profeten Elisa gjorde vandet i nærheden af Jeriko sundt så det ikke længere forårsagede aborter. (2Kg 2:19-22) Jeremias knuste et pottemagerkar så fuldstændigt at det ikke mere kunne repareres eller helbredes, hvilket tjente som en god illustration. „På samme måde,“ sagde Jehova, „vil jeg knuse dette folk og denne by, ligesom man knuser et pottemagerkar så det ikke mere kan repareres [en form af rafa’ʹ; ordr.: helbredes].“ — Jer 19:11; jf. 2Kr 36:15-17.

Jesus og hans apostle og disciple. Jesus var klar over at det vigtigste i hans tjeneste var at ’undervise og forkynde den gode nyhed om riget’, og at dét at ’kurere enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed blandt folket’ kom i anden række. Når han havde ondt af folkeskarerne, var det især fordi de var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. — Mt 4:23; 9:35, 36; Lu 9:11.

Men han viste også medfølelse med de mange der fulgte ham i håb om at blive befriet for fysiske lidelser. (Mt 12:15; 14:14; 19:2; Lu 5:15) Hans mirakuløse helbredelser tjente som et synligt tegn for hans samtidige på at han var den forudsagte Messias (Mt 8:16, 17), og de tjente desuden som et forvarsel om den helbredelse som menneskeheden ville erfare under Guds riges herredømme. (Åb 21:3, 4) Jesus helbredte mange og gjorde dem raske i ordets fulde betydning. Han helbredte halte, invalide, blinde og stumme (Mt 15:30, 31), epileptikere og lamme (Mt 4:24), en kvinde der havde stadige blødninger (Mr 5:25-29), en mand med en vissen hånd (Mr 3:3-5) og en der havde vattersot (Lu 14:2-4), og ved mange lejligheder blev dæmonbesatte udfriet fra den trældom Satan holdt dem i. — Mt 12:22; 15:22-28; 17:15, 18; Mr 1:34; Lu 6:18; 8:26-36; 9:38-42; Apg 10:37, 38.

Jesus udførte sine helbredelser på forskellige måder til forskellige tider. Til en syg mand der lå ved dammen Betzata, sagde han blot: „Stå op, tag din båre og gå,“ og manden blev rask. (Joh 5:2-9) I et andet tilfælde var den syge ikke selv til stede, men Jesus sagde blot et ord, og manden blev helbredt. (Mt 8:5-13) Ved andre lejligheder lagde han hånden på den syge (Mt 8:14, 15) eller rørte ved såret og lægte det. (Lu 22:50, 51) Mange syge blev helbredt ved at de rørte ved Jesus eller blot ved frynsen på hans klædning. (Mt 14:36; Mr 6:56; Lu 6:19; 8:43-47) Og det gjorde ingen forskel om de pågældende havde lidt af sygdommen i mange år. — Mt 9:20-22; Lu 13:11-13; Joh 5:5-9.

Nogle modstod Jesus og havde ingen værdsættelse af de vidunderlige helbredelsesmirakler han udvirkede. De religiøse ledere blev meget vrede da Jesus kurerede på sabbatten. (Mt 12:9-14; Lu 14:1-6; Joh 5:10-16) Ved en sådan lejlighed lukkede Jesus munden på sine modstandere med ordene: „Hyklere, enhver af jer løser da på sabbatten sin okse eller sit æsel fra krybben og fører dyret hen for at lade det drikke, ikke sandt? Burde denne kvinde som er en Abrahams datter og som Satan har holdt bundet, se! i atten år, da ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?“ — Lu 13:10-17.

At folk blev helbredt, skyldtes ikke Jesu egen kraft, kundskab eller visdom. Han anvendte heller ikke hypnose, psykoterapi eller andre lignende metoder. Det var Jehovas ånd og kraft der udvirkede helbredelsen. (Lu 5:17; 9:43) Dog var det ikke alle der var taknemmelige nok til at give Gud æren. (Lu 17:12-18) I dag er det heller ikke alle der fæster lid til den evigvarende helbredelse der kan opnås på grundlag af Kristi genløsningsoffer. — 1Pe 2:24.

Jesus gav andre som arbejdede nært sammen med ham i hans tjeneste, del i denne guddommelige kraft til at helbrede. Da han udsendte de 12 apostle og senere de 70 disciple, var de i stand til at helbrede syge. (Mt 10:5, 8; Lu 10:1, 8, 9) Efter pinsen i år 33 fik visse kristne, deriblandt Peter, Johannes, Filip og Paulus, denne guddommelige kraft til at helbrede andre fuldstændigt. (Apg 3:1-16; 4:14; 5:15, 16; 8:6, 7; 9:32-34; 28:8, 9) Efter apostlenes død, da kristendommen var blevet grundfæstet, ophørte disse „gaver til at helbrede“. — 1Kor 12:8, 9, 28, 30; 13:8, 13.

Det var vigtigt at den der udførte helbredelsen, havde fuld tro på og tillid til Jehova og, ligesom Jesus, anerkendte at helbredelsen fandt sted ved Guds kraft. (Mt 17:14-20; Joh 5:19) De syge behøvede derimod ikke at have tro for at blive helbredt. (Joh 5:5-9, 13) Mange af dem havde dog en stærk tro. — Mt 8:5-13; 15:28; Mr 5:34; Lu 7:1-10; 17:19; Apg 14:8-10; se TRO.

De mirakuløse helbredelser skulle være et „tegn“ på at Gud var med dem der udførte dem. (Apg 4:22, 29, 30) De der ikke anerkendte dette tegn, var åndeligt blinde og døve. (Es 6:10; Joh 12:37-41) Eftersom de guddommelige helbredelser skulle tjene som et tegn for ikketroende, blev de almindeligvis ikke udført til gavn for dem der allerede var åndsavlede kristne. Da Timoteus havde problemer med maven, blev han derfor ikke helbredt mirakuløst, men Paulus anbefalede ham at drikke lidt vin for sin svaghed. — 1Ti 5:23.

Åndelig helbredelse. Åndelig sygdom som følge af synd kan Jehova helbrede fuldstændigt når den syge angrer. Det betyder at vedkommende på ny opnår Jehovas gunst og får del i de velsignelser han skænker. (Es 19:22; 57:17-19; Jer 33:6) Dette indebærer i åndelig forstand at slappe hænder og vaklende knæ styrkes, blindes øjne åbnes, døves ører lukkes op, stummes tunge løses, og halte får deres førlighed igen. (Es 35:3-6) De frafaldne der ikke omvender sig, bliver ikke åndeligt helbredt og genvinder ikke deres åndelige sundhed og velbefindende. (2Kr 36:15-17; Es 6:10; Jer 30:12, 13; Apg 28:24-28) For Ægypten og dets farao og for assyrerkongen var der heller ingen helbredelse. — Jer 46:11; Ez 30:21; Na 3:18, 19.

Kuren mod åndelig sygdom foreskrives i Bibelen. — He 12:12, 13; Jak 5:14-16; Åb 3:18.