Hvad vil det sige at kende den sande Gud?
1, 2. Hvilken indbydelse går ifølge Esajas 2:3 ud i de sidste dage, og til hvem?
ESAJAS’ spændende profeti om de sidste dage indeholder en indbydelse som burde interessere folk af alle nationer. Indbydelsen går ud på at lære den sande Gud personligt at kende: „Og [did skal] talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til HERRENS bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.’“a — Esajas 2:3.
2 Denne profeti viser at folk fra mange nationer verden over, i de sidste dage vil blive ledet til en fælles kilde med vejledning som vil hjælpe dem til at lære den sande Gud at kende. Hvilke sandheder vil de lære som vil forene dem i sand fred?
3. Hvordan gik et vigtigt træk ved Bibelen næsten tabt som følge af traditionen?
3 Et enestående træk ved Bibelen, et træk som på grund af traditionen næsten er gået i glemme, er at den gør det muligt for os at få et nært personligt forhold til Gud, vor himmelske Fader og Skaber, ved at bruge hans navn. Hvor findes det menneske som har en kær og elsket ven hvis navn han nægter at bruge, ja, end ikke udtaler når han bliver spurgt? Det er normalt kun en fjende man foragter så meget at man ikke engang vil vise ham den ære at bruge hans navn. Det særlige forhold der herskede mellem fortidens Israel og dets Gud — et forhold der gjorde at folket kendte ham ved hans navn — beskrives smukt af salmisten: „Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit navn.“ — Salme 91:14.
Skal vi bruge Guds navn?
4, 5. Hvilken betydning har Guds navn?
4 Bibelsk set har der aldrig været tvivl om den sande Guds navn. Da Gud talte til Moses og forklarede at han ville bruge ham til at føre Israels folk ud fra trældommen i Ægypten, stillede Moses et logisk spørgsmål: „Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?“ Gud svarede: „Således skal du sige til israelitterne: HERREN, [hebraisk: יהוה =JHWH =Jahve eller, siden det 13. århundrede e.v.t., Jehova], eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ — 2 Mosebog 3:13, 15, kursiveret af os.
5 Dette navn er meget beskrivende for den der taler hebraisk. Det kommer af det hebraiske rodord הוה, hwh, der betyder „at blive“. Ifølge den hebraiske grammatik står navnet imidlertid i den kausative form, hif‛īlʹ. Navnets grundbetydning er derfor ikke forbundet med Guds evige eksistens men snarere med det at han lader noget ske eller blive til. Dette gælder især i forbindelse med hans hensigter. Han både besluttede at udfri sit udvalgte folk fra trældommen i Ægypten og lod det ske. Ingen magt kan stille sig hindrende i vejen for hans udtrykkelige vilje. Jehova er den Gud der gennemfører sine hensigter. Han lader således sig selv blive den der opfylder sine løfter. Dette var også tilfældet da han ønskede at udfri sit folk fra fangenskabet i Babylon. Det samme gælder i forbindelse med hans hensigt med at indføre paradisiske tilstande på denne jord. Hans navn giver disse løfter mening og er en garanti for at de vil blive indfriet. — Esajas 41:21-24; 43:10-13; 46:9, 10.
6-9. (a) Hvordan ved vi at Gud ikke forbyder at man bruger hans navn? (b) Hvordan og hvornår blev forbudet mod at bruge Guds navn en del af jødedommen?
6 Men forbyder De Ti Bud ikke at man udtaler Guds navn? Slet ikke! Mange har ganske vist tolket det tredje bud således, men bemærk hvad Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlader at udtale navnet JHWH . . . beror på en fejlagtig forståelse af det tredje bud (2 Mos. 20:7; 5 Mos. 5:11), som man udlægger: ’Du må ikke tage JHWH din Guds navn forfængeligt,’ mens det i virkeligheden betyder: ’Du må ikke sværge falsk ved JHWH din Guds navn.’“5 Det er værd at bemærke at teksten ikke forbyder at man bruger eller udtaler Guds navn. Og selv hvis det betød at man ikke måtte tage Guds navn „forfængeligt“, læg så mærke til hvad Koehler og Baumgartners hebraiske leksikon siger om det hebraiske ord der oversættes med „forfængeligt“ (hebraisk: lasjsjawʹ’): „At udtale et navn uden grund . . . misbruge et navn.“6 Dette bud forbyder altså ikke brugen af Guds navn men derimod misbrugen af det.
7 Men hvad så med det argument at Guds navn er for helligt til at udtale? Forekommer det ikke rimeligt at hvis Gud mente at hans navn var for helligt til at udtale, så ville han slet ikke have åbenbaret det? Den kendsgerning at Guds navn forekommer over 6800 gange i den hebraiske grundtekst viser at han ønsker at mennesker skal kende ham og bruge hans navn. I stedet for at forbyde brugen af sit navn for at hindre at det blev benyttet respektløst, opfordrer Gud gentagne gange til at man bruger det, ja, han befaler endog sit folk at bruge hans navn og gøre det kendt. Ved at gøre dette ville de vise at de havde et nært forhold til ham og elskede ham. (Salme 91:14) Profeten Esajas viste tydeligt hvad Guds vilje er i dette spørgsmål da han sagde: „Tak HERREN [hebraisk: יהוה = JHWH = Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt!“ — Esajas 12:4. Se også Mika 4:5; Malakias 3:16; Salme 79:6; 105:1; Ordsprogene 18:10.
8 Hvis Jehova ikke ønskede at mennesker skulle udtale hans navn, kunne han udtrykkeligt have forbudt det. Men Bibelen forbyder intetsteds den rette brug af hans navn eller at man udtaler det. Trofaste mænd på Bibelens tid brugte hans navn frit. (1 Mosebog 12:8; Rut 2:4; 4:11, 14) Gud fordømte derimod gentagne gange dem der prøvede at få hans folk til at glemme hans hellige navn. — Jeremias 23:26, 27; Salme 44:21, 22 (44:20, 21, NV).
9 Men hvordan blev dette forbud en del af den jødiske tankegang, eftersom det tydeligvis ikke er en del af Bibelen? Nogle udtalelser af dr. A. Cohen, rabbiner og forfatter af bogen Everyman’s Talmud, viser at denne tradition opstod gradvist gennem en periode på mange hundrede år. Dr. Cohen skriver: „Det ser ikke ud til at man i bibelsk tid har haft nogen betænkeligheder ved at bruge [Guds navn] i daglig tale. Det at man føjede Jah eller Jahu til personnavne, hvilket man også gjorde efter det babyloniske fangenskab, viser at der ikke fandtes noget forbud mod at bruge navnet med de fire bogstaver. Men i den tidlige rabbinske periode blev udtalen af navnet begrænset til tempeltjenesten.“ Om den videre udvikling i denne periode siger han: „I stedet for JHWH blev Navnet udtalt ’Adhonajʹ (min Herre) under gudstjenesten i synagogen; men ifølge traditionen overleverede vismændene med mellemrum den oprindelige udtale til deres disciple — en eller to gange hvert syvende år (Kiddushin 71a). Med tiden ophørte også denne praksis, og man ved ikke længere med sikkerhed hvordan Navnet udtales.“7 Dette var resultatet af at man opstillede „menneskebud“. — Esajas 29:13; 5 Mosebog 4:2; se kapitlet „Er Bibelen inspireret af Gud?“, paragraf 15, 16.
Kravene til dem der bærer navnet
10-14. (a) Hvad kræver Gud af dem der vil bære hans navn? (b) Hvilke former for renhed kræver Gud af dem der ønsker at behage ham? (c) Hvilken hedensk påvirkning fik stor indflydelse på jødedommen?
10 Men for at behage Gud er det tydeligvis ikke nok at man blot kender eller bruger Guds navn. At bære Guds navn som en af hans sande tilbedere er en storslået forret, hvilket profeten Jeremias gav udtryk for med ordene: „Mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde; thi dit navn er nævnet over mig.“ (Jeremias 15:16) Men denne store forret medfører også et tungt ansvar. Jehova sagde udtrykkeligt til nogle hedenske (ikke-jødiske) konger: „Med den by, mit navn er nævnet over, begynder jeg at handle ilde.“ (Jeremias 25:29) Da Jehova udfriede Israels folk fra 70 års fangenskab i Babylon, havde han allerede advaret sit folk gennem profeten Esajas: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer HERRENS [יהוה] kar!“ (Esajas 52:11) Hvad vil det i dag sige at holde sig rene som sande tilbedere der bærer den allerhelligste Guds navn, Jehova?
11 De der ønsker at behage Gud ved deres tilbedelse må bevare en ren adfærd, især i forbindelse med de moralske normer som Gud selv har opstillet. I modsætning til vore dages samfunds eftergivende holdning er Bibelen helt klar og giver ikke rum for fortolkning når det gælder Guds fordømmelse af løgn, tyveri, utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, mord og alle former for bedrag. (2 Mosebog 20:12-16; 23:1, 2; 3 Mosebog 5:1; 19:35, 36; 20:13) Bibelen fordømmer ikke blot selve den forkerte handling men også den forkerte tankegang der fører til handlingen. — 2 Mosebog 20:17; 3 Mosebog 19:17; Salme 14:1-5; Job 31:1, 9-11.
12 Foruden at være moralsk rene må de der bærer Jehovas navn også være rene i religiøs henseende. I fortiden advarede Jehova gentagne gange Israels folk mod at lade sig påvirke af de omkringboende folkeslags religiøse tanker, handlinger og skikke, eftersom de dyrkede andre guder. Faktisk kunne de kun forblive i det forjættede land på den betingelse at de undlod at efterligne nationernes afgudsdyrkelse. (3 Mosebog 18:24-30; 5 Mosebog 12:29-31) Bibelen fordømmer ikke blot afgudsdyrkelse men også alle former for overtro, såsom astrologi, spiritisme, spådomskunst, magi og det at bede til eller rådspørge de døde. — 2 Mosebog 20:3-5; 22:18; 3 Mosebog 20:27; 5 Mosebog 18:9-13; Esajas 8:19, 20; 47:13; Jeremias 10:2.
13 Noget der er nært forbundet med religiøs renhed er renhed i forbindelse med lærespørgsmål. Advarselen om ikke at efterligne de omkringboende folkeslags moralnormer og gudsdyrkelse gjaldt ikke blot den tid da Israels folk overtog landet efter kana’anæerne. Jehova havde åbenbaret den religiøse sandhed for sit folk. Kun de tilbad den sande Gud, Jehova. (2 Mosebog 19:5, 6; 5 Mosebog 4:32-37; Salme 147:19, 20) Kun de kendte denne Gud personligt, og da de var hans vidner kunne de undervise andre om ham. (Esajas 43:9-12; Salme 105:1) Som en kontrast hertil afspejlede andre folkeslags religiøse skikke og handlinger at de manglede selv den mest elementære kundskab om Gud. — Esajas 60:2.
14 Trods den gode begyndelse blev Israels folk gang på gang besnæret af fremmede religiøse idéer. (Dommerne 2:11-13; 1 Kongebog 18:21; Jeremias 2:11-13; Ezekiel 8:14-18) De kana’anæiske og babyloniske kulturer satte deres præg på jødedommen, men dens allerstørste udfordring kom da den blev helleniseret af det græske rige.b Den jødiske forfatter Max Dimont har opsummeret denne lange periode med påvirkning fra græsk kultur, der strakte sig fra det fjerde århundrede f.v.t. og et godt stykke ind i begyndelsen af vor tidsregning, på denne måde: „Beriget af platonisk tænkning, aristotelisk logik og euklidisk videnskab nærmede lærde jøder sig Toraen med nye redskaber. . . . De gik i gang med at føje græsk fornuft til jødisk åbenbaring.“
Har mennesket en udødelig sjæl?
15-17. (a) Hvad lærer Bibelen om døden og sjælen? (Se rammen „Hvad er døden og sjælen?“) (b) Hvilket håb fremholder Bibelen for de døde?
15 Blev jødedommens religiøse læresætninger også påvirket i denne periode? Encyclopaedia Judaica indrømmer åbent: „Læren om sjælens udødelighed kom sandsynligvis ind i jødedommen som følge af græsk påvirkning.“8 De Hebraiske Skrifter lærer tydeligvis at Guds oprindelige hensigt var at mennesker skulle leve evigt med et fuldkomment helbred på denne jord. (Se kapitlet „Hvad er Guds hensigt med menneskeheden?“, paragraf 2 til 4.) I Første Mosebog 2:7 læser vi: „HERREN Gud dannede mennesket af støv fra jorden og åndede livets ånde ind i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.“ (JP) Læg mærke til at der ikke siges at mennesket fik en sjæl, men at det blev en sjæl. Fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gjorde oprør mod Gud, blev det dømt til døden. Derfor døde menneskesjælen Adam. Der var ingen del af ham der fortsatte med at leve videre et andet sted. Begrebet en udødelig sjæl er ikke en bibelsk lære.c Bibelen siger ligeud: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.
16 Det Bibelen siger om de dødes tilstand harmonerer med Bibelens lære om at sjælen dør. I Prædikerens Bog, kapitel 9, vers 5 og 10, læser vi: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ (Jævnfør Salme 146:3, 4.) Døden var en straf fra Gud. (1 Mosebog 2:17) Det er det modsatte af liv, ikke en anden form for liv. Da det forholder sig sådan bør det ikke overraske os at Bibelen intetsteds taler om en straf i et brændende helvede (gē hinnomʹ). Her er der også tale om et begreb som stammer fra græsk filosofi og hedenske læresætninger. Hvad angår den mystiske jødiske tro på reinkarnation siger The New Standard Jewish Encyclopedia: „Det lader til at tanken havde sin oprindelse i Indien. . . . I Kabbala [jødedommens mysterielitteratur] forekommer den for første gang i bogen Bahir, og derefter, fra Zohar og fremefter, var den almindeligt accepteret af mystikere idet den spillede en vigtig rolle i chasidisk tro og litteratur.“9
17 Eftersom død er det modsatte af liv og sjælen ikke lever videre et andet sted, hvilket håb er der da for de døde? Guds ord lærer tydeligt at efter at de paradisiske forhold er blevet genoprettet på jorden, ved at Guds udnævnte messianske konge har grebet ind, vil størsteparten af de døde få livet igen. Denne bibelske lære omtales ofte som ’de dødes opstandelse’. De opstandne vil ikke blot omfatte dem der trofast tjener Gud men også mange millioner, ja milliarder, som aldrig til fulde fik mulighed for at lære Gud at kende og tjene ham i sandhed. — Daniel 12:2, 13; Esajas 26:19; Job 14:14, 15.
18, 19. Hvorfor bør man lære den sande Gud at kende, og hvordan bærer man sig ad?
18 Er dette bibelske håb om en opstandelse til et fuldkomment liv på jorden ikke en stærk tilskyndelse til folk af alle nationer om at søge den sande Gud og lære ham at kende? Men hvor findes den sande kilde til vejledning fra Jehova i disse sidste dage, som omtalt i Esajas 2:2, 3? Hvem kan lære folk om Jehovas veje så de kan „gå på hans stier“? Kan jødedommen eller kristenheden tilvejebringe en sådan undervisning, i lyset af de bibelske oplysninger vi indtil nu har gennemgået?
19 Ifølge profetien ville der være en gruppe mennesker som ville bære Jehovas navn i renhed, og som ville tjene både som hans vidner og som åndeligt lys for nationerne. — Esajas 60:2, 3.
[Fodnoter]
a Ved en overfladisk gennemlæsning af denne profeti kunne man få den opfattelse at der i de sidste dage ville ske en masseomvendelse til jødedommen. Sammenhængen, såvel som de faktiske forhold, viser imidlertid at det ikke kan forholde sig sådan. Dette og det følgende afsnit vil også være en hjælp til at forstå hvorfor vi når frem til denne konklusion.
b Fra og med Alexander den Stores regeringstid (336-323 f.v.t.), gjorde grækerne en fælles indsats for at udbrede deres filosofi, kultur og sprog til alle lande i det græske imperium. De der antog den græske kultur og tankegang blev betragtet som helleniserede. Denne bestræbelse på at få andre folk til at antage den græske kultur blev videreført af det romerske rige. Selv om det havde besejret Grækenland var det nemlig tiltalt af dets kultur og filosofi. Selv blandt mange af dem der tilsyneladende kæmpede ihærdigt for at modstå denne bølge af græsk indflydelse, finder vi tydelige vidnesbyrd om at de antog grækernes filosofiske idéer, ræsonnementer og læresætninger.
c På Bibelens hebraisk er det ord der oversættes med „sjæl“ næʹfæsj. I jødedommen i dag bliver det hebraiske ord nesjamahʹ imidlertid ofte betragtet som den del af mennesket der lever videre efter døden. Men en omhyggelig undersøgelse af Bibelen viser at ordet nesjamahʹ aldrig har haft denne betydning; det betyder blot åndedrættet eller en skabning der ånder, det være sig et menneske eller et dyr. — 1 Mosebog 7:22; 5 Mosebog 20:16; Josua 10:39, 40; 11:11; Esajas 2:22.
[Ramme på side 20, 21]
SHOWING HONOR TO THE DIVINE NAME
GUDS NAVN I BIBELEN — HVAD GUD HAR SAGT
„Og Gud sagde fremdeles til Moses: ’Således skal du sige til israelitterne: HERREN [hebraisk: יהוה = JHWH = Jehova], eders fædres Gud, . . . har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.’“ — 2 Mosebog 3:15, kursiveret af os.
„Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til høstfolkene: ’HERREN [יהוה] være med eder!’ Og de svarede: ’HERREN [יהוה] velsigne dig!’“ — Rut 2:4.
„Tak HERREN [יהוה], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt!“d — Esajas 12:4, kursiveret af os; Salme 105:1.
„Thi da vil jeg give folkene rene læber, så de alle påkalder HERREN [יהוה] og tjener ham endrægtigt.“ — Zefanias 3:9, kursiveret af os.
„Udøs din vrede på folk, der ikke kender dig, på riger, som ikke påkalder dit navn.“ — Salme 79:6, kursiveret af os.
GUDS NAVN I TALMUD — HVAD MENNESKER HAR SAGT
„Det blev bestemt at et menneske skulle hilse på sine venner ved at nævne Navnet.“ — Berakhot 9:5.
„Således talte han [ypperstepræsten på forsoningsdagen]: O JHVH, dit folk, Israels hus, har begået uret, har forset sig, har syndet mod dig. Jeg bønfalder dig ved navnet JHVH . . . Og når præsterne og folket der stod i forgården hørte det glorværdige og ærefulde navn udtalt frit af ypperstepræstens mund, i hellighed og renhed, knælede de og kastede sig til jorden idet de faldt på deres ansigter og udbrød: Velsignet være Hans strålende, suveræne navn for evigt og altid.“ — Yoma 6:2.
„I helligdommen blev navnet udtalt som det er skrevet; men uden for dens grænser anvendte man et andet navn.“ — Sotah 7:6.
„Først plejede ypperstepræsten at fremsige Navnet med høj røst; men da ryggesløse mænd bredte sig, fremsagde han det med lav stemme.“ — Den Palæstinensiske Talmud, Yoma 40d.
„[Blandt dem der udelukkes fra den kommende verden er] de der udtaler Navnet efter dets bogstaver.“ — Sanhedrin 10:1.
„Enhver der udtrykkeligt udtaler Navnet gør sig skyldig i en dødssynd.“ — Pesikta 148a.
[Fodnote]
d Udtrykket „påkald hans navn“ (hebraisk: קראו בשמו) kan også oversættes med „kald ham ved hans navn“. The New English Bible siger: „Påkald ham ved navn.“ Den samme hebraiske konstruktion findes i Første Mosebog 12:8, hvor der siges: „[Abram] påkaldte HERRENS navn.“
[Ramme på side 22]
HVAD ER DØDEN OG SJÆLEN?
HVAD BIBELEN SIGER:
„HERREN Gud dannede mennesket af støv fra jorden og åndede livets ånde ind i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl [næʹfæsj].“ (1 Mosebog 2:7, JP, kursiveret af os.) Læg mærke til at mennesket ikke fik en sjæl men blev en sjæl.
„Af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Bemærk at døden kun blev omtalt for det første menneske, Adam, som en straf for ulydighed.
„I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mosebog 3:19.
„I disse folks byer, . . . må du ikke lade en eneste sjæl [nesjamahʹ] i live.“ — 5 Mosebog 20:16.
„Og [de] indtog den og slog den ned med sværdet, . . . og hver levende sjæl [næʹfæsj] i den uden at lade nogen undkomme, . . . og han lagde band på byen og hver levende sjæl [næʹfæsj] i den.“ — Josua 10:37.
„De huggede hver levende sjæl i den ned med sværdet og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl [nesjamahʹ] blev tilbage.“ — Josua 11:11.
„Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl [næʹfæsj], der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4, kursiveret af os.
„De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting . . . Thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:5, 10.
HVAD RABBINERNE HAR SAGT:
„I den syvende himmel, Araboth, forvares de ånder og sjæle der endnu mangler at blive skabt.“ — Hagigah 12b, Talmud.
„Mennesket får en sjæl yderligere på sabbatsaftenen som tages fra ham igen når sabbatten er til ende.“ — Taanit 27b, Talmud.
„I 12 fulde måneder [efter døden] fortsætter legemet med at eksistere og sjælen stiger op og stiger ned.“ — Shabbat 152b, Talmud.
„Orme er lige så smertefulde for den døde som en nål i kødet er for den levende.“ — Shabbat 13b, Talmud.
„Hvis en udtalelse fremføres i en persons navn i denne verden efter hans død, bevæger hans læber sig i graven.“ — Sanhedrin 90b, Talmud.
„Jødedommen er ’den religion der sikrer sjælens udødelighed efter at legemet er dødt’.“ — Kusare 1:103, Jehuda Halevi, rabbiner fra det 12. århundrede.
[Illustration på side 23]
Dette gamle gulv i en synagoge i Tiberias i Israel, er blot ét eksempel på hvor stor indflydelse græsk tankegang og kultur fik på jødedommen. Bemærk stjernetegnene med navnene skrevet på hebraisk. Figuren i midten er solguden Helios