Jehova — den der dømmer hele jorden upartisk
„Faderen . . . dømmer upartisk efter hver enkelts gerning.“ — 1 PETER 1:17
1, 2. (a) Hvorfor er tanken om at Jehova er den store Dommer både frygtindgydende og betryggende? (b) Hvilken rolle spiller Jehovas jordiske tjenere i den retssag han fører mod nationerne?
JEHOVA er den store Dommer „der dømmer hele jorden“. (1 Mosebog 18:25) Som den højeste Gud i universet er han i sin fulde ret til at dømme sine skabninger. Dette er både en frygtindgydende og betryggende tanke. Moses gav på en gribende måde udtryk for dette tilsyneladende paradoks da han skrev: „Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse, som skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fastboende udlænding så han giver ham brød og en kappe.“ — 5 Mosebog 10:17, 18.
2 Jehovas egenskaber er i fuldkommen balance. Han er en stor, mægtig og frygtindgydende Gud, som ikke desto mindre upartisk og kærligt forsvarer den faderløses, enkens og den fastboende udlændings rettigheder. Hvem kunne ønske sig en mere kærlig dommer end Jehova? Jehova skildrer sig selv som den der fører en retssag mod nationerne i Satans verden og opfordrer sine jordiske tjenere til at være hans vidner. (Esajas 34:8; 43:9-12) Han er ikke afhængig af deres vidneudsagn for at få slået sin guddommelighed og retmæssigheden af sin suverænitet fast. Men han lader sine vidner få den særlige forret at de over for hele menneskeheden kan vidne om at de anerkender hans overhøjhed. Hans vidner underkaster sig hans retfærdige suverænitet, og gennem deres offentlige forkyndelse motiverer de også andre til at underkaste sig den øverste Dommers myndighed.
Jehovas måde at dømme på
3. Hvordan kan man sammenfatte Jehovas måde at dømme på, og hvordan kom dette til udtryk i forbindelse med Adam og Eva?
3 Tidligt i menneskehedens historie dømte Jehova personligt visse overtrædere. De eksempler vi har på hvordan han selv dømte, tjener som mønster for dem af hans tjenere der senere ville få til opgave at dømme hans folk. (Salme 77:11, 12) Jehovas måde at dømme på kan sammenfattes på følgende måde: fasthed når det var nødvendigt, barmhjertighed når det var muligt. I Adams og Evas tilfælde var der tale om fuldkomne skabninger som med overlæg gjorde oprør. De fortjente ingen barmhjertighed. Jehova dømte dem derfor til døden. Men han viste barmhjertighed med deres efterkommere. Jehova udsatte eksekveringen af dødsdommen og lod Adam og Eva få børn. Han sørgede kærligt for at deres efterkommere fik håb om at blive udfriet fra trældom under synd og død. — 1 Mosebog 3:15; Romerne 8:20, 21.
4. Hvordan handlede Jehova i forbindelse med Kain, og hvorfor er denne sag af særlig interesse?
4 Hvordan Jehova handlede i forbindelse med Kain er af særlig interesse fordi det er den første skrevne beretning om en sag der omfatter en af Adam og Evas ufuldkomne efterkommere, „solgt under synden“. (Romerne 7:14) Tog Jehova dette i betragtning ved at handle anderledes med Kain end med hans forældre? Og kan kristne tilsynsmænd i dag lære noget af dette? Lad os se. Da Jehova lagde mærke til Kains forkerte reaktion dengang hans offer ikke blev velvilligt modtaget, advarede han ham kærligt om den fare han befandt sig i. Et gammelt ord siger: ’Det er bedre at forebygge end at helbrede.’ Jehova gik så langt han kunne ved at advare Kain mod at lade sin syndige tilbøjelighed få herredømme over sig. Jehova bestræbte sig for at hjælpe ham til at ’gøre det gode’. (1 Mosebog 4:5-7) Dette er første gang Gud opfordrer et syndigt menneske til at ændre sind. Efter at Kain havde begået sin forbrydelse, og dermed viste at han ikke havde ændret sind, drev Jehova ham i landflygtighed, men mildnede dommen ved at forbyde andre mennesker at slå ham ihjel. — 1 Mosebog 4:8-15.
5, 6. (a) Hvordan handlede Jehova med dem der levede før Vandfloden? (b) Hvad gjorde Jehova før han eksekverede dommen over indbyggerne i Sodoma og Gomorra?
5 Før Vandfloden, ’da Jehova så at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden, følte han sig såret i sit hjerte’. (1 Mosebog 6:5, 6) Når der i vers 6 siges at Jehova „fortrød“, vil det sige at han beklagede at flertallet af dem der levede før Vandfloden havde misbrugt deres frie vilje og at han måtte eksekvere dommen over dem. Ikke desto mindre gav han dem tilstrækkeligt med advarsler ved i mange år at bruge Noa som „en forkynder af retfærdighed“. Derefter havde Jehova ingen grund til at ’skåne en verden af ugudelige’. — 2 Peter 2:5.
6 Jehova var også tvunget til at føre en retssag mod de fordærvede indbyggere i Sodoma og Gomorra. Men læg mærke til hans fremgangsmåde. Han havde hørt ’et klageskrig’ om disse menneskers chokerende adfærd, muligvis gennem den retfærdige Lots bønner. (1 Mosebog 18:20; 2 Peter 2:7, 8) Men før han greb ind ’gik han ned’ for at få bekræftet kendsgerningerne gennem sine engle. (1 Mosebog 18:21, 22; 19:1) Han tog sig også tid til at forsikre Abraham om at han ikke ville handle uretfærdigt. — 1 Mosebog 18:23-32.
7. Hvad kan ældste der skal være med i et dømmende udvalg lære af Jehovas måde at dømme på?
7 Hvad kan ældste i dag lære af disse eksempler? I tilfældet med Adam og Eva viste Jehova kærlighed og omsorg for dem der, skønt de var i familie med de skyldige, ikke kunne lastes. Han viste Adam og Evas efterkommere barmhjertighed. I Kains tilfælde så Jehova at Kain var i fare og ræsonnerede venligt med ham i et forsøg på at hindre ham i at synde. Selv efter at Jehova havde drevet Kain i landflygtighed, behandlede han ham hensynsfuldt. Og Jehova eksekverede først sin dom over dem der levede før Vandfloden efter at have vist dem stor tålmodighed. Da han blev konfronteret med hårdnakket ondskab følte han sig „såret i sit hjerte“. Han beklagede at menneskene havde gjort oprør mod hans retfærdige styre og at han måtte fælde en ugunstig dom over dem. (1 Mosebog 6:6; jævnfør Ezekiel 18:31; Andet Petersbrev 3:9.) I tilfældet med Sodoma og Gomorra greb Jehova først ind efter at have undersøgt kendsgerningerne. Et godt eksempel til efterfølgelse for dem der i dag skal behandle udvalgssager.
Mennesker som dommere i patriarktiden
8. Hvilke af Jehovas grundlæggende love var man kendt med i patriarktiden?
8 Skønt der tilsyneladende ikke fandtes nogen skreven lovsamling i de patriarkalske samfund, var man på denne tid bekendt med Jehovas grundlæggende love, og hans tjenere var forpligtede til at overholde dem. (Jævnfør Første Mosebog 26:5.) Begivenhederne i Eden havde vist at man måtte være lydig mod Jehova og underkaste sig hans suverænitet. Kains udåd havde vist at Jehova misbilliger mord. Umiddelbart efter Vandfloden gav Gud menneskeheden love vedrørende livets hellighed, mord, dødsstraf og det at spise blod. (1 Mosebog 9:3-6) Jehova fordømte desuden ægteskabsbrud, hvilket fremgår af episoden med Abraham, Sara og Abimelek, kongen af Gerar, nær Gaza. — 1 Mosebog 20:1-7.
9, 10. Hvilke eksempler viser at der fandtes et retssystem i det patriarkalske samfund?
9 På den tid virkede familieoverhovederne som dommere og tog sig af retssager. Jehova sagde om Abraham: „Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret.“ (1 Mosebog 18:19) Da Abraham skulle bilægge en strid mellem sine egne og Lots hyrder, handlede han uselvisk og med dømmekraft. (1 Mosebog 13:7-11) Juda handlede som patriarkalsk overhoved og dommer da han dømte sin svigerdatter Tamar til at blive stenet og brændt, idet han troede at hun var en ægteskabsbryderske. (1 Mosebog 38:11, 24; jævnfør Josua 7:25.) Men da Juda fik alle kendsgerningerne forelagt erklærede han hende mere retfærdig end sig selv. (1 Mosebog 38:25, 26) Det er derfor vigtigt at få alle kendsgerninger frem før man træffer afgørelser i udvalgssager.
10 Jobs Bog omtaler et retssystem og viser hvor vigtigt det er at dømme upartisk. (Job 13:8, 10; 31:11; 32:21) Job mindes den tid hvor han selv var en respekteret dommer som dømte retfærdigt i byporten og forsvarede enken og den faderløse. (Job 29:7-16) Der er altså vidnesbyrd om at „ældste“ i det patriarkalske samfund fungerede som dommere blandt Abrahams efterkommere allerede før udgangen af Ægypten og før Gud gav sin lov til Israels nation. (2 Mosebog 3:16, 18) Moses fremholdt i virkeligheden Lovpagtens betingelser for Israels „ældste“, der repræsenterede folket. — 2 Mosebog 19:3-7.
Israels retsvæsen
11, 12. Hvori adskilte Israels retssystem sig fra de andre folkeslags, ifølge to bibelforskere?
11 Israels retsvæsen adskilte sig meget fra det der fandtes hos de omboende folkeslag. Man skelnede ikke mellem civilret og kriminalret. De var begge sammenflettede med moralske og religiøse love. En forseelse mod ens næste var en forseelse mod Jehova. Forfatteren André Chouraqui skriver i sin bog The People and the Faith of the Bible: „Hebræernes juridiske tradition adskiller sig ikke blot fra de omboende folkeslags ved sin definition af overtrædelse og straf, men også ved selve ånden i lovene. . . . Toraen [Loven] er ikke adskilt fra dagliglivet; den behersker dagliglivets natur og indhold ved at velsigne eller forbande. . . . I Israel . . . er det næsten umuligt tydeligt at afgrænse byens juridiske forhold. De var en del af en tilværelse som fuldt og helt tog sigte på at opfylde den levende Guds vilje.“
12 Denne enestående situation gjorde at retsvæsenet i Israel lå på et langt højere niveau end det var tilfældet hos de samtidige folkeslag. Bibelforskeren Roland de Vaux skriver: „Uanset hvor meget den israelitiske lov minder om andre paragraffer og artikler i orientalske ’traktater’ og ’lovsamlinger’, er den fundamentalt anderledes i form og indhold. Det er en religiøs lov. . . . Ingen orientalsk lov kan sammenlignes med israelitternes lov, som helt og holdent tilskrives Gud. Hvis den indeholder, og ofte sammenblander, etiske og rituelle forskrifter, skyldes det at den omfatter hele den guddommelige pagt, og at denne pagt styrede menneskers indbyrdes forhold samt deres forhold til Gud.“ Intet under at Moses spurgte: „Hvor findes der en stor nation der har så retfærdige forordninger og lovbud som hele denne lov jeg forelægger jer i dag?“ — 5 Mosebog 4:8
Dommere i Israel
13. I hvilke henseender var Moses et godt eksempel for ældste i dag?
13 Hvilken slags mennesker kunne være dommere i et så ophøjet retsvæsen? Om den første dommer der blev udnævnt i Israel siger Bibelen: „Manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade.“ (4 Mosebog 12:3) Han var ikke alt for selvsikker. (2 Mosebog 4:10) Det var hans opgave at dømme israelitterne, men til tider tog han dem i forsvar over for Jehova og bønfaldt ham om at tilgive dem. Han tilbød endog at ofre sig selv på deres vegne. (2 Mosebog 32:11, 30-32) I poetiske vendinger sagde han: „Mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne.“ (5 Mosebog 32:2) Han stolede ikke på sin egen forstand når han dømte folket, men erklærede: „Når der opstår en sag hos dem, skal den forelægges mig, og jeg skal dømme parterne imellem og gøre den sande Guds forordninger og hans love kendt.“ (2 Mosebog 18:16) Når han var i tvivl fremlagde han sagen for Jehova. (4 Mosebog 9:6-8; 15:32-36; 27:1-11) Moses er et godt eksempel for ældste der i dag ’vogter Guds hjord’ og dømmer i udvalgssager. (Apostelgerninger 20:28) Måtte deres behandling af deres brødre også være „som sagte regn på græs“.
14. Hvilke åndelige kvalifikationer havde de mænd Moses udnævnte til dommere i Israel?
14 Efter nogen tid kunne Moses ikke selv overkomme at behandle alle folkets retssager. (2 Mosebog 18:13, 18) Han valgte at følge sin svigerfaders råd om at få nogle til at hjælpe sig. Hvilken slags mænd skulle han udvælge? Vi læser: „’Du bør af hele folket udsøge dygtige mænd, som frygter Gud, pålidelige mænd, som hader uærlig vinding.’ . . . Og Moses udvalgte dygtige mænd fra hele Israel og gav dem stillinger som overhoveder for folket, som øverster over tusind, øverster over hundrede, øverster over halvtreds og øverster over ti. Og de tjente som dommere for folket til enhver tid. En vanskelig sag bragte de til Moses, men enhver mindre sag dømte de selv i.“ — 2 Mosebog 18:21-26.
15. Hvilke kvalifikationer skulle dommerne i Israel have?
15 Som det fremgår heraf var det ikke alderen alene der havde betydning ved udvælgelsen af dommere. Moses sagde: „Tag vise og forstandige og erfarne mænd fra jeres stammer, så jeg kan sætte dem som overhoveder over jer.“ (5 Mosebog 1:13) Moses var udmærket bekendt med det som den unge Elihu havde sagt mange år tidligere: „Det er ikke blot dem der er rige på dage der er vise, eller blot de gamle der forstår sig på ret.“ (Job 32:9) De der blev udnævnt måtte naturligvis være „erfarne mænd“. Men de måtte frem for alt være dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd som hadede uærlig vinding og som var vise og forstandige. Det lader derfor til at de „overhoveder“ og „dommere“ der omtales i Josua 23:2 og 24:1, ikke var forskellige fra de „ældste“ som omtales i de samme vers, men at de blev udvalgt blandt disse. — Se Insight on the Scriptures, bind 2, side 549.
Retfærdige domme
16. Hvad bør vi i dag lægge mærke til angående de instruktioner Moses gav de nyudnævnte dommere?
16 Om de instruktioner disse udnævnte dommere fik, sagde Moses: „Videre gav jeg på det tidspunkt jeres dommere følgende påbud idet jeg sagde: ’Når I hører på en sag mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed mellem en mand og hans broder eller udlændingen der bor hos ham. I må ikke være partiske ved en domsafsigelse. I skal høre på den mindste såvel som på den største. I skal ikke lade jer skræmme af nogen, for dommen hører Gud til; og den sag der er for vanskelig for jer, forelægger I mig [Moses], så skal jeg høre på den.’“ — 5 Mosebog 1:16, 17.
17. Hvem blev udnævnt som dommere, og hvilken advarsel gav kong Josafat dem?
17 Nu kunne en sag selvfølgelig kun forelægges Moses så længe han levede. Man forordnede det derfor sådan at vanskelige sager skulle afgøres af præsterne, levitterne og særligt udnævnte dommere. (5 Mosebog 17:8-12; 1 Krønikebog 23:1-4; 2 Krønikebog 19:5, 8) Kong Josafat sagde til de dommere han udnævnte i Judas byer: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova . . . Således skal I gøre i frygt for Jehova med trofasthed og med et helt hjerte: med hensyn til enhver retssag der indbringes for jer af jeres brødre som bor i deres byer . . . skal I advare dem så de ikke pådrager sig skyld over for Jehova og der kommer harme over jer og over jeres brødre. Således skal I gøre, så I ikke pådrager jer skyld.“ — 2 Krønikebog 19:6-10.
18. (a) Nævn nogle af de principper dommerne i Israel måtte følge. (b) Hvad måtte dommerne holde sig for øje, og hvilke skriftsteder viser konsekvenserne hvis de glemte dette?
18 Dommerne i Israel skulle blandt andet rette sig efter følgende principper: fattig som rig skulle være lige for loven (2 Mosebog 23:3, 6; 3 Mosebog 19:15); dommerne skulle være fuldstændig upartiske (5 Mosebog 1:17); de måtte ikke modtage bestikkelse. (5 Mosebog 16:18-20) Dommerne skulle hele tiden huske at det var Jehovas får de dømte. (Salme 100:3) En af årsagerne til at Jehova afviste det kødelige Israel var at deres præster og hyrder ikke dømte retfærdigt og at de behandlede folket strengt. — Jeremias 22:3, 5, 25; 23:1, 2; Ezekiel 34:1-4; Malakias 2:8, 9.
19. Hvilken gavn har vi haft af denne gennemgang af Jehovas retsnormer før i tiden, og hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?
19 Jehova forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Denne korte gennemgang af retsnormerne i Israel og Jehovas indstilling til dét at nægte nogen deres ret, bør give de ældste der i dag har ansvar for at dømme, grund til eftertanke. Det eksempel Jehova selv satte som dommer og det retssystem han indførte i Israel, tilvejebragte nogle principper der dannede mønster for hvordan der skulle dømmes i den kristne menighed. Dette vil blive behandlet i den følgende artikel.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan kan Jehovas måde at dømme på sammenfattes?
◻ Hvordan kom Jehovas måde at dømme på til udtryk i forbindelse med Kain og generationen før Vandfloden?
◻ Hvem dømte i patriarktiden, og hvordan?
◻ Hvad var det der adskilte Israels retssystem fra andre folkeslags?
◻ Hvilken slags mænd blev udnævnt som dommere i Israel, og hvilke principper burde de have fulgt?
[Illustration på side 10]
I patriarktiden og i Israel dømte udnævnte ældste i byporten