HÆNGNING

Ifølge Jehovas lov til israelitterne kunne en dødsdømt og henrettet forbryder hænges på en pæl som „en Guds forbandelse“, stillet offentligt til skue som et advarende eksempel. En død der således blev hængt på en pæl, skulle tages ned og begraves før solnedgang. Hvis man lod ham hænge natten over, ville det besmitte den jord Gud havde givet israelitterne. (5Mo 21:22, 23) Denne regel blev også fulgt selv om den henrettede ikke var israelit. — Jos 8:29; 10:26, 27.

De to sønner og fem dattersønner af Saul som David overgav til gibeonitterne for at de kunne dræbe dem, blev ikke begravet før solnedgang. De blev „udstillet [hebr.: jaqa‛ʹ, stillet til skue (med brækkede lemmer)]“ i begyndelsen af byghøsten (marts-april) og efterladt således indtil regnen kom, sandsynligvis efter at høsten var afsluttet. Grunden til at gibeonitterne fik lov til at afvige fra ovennævnte regel, var åbenbart at Saul havde begået en national synd, idet han havde dræbt nogle af gibeonitterne og dermed krænket den pagt som Josua flere hundrede år tidligere havde sluttet med dem. (Jos 9:15) Som et udtryk for sin vrede havde Gud i tre år sendt hungersnød over landet. Derfor blev ligene efterladt (til offentlig beskuelse) indtil Jehova ved at gøre ende på tørken tilkendegav at hans vrede havde lagt sig. David lod da mændenes knogler begrave, hvorefter ’Gud omsider hørte bønnerne for landet’. — 2Sa 21:1-14.

I Esters Bog berettes der om hængning af flere personer, og det samme hebraiske ord (talahʹ, der betyder „hænge; hænge op“) bruges i alle tilfælde. Der siges udtrykkeligt at Hamans ti sønner blev dræbt af jøderne og hængt den følgende dag. (Est 9:7-10, 13, 14) De andre blev øjensynlig behandlet på samme måde, idet deres lig blev hængt op på pæle til offentlig beskuelse fordi de havde begået forbrydelser mod kongen. (Est 2:21-23; 7:9, 10) Det samme hebraiske ord bruges om hængningen af Faraos overbager. — 1Mo 40:22; 41:13.

Indbyggerne i Israels nabolande var i regelen mere brutale end israelitterne med hensyn til straffemetoder og ydmygelse af dem der blev henrettet. Da de babyloniske hære indtog Jerusalem, påførte de de fornemme grusomme straffe og hængte nogle af fyrsterne „ved deres hånd“. — Kl 5:12.

Jesus Kristus blev hængt levende. Efter ordre fra den romerske statholder i Palæstina blev han naglet til en pæl. (Joh 20:25, 27) Som apostelen Paulus forklarede, var den måde Jesus døde på, af stor betydning for jøderne: „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’“ — Ga 3:13; se PÆLFÆSTELSE.

To af de selvmord som omtales i Bibelen, skete ved hængning. Akitofel, Davids forræderiske rådgiver, hængte sig. (2Sa 17:23) Akitofels handling pegede profetisk frem til den af Jesu apostle som viste sig at være en forræder, Judas Iskariot. (Sl 41:9; Joh 13:18) Judas hængte sig også. (Mt 27:5) Det lader til at han hængte sig i en gren ud over en kløft, men at grenen knækkede eller rebet brast, og „da han styrtede på hovedet ned, sprængtes hans bug, og alle hans indvolde væltede ud“. — Apg 1:18.