Sjunem — en by med både kærlighed og vold

I DEN sydlige del af Galilæa, i den østlige ende af Jizre’elsletten, lå byen Sjunem. Denne lille by var skueplads for to af de mest afgørende slag der omtales i Bibelen, men var også kendt som hjemstedet for to kvinder der viste loyal kærlighed.

Bag Sjunem ligger den bakke der formodentlig er identisk med Morehøjen, og cirka 8 kilometer borte, i den modsatte udkant af sletten, ligger Gilboas Bjerg. Området mellem disse to høje var vandrigt og frugtbart — et af de mest produktive i hele Israel.

Denne frodige egn omkring Sjunem danner baggrund for en af historiens smukkeste kærlighedsskildringer, nemlig den der står omtalt i Højsangen. Sangen handler om en smuk bondepige som foretrækker at gifte sig med sin hyrdeven frem for at tage imod kong Salomons tilbud om at blive en af hans hustruer. Salomon satte al sin visdom og rigdom ind på at vinde hendes hjerte. Igen og igen priste han hendes skønhed: „Hvem er denne kvinde der skuer ned som daggryet, smuk som fuldmånen, ren som den glødende sol?“ Han lovede at overøse hende med alle de smykker hun kunne tænke sig. — Højsangen 1:11; 6:10.

For at give hende en smagsprøve på det kongelige liv lod Salomon hende ledsage ham til Jerusalem med sit følge, eskorteret af 60 af hans bedste soldater. (Højsangen 3:6-11) Han indkvarterede hende i sit kongelige palads, et palads der var så imponerende at det ’tog vejret fra’ dronningen af Saba da hun så det. — 1 Kongebog 10:4, 5.

Men pigen fra Sjunem var trofast over for sin hyrde. Hun sagde: „Som et æbletræ blandt skovens træer, sådan er min kære.“ (Højsangen 2:3) Lad Salomon fryde sig over sine tusind vingårde. Hun var tilfreds med en enkelt vingård og sin elskede. Hendes kærlighed var urokkelig. — Højsangen 8:11, 12.

Der var også en anden smuk kvinde som boede i Sjunem. Vi ved ikke noget om hvordan hun så ud, men vi ved med bestemthed at hun havde et smukt hjerte. Bibelen fortæller at hun gjorde sig store anstrengelser for at give profeten Elisa regelmæssige måltider og husly. — 2 Kongebog 4:8-13.

Efter en lang og trættende rejse har Elisa sikkert været taknemmelig for at kunne benytte det lille tagkammer kvinden og hendes mand havde indrettet til ham. Han er sandsynligvis ofte kommet hos dem, for hans forkyndergerning varede 60 år. Hvorfor insisterede denne sjunemkvinde på at Elisa skulle bo hos dem hver gang han kom forbi? Fordi hun værdsatte Elisas arbejde. Denne ydmyge, uselviske profet optrådte som nationens samvittighed, idet han mindede konger, præster og landets borgere om deres pligt til at tjene Jehova.

Sjunemkvinden var uden tvivl blandt dem Jesus havde i tanke da han sagde: „Den der tager imod en profet fordi vedkommende er profet, vil få en profets belønning.“ (Mattæus 10:41) Jehova skænkede denne gudfrygtige kvinde en særlig belønning. Skønt hun i mange år havde været ufrugtbar, fødte hun en søn. Nogle år senere fik hun igen hjælp fra Gud da landet blev ramt af en hungersnød der varede syv år. Denne gribende beretning minder os om at vores himmelske Fader ikke lader den godhed vi viser Guds tjenere, gå upåagtet hen. — 2 Kongebog 4:13-37; 8:1-6; Hebræerne 6:10.

To afgørende slag

Sjunem huskes ikke alene for disse to trofaste kvinder, men også for to slag som forandrede Israels histories forløb. I nærheden af byen lå en strategisk vigtig kampplads, nemlig sletten mellem Morehøjen og Gilboas Bjerg. På Bibelens tid slog hærførere altid lejr på steder hvor der var en rigelig vandforsyning, højdedrag der kunne tjene som beskyttelse, og helst også hvor der var frit udsyn over en tør dalslette med en udstrækning der gjorde det muligt at manøvrere med tropper, heste og stridsvogne. Sådanne forhold fandtes i Sjunem og Gilboa.

I dommertiden lejrede en hær på 135.000 midjanitter, amalekitter og andre sig på lavsletten foran Morehøjen. Deres kameler var „så talrige som sandskornene der er ved havets bred“. (Dommerne 7:12) Ved slettens modsatte rand, i nærheden af Harodkilden ved foden af Gilboas Bjerg, tog israelitterne opstilling under ledelse af dommeren Gideon, som kun havde 32.000 soldater.

I dagene forud for et slag prøvede de to modstandere ofte at nedbryde hinandens kampånd. De spottende horder af soldater samt deres opbud af kameler, stridsvogne og heste kunne indjage det israelitiske fodfolk skræk. Midjanitterne, som allerede var kommet på plads mens israelitterne stadig var under opmarch, frembød uden tvivl et skrækindjagende syn. Da Gideon spurgte: „Hvem er bange og skælver?“ forlod to tredjedele af hans hær slagmarken. — Dommerne 7:1-3.

Nu var der kun 10.000 israelitiske krigere tilbage som skuede ud over sletten med de 135.000 fjendtlige soldater, og kort efter reducerede Jehova Gideons kampstyrke til blot 300 mand! Denne lille gruppe blev delt op i tre hold, hvilket var en taktik israelitterne ofte brugte. I ly af mørket spredte de sig og gik i stilling på tre sider af fjendens lejr. Da Gideon gav signalet, knuste de 300 mand krukkerne som skjulte deres fakler, løftede faklerne og råbte: „Jehovas og Gideons sværd!“ De blæste i deres horn og blev ved med at blæse. Omgivet af mørke troede den opskræmte blandede skare af soldater at de var blevet angrebet af 300 enheder. Jehova fik dem til at vende sig mod hinanden, og „alle i lejren gav sig til at løbe, og de råbte højt og flygtede“. — Dommerne 7:15-22; 8:10.

Endnu et slag fandt sted i nærheden af Sjunem, nemlig på kong Sauls tid. Bibelen beretter at „filistrene samlede sig . . . og kom og lejrede sig ved Sjunem. Saul samlede derfor hele Israel, og de lejrede sig ved Gilboa,“ ligesom Gideons hær havde gjort nogle år tidligere. Men i modsætning til Gideon havde Saul kun ringe tillid til Jehova og foretrak at opsøge et åndemedium i En-Dor. Da han så filistrenes lejr, „blev han bange, og hans hjerte skælvede stærkt“. I det efterfølgende slag flygtede israelitterne og led et stort nederlag. Både Saul og Jonatan mistede livet. — 1 Samuel 28:4-7; 31:1-6.

Sjunem gik over i historien som en by der var kendetegnet af både kærlighed og vold, af tillid til Jehova og tiltro til dæmonerne. Det var på denne dalslette at to kvinder viste loyal kærlighed og gæstfrihed, og hvor to israelitiske hærførere udkæmpede afgørende slag. Alle fire eksempler understreger vigtigheden af at stole på Jehova, som altid belønner dem der tjener ham.

[Illustration på side 31]

Den nutidige landsby Sulam, som er det sted hvor Sjunem har ligget, med Morehøjen i baggrunden

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.