TJØRN

[hebr.: ’atadhʹ].

Det hebraiske ord forbindes i A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs (1980, s. 31) med vrietorn (Rhamnus). Den palæstinensiske vrietorn (Rhamnus palaestina) er en uregelmæssig busk der bliver 1 til 2 m høj, og hvis kviste har spidse, hårde torne. Den er meget udbredt i de varmere, lavereliggende dele af landet, men findes også i bjergegnene, for eksempel omkring Jerusalem. Walter Baumgartner identificerer ’atadhʹ med bukketorn eller Lycium europaeum, en op til 2 m høj tornet busk med små, violette blomster og runde, røde, spiselige bær. — Hebräisches und Aramäisches Lexikon zum Alten Testament, Leiden 1967, s. 36; se også TORN, TORNEDE PLANTER.

Planten omtales i Dommerne 9:8-15, hvor oliventræet, figentræet og vintræet stilles i modsætning til den ringe tjørn (’atadhʹ). Som det fremgår af resten af kapitlet, står de førstnævnte træer for de hæderfulde mennesker, deriblandt de 70 af Gideons sønner der ikke søgte at opkaste sig til konger over deres israelitiske landsmænd, mens tjørnen, der kun duede til brændsel, står for Gideons søn Abimelek, der myrdede alle sine brødre på nær én og lod sig udråbe til konge. (Dom 9:1-6, 16-20) Jotams forslag om at de andre træer i lignelsen skulle søge tilflugt i tjørnens skygge, skal utvivlsomt opfattes ironisk, da den lave tjørnebusk umuligt kunne give skygge for træer, og da slet ikke for de statelige cedre der nævnes.

Jotams advarsel om at der kunne fare ild ud af tjørnen og „fortære Libanons cedre“, er måske en hentydning til hvor let den tørre og bladløse plante kunne antændes i de varme sommermåneder. I Salme 58:9 nævnes også at tjørn bruges som brændsel.

Det hebraiske ord ’atadhʹ forekommer endvidere som et stednavn i 1 Mosebog 50:10. Jesus omtaler tjørn (gr.: aʹkantha) for at illustrere den sandhed at et menneske kendes på sine frugter. — Mt 7:16; Lu 6:44.