JEFTA

(Jefʹta) [måtte [Gud] åbne; [Gud] har åbnet].

En dommer i Israel af Manasses stamme. (4Mo 26:29; Dom 11:1) Han virkede som dommer i Gilead i seks år, måske mens Eli var præst og Samuel endnu var ung. (Dom 12:7) Jeftas ord om at Israel havde behersket området øst for Jordan „i tre hundrede år“, tyder på at hans seksårige dommerperiode begyndte omkring år 1173 f.v.t. — Dom 11:26.

Jefta var en legitim søn. Jeftas moder var „en skøge“, hvilket dog ikke betyder at Jefta blev født mens hun drev prostitution, eller at han var født uden for ægteskab. Hans moder havde været skøge før hun blev Gileads medhustru, ligesom Rahab var skøge før hun giftede sig med Salmon. (Dom 11:1; Jos 2:1; Mt 1:5) At Jefta ikke var født uden for ægteskab, fremgår af at hans halvbrødre (sønner af Gileads første hustru) jog ham bort for at han ikke skulle få del i arven. (Dom 11:2) Desuden blev Jefta senere valgt til fører for Gileads ældste (blandt hvem hans halvbrødre efter alt at dømme spillede en fremtrædende rolle). (Dom 11:11) Endelig bragte han Gud et offer i tabernaklet. (Dom 11:30, 31) Intet af dette havde været muligt hvis Jefta havde været født uden for ægteskab, for Moseloven sagde udtrykkeligt: „Ingen uægte søn må komme ind i Jehovas menighed. Selv i tiende generation må ingen af hans komme ind i Jehovas menighed.“ — 5Mo 23:2.

Jefta var uden tvivl Gileads førstefødte. Derfor ville han normalt have haft ret til to dele af arven efter sin fader (der åbenbart var død da Jefta blev jaget bort af sine halvbrødre), og han ville også være blevet familiens overhoved. Jeftas halvbrødre kunne kun berøve ham hans retmæssige arv ved at jage ham bort, for selv når den førstefødte var søn af sin faders medhustru eller af en hustru faderen brød sig mindre om, måtte han ikke berøves sin førstefødselsret. — 5Mo 21:15-17.

„Lediggængere“ slutter sig til Jefta. Da Jefta blev jaget bort af sine halvbrødre, bosatte han sig i landet Tob, et område øst for Gilead der øjensynlig lå umiddelbart uden for Israels grænser. Her var Jefta udsat for angreb fra Israels fjender, især ammonitterne. „Lediggængere“, øjensynlig mænd der havde mistet deres arbejde på grund af ammonitternes undertrykkelse, og som gjorde oprør mod Ammon, opsøgte Jefta og underlagde sig hans ledelse. (Dom 11:3) Befolkningen øst for Jordan (Rubens, Gads og Manasses halve stamme) ernærede sig hovedsagelig ved kvægavl, og ammonitterne (der endda lejlighedsvis gik over Jordan) havde på deres plyndringstogter åbenbart berøvet mange af Gileads indbyggere deres ejendele og levebrød. — Dom 10:6-10.

Ammonitternes krigstrussel. Ammonitternes undertrykkelse strakte sig over 18 år. Gud tillod dette fordi israelitterne var blevet troløse og dyrkede de omkringboende folkeslags guder. Israels sønner kom imidlertid til fornuft; de angrede deres dårskab og råbte til Jehova om hjælp. De begyndte at fjerne deres afguder og at tjene Jehova. På dette tidspunkt samlede ammonitterne sig i Gilead og gjorde sig rede til et storstilet angreb. (Dom 10:7-17; 11:4) Dette viser at det i virkeligheden var Guds store usynlige fjende, Satan Djævelen, der satte de hedenske folkeslag op imod Israel, og at det egentlige stridspunkt var tilbedelsen af den sande Gud. — Jf. Åb 12:9; Sl 96:5; 1Kor 10:20.

Israel samlede sine styrker i Mizpa. Jeftas halvbrødre spillede åbenbart en fremtrædende rolle blandt Gileads ældste. (Dom 10:17; 11:7) De indså behovet for en god ledelse (Dom 10:18) og forstod at hvis de skulle sejre over Ammon, måtte deres fører være udpeget af Gud. (Dom 11:5, 6, 10) I Tob havde Jefta og hans mænd uden tvivl udført store bedrifter som vidnede om at han var Guds udvalgte. (Dom 11:1) Skønt Gileads ældste tidligere havde foragtet Jefta, besluttede de nu at henvende sig til ham for at bede ham om at blive deres fører.

Jefta bliver Gileads overhoved. Jefta gik ind på at være deres anfører i kampen mod ammonitterne på betingelse af at han fortsat kunne være deres overhoved efter kampen hvis Jehova gav ham sejr. Jefta stillede ikke denne betingelse på grund af selviskhed. Han havde givet udtryk for at han ønskede at kæmpe for Guds navn og folk. En sejr over Ammon ville bevise at Gud var med ham. Han ville sikre sig at israelitterne ikke vendte Guds herredømme ryggen igen når krisen var overstået. Hvis han var Gileads førstefødte søn, gjorde han desuden blot sin juridiske ret til at være overhoved for Gileads hus gældende. I Mizpa sluttede parterne en pagt for Jehovas ansigt. Også ved denne lejlighed viste Jefta at han betragtede Jehova som Israels Gud og Konge og som folkets egentlige Befrier. — Dom 11:8-11.

Jefta, der var en handlingens mand, spildte ikke tiden, men begyndte straks at bestride sit hverv som leder. Han sendte bud til Ammons konge og påpegede at det var Ammon der havde fremkaldt konflikten ved at trænge ind i Israels land. Kongen svarede at det drejede sig om et område Israel havde taget fra Ammon. (Dom 11:12, 13) Jefta viste nu at han ikke var en rå og ukultiveret kriger, men havde et godt kendskab til historien og især til hvad Gud havde gjort for sit folk. Han gendrev Ammons påstand med følgende argumenter: (1) Israel havde ikke forulempet hverken Ammon, Moab eller Edom. (Dom 11:14-18; 5Mo 2:9, 19, 37; 2Kr 20:10, 11) (2) Det omstridte område var ikke i Ammons besiddelse da israelitterne erobrede det, men tilhørte de kana’anæiske amoritter, hvis konge, Sihon, og land Jehova havde givet i Israels hånd. (3) Ammonitterne havde i de forløbne 300 år ikke bestridt israelitternes ret til at bosætte sig i området. På hvilket grundlag kunne de da gøre det nu? — Dom 11:19-27.

Jefta trængte ind til sagens kerne da han påviste at konflikten drejede sig om hvilken Gud man dyrkede. Han erklærede at Jehova Gud havde givet landet i israelitternes hånd, og at de derfor ikke ville overgive den mindste smule af det til afgudsdyrkere. Han kaldte Kemosj for Ammons gud. Nogle er af den opfattelse at dette må være en fejl. De henviser til at Milkom var ammonitternes gud, og at Kemosj var moabitternes gud. Men selv om disse beslægtede folkeslag rigtigt nok dyrkede disse guder, tilbad de også andre guder. Salomon indførte for eksempel tilbedelsen af Kemosj i Israel på grund af sine fremmede hustruer. (Dom 11:24; 1Kg 11:1, 7, 8, 33; 2Kg 23:13) „Kemosj“ betyder ifølge nogle bibelforskere „undertrykker“, „erobrer“. (Se Gesenius’s Hebrew and Chaldee Lexicon, oversat af S. Tregelles, 1901, s. 401.) Jefta kan have henledt opmærksomheden på denne gud som den ammonitterne gav æren for at de havde ’undertrykt’ andre og ’erobret’ deres land.

Jeftas løfte. Jefta erkendte nu at sagen ikke kunne klares med forhandlinger, men at der skulle våbenmagt til, og at dette var Guds vilje. Med kraft fra Guds ånd anførte han sin hær i kampen. Ligesom Jakob havde gjort ca. 600 år tidligere, aflagde han et løfte som udtryk for sit helhjertede ønske om at lade sig lede af Jehova og at give ham æren for den eventuelle sejr. (Dom 11:30, 31; 1Mo 28:20-22) Jehova havde behag i dette løfte, og ammonitterne blev undertvunget. — Dom 11:32, 33.

Havde Jefta et menneskeoffer i tanke da han lovede at bringe den første der kom ud fra hans hus, som et brændoffer?

Nogle kritikere og forskere har fordømt Jefta for hans løfte idet de mener at Jefta fulgte en hedensk skik og ofrede sin datter som brændoffer. Dette kan imidlertid ikke være tilfældet. Det ville være en fornærmelse mod Jehova, en afskyelig handling og en krænkelse af Guds lov at foretage en bogstavelig menneskeofring. Hans befaling til Israel lød: „Når du er kommet ind i det land som Jehova din Gud giver dig, må du ikke lære at efterligne disse nationers vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden . . . For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova, og på grund af disse vederstyggeligheder driver Jehova din Gud dem bort foran dig.“ (5Mo 18:9-12) Jehova ville forbande og ikke velsigne en der gjorde det, og netop det folk som Jefta kæmpede imod, ammonitterne, ofrede mennesker til deres gud Molek. — Jf. 2Kg 17:17; 21:6; 23:10; Jer 7:31, 32; 19:5, 6.

Da Jefta sagde: „Hvem som helst der kommer ud af mit hus’ døre for at møde mig . . . [skal] tilhøre Jehova,“ tænkte han på et menneske og ikke et dyr, for det er ikke sandsynligt at israelitterne havde dyr der var egnede til ofring, løbende frit omkring i hjemmene. Desuden ville ofringen af et dyr ikke være et vidnesbyrd om en ekstraordinær hengivenhed for Gud. Jefta vidste at det kunne være hans datter der kom ud for at møde ham. Det bør tages i betragtning at Jehovas ånd, som var over Jefta på det pågældende tidspunkt, ville have hindret ham i at aflægge et forhastet løfte. I hvilken forstand skulle den der kom ud for at møde Jefta og ønske ham til lykke med sejren, da „tilhøre Jehova“ og bringes „som et brændoffer“? — Dom 11:31.

Mennesker kunne vies til at tjene Jehova på en særlig måde ved helligdommen, og forældre havde ret til at vie deres børn til en sådan tjeneste. Et eksempel herpå er Samuel, der endnu før sin fødsel blev lovet bort til tjeneste ved tabernaklet af sin moder, Hanna. Hendes mand, Elkana, var indforstået med dette løfte. Så snart Samuel var vænnet fra, tog Hanna ham med til helligdommen sammen med et dyreoffer. (1Sa 1:11, 22-28; 2:11) En anden der som barn blev viet til at tjene Gud som nasiræer, var Samson. — Dom 13:2-5, 11-14; jf. 4Mo 30:3-5, 16, der viser hvor stor myndighed en fader havde over sin datter.

Da Jefta bragte sin datter til helligdommen, der dengang befandt sig i Silo, bragte han uden tvivl samtidig et dyr som brændoffer. Ifølge Moseloven skulle et brændoffer slagtes, flås og parteres; indvoldene og skinnebenene skulle vaskes; og hele dyret, også hovedet, skulle brændes på alteret. (3Mo 1:3-9) Brændofferets fuldstændighed repræsenterede en fuld, betingelsesløs og helhjertet indvielse til Jehova, og når det blev bragt i forbindelse med et andet offer (som for eksempel når brændofferet blev bragt efter syndofferet på forsoningsdagen), udgjorde det en bøn til Jehova om at antage dette andet offer. — 3Mo 16:3, 5, 6, 11, 15, 24.

Det har været et stort offer for både Jefta og hans datter, for han havde ikke andre børn. (Dom 11:34) Det betød at han ikke ville få nogen efterkommere der kunne videreføre hans navn og overtage hans arvelod i Israel. Hans datter var hans eneste håb i denne henseende. Hun græd, ikke over sin død, men over sin „jomfrustand“, for i Israel var det enhver mands og kvindes ønske at sætte børn i verden der kunne videreføre familiens navn og ejendom. (Dom 11:37, 38) Barnløshed blev betragtet som en stor ulykke. Men Jeftas datter „havde aldrig omgang med nogen mand“. Disse ord havde været overflødige hvis de kun var møntet på tiden før opfyldelsen af løftet, for det siges udtrykkeligt at hun var jomfru. At ordene har at gøre med opfyldelsen af løftet, fremgår af at de følger umiddelbart efter sætningen: „Han opfyldte det løfte som han havde aflagt, på hende.“ Beretningen viser altså at Jeftas datter forblev jomfru efter opfyldelsen af løftet. — Dom 11:39; jf. gengivelserne i GD, Ka, NV.

Desuden fik Jeftas datter „år efter år“ besøg af sine veninder, der kom for at „besynge“ hende. (Dom 11:40) Det hebraiske ord tanahʹ, der bruges her, forekommer også i Dommerne 5:11, hvor det gengives med ’besynge’ [NV], ’lovsynge’ [DA31], „berømme“ [Ka] og „prise“ [Li]. I A Hebrew and Chaldee Lexicon (redigeret af Benjamin Davies, 1957, s. 693) angives ordets betydning til at være „at gentage, at repetere“. I Dommerne 11:40 gengiver King James-oversættelsen ordet med „klage over“, men har „tale med“ i en marginalnote. Under sin tjeneste ved helligdommen, hvor Jeftas datter uden tvivl udførte arbejde i lighed med andre netinim („givne“, der var viet til tjeneste ved helligdommen), var der meget hun kunne gøre. De der udførte en sådan tjeneste, samlede brænde, trak vand op og udførte reparationsarbejde, og der har sikkert været meget andet som de kunne hjælpe præsterne og levitterne med. — Jos 9:21, 23, 27; Ezr 7:24; 8:20; Ne 3:26.

Efraimitterne modstår Jefta. Efraimitterne, der betragtede sig selv som den førende stamme i det nordlige Israel (og dermed også Gilead), nægtede stolt at anerkende Jefta og udtænkte en falsk anklage som påskud for deres fjendtlighed. En del år tidligere, på dommeren Gideons tid, havde de vist en lignende holdning. (Dom 8:1) De hævdede at Jefta ikke havde sendt bud efter dem før kampen mod Ammon, og truede med at brænde Jeftas hus af over ham. — Dom 12:1.

Jefta svarede at han havde sendt bud efter dem, men at de ikke var kommet. Han sagde: „Jehova gav dem [ammonitterne] i min hånd. Så hvorfor er I draget op imod mig på denne dag for at kæmpe mod mig?“ (Dom 12:2, 3) Om Jeftas kampstyrker sagde efraimitterne: „Undslupne fra Efraim er I, Gilead, midt i Efraim, midt i Manasse.“ (Dom 12:4) Med disse nedsættende ord hentydede de uden tvivl til hans fordrivelse fra hjemmet og hans omgang med „lediggængere“, ubeskæftigede flygtninge. — Dom 11:3.

I den efterfølgende kamp blev efraimitterne besejret og slået på flugt, men Jeftas mænd standsede dem ved Jordans vadesteder. Når de flygtende efraimitter forsøgte at skjule deres identitet, afslørede deres udtale dem. De blev bedt om at sige ordet „sjibbolet“, men kunne ikke udtale sj-lyden og sagde „sibbolet“. Følgen blev at 42.000 efraimitter mistede livet fordi de havde gjort oprør mod en som Jehova havde udpeget til at udfri dem. — Dom 12:5, 6.

Godkendt af Gud. I 1 Samuelsbog 12:11 omtales Jefta som en befrier der var sendt af Jehova, og i Hebræerne 11:32 nævnes han blandt de trofaste der udgør „en sky af vidner“. — He 12:1.