MIKA

(Miʹka) [kortform af Mikael eller Mikaja].

1. En efraimit. Mika tog 1100 sølvstykker fra sin moder og overtrådte derved det ottende af De Ti Bud. (2Mo 20:15) Da han bekendte sin synd og leverede sølvstykkerne tilbage, sagde hun: „Jeg helliger hermed uforbeholdent Jehova sølvet fra min hånd til gavn for min søn, så der kan laves et udskåret billede og et støbt billede; så nu giver jeg det tilbage til dig.“ Så tog hun 200 sølvstykker med til sølvsmeden, der lavede „et udskåret billede og et støbt billede“, som derefter blev anbragt i Mikas hus. Mika, der havde et „gudshus“, lavede en efod og nogle terafimstatuetter og indsatte en af sine sønner til at tjene som præst for ham. Skønt det udadtil skulle se ud som om denne ordning ærede Jehova, var den i høj grad forkastelig, for den var en overtrædelse af budet om at holde sig fra afgudsdyrkelse (2Mo 20:4-6), en tilsidesættelse af Jehovas teltbolig og en forbigåelse af hans præsteskab. (Dom 17:1-6; 5Mo 12:1-14) Senere tog Mika Jonatan, en efterkommer af Moses’ søn Gersjom, til sig og ansatte denne unge levit som sin præst. (Dom 18:4, 30) I sin vildfarelse var Mika tilfreds med dette og sagde: „Nu ved jeg at Jehova vil være god mod mig.“ (Dom 17:7-13) Men Jonatan var ikke af Arons slægt og var derfor ikke kvalificeret til at være præst, hvilket kun gjorde Mikas fejl værre. — 4Mo 3:10.

I de dage var danitterne ude efter et område at bosætte sig i. De udsendte fem spejdere, som til sidst kom til Efraim, „til Mikas hus, og overnattede dér“. Mens de befandt sig i nærheden af Mikas hus, genkendte de Jonatans stemme, fandt ud af hvad han lavede dér, og lod ham rådspørge Gud så de kunne få at vide om deres færd ville lykkes. Præsten sagde da til dem: „Tag af sted med fred; jeres færd som I er taget af sted på, har Jehovas bevågenhed.“ (Dom 18:1-6) Derpå udspionerede de Lajisj og vendte tilbage og fortalte deres brødre derom, hvorefter de fem spejdere og 600 danitter der var udrustede til krig, begav sig af sted til byen. Da de på deres vej kom forbi Mikas hus, fortalte spejderne deres brødre om Mikas religiøse genstande og foreslog at man skulle få fat i dem. Danitterne tog tingene og overbeviste samtidig levitten om at det var bedre for ham at være præst for en stamme og slægt i Israel end for blot én mand. De tog så ham, efoden, terafimstatuetterne og det udskårne billede og begav sig af sted. — Dom 18:7-21.

Kort efter satte Mika og en gruppe mænd efter danitterne. Da de nåede dem og blev spurgt om hvad de ville, sagde Mika: „Mine guder som jeg har lavet, har I taget, og præsten med, hvorpå I rejser bort; hvad har jeg så igen?“ Dans sønner truede da med at angribe ham hvis han blev ved med at følge efter dem og genere dem. Mika indså at danitterne var de stærkeste, og vendte hjem. (Dom 18:22-26) Danitterne angreb derefter Lajisj, nedbrændte byen og byggede byen Dan på det sted hvor den havde ligget. Jonatan og hans sønner blev præster for danitterne, som fortsat „havde . . . Mikas udskårne billede, som han havde lavet, opstillet til deres brug alle de dage den sande Guds hus [teltboligen] var i Silo“. — Dom 18:27-31.

2. En levit, søn af Uzziel af Kehats slægt, som han var overhoved for, mens hans broder Jissjija var den anden på det tidspunkt da David inddelte levitterne i skifter. — 1Kr 23:6, 12, 20; 24:24, 25.

3. En efterkommer af kong Saul; søn af Jonatans søn Meribba’al (Mefibosjet). Denne Mika blev fader til sønnerne Piton, Melek, Tarea og Ahaz. — 1Kr 8:33-35; 9:39-41; 2Sa 9:12.

4. En rubenit der var søn af Sjim’i og fader til Reaja. Hans efterkommer Be’era var høvding for Rubens stamme og blev ført i landflygtighed af assyrerkongen Tilgat-Pilneser (Tiglat-Pileser III). — 1Kr 5:1, 3-6; 2Kg 15:29.

5. Fader til Abdon (Akbor). Han kaldes også Mikaja, der er den længere form af hans navn. — 2Kr 34:20; 2Kg 22:12.

6. En levit der nedstammede fra Asaf; søn af Zikri (der også kaldes Zabdi og Zakkur) og fader til Mattanja. Denne Mika kaldes også Mikaja. — 1Kr 9:14, 15; Ne 11:15, 17, 22; 12:35.

7. Bibelskribent og profet. Han har skrevet den bog i Bibelen som bærer hans navn, og han profeterede mens kongerne Jotam, Akaz og Ezekias regerede i Juda (777-717 f.v.t.). Han levede samtidig med profeterne Hoseas og Esajas. Man ved ikke nøjagtig hvor længe han virkede som profet, men han havde åbenbart fuldendt sin gerning omkring slutningen af Ezekias’ regering, da hans bog blev fuldført. — Mik 1:1; Ho 1:1; Es 1:1.

Mika var fra landsbyen Moresjet sydvest for Jerusalem. (Jer 26:18) Han boede i det frugtbare Sjefela og var således godt kendt med livet på landet, hvorfra han hentede inspiration til sine malende illustrationer. (Mik 2:12; 4:12, 13; 7:1, 4, 14) Mika profeterede i en meget urolig tid hvor falsk tilbedelse og moralsk fordærv florerede i Israel og Juda, og hvor kong Ezekias gennemførte religiøse reformer. (2Kg 15:32–20:21; 2Kr 27-32) Med god grund advarede Mika om at Jehova ville gøre Samaria til „en dynge ruiner på marken“, og han forudsagde at Zion ville „blive pløjet som en mark, og Jerusalem . . . blive til ruindynger“. (Mik 1:1, 6; 3:12) På Mikas tid lå Judas og Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. endnu mange år ude i fremtiden, men profeten levede sandsynligvis længe nok til at se den forudsagte ødelæggelse af Samaria i 740 f.v.t. — 2Kg 25:1-21; 17:5, 6.

8. En levit — eller en efterkommer der repræsenterede hans slægt — som var med til at besegle den „bindende aftale“ der blev indgået på Nehemias’ tid. — Ne 9:38; 10:1, 9, 11.