Ehud — en mand der viste tro og mod

DER var nu gået mange år siden israelitterne var kommet ind i det forjættede land. Efter Moses’ og hans efterfølger Josuas død dalede folkets værdsættelse af den sande tilbedelse. Israelitterne var endog begyndt at dyrke ba’alerne og de hellige pæle.a Som følge deraf overgav Jehova folket til aramæerne i otte år. Da råbte israelitterne til Gud om hjælp, og barmhjertigt hørte han deres bøn. Jehova lod en dommer ved navn Otniel fremstå for at udfri sit folk. — Dommerne 3:7-11.

Disse begivenheder burde have lært israelitterne den grundsandhed at lydighed mod Jehova bringer velsignelser, og at ulydighed resulterer i forbandelser. (5 Mosebog 11:26-28) Israels folk lærte imidlertid ikke denne lektion. Efter en 40-årig periode med fred forlod de atter den sande tilbedelse. — Dommerne 3:12.

Indtaget af Moab

Denne gang overgav Jehova sit folk til kong Eglon af Moab. Bibelen beskriver ham som „en meget fed mand“. Med hjælp fra ammonitterne og amalekitterne angreb Eglon Israel og byggede sit palads i „palmebyen“ Jeriko. Det er et ironisk sammentræf at den første kana’anæiske by som Israel havde erobret, nu blev hovedkvarter for en som tilbad den falske gud Kemosj.b — Dommerne 3:12, 13, 17.

Eglon undertrykte israelitterne i 18 år og forlangte åbenbart svære skatter af dem. Ved at kræve tribut styrkede Moab sin egen økonomi og tærede stærkt på Israels ressourcer. Forståeligt nok råbte Guds folk om hjælp, og Jehova hørte endnu engang deres bøn. Han lod en anden frelser fremstå for dem — denne gang en benjaminit ved navn Ehud. For at gøre ende på Eglons tyranniske herredømme over Israel planlagde Ehud at gøre noget ved sagen næste gang der skulle betales tribut. — Dommerne 3:14, 15.

Ehud forberedte sig på sin modige handling ved at lave sig et tveægget sværd med en længde på en alen. Hvis der er tale om en kort alen, var våbnet cirka 38 centimeter langt. Nogle ville betegne det som en dolk. Da der tilsyneladende ikke var noget tværstykke mellem bladet og skæftet, kunne Ehud skjule sit lille sværd under dragten. Eftersom Ehud var venstrehåndet, kunne han desuden binde sit sværd på sin højre side, hvilket var et usædvanligt sted at anbringe et våben. — Dommerne 3:15, 16.

Ehuds strategi var ikke risikofri. Hvad nu hvis kongens tjenere for eksempel visiterede Ehud for at se om han havde våben på sig? Selv hvis de ikke gjorde det, var det utænkeligt at de ville lade deres konge være alene med en israelit! Hvis Ehud alligevel fik mulighed for at være alene med Eglon og dræbe ham, hvilke flugtmuligheder havde han så? Hvor langt kunne han nå at løbe før Eglons tjenere opdagede hvad der var sket?

Ehud har uden tvivl tænkt på sådanne detaljer og måske forestillet sig flere mulige katastrofale konsekvenser af sin handling. Han opgav dog ikke sin plan, men viste mod og tro på Jehova.

Ehud møder Eglon

Dagen oprandt hvor den næste tribut skulle overbringes. Ehud og hans mænd gik ind i kongens palads og stod snart foran kong Eglon. Tiden var imidlertid endnu ikke inde hvor Ehud kunne gå til angreb. Da han var færdig med at overbringe tributten, sendte han bærerne af sted. — Dommerne 3:17, 18.

Hvorfor tøvede Ehud med at støde Eglon ned? Gav han efter for frygt? Nej, på ingen måde! For at bringe sin plan til udførelse måtte Ehud tale med kongen i enrum — noget der ikke var blevet tilstået ham på dette første besøg. Han ville desuden få brug for at komme væk i en fart, og det ville være langt lettere for én mand at flygte end det ville være for hele følget af tributbærere. Ehud ventede derfor på det gunstige øjeblik. Hans korte besøg hos Eglon gav ham kendskab til paladsets indretning og skaffede ham viden om i hvor høj grad kongen blev beskyttet.

Da Ehud nåede „stenbruddene som er ved Gilgal“, forlod han sine mænd og tog tilbage til Eglons palads. Denne gåtur på cirka to kilometer gav Ehud lidt tid til at koncentrere sig om sin mission og at bede om Jehovas velsignelse. — Dommerne 3:19.

Ehud vender tilbage

Ehud blev åbenbart venligt modtaget da han kom tilbage til paladset. Måske har den store tribut han netop havde overbragt, sat kong Eglon i godt humør. Selv om Ehuds første besøg kun var kort, har det måske givet ham mulighed for at komme til at stå på en fortrolig fod med kongen. Under alle omstændigheder fik Ehud igen foretræde for Eglon.

„Jeg har et hemmeligt ord til dig, konge,“ sagde Ehud. At missionen var lykkedes indtil nu, var et tegn på at Jehova var med ham. Der var imidlertid et problem. Det ’hemmelige ord’ som Ehud ville overbringe, kunne ikke udtales i nærværelse af kongens tjenere. Hvis Jehova ville gribe ind, var det nu Ehud havde brug for hjælp. „Stilhed!“ befalede kongen. Eftersom Eglon ikke ønskede at andre skulle høre dette ’hemmelige ord’, sendte han sine tjenere ud. Man kan forestille sig hvor lettet Ehud blev! — Dommerne 3:19.

Eglon sad i sit kølige tagkammer da Ehud kom ind til ham og sagde: „Det er et ord fra Gud jeg har til dig.“ Hvilken Gud sigtede Ehud til? Kunne det være Kemosj? Det kan Eglon meget vel have troet. Hans nysgerrighed blev vakt, og forventningsfuldt fik han sit digre korpus op fra tronen. Ehud gik hen imod ham, og man kan forestille sig at han bevidst har sørget for ikke at vække kongens mistanke. Med en hurtig bevægelse „rakte [Ehud] sin venstre hånd frem og tog sværdet fra sin højre hofte og stødte det i maven på [Eglon]. Og skæftet gik med ind efter bladet, så fedtet lukkede sig over bladet, for han trak ikke sværdet ud af hans mave, og tarmindholdet kom ud.“ — Dommerne 3:20-22.

Kongens tjenere der ventede i nærheden, anede endnu ikke uråd, men Ehud var stadig i fare. Eglons tjenere kunne når som helst styrte ind og finde liget af deres dræbte konge. Ehud måtte derfor hurtigst muligt se at komme væk! Han låste dørene og flygtede ud gennem tagkammerets luftåbning. — Dommerne 3:23, 24a.

Opdagelse og nederlag

Eglons tjenere var nu blevet nysgerrige, men de ønskede ikke at pådrage sig kongens vrede ved at forstyrre ham når han sad i møde. Da opdagede de at dørene til tagkammeret var låst. De sagde dog til hinanden: „Han forretter nok bare sin nødtørft i det kølige inderste kammer.“ Som tiden gik, blev nysgerrigheden imidlertid afløst af ængstelse. Eglons tjenere kunne ikke vente længere. „Så tog de nøglen og åbnede [dørene til tagkammeret], og se, deres herre lå fældet på gulvet, død!“ — Dommerne 3:24b, 25.

Ehud var i mellemtiden undsluppet. Han kom forbi stenbruddene i Gilgal og nåede til sidst til Se’ira i Efraims bjergland. Ehud kaldte Israels mænd sammen og stillede sig i spidsen for et samlet angreb på moabitterne. Beretningen siger at „de [slog] Moab, omkring ti tusind mand; det var alle hårdføre og dygtige mænd; og ingen undslap“. Efter at Moab blev underlagt Israels herredømme, havde Guds folk ro i 80 år. — Dommerne 3:26-30.

Hvad vi kan lære af Ehuds eksempel

Det var Ehuds tro på Gud der motiverede ham til handling. I Hebræerbrevet, kapitel 11, omtales han ganske vist ikke ved navn blandt dem som „ved tro nedkæmpede riger, . . . blev tapre i krig“ og „jog fremmedes hære på flugt“, men Jehova støttede tydeligvis Ehud som handlede i tro og udfriede Israel fra kong Eglons tyranni. — Hebræerne 11:33, 34.

Ehud besad også mod. Han måtte nødvendigvis være modig for at kunne bruge et bogstaveligt sværd så virkningsfuldt. Som Guds nutidige tjenere griber vi ikke til den slags sværd. (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Vi gør brug af „åndens sværd“, Guds ord. (Efeserne 6:17) Ehud var dygtig til at bruge sit våben. Vi må også gøre kyndig brug af Guds ord når vi forkynder den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Hvis vi studerer Bibelen personligt, regelmæssigt overværer de kristne møder, tager aktivt del i forkyndelsen og holder os nær til Jehova i bøn, vil det hjælpe os til at efterligne Ehud, som viste tro og mod.

[Fodnoter]

[Illustration på side 31]

Ehud og hans mænd overbragte kong Eglon tribut

[Kildeangivelse]

Gengivet fra Illustrirte Pracht - Bibel/Heilige Schrift des Alten und Neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luther’s